Vi havde lige lejet en lejlighed næsten i hjertet af København.
Sådan? spurgte Mikkel lige så han knap nok havde åbnet døren for mig.
Lejligheden var kæmpe, luksuriøs.
Hold da op, er du helt vild! udbrød jeg, øjnene glimtede, se bare den udsigt, der er jo skøn!
Men er den ikke urimeligt dyr? sagde han skeptisk.
Du tror det er mærkeligt, men det er faktisk ikke så slemt. En gammel fyr, Hans, lejede den ud til mig. Han fortalte, at han bor på et gammelt sommerhus uden for byen.
Altså, hvad betyder det? Jeg kan bare godt lide den her, svarede jeg med mine varme, brune øjne, der glimtede af entusiasme.
Morgenen efter kørte han af sted tidligt, og jeg drak min kaffe og besluttede at mødes med veninderne. Da han var gået, føltes den fremmede lejlighed pludselig lidt ubehagelig, som om den endnu ikke var helt indflyttet. Et par gange havde jeg den mærkelige fornemmelse af, at nogen stod bag mig, men jeg skubbede de tanker væk.
Jeg tog et par klædelige selfies foran de gamle malerier og antikke møbler, klædte mig på og kørte til kaffehuset, hvor vi skulle ses. Veninderne stirrede begejstret på billederne, snakkede uden pause:
Åh, den lyse lampe, den er bare helt himmelsk!
Se de malerier, wow! Hvem er den der? Der står jo nogen bag dig!
Jeg kiggede på billedet igen faktisk så der ud som om en uklar silhuet af en gammel dame stod bag mig.
Hvad er det? sagde de til hinanden.
Kom nu, det er bare en skygge fra fotoet, svarede jeg med et forsigtigt smil, men indeni gik det igen, og jeg huskede morgenen, hvor jeg var blevet urolig.
Den næste uge fløj forbi. Om aftenen gik vi ture i midtbyen, langs havnefronten, købte is og gik hjem til fods til lejligheden. Jeg begyndte at vænne mig til det nye hus.
Weekendene endte med at blive hjemme. Regnen silede ned, så vi ikke gik ud. Vi bestilte en pizza, så gamle film i stuen. Mikkel faldt i søvn på sofaen, og jeg lænede mig ind ved siden af ham.
Et tordenbrag vækkede mig, efterfulgt af et lyn, der oplyste rummet. Pludselig stod en gammel kvinde i døråbningen. Mikkel sov stadig, og jeg, helt frosset af rædsel, kunne ikke finde ord.
Så, unge dame, hvordan trives du her? sagde den ældre kvinde stille, uden at vente på svar.
Nej stammede jeg, mens jeg klemte mig ind i sofaen.
«Et ønske, du har gjort dig her? spurgte hun.
Nej, det har jeg ikke, sagde jeg, mens tankerne fløj: Jeg har en mand, vi tjener fint, vi lejer et lille studie, vi har prøvet flere IVFrunder uden held. »
Tordenen buldrede igen, lynet blinkede, men den gamle kvinde var væk. Jeg mærkede, hvordan jeg faldt i søvn igen.
Morgenen bød på solskin og en blå himmel, kun de sidste dråber af natten hængte på ruderne.
Hør lige, jeg sov som en drøm på sofaen, hvad med dig? sagde Mikkel, mens han piskede flødeskum i kaffemaskinen.
Det gik også rigtig godt, svarede jeg med et smil. Alt det, der skete i nat, føltes nu som en fjern drøm.
Sådan, hvad synes du om den her lejlighed? Jeg er ved at slå mig ned her.
Ingen ord, jeg føler mig også helt hjemme, jeg har ikke lyst til at flytte.
For et par år siden, efter endnu et mislykket IVF-forløb, foreslog vores psykolog, at vi skulle skifte bolig for at få et følelsesmæssigt pusterum. Så vi flyttede ind i vores tredje lejlighed.
Tid gik, og snart nærmede nytåret sig. Den 31. december sagde Mikkel, at en gammel mand skulle komme for at hente penge til de næste seks måneder.
Hvor mærkeligt, tænkte jeg, at han kommer lige så i nytårsaften. jeg sukkede.
Den ældre mand dukkede op om aftenen med en kage min yndlingschokoladekage. Vi måtte hurtigt sætte en kedel på. Over teen snakkede vi, mens sneen lagde sig tungt udenfor, og jeg, overrasket over mig selv, foreslog:
Vil I ikke blive og fejre nytår med os? Hvor skal I ellers gå i den store sne? Det ville være hyggeligt at have jer her, så vi næsten er tre sagde jeg med et bredt grin.
Klokken slog tolv, og fyrværkeri eksploderede udenfor, farverne dansede i vinduerne og spejlede sig i spejlet. Pludselig så jeg igen den gamle dame i spejlet. Hun gav mig et lille smil, vinkede og forsvandt i et glitrende fyrværkeri. Jeg smilede tilbage og vinkede, men så hun aldrig igen.
—
P.S. Et par år senere gik jeg en tur på Strøget, og jeg så en gammel bekendt.
Hey, kan du huske det par, der lejede en lejlighed tæt på? spurgte jeg ham.
Ja, de sjove folk, de bor stadig her. Men den sjove del er, at deres gamle udlejer, den gamle mand, nu bor med dem. Han er ældre, men passer som en bedstefar på deres lille dreng. Hans kone er gået bort, og han har ingen egne børn. Sådan er det heldigvis gået.
