– Åh, Vilmer-Blåklint! Hvordan kan du være så godtroende? Hvad skal vi dog med en hund også? Kunne du ikke tænke dig lidt om selv?!
– Men moar… Vilmer var lige ved at græde, mens han trykkede den lille hvalp, han havde fundet på vej hjem fra skole, tæt ind til sig.
Hvalpen var ganske lille og peb, så det kriblede bag knæhaserne. Følelsen var sær; Vilmer ville enten græde ind i mors forklæde, der duftede af sæbe og let stegt løg, eller bryde ud i grin af ren glæde over, at hvalpen var levende, varm og trykkede sig ind mod hans våde, snavsede jakke, som han uden tvivl ville få skældud over om end senere.
Tina samlede med en vis modvilje den pibende hvalp op i nakken og tog den fra sin søn.
– Ud og vaske hænder, straks! Du ved jo ikke, hvad for noget snavs du har slæbt med hjem sammen med dét der!
– Moar!
– Hvad nu?!
– Smider du den ud? Vilmer så forfærdet på hende, ude af stand til at fatte, hvad der ellers kunne redde hans fund.
– Er du gået helt fra forstanden? Tinas overraskelse gjorde, at hun næsten tabte hvalpen, som faktisk allerede havde gennemskuet, at faren var overstået. Hvordan kan du tro, jeg kunne finde på noget så frygteligt?!
– Undskyld, moar! Vilmer lyste op med det samme. Jeg tænkte bare
– Bare han! Tina var stadig forarget. Tror du, jeg er et uhyre? Det regner jo derude! Åh gud, hvad står jeg her for! Du er drivvåd! Ind på badeværelset med dig, ellers bliver du syg. Marsch! Vilmer-Blåklint…
Imens Vilmer forsvandt ned ad den lange gang med gamle tæpper og alskens rod i deres store lejlighed, tænkte Tina over, at hun næppe ville få ros fra de andre beboere for at slæbe en hund med hjem.
Ingrid Sørensen ville snøfte og presse sine karminrøde læber sammen, mens hun mumlede med sin dybe ryst:
– Du bør opdrage din dreng, Tina. Han laver bare problemer!
Ole Gregersen ville blinke til Vilmer og trække brynene sammen:
– Ser jeg én eneste plet, får du lov at skrubbe gulve et halvt år, Vilmer! Mindst!
Glade Birthe ville først kramme hvalpen og derefter stryge Vilmer over håret:
– Hvor er du rar, Vilmer! Dit hjerte er af guld. Pas godt på det den slags er sjældne!
Tina skævede til de lukkede døre, sukkede og klappede forsigtigt hvalpens bløde pande.
– Vi må nok hellere vaske dig, min ven! Fuld af lopper, ikke? Det var lige det, vi manglede!
Hvalpen sparkede let ud med benene, fornemmede at han ikke blev skældt ud men taget ind, og Tina med et lille støn løftede ham tættere ind til sig.
– Hvor tror du, du skal hen? Glem det! Du skal præsenteres fra din bedste side ellers bliver du smidt ud!
Tina gik hastigt ud på badeværelset, hvor Vilmer overraskende nok stadig var, og smilede, da hun så baljen og klumpen brunlig sæbe, som Vilmer havde fundet frem til sit fund.
– Du bliver jo så stor! sagde hun og nikkede mod det varme vand. Hent det gamle, gule håndklæde fra stuen. Kan du huske det?
– Det, du plejede at tørre mig i, da jeg var lille?
– Ja! Skynd dig! Ingrid kommer snart hjem fra arbejde.
– Får vi ballade, moar?
– Ikke endnu men du må selv tale med hende. Forstået?
Vilmer tænkte sig om.
– Jeg er bange.
– Jeg forstår dig godt. Men hun bor også her og har sin ret. Du spurgte ikke om lov, vel? Nu må du stå til ansvar!
– Men, hvad hvis hun siger nej?
– Så må du finde de rigtige ord, så hun siger ja. Hvis du kan slæbe dyret herind, kan du også tage ansvar. Den er din nu.
I det lune vand peb hvalpen sagte og slikkede Tinas hænder, mens snavset gav sig, indtil den grå uld viste sig faktisk at være snehvid bare så sjusket, efter at have strejfet rundt på egen pote, at det var svært at tro, han nogensinde havde set anderledes ud.
– Det er godt, sagde Tina og svøbte ham ind i håndklædet, rakte ham til Vilmer og pegede mod stuen Gå ind og få ham tørret. Jeg luner lidt mælk til din ulvehund han er sikkert sulten.
Vilmer for afsted. Tina tømte baljen, satte sig på kanten af badekarret og begyndte at græde.
Måske var det sønnens blik, måske var det lille, varme liv i hænderne på hende, eller så var det bare den evige, modertunge omsorg for alt levende, der vældede op i hende og mindede om dengang, hun selv første gang kom til denne lejlighed. Ung, uerfaren og med barn på armen, tog hun toget fra provinsen til sin gamle grandtante Anna, den eneste i familien, der havde åbnet døren, da hun bad om hjælp.
