Brev

Brev

Mads stod ved vinduet, rastløst gloende ud i den regnvåde mørke gade. Træerne svajede sagte i vinden, deres grågrønne silhuetter, forvrænget gennem det våde glas, syntes levende, men flydende. Regndråberne sprang mod asfalten, klistrede de efterårsbrune blade fast til fortovet, mens striber af vand løb ned ad ruderne og forsvandt i dybet.

Som blod gennem årerne, mumlede Mads og trak på smilebåndet. Eller mælk fra en utæt karton. Det flyder, og man kan ikke standse det. Man kan binde for, som man bør, smukt og ordentligt, men det varer kun kort, og derefter er alt som før Blod og mælk vil fortsætte med at flyde, og stopper det for længe, dør vævet. Kald det nekrose. Så må man skære væk, hele benet eller organet. Patienten overlever, men bliver mærket for livet. Kan man kalde det liv? Sorg og smerte, for en selv eller ens nærmeste, fordi man ikke nåede det ikke reddede det hele Eller man kan bare lade det flyde ud, tætner hullet hastigt med et plaster men hvad, hvis alt flyder væk, og der ingenting er tilbage? Endnu frygteligere. Så bliver det endeligt. Og i sidste ende bærer man selv skylden for, at noget gik tabt

Mads rystede på hovedet, da lynet pludselig flængede nattehimlen. Linjen, blå som en blodåre under huden, flimrede kort tid og forsvandt, som om den var bange for nålen og søgte ind i sit indre for at beskytte sig selv mod smerte.

Et vindstød rev vinduet på klem op, og vinden hvirvlede ind i stuen, spredte papirerne på bordet udkastene til hans afhandling. Ja, han havde adlydt sin far. Sat sig ordentligt for at tage sig sammen. Det var kedeligt, men måske havde far ret og tiden brugt på alle disse papirer ville engang betale sig?

Jeg forstår dig ikke, Mads! sagde Henrik, hans far, og slog ud med armene, mens han på overbærende vis betragtede sin søn, der sad og sippede til et glas hjemmelavet lemonade, med isterninger klirrende mod glasset, smagsmæssigt lukket sammen i et nydelsesfuldt sammenknib af øjnene. Du har opbygget så meget, så mange noter, så meget materiale, og alligevel tøver du! Og din ven denne, hvad er det nu han hedder Han knipsede med fingrene, lod som om han glemte navnet, selvom han udmærket kendte det.

Simon, far, han hedder Simon, rettede Mads.

Ja. Denne Simon, den slags person der altid kommer fremad, fordi han elsker penge ikke videnskaben, Mads, den er ham ligegyldig! Byggeri for ham er bare et spørgsmål om kroner. Han er ikke interesseret i andet end saldoen på sin konto. Ligesom en letlevende pige! Henrik fnøs. Kan du huske, du fortalte, hvordan han købte opgaverne af andre og udgav dem for sine egne? Ingen fangede ham, eller også ville ingen. Og du så op til ham, og nu render du efter ham. Hvorfor? Hvad er det, han kan?

Henrik så strengt på Mads, der trak på skuldrene.

Hvordan kunne han forklare sin far, at Simon var det stik modsatte af ham? Fatter ville aldrig forstå det, ville lede efter årsager forklaringer, som ikke fandtes.

Simon kunne leve; han var altid oppe, grinende, en kammerat, mens Mads selv var mere tung og ordentlig, kedelig måske. Med Simon slappede man af, grinede sammen, og alt virkede så simpelt. For Mads var verden ofte indviklet; alle problemer for Simon var bagateller, arbejdsproblemer noget, man let rystede af sig. Mads kunne ikke. Han dvælede, bekymrede sig, tvivlede altid.

Det var ordet, tvivl, som forenede ham med far: Henrik havde gjort ham til tvivler fra han var lille.

Har du lavet lektierne? Sikker? Tjek igen før du sover, du har nok overset noget! Har du haft prøve? Synes du, det gik godt? Sæt dig og tænk måske har du alligevel lavet fejl! Hvorfor er du ikke hjemme? Og lyset? Du glemmer altid at slukke lyset på badeværelset!

Og det stoppede aldrig. Faren tvivlede konstant på sin søn og lærte ham at tvivle på sig selv.

