Kære dagbog,
I dag stod jeg tidligt op for at hjælpe min gamle veninde, Mette Rasmussen, som altid har haft de tidligste timer på arbejdspladsen. På lørdage og søndage efterlader de unge ofte affald i gården, så hun startede kl. 04.00 for at nå at feje alt væk inden byen vågnede. Mette har været gårdemand i mange år, men engang var hendes liv helt anderledes.
Da hun greb fejebesken, mindedes hun sin eneste søn, som hun fik som 35årig. Hun havde aldrig haft held med ægteskabet og havde derfor viet sig til barnet. Sønnens far, Lars, var en mand, hun aldrig hørte fra igen. Drengen, Svend, var klog og smuk, men han hadede at bo i deres lille kvarter i Vesterbro.
Mor, når jeg bliver stor, skal jeg blive en mand, som kan klare alt, sagde han ofte til Mette.
Selvfølgelig, min dreng. Hvad andet kunne der være? svarede hun.
Da Svend fyldte 16, flyttede han fra den gamle lejlighed til et kollegieværelse nær DTU i Lyngby. Mette syntes, det var svært at have ham så langt væk, men han lovede at komme på besøg oftere. I starten holdt han sine løfter, men da han fandt en kæreste, blev henvendelserne sjældnere. Så en dag vendte han tilbage med den frygtelige nyhed, at han var dødeligt syg. Mette forstod ikke, hvorfor livet skulle være så hårdt for hende og hendes søn.
Lægen foreslog, at Svend skulle behandles på et specialhospital på Amager, men behandlingen kostede omkring 80.000 kr., en sum vi ikke havde. I sin fortvivlelse solgte Mette sin lejlighed. Om natten ringede lægen:
Din søn er kommet bort.
Mette følte, at livet mistede al mening. Næste morgen gik hun som vanligt ud for at feje.
Godmorgen! hilste en ung mand, Søren Holm, mens han gik tur med sin store labrador, Balder.
Godmorgen! Er du så tidligt i dag? svarede Mette.
Det er kedeligt at sidde hjemme, så jeg får luft og snakker med folk, grinede Søren.
Søren var en enlig mand, og Mette blev lidt flov over hans opmærksomhed.
Vi må nok lade dig fortsætte med arbejdet, så du ikke forstyrrer mig, sagde han, mens han gik videre med hunden.
Mette fortsatte, men så pludselig en telefon liggende på bænken. Ingen var i nærheden. Hun samlede den op, tændte den, og billeder af en ung mand begyndte at vise sig på skærmen. Hun så nærmere på dem og brød ud i tårer.
Svend! Min Svend! begyndte hun at græde.
Telefonen ringede med det samme. En kvinde på den anden linje sagde:
Hej, er det din telefon? Jeg fandt den i parken. Hvor kan du hente den?
Mette gav straks adressen, og kvinden, som hed Kirstine, kom for at hente den. Da døren åbnede, stod en ung mand i døren bag hende.
Hvor har du billederne af min søn fra? spurgte Mette.
Er det Svend? undrede Kirstine sig.
Den unge mand gik ind i lejligheden.
Svend! råbte Mette, og hun kollapsede.
Manden løb hen imod hende:
Hvad er der sket?
Måske har du forvekslet mig med en anden. Vi må ringe efter en ambulance, svarede Kirstine.
Fjorten minutter senere var Mette bevidst igen. Kirstine forklarede, at hun og Svend havde haft et forhold i flere måneder, men han forsvandt, da hun fortalte ham, at hun var gravid. Hun havde aldrig hørt fra ham igen.
Jeg forstod ikke, hvorfor han forlod mig. Jeg troede, han bare var bange, sagde Kirstine.
Mette sukkede:
Svend var syg, og han ville ikke være en byrde for nogen ikke engang for dig. Jeg solgte min lejlighed for at redde ham, men det var forgæves. Nu er han væk for altid.
Kirstine så på Mette med forståelse.
Så han forsøgte at beskytte dig, selvom det så ud som om han gik væk.
Kirstine kaldte så frem på drengen, der havde stået i baggrunden.
Egon, kom her!
Den lille dreng gik ind i stuen.
Mor? spurgte han.
Egon, husker du, jeg sagde, at din far havde forladt os? Det er ikke sandt. Han blev alvorligt syg og døde, før du blev født. Og dette er din bedstemor, sagde Kirstine og pegede på Mette.
Mette blev blødere i hjertet.
Bedstemoder, sagde Egon genert.
Kom, dreng, kom her, sagde Mette og omfavnede ham.
Kirstine smilede:
Måske vil I flytte ind hos os? Vi har plads, og vi kunne bruge en gammel dame som dig.
Mette tøvede, men svarede venligt:
Jeg er vant til mit område, men jeg vil gerne besøge jer ofte.
I det øjeblik bankede der på døren.
Må jeg komme indenfor? spurgte Søren med en stor buket roser.
Han rakte dem til Mette.
Til dig, Mette Jensen. Skal vi gå en tur?
Ja, tak, svarede hun med et smil.
Fra køkkenet dukkede Kirstine og Egon op.
Skal I også med? spurgte de i kor.
Så længe I er høflige, sagde Søren med et glimt i øjet.
To måneder senere er jeg vidne til, at Mette nu er gift med Søren. Deres hund, Balder, er glad for den nye familiemedlem og løber ofte med Egon i parken, mens Mette bager smørrebrød til alle.
Det, jeg har lært i dag, er, at selv når livet slår os ud med en hård hånd, kan venskab, medfølelse og et åbent hjerte give os nye veje at gå. Det er i de små handlinger at samle en telefon, at dele et smil eller en blomsterbuket at vi finder styrken til at fortsætte.
Jens Larsen.
