Jeg forstår simpelthen ikke de forældre, der praler med: I dag havde min søn (eller datter) sine klassekammerater på besøg. Så jeg kaldte selvfølgelig alle seks (syv, ti) ud i køkkenet og serverede aftensmad for dem. Nogle af dem bad endda om mere. Vi har ikke noget imod det, de skal da bare spise.
Helt ærligt? Og I fodrer alle de fremmede unger? Et andet spørgsmål til de forældre: Er I aldrig kede af pengene, tiden og alt det andet, I bruger på at fodre børn, I faktisk ikke engang kender? De har forældre selv, som kan sørge for, at de får noget at spise.
Jeg oplevede det engang selv. Da min søn gik i tredje klasse, kom han en dag hjem med fem klassekammerater (altså ikke hele klassen, dét manglede bare). De legede på hans værelse, mens jeg stod ude i køkkenet og lavede hakkebøffer og kartoffelmos til aftensmad.
Min søn kom ud i køkkenet og spurgte: “Mor, er aftensmaden snart klar? Jeg er sulten!”
“Naturligvis,” sagde jeg, “gå lige ud og vask hænder, så er det spisetid.” Så hviskede han til mig: “Drengene er også sultne. Skal de også vaske hænder?” “Nej, det behøver de ikke. De spiser hjemme hos sig selv,” svarede jeg.
Lige efter kom kammeraterne ud i køkkenet. Min søn sagde til dem: “Jeg spiser lige, vent lidt her.”
En af drengene sagde: “Jeg vil egentligt også godt have hakkebøffer og kartoffelmos.” Jeg smilede og sagde venligt: “Det glæder mig, men nu må I hellere gå hjem jeres mødre har nok også lavet mad til jer. Gutter, hjemad med jer, jeres aftensmad venter.”
Drengene vendte om og gik. Jeg forklarede det hele for min søn, og han forstod. Sandheden er jo, at jeg ikke skal fodre børn, jeg ikke kender. Det er ikke engang min drengs nære venner, bare nogle fra klassen. Hvorfor skulle jeg give dem mad hjemme hos mig?
Det fik mig til at tænke over, at man skal passe på sine ressourcer og lære børn at forstå grænser både sine egne og andres.