I gymnasiet, da prøver var altafgørende om Mads ville få den gyldne medalje i den røde æske eller ikke, om han blev skolens bedste pressede Henrik ham så hårdt, at Mads fik eksem af stress. Ingen forstod; de troede, det var allergi, men Mads vidste, det kom fra nerver.

Hver morgen over morgenmaden prædikede far: Alt afhænger af dig din fremtid, familiens ære det er alt sammen i dine hænder At miste guldet er at blive trampet på! Han klynkede over morgenægget, imens teen nåede at blive kold, mens han højlydt suttede citronskiven og fik Mads til at vende sig væk. Selv når de var på vej ud af døren, mindede han om, hvor vigtigt det var ikke at begå fejl.

Enhver fejl, Mads, er en chance for de andre til at grine af dig. Du rykker flere trin ned med det samme. Det kan ikke tillades!

Mads nikkede tiggende eller var helt stille. Trap­per, fejl, den forbandede medalje Gid det hele røg ad helvede til! Simon holdt fest i weekenden, hvor han SKULLE med! Men far ville sikkert bruge ham til at rydde et eller andet rod i sine papirer

Mads ankom i skole helt opkørt, forbeholden, selv smilet var borte. Om aftenen, efter prøven, sendte faren hans mor i køkkenet for at stryge, bad Mads sætte sig og genopfriske alle opgaver fra dagen og lave dem om igen.

Det fik nerverne på højkant: måske havde han glemt et komma, et tal, sprunget en celle over, tegnet grimt ifølge matematiklæreren.

Mener du, dit arbejde er perfekt? triumferede Henrik over sønnens uro. Hvis ja, så gå roligt i seng hvis ikke, ja, så får du ingen søvn.

Simon ville for længst have sendt sådan en far ud i køkkenet til moren, men det kunne Mads ikke. Respekt, skyld over ikke at leve op til fars forventninger, holdt ham fast i uroen.

Intet syntes tilstrækkeligt. Ja, men nej; godt, men ikke godt nok; han prøvede, men det blev middelmådigt

Først begyndte fødderne at klø. Mads kradsede dem til blods, ingen lagde mærke til det, og han holdt op med at tage i svømmehallen med vennerne. Da det flyttede sig til hænderne, kunne han ikke længere skjule det.

Han blev sendt til lægen, fik allergimedicin. Det hjalp ikke, men i påskeferien lokkede Simon ham med på lejrskole.

Ja, det er fint! nikkede Henrik. Tag af sted. Men tro ikke, jeg rykker en finger for, at du kan slippe for eksamenslæsning. Sæt ikke næsen op efter min hjælp!

Mads havde ikke nogen forventning. Han tænkte ikke på eksamen. Bare en uge uden!

Simon spillede guitar og sang sange, roligt, let, ubekymret. Mads sang forsigtigt med. De andre unge var omkring dem, der var grin, latter, ægte ungdomsliv. Og Mads’ allergi mod sin fars tvivl forsvandt.

Men ferien varede ikke evigt. Hjem igen, intens forberedelse til afsluttende prøver og derefter universitetet.

Da Mads kom hjem fra optagelsesprøven, ringede Henrik straks.

Er du sikker? Fik du lavet alle opgaver? Nej? Fik du svaret komis­sionen? Mads, det kan være total fiasko! Total! og han smækkede røret på.

For Henrik var alt total succes eller tilsvarende total fiasko.

Men Mads sagde aldrig til sin far, at han ikke havde været til eksamen. Han blev så nervøs, at Simon, der også søgte ind, men på en mindre populær uddannelse, tilbød at tage prøven for ham.

Hvad med billedet? protesterede Mads. Vi afleverede jo fotos til sagene

Hvem kigger på de små, trætte pasfotos? fnes Simon. Glem det, alt bliver fint.

For Simon gik alt fint. Selv uden forberedelse snakkede han læreren omkuld, så de nærmest glemte, hvorfor han stod der.

Kommissionen kendte Mads, altså Simon, som venlig, charmerende, lidt af en blærerøv, men en spændende type, der jonglerede viden som bolde.

Sådanne unge har forskning brug for det er som et frisk kildevæld! sagde institutlederens stedfortræder, der elskede at glo til optagelseseksamen på de såkaldte fostre.