– Hvad er det for en skabning?! Ingrid havde slået fast rækkefølgen, allerede dengang. Hvem er du, og hvad er det for et barn? Kunne vi da ikke få fred for flere babyer. Er det til dig, Anna?
– Til mig! svarede grandtanten roligt.
Anna var kun fjernt i familie med Tina, men Tinas mor havde hvert år slæbt hendes pigen med til København, for “det er trods alt familie, og du kan jo lære noget dit værelse vender ud til Strøget, små bitte, men det er storby. Når du bliver stor, sender jeg dig derind på studie, Anna holder øje med dig.”
Mor sagde aldrig alt, men dengang forstod Tina ikke det, hun ikke sagde. Der var noget magisk over den lille stue med udsigt over gågaden og Annas varme, brogede selskab. Anna viste rundturene på Glyptoteket, gik lange ture i Kongens Have, fortalte historier og besvarede uendelige spørgsmål. Tina elskede det.
Noget skete og så hørte besøgene op. Måske efter et skænderi, eller fordi hendes mor bare blev træt af det nu var det kun breve. Men Anna svarede trofast, og Tina skrev om lange aftener, selvom mor helst så hende koncentrere sig om mere “fornuftigt”.
Hvad hun burde tænke på, fik Tina først forklaret, da hun fyldte seksten.
– Du er voksen. Du skal tænke på fremtiden!
– Må jeg endelig til byen? På studie?! Tinas øjne lyste.
– Nej! Du skal ikke nogensinde dertil. Ud på landet og arbejde måske en dag teknisk skole. Det, jeg mener, er, at du nærmer dig gifteklar! Prøv at se dig omkring; der er mange karle…
– Men mor, jeg vil ikke giftes!
– Ikke giftes? Hvem spørger dig? Vil du ende som Anna gammel og alene? Tag dig nu sammen, Tina find én du kan holde ud.
Men Tina ønskede ikke at tænke på det. Hun drømte om byen, om uddannelse, om spændende liv ikke om en mand.
Men skæbnen havde andre planer. Mors egne hænder fandt den kommende mand, Anders. Inden Tina så sig om, var hun forlovet, så gift og snart blev hun mor.
Men ægteskabet var ikke nemt. Anders søgte helst sjov, ikke ansvar eller omsorg. Kærligheden til Tina slukkedes, før den nåede at slå rod, og sladderen løb fra stue til stue om begges forseelser.
Da Tina fandt ud af det utroskab, som Anders aldrig ville indrømme, gik hun til sin mor for hjælp.
– Hvad vil du have mig til at gøre? Du valgte ham selv nu må du leve med konsekvenserne.
– Men han har forrådt mig!
– Ja ja, mænd er sådan! Hvad troede du? Din far var heller ikke nogen helgen. Sådan er livet!
– Men hvad med kærlighed?
– Kærlighed? moderen lo. Du har tag over hovedet, et barn. Det andet kan man klare.
Det slog gnisten ned i Tina. Hun stod der, forvandlet, og indså, at nu måtte hun selv vælge: Skulle hun leve videre og lære sin søn, hvad faderen ikke forstod, eller forblive offer?
– Afsted, Tina! Dit eget liv nu. Hvis du vil have job, må du selv sørge for pasning.
Hun anede allerede, at moderen var optaget af sit eget. Ikke et navn, ikke engang et ansigt fik hun at vide men nu stod det hende klart: Der var ingen hjælp at hente mere. Hun skulle videre.
Familien ville ikke hjælpe, da Tina bad dem om det det havde moren også sørget for, i smug. Tina blev nødt til at klare sig selv.
Da Anders fandt ud af, at hun havde bedt moderen om hjælp, blev han rasende og slog hende for første gang. Hun forsvarede sig, og da han truede at komme tilbage, pakkede hun sammen og tog af sted til Anna. Aldrig vendte han hjem igen.
Med et telegram til Anna og numre efterladt til svigerforældre om det nye hjem, forlod Tina den lille by. Anna blev glad for at se hende, men brast i gråd, da hun hørte forklaringen.
– Kæreste Tina, hvor er det hårdt! Men nu må vi stå sammen. Du har søn, han har brug for dig. Jeg kan hjælpe, nu jeg er pensionist!
– Anna, vi må klare os lidt selv først…
– Det skal du ikke tænke på! Her bliver du skrevet på, så får han plads i børnehaven. Og du må finde arbejde. Når Vilmer vokser lidt…
Tina fandt sin egen vej. Om aftenen vaskede hun trapper i naboejendomme, mens Anna tog sig af Vilmer. Småpenge, men det gik. Senere uddannede hun sig, fik nyt tøj syet af Anna, voksede ind i storbyen, avancerede på jobbet og blev med tiden “Fru Kristensen” for kolleger og Vilmer kunne stolt sige: Det er min mor.
