Min ven, du tror ikke, hvor underlig min dag var i går. Jannik kom hjem fra arbejde, gnaven som bare pokker, og smed nøglerne hårdt på skohylden. Jeg stod og rørte rundt i pastagryden, og kunne med det samme høre på hans skridt, at det ville blive en af de aftener. De tunge, slæbende skridt det lover aldrig godt, vel?
Han trådte direkte ind i køkkenet, stadig i jakke, og skulede ned mod gryden. Hvorfor siger du ikke noget? spurgte han, stadig med den der frostne mine, han får efter en hård dag på pladsen.
Jamen hvad skal jeg sige? Skal du have aftensmad? nikkede jeg mod pastagryden og prøvede at lyde neutralt.
Vent lige med maden. Vi skal snakke. Han satte sig på en af de gamle IKEA-taburetter, og den gav næsten efter under hans vægt. Line ringede i dag.
Det stak til i mig med det samme, men jeg lod, som om det ikke rørte mig. Line, altså, ekskæresten hende prøver jeg virkelig ikke at tænke på. Hende og deres fælles søn, den historie har jeg prøvet at parkere for længe siden.
Nå, hvad vil din Line nu? Penge igen? spurgte jeg og hældte mig over bordet for at kunne se ham i øjnene. Du sendte da penge til hvad er det nu han hedder, Mikkel I forgårs.
Jo, jo, jeg sendte penge. Men det her er noget andet. Jannik gned sig fnugget på hagen og så nervøst ud. Hun skal giftes. Med sådan en Paw fra bilbranchen og hun er allerede gravid igen.
Jamen, tillykke med det. Jeg kunne slet heller ikke forstå, hvorfor Jannik så så bekymret ud. Lad hende bare sejle sin egen sø sammen med Paw der. Hvad skal det røre os?
Han så på mig, med det der skyldige bamseblik. Hun vil have Mikkel ud til sin mormor, helt oppe i Hirtshals. Men hun mener, hvis jeg er en rigtig mand, skal jeg tage mig af ham. Jeg er jo hans far, siger hun.
Jeg kunne høre naboens fjernsyn gennem væggen. Jeg frøs, stirrede bare. Gryden begyndte at lugte brændt jeg havde glemt pastaen.
Er du blevet helt tosset? Hvilken søn? Du blev aldrig noteret som far på dåbsattesten! Hun satte en streg. Det er altså bare biologi, Jannik.
Birgitte, hvorfor skal du være så hård? Jannik trak sig tilbage, som om han havde bidt i en citron. Men han ER min. Og han er ni, vokser stadig op uden en far.
Det slog klik for mig. Jeg hamrede grydeskeen ned i komfuret. Hvad med vores egen datter? Karen er kun fire! Hvor skal han bo? Skal han sove på sofaen inde hos hende? Du kender ikke engang den dreng han voksede jo op som ukrudt, mens Line rendte rundt! Godt nok blev han sendt rundt mellem familie og venner som en pakke uden adresse.
Lad nu være han kan jo ikke gøre for det! Jannik pustede sig lidt op igen. Hans mormor er fin nok, hun er bare gammel. Hvor meget kan man forvente af hende?
Du har da selv fortalt om dengang hun opdagede jer sammen og jagtede dig med en kost! Det er en normal familie, synes du? Jeg kunne mærke, at jeg bandede for meget, men jeg var vred. Har du overhovedet set Mikkel i ni år? Har han ringet? Slet ikke?
Måske er han bare genert, mumlede Jannik og kiggede væk.
Genert? Kom nu ind i kampen, Jannik! Jeg lo, men det var en skinger, arrig latter. Har du tænkt over, hvordan det ville være for Karen, at han bare vælter ind i hendes trygge liv? Skal hun dele alt med en fremmed dreng?
Han ER ikke fremmed, han er min søn! røg det ud af Jannik. Jeg forklarer ham det hele, hvis han kommer.
Du forklarer? Jeg gik helt tæt på ham. Du har kun betalt til den dreng to gange om året og nu tror du, at du lige kan blive far på et øjeblik? Og hvad med alt det praktiske? Pengene, pladsen? Skal jeg nu være bonusmor på deltid, vaske hans beskidte tøj og holde styr på lektier?
Så må jeg tage ekstra vikartimer, sagde han og så træt ud. Måske lidt weekendarbejde.
Så ser vi dig jo aldrig! Nu var min vrede blevet til opgivelse. Du rykker hjem som en gæst, og jeg sidder her med to børn. Hvad tror du egentlig, jeg er lavet af?
Du er min kone, prøvede han, men jeg trak mig væk fra hans favntag, hårdere end jeg egentlig havde tænkt. Hvad vil du have, jeg skal gøre? Hvis jeg siger nej, vil jeg for evigt vide, at min søn står alene et sted.
Hvad med mig, hvis jeg siger: så bliver det skilsmisse? fløj det ud af mig, og jeg fortrød det med det samme.
Han stivnede, stirrede på mig.
Lad nu være. Vi har jo ikke nogen problemer, sagde du selv.
Det er det, vi har nu. For hvis han skal bo her, så klarer du det selv. Karen og jeg spiser ikke med jer, og jeg vasker ikke for ham. Han kan bo i gangen med dig, og vi andre tager værelset. Så får vi se, hvor længe det holder.
Birgitte, lad nu lige være Han blev bleg.
Du bestemmer, men hvis det sker, så blander jeg mig ikke i ham eller dig.