Og Mads blev optaget. Senere undrede underviserne sig over, hvordan tiden kunne forandre et menneske.

Har De været ramt af sorg i sommer? spurgte de medfølende. En stor sorg?

Mads nikkede og så væk. Ja, sorg. Han tvivlede for meget på sig selv til rigtigt at leve

Simon derimod nød livet, duften af bål og parfume, skægstubbe efter at have gravet kartofler, i sin egen døs, læsende krimier under puden. Han levede, som Mads kun kunne drømme om.

Det var på universitetet, Mads mødte den kvinde, hvis brev nu lå på hans bord.

Hilde Nielsen fra ministeriet sådan blev hun præsenteret. Instituttet skal attesteres, opfør jer ordentligt!

Og de forsøgte, så godt de kunne.

Hun, Hilde, yngre end Mads’ far, sad til deres forelæsninger og øvede sig i at finde fejl, altid dybtgående, nærmest emsigt.

Især Mads havde hun et øje til.

Sikker på, du har lavet det rigtigt? Det gik da hurtigt! sagde hun, når han afleverede som den første. Prøv at dobbelttjekke. Man kan ikke være så sikker.

Og han dobbelttjekkede, igen og igen, mens Hilde smilende holdt øje.

Er Henrik din far? spurgte hun pludselig en dag i kantinen. På hendes bakke: kartoffelsuppe, rugbrød, stegeflæsk, og juice, som hun fortærede systematisk, sendte Mads efter servietter, fordi suppen dryppede. Nu, er han din far eller ej? spurgte hun skarpt, tog servietterne.

Ja, han er min far.

Nå, det forklarer noget. I ligner hinanden. Men undskyld mig meddelte hun fortroligt han var nu lidt af en roderik i sin ungdom. Utroligt, at han klarede det op.

Kender du ham?

Vi voksede op side om side. Vores forældre var venner nå, det er ligemeget nu. Hils ham fra mig, men ikke din mor, hun grinede og rodede videre i sin mad. Nå, du går? Tjek dine tegninger, jeg er sikker på, der er fejl!

Han knurrede og rettede, endte i vildrede og smed det hele væk.

Hvor mange opgaver havde far mon revet i stykker på grund af tvivl, fordi den unge, hurtige Hilde havde næret for hans tvivl?

Jeg er træt af det! udbrød Mads en dag.

Træt af hvad, skat? spurgte moren, Signe, en rolig kvinde, der levede i sin egen boble. Efter gymnasiet havde hun trukket sig ud af sønnens skoleliv, isolerede sig mod tvivlens smitte, som Henrik mente var nødvendigt for enhver sand videnskabsmand. Men hun smøg sig udenom, lukkede døren for spørgsmål: Havde hun låst, slukket strygejernet? Signe rystede på hovedet, overlod det til Henrik at tjekke alt ti gange. Hendes veninder, kollegaer og familie var inde i hendes boble, Mads og Henrik gik udenfor hun vinkede blot fra vinduet. Nogle gange faldt Mads ind i boblen, men ikke længe. Udenfor hev Henrik ham tilbage til tvivlen.

Jeg er træt af hele tiden at blive rettet, rettet, rettet! Mads smed blyanten på tegnebrættet. Og så den Hilde, altid til stede, som om hun holder kontrol

Hvem er hun præcist? Signe løftede et øjenbryn.

Hilde fra ministeriet. Hun sagde, hun kender far. Men Mads standsede og så, hvordan moren straks lukkede sig.

Nå, hun er på universitetet? Fra selve ministeriet. Parasitten, Signe snøftede. Dem bliver der født for mange af! Hun så opgivende på sønnen. Lad os glemme hende.

Hun hilsede til far, sagde, at jeg ikke skulle nævne hende for dig. Hvem er hun? Mads interesserede sig egentlig ikke, men damen, Hilde, der afbrød deres professor og pludselig talte om stålbjælker, virkede alt andet end fremmed.

Signe grimasede, som om hun smagte noget bittert, løftede usynligt sin boble op fra bordet, stak hovedet ud i den virkelige verden og besluttede, at drengen havde krav på at kende sandheden.