Naboerne var dog et kapitel for sig.
Anna havde tre:
Ingrid Sørensen geolog, buldrende, barnløs insisterede på, at børn og familie var overvurderet. Hvis hun blev sat til at opdrage børn, ville hun sikkert lære dem at spise desserten først og hovedretten senere.
Ole Gregersen gammel, tør elegantiers, tidligere maskinarbejder mente, kærlighed var for de heldige få. Hans eneste historie var blevet afsluttet med forræderi, og han stolede nu kun på omgangsveninderne i lejligheden.
Birthe var den tredje storgrinende, arbejdsom, altid i gang, men længtes efter en mand, et barn og ro, som hun sagde.
Roen får du aldrig, Birthe lo de andre, men håbet forlod hende ikke.
Tinas og Vilmers ankomst gjorde øjeblikkeligt hverdagen anderledes for de andre. Birthe elskede børn, men Ingrid var skeptisk:
En ting er at besøge ingen permanent! Jeg skal have min nattesøvn!
Ole greb ind:
Kom nu, Ingrid. Eller vil du smide mor og spædbarn ud i regnen? Se nu på ham kinderne! Hør, jeg slår en handel op: Hvis Vilmer er til gene, ryger han. Men hvis du efter et år ikke kalder ham Blåklint, spiser jeg min hat.
Helt sikkert aldrig! snøftede Ingrid. Men inden længe kaldte hun ham det navn og stak ham kage, hver gang ingen så til.
Vilmer voksede som et heldigt, roligt barn. Han gik i børnehave, trillede tur med mor og Anna i Kongens Have og forstyrrede sjældent naboerne. Gangen var hans eventyrland.
Nogle gange sejlede han i Ingrids gamle balje, befalede usynlige matroser til at finde rom. Hvad det var, anede Vilmer ikke, men det var spændende det stod jo i hans elskede sørøverbog.
Nogen dage forsvandt han i Oles store skab, hvor gamle pelse blev til vilde bjørne i hans leg. Og ved Birkes dør fandt han pensler og maling, indtil han en dag malede hele døren. Hun lo, moren skældte ud, men bagefter fik Vilmer lov at tilføje små skyer som pynt.
Jeg tror, han skal på kunstskole sagde Birthe tænksomt.
Tina havde også skældt ud, men tog det måske til sig hun tog Vilmer i hånden til kunstskolens børnehold. Han var for ung, men en lærer kiggede på tegningerne og sagde:
Han kan noget. Jeg tager ham!
Disse timer blev som en gave. Anna fulgte med til Vesterbrogade, og snart blev gangen hjemme til et galleri, hvor Birthe valgte de bedste tegninger, Ole rammede dem ind, og Ingrid gik stolt på langs af dem og sagde:
Vilmer-Blåklint, en dag bliver du berømt, hør mig nu skab!
Vilmer nikkede og tegnede dag og nat.
Måske derfor var han ikke nær så bange som mor, da han igen tog en frysende hvalp under jakken og stak hovedet ind i lejligheden.
Naboerne gik ikke fejl af situationen:
Nå, hvad har vi her? Hvor har du plukket den op, Vilmer? Ingrid kom straks og plantede et kys på dyrets våde næse. Nu kan jeg gå tur som den fine dame på H.C. Andersens Boulevard! Tina, du må sørge for, at jeg får ham med hver dag en hund kan jo være vejen til kærlighed, selv sent i livet!
Ingrid…
Jeg stemmer for! Tina, køb et flot halsbånd. Vi skal se godt ud!
Vi?
Mig og det her vidunder, selvfølgelig! sagde Ingrid og rakte hvalpen til Vilmer, netop som Ole kom hjem.
Han sagde bare hej, rodede Vilmer i håret og bad om te. Næste dag havde han et nyt, smukt halsbånd og et snoretræk med hjem.
Birthe havde endelig mødt en mand og svævede rundt på lyserøde skyer, ligeglad med hvalpen. Anna, hjemvendt fra kurophold, lo mod Vilmer.
Du har ansvaret nu, min ven! Husk det!
Der ville gå mange år, og billedet af en hvid, pelsklædt hund med en flok mennesker omkring sig ville hænge på væggen i Vilmers eget atelier. Og når eleverne spurgte ind til det billede, ville han svare kort:
Det er dem, der lærte mig betydningen af kærlighed. De lærte mig alt vigtigt om livet.
Hvad er det vigtigste?
At elske dem, man har tæt på, og altid tage ansvar for sine handlinger.
Og det tredje?
Aldrig bruge oliemaling, hvis akvarel kan gøre det. Nå, ikke flere spørgsmål! I gang, venner verden venter på jeres kunst!
Men hvad hvis vi ikke kan?
Så når man ingen vegne. Kun dem, der tør prøve, fejle og fortsætte, får succes. Husk det. Jeg tror på jer, ligesom de troede på mig. Alt bliver godt. I kan klare det!