Han gik i stå, men jeg kunne fornemme han havde faktisk truffet sin beslutning. Og det værste var, at han ikke pludselig lignede min Jannik mere.
Ugen efter var vi som fremmede. Han farede rundt, ringede til kommune og advokat, skaffede papirer om at blive noteret som far. Han snakkede med Line. Jeg flyttede om på Karens legetøj, undgik hans øjne og talte mest i nik og lyde med ham.
Jeg håbede, han fortrød. At han tog det op til overvejelse, når jeg kunne ignorere ham så meget, at vi var på randen. Men han slog sig fast på den idé med tidens ansvar og faderfølelse.
Han plaprede om, at Mikkel skulle have Karens halvhøje seng, du kan jo få hende på gæsteseng, Birgitte, hun er jo lille, sagde han endda halvt i sjov. Jeg kunne have kvalt ham.
Den dag, han hentede Mikkel oppe på Midtsjælland, gik Karen og jeg i Tivoli. Vi købte candyfloss, frøs gysende i karusellerne, helt udmattede. Jeg trak det hele ud, så vi måske kunne nå hjem, mens han allerede sov. Men jeg tog fejl.
Da vi kom hjem, stod der et par hullede kondisko ved knagerækken, og en slidt sportstaske hang ned fra bøjlen. Der var stegte kartofler i panden og snakken fra køkkenet. Karen farede ind igennem, og så blev der helt stille.
Mikkel sad på min plads ved køkkenbordet. Tynd som et gardin, skaldet næsten, og klædt i en alt for lille fodboldtrøje. Han glanede stift ned i tallerkenen. Foran ham, en kæmpe portion kartofler og et kyllingelår.
Her er pigerne! råbte Jannik op, som havde han endelig fået publikum.
Mikkel kiggede hurtigt op, med de mørkeste øjne næsten bange, som et dyr. Så så han på Karen, og så direkte ned i kartoflerne igen.
God aften, sagde jeg, måske lidt for køligt. Nå, er I blevet mætte?
Kom nu, sæt jer, forsøgte Jannik, men det var akavet. Karen stod bag benet på mig og lurede, og selv sludrede jeg ikke meget.
Jeg trak Karen væk og gik i seng med hende i værelset, mens jeg hørte dem snakke dæmpet i køkkenet. Jeg kunne ikke falde til ro. Og da Jannik senere ville putte ham ind i Karen seng, eksploderede det hele hun skreg, hendes seng var hendes, han måtte tage gæstesengen i gangen.
Næste morgen opdagede jeg, at min yndlingskop var smadret. Mikkel sad mut og spiste rugbrød. Var det dig, der væltede koppen? Ingen svar. Du skal sige undskyld, når du vælter ting, sagde jeg. Han svarede knap; han sagde bare, at den faldt selv ned. Man kunne tydeligt se, han ikke var vant til bare at sige sandheden.
Da jeg så, hvad der var af tøj i hans taske, blev jeg endnu mere trist. Det var kun hullede sokker, og trusser, man ikke anede, hvem var fra. Tag og køb ham nyt tøj, Jannik.
Jannik tog ham med i Bilka lørdagen efter. Alt var gråt og praktisk. Jeg havde ikke overskud til at interessere mig. Mikkel gik rundt som en lille grå mus, takkede knapt for noget.
Han sagde aldrig noget. Når Karen gik ud til ham, gik han bare. Det var som at have en vildfremmed i lejligheden, og helt ærligt det gjorde mig både lettet og nervøs.
Efter to uger opdagede jeg en dag, han havde taget hendes bedste dukke ud af dukkehuset og sad med den. Læg den på plads. Du skal spørge om lov, sagde jeg. Han lagde den hurtigt, sagde ikke et ord. Jeg blev nok for sur, men jeg skulle altså passe på Karen.
Jannik blev vred, da jeg fortalte det. Han vil jo bare lege han har ingenting selv.
Så må du købe noget til ham. Men ikke røre Karens ting. Det bliver for mærkeligt.
Da han endelig åbnede munden, var det kun for at sige, at han forstod. Han mærker, du ikke kan lide ham, sukkede Jannik.
Jeg har aldrig sagt, jeg skulle elske ham. Jeg gør ham ikke ondt! Men han skal holde sig fra Karen.
Og ja, vi gik rundt i et underligt våbenhvile, hvor Mikkel mest boede på gæstesengen i gangen, og huset var som om, det holdt vejret.
Men børn er jo børn, ikke? En dag så jeg Karen give ham en chokolade. Du ser altså ked ud af det. Du må godt tage en, sagde hun kækt. Og den lille stakkel tog den og smilede et mikroskopisk øjeblik.
Derfra begyndte han så småt at svare, når jeg spurgte, hvordan det gik i skolen. Det viste sig, han var ok til matematik! Karen stak ham kiks, han hjalp hende med et puslespil. Jannik blev nærmest høj af glæde.
Og pludselig gik det op for mig: Måske er han ikke uhyret fra vores drømme. Måske mangler han bare lidt varme og tryghed, som han aldrig havde fået.
Jeg kom aldrig til at elske ham, tror jeg. Men jeg holdt op med at være bange for ham. Han blev ikke længere den fremmede, der truede vores tryghed. Han blev bare en tynd dreng, der sad i gangen og læste Donald-blade og lidt efter lidt blev mere sig selv.
Og det var egentlig nok for mig. For nu.