Du er hendes søn, buldrede hun med opspærrede øjne. Vi stjal dig fra hende på fødegangen. Nu kommer hun og danser indisk dans og synger!

Mads løftede et øjenbryn skeptisk.

Vrøvl! Du er min mor, ikke?

Okay, hvis Bollywood ikke virker, skal du få historien, som den er. Sådan, i hvert fald, som jeg forstod den.

Signe satte sig tungt, klar til at fortælle som en eventyrmor i børnehaven.

Hilde og Henrik voksede op i samme opgang, i København. Han fortalte dig nogle gange om en pige i barndommen, ikke? Det var hende. De var ikke venner. Hendes forældre var overbevandrede i arbejdet; hun var mest hos Henriks familie. Også hendes forældre arbejdede i byggebranchen, men Hilde havde kun naboen, din farmor, til at tage sig af sig. Hilde ville så gerne have omsorg men mødte kun tavshed hjemme. Så blev hun jaloux Kvindelig jalousi, Mads, kan være ødelæggende! Hun lærte Henriks svaghed: drømmen om at hæve sig få uddannelse, status, alt det. Og Hilde begyndte at så tvivl, sagde han var for ringe at han aldrig slap væk fra sit ophav. Han hørte hende, begyndte at tvivle på sig selv. Alt mærkeligt startede der. Mads, du skal ikke spørge far for meget om det, men måske var han endda lidt forelsket i hende? Han lyttede i hvert fald til hende led af tvivlen! Han kom ind, men var ødelagt. Hilde havde fyldt ham med mistro til sig selv!

Da jeg lærte ham at kende, syntes jeg, det var charmerende sådan usikker, grundig, overvejede alting. Men efter brylluppet blev det tungt. Du ved jo selv han tjekker alting, alle, hele tiden. Stadig, som om Hilde ånder ham i nakken. Hun nåede sit mål, blev større, sidder i ministeriet nu. Men du lyt ikke til hende, Mads. Du er klog nok hun kan ikke gøre dig noget. Hun er ingen, for os! Forstået? Og sig ikke noget til far. Han bliver bare bekymret

En måned senere dukkede Hilde op i deres hjem. Hun påstod, der var arbejdsproblemer at Henrik blev anklaget for bestikkelse, men kunne måske slippe billigt, hvis hun hjalp. Hendes mand var indflydelsesrig, sagde hun… Men Henrik skulle ydmygt og respektfuldt forstå hvem, der bestemte.

Det er ikke jeres sag. Før mig ind til ham, nu.

Det sagde Hilde med overlegen mine, mens Signe betragtede hende som en irriterende kat.

Nå, så det er sådan, du ser ud, kvabset krage… snerrede Signe endelig. Hørte, du var fornem jeg ser ingen storhed.

Forstår ikke, hvordan De kan tale sådan til mig! Jeg har magt. Din mand kan ende i retten. Din søn vil aldrig kunne fortsætte studierne! Folk som jer passer ikke ind! løftede Hilde hagen.

Ud! hvæsede Signe pludselig, afvisende som over for tiggere. Mads betragtede hende overrasket. Arbejdssager tager man på arbejdet, skriver breve, indkalder til møder. Du kommer med kage og snakker grimt! Du har pint Henrik hele livet nu er det slut. Min mand er et ordentligt menneske. Har dit ministerium noget at klage over, så gør det på kontoret! Ud!

Signe puffede Hilde ud på trappen og smækkede døren. Mads så, hvordan mors ansigt brændte rødt, hvordan hænderne rystede.

Hør nu hende! pustede Signe og drak et glas vand. Hun vil altid overtage alt! Du siger ikke til din far, at hun har været her, vel? Ellers får vi endnu et panikanfald på halsen. Hent lidt mere vand

Henrik kom hjem sent, gik direkte ind i sit kontor og lukkede døren.

Kom og spis, Henrik! bankede Signe, men fik intet svar. Han spurgte ikke Mads, hvordan dagen var gået, eller bad om rapporter.

Så åbnede han døren. Hans blik var stift og koldt.

Forstyr mig ikke! spyttede han. Spis jeres mad, hvis I kan få det ned. Signe, hvordan kunne du? Du har ødelagt min karriere, trampet den i sølet. Havde du ikke nok forstand til at tale ordentligt? Hendes mand har ringet…

Hør nu! rystede Signe på hovedet. Nu har hun allerede sladret? Kan du ikke forstå hun har fået magt over dig, men du er meget stærkere end hun siger! Hvorfor betyder hendes stemme så meget? Du har smittet vores søn med samme tvivl!

Hvordan?

Han er blevet usikker, bange. Hvorfor?! hun holdt inde og så pludselig trist på ham.

Jeg bliver fyret. Og får sag på nakken for bestikkelse. Jeg har aldrig gjort det, Signe! Men der er papir på det Signe… I ved jo ingenting om mit liv, så lad nu være med at blande jer!

Han så kort på Mads, gik ind og låste døren bag sig.

Signe åndede tungt, tørrede hænderne med køkkenhåndklædet. Hvad skulle hun ellers gøre byde den slange på kaffe?

Det ringede på døren det var Simon, der smuttede op forbi. Han hilste kejtet på Signe og nikkede til Mads.

Hvad sker der her? Skal du med til Rasmus? Tilde kommer, jeg sværger!

Jeg går ingen steder. Min far er anklaget for bestikkelse og har låst sig inde Mads rystede på hovedet.

Ej, din far ville aldrig gøre det! Vi må finde ud af, hvem der har sladret Simon ville fortsætte, men døren til kontoret braste op, og Henrik, bleg i ansigtet, råbte pludselig så porcelænet klirrede:

Ud! Sløser, snylter, du bringer kun uro! Bland dig aldrig mere i mit hjem! Og hold dig væk fra Mads! Sådanne som dig skulle lægge skinner og…

Simon trak bare på skuldrene, ville sige noget, men gik.

Jeg ringer, hviskede han i elevatoren til Mads.

Han ringede aldrig. De så ikke hinanden igen i tre år, højest et nik på gaden. Det var pinligt for Mads; Simon tog det tungt, især fordi han havde taget Mads eksamen for ham.

Sagen blev glemt, men Henrik mistede sin stilling. Han holdt det hele indvendigt, bed tænderne sammen, knyttede næverne. Han vanærede navnet eller det gjorde Signe! Hvor svært kunne det være at snakke roligt med Hilde? Hun havde altid trykket ham ned. Hun havde lige tænder, han havde ikke, hun kunne skøjte, han ikke. Han var god moderen, og det var hans skam

Efter alt var Henriks hjerte blevet svagt. To gange måtte Signe ringe 112. Lægerne ville indlægge ham, men Henrik nægtede. Nu sad han hjemme, indfalden, bleg. Hilde havde trampet ham ned uden at løfte en finger. Hun havde ret han var svag

Mårhund! hørte Hilde pludselig bag sig i køen i Brugsen. Hun havde få et lækkert stykke fisk, frossen, men det tødde sikkert på vejen, og så ville hun tilberede det for sin mand.

Hun vendte sig. Bag hende stod Signe og i hendes blik brændte hadet.

Hvad sagde du, snerpede du dig til? Hilde smilede, holdt masken. Laver du madpakke til manden? Man kunne have talt sammen. Jeg kom bare venligt. Din Henrik var altid svag. Verden behøver ikke den slags. Og vendte sig væk.

Det bestemmer du ikke! Gud har ikke tildelt dig hjerte. Må du blive forbandet!

Signe forlod butikken folk betragtede hende nysgerrigt. Samme morgen var Henrik blevet indlagt, og Signe følte, at hendes tøj, hud, hår stadig duftede af medicinsvet og frygt.

Mads blev kandidat, bestod, ville gerne ind i Dansk Bygningsfysisk Institut, men pludselig ringede Simon.

Der er plads i firmaet, de giver gode penge, vil du med?

Må hellere spørge far måske er det forkert? tænkte Mads stadig, men Henrik ville ikke snakke:

Lad mig være. Gå din vej, svarede faren stille, dækket af dynen. Så måtte Mads endelig tage sine egne valg.

Det gik godt i firmaet med Simon, opgaverne hobede sig op. Faren glædede sig over, at sønnen var kommet på ret køl, men hjalp ikke.

Hvordan kan man bare give op? sukkede Signe, mens manden visnede. Hvad gør det, hvad folk siger man må kæmpe, tro på sig selv!

Men Henrik troede ikke mere. Ramt, knækket af Hilde. Hun havde fået det, hun ville. Under hans sygdom betragtede Mads hans hænder blå, skælvende åre, de samme han så i regndråberne og lynet udenfor.

Nu var faren på rekreation i Jylland, knap nok overtalt til at tage af sted. Dagen efter kom en mand forbi.

Det er vigtigt sagde han, og gik.

Brevet var fra Hilde. Hvad kunne hun mon skrive? Ville hun igen pine ham?

I sanatoriet havde de lagt et bånd om hjertet på Henrik, så det led mindre. Hilde var væk nu, alt roligt. Men så snart hun dukkede op, begyndte sårene at bløde.

Måske ville alt være anderledes, hvis mor ikke havde smidt Hilde ud den aften. Måske kunne brevet lægge det hele til rette? Måske var det tid til at løsne båndet og lade det hele hele?

Mads havde lyst til at læse brevet, men turde ikke. Far ville opdage, hvis det var åbnet og han måtte ikke blive nervøs.

Faren led; han blev sammenbidt, spærret inde i sit eget mørke. Måske skulle Mads tale med Hilde i stedet eller ringe! Det måtte afgøres nu. Gamle sår helede kun, hvis man lod dem ånde

Han traf beslutningen. For første gang selv!

Næste dag tog han brevet med til Henrik i Jylland.

Henrik, der tog brevet, gik uden et ord hen til en bænk i solen og læste.

Mads stod lidt på afstand.

Jeg må til byen! udbrød faren pludseligt. Er du kørt herned?

Mads nikkede.

Godt, så bliver du udenfor jeg kan bedst selv! Og han marcherede mod bygningen. Vent på mig ved porten.

Far! Hvad sker der? råbte Mads men Henrik vinkede bare og gik.

Han opgav adressen, og Mads kørte. Da han kom tilbage, var Henrik rank, satte sig tungt i bilen.

Nå, hvad lavede du? Er hun der Hilde?

Ja. Hun er meget syg. Lægerne giver hende ikke lang tid tilbage hviskede Henrik og så ud af vinduet.

Hans sår var væk nu. Hilde var selv blevet såret en der ikke længere kunne reddes.

Hun bad om tilgivelse, og han tilgav. Hun tilstod, at det var hende, der skrev bagvaskelsen. Han sagde ingenting. Han klappede hende på det skaldede hoved under huen.

Hele livet havde han forsøgt at bevise overfor hende, at han kunne. Han havde opnået meget og noget af det skyldtes hende, selv om hun ikke ønskede det. Hun ville knække ham, men knækkede sig selv. Det kunne ikke gøres om.

Skal vi ikke bare køre hjem? spurgte Henrik. Mor er vel hjemme? Jeg har savnet hende. Mads nikkede. Hvad med afhandlingen? Du skal have styr på den, ikke blande det hele sammen, jeg må hellere hjælpe undskyld.

Nu regner det ikke mere, ingen lyn, ingen bånd, ingen frygt for Hilde. Nu er der kun livet. For Henrik kunne det måske endelig blive roligt. Hilde er væk han skal ikke længere bevise, at han fortjener at være her. Det vigtigste er ikke at gøre det samme mod Mads.

Mads kunne ikke fatte, at man kan tilgive en, der har ødelagt alt for én.

Far! Hun svigtede dig grusomt hvordan kan du?

Hun kunne bare ikke elske, min dreng. Hun længtes bare efter opmærksomhed. Staklen måske var det hendes måde at elske på

Og nu? spurgte Mads stille.

Nu vil jeg bare se din mor. Lad os købe blomster til hende. Hvordan har du det i øvrigt, Mads? Liv, kærlighed, alt det der Henrik rørte sig forsigtigt ved hagen.

Synes du, jeg er voksen? Tror du, jeg kan undgå at lave fejl? grinede Mads.

Jeg tror, du kan klare det bedre end mig. Jeg elsker dig, Mads, og jeg er stolt af dig.

Henrik blev stille. Han havde været så tæt på døden i dag, at han nu kun ønskede at leve sammen med dem, han elsker. Han har stadig tid.