Åh, pige, det er på tide, du bliver gift. Se dig nu engang du er i din fulde blomst. Kig på Seren, for eksempel. En kraftkarl, hænder som smedhammer. Han bøjer hestesko uden at blinke. Han vil bære dig i sine arme, hvis du gifter dig med ham, sagde moren og så på sin lille Mette.
Mette grinede højt “Ja, ja, han tager mig i sine arme og bøjer mig som en hestesko. Så kan jeg pløje jorden med næsen resten af livet!”
“Fy for pokker, din tåbe! Jeg mener det alvorligt, og du tager det som en spøg. Hør nu på din mor, hvis du vil have det godt. Jeg ved godt, hvem du sukker efter. Men Andreas bliver en dårlig mand, husk mine ord,” sukkede moren.
Mette vendte sig hurtigt “Hvad har du imod ham? Han er flittig. Deres hus er det pæneste i byen. Alle bygningerne er i orden. Og sådan bliver vores også!”
Nu lo moren “Men ved du, hvem der står for det hele? Hans storebror, Kristian. Han er den, der får tingene til at ske. Din Andreas har kun øje for sin harmonika og nærmeste høloft. Han slæber jer dumme piger derud en efter en.”
“Mor, du taler, men det bliver bare vrøvl. Kristian er handicappet. Hans hoved hænger altid på skrå, han er pukkelrygget, og det ene ben er kortere end det andet. Hvordan skulle han kunne klare alt det?” spurgte Mette.
“Gå derhen en dag, som om du skal hjælpe tante Lise med at samle æbler. Så ser du det selv,” foreslog moren.
Mette lyttede og gik afsted. Da hun kom frem, lå Andreas og sov under udhænget. Hun puffede ham i siden “Du sagde, du skulle reparere taget med din far i morges? Hvorfor sover du?”
Han gabte og spurgte “Hvad laver du her? Kom du for at kontrollere mig? Jeg har endnu ikke friet til dig. Det er for tidligt.”
“For tidligt, ja. Men jeg kom bare for at hjælpe din mor med at samle æbler. Kom med. Der er så mange, at det ser ud til, de aldrig bliver færre,” foreslog Mette.
Andreas fnøs “Det skal jeg da ikke. Så griner de andre af mig. ‘Se, Andreas laver kvindearbejde!’ Gå du bare og hjælp min mor,” og han vendte sig om.
Mette blev såret. I går aftes kaldte han hende endnu sin elskede. Hun tog en kurv og gik til tante Lise.
Hun samlede æbler og hørte hammerlyde bag huset. Hun kunne ikke lade være “Hvad laver onkel Per? I har da alt i orden?”
Tante Lise sukkede “Det er ikke Per, det er Kristian. Min mand ligger og slapper af. Han løftede noget tungt, og så gik ryggen. Men Kristian reparerer altid noget. Han kan ikke være uden arbejde. Ikke som Andreas. Han vil bare feste. Men vi siger ingenting. Kristian gifter sig jo aldrig. Hvem vil have ham? Andreas skal give os børnebørn. Sådan er det, skat. Hvis du er nysgerrig, kan du gå derhen. Men han er sky og genert. Måske løber han sin vej.”
Mette gik lige hen til lyden. Kristian sad på en bænk og skar i en træklods.
Forsigtigt sagde hun “Hej. Må jeg se?” Kristian fo’r sammen, men løb ikke. Han rakte hende stykket. Og der? Det var hende. Ansigtet var allerede genkendeligt.
“Er det mig?” Mette kunne ikke tro sine øjne. Kristian nikkede. Pludselig tog han hendes hånd og trak hende bag huset. Mette blev bange. Før hun nåede at beslutte, om hun skulle skrige eller løbe, stod hun i et lille skur.
Der var hun. Mette. I ler, i træ. Selv tegnet på et stykke papir. “Hvorfor?” spurgte hun.
Han hviskede “Fordi du er smuk. Ikke som mig.” Og han vendte sig væk. Skuldrene rystede, og Mette forsøgte at kramme ham.
“Hvad er der? Jeg vidste det ikke. Er du forelsket i mig?” Han vendte hovedet med besvær, og Mette så hans øjne. Blå som en sommersø. Og i dem var der så megen kærlighed, at hun blev bange og løb.
“Hvorfor fødte du mig som et monster? Du kunne lige så godt have druknet mig i en balje. Grædt lidt og glemt mig. Andreas ham elsker alle. Men mig? De skynder sig væk som for en spedalsk. Hun løb væk af skræk. Jeg vil ikke have, at Mette gifter sig med Andreas. Jeg overlever det ikke. Jeg finder en reb og sæbe,” og han begravede ansigtet i bordet.
Moren strøg ham over håret og græd med ham. “Hvad snakker du om? Skulle jeg slå mit eget barn ihjel? Mette er en god pige. Den, der får hende, bliver lykkelig. Hun er både venlig og flittig. Og vær ikke bange for Andreas han elsker hende ikke. Jeg ser det i hans hjerte. Men drop de tanker. Skæbnen finder også dig, den kan man ikke løbe fra,” trøstede hun.
Imens kunne Mette ikke glemme Kristians øjne. Sådan kærlighed havde hun aldrig set. Og det mærkeligste var, at hendes hjerte svarede igen. Hun tænkte mere og mere på ham. Og det underligste? Hun så slet ikke hans handicap.
“Nå, Mette! Er du kommet for mig eller min mor? Skal jeg følge dig? Hun graver i haven, skal vi samle æbler bagefter?” spurgte Andreas muntert.
“Nej, jeg skal tale med Kristian. Jeg vil undskylde. Gå du bare. Eller hjælp din mor. Nej vent, du har allerede planer. Venter ikke Theresa på dig under birketræet?” og hun gik videre, mens Andreas stod målløs.
Ingen i byen kunne tro, at den smukke Mette skulle giftes med Kristian. De snakkede, de ynkede, nogle hviskede om trolddom.
Kun moren vidste, at datteren var virkelig forelsket. De sad timevis side om side, hoved mod hoved, og snakkede. De grinede af vittigheder og kunne ikke tage øjnene af hinanden.
De blev gift stille og roligt. Hvorfor invitere gæster, der bare hviskede bag hånden?
Kun Andreas reagerede ved at prale for pigerne “Jeg var lige ved at fri til hende. Men hun valgte min handicappede bror.”
Mette og Kristian flyttede til udkanten af byen. Manden tegnede huset og byggede det med glød. Selvfølgelig fik han hjælp Mettes far og Kristians far. Det blev et pragtfuldt hus. Man kunne ikke lade være med at glo.
De gjorde deres forældre glade. To drenge og en pige kom til verden.
Og Andreas?
Han fester stadig. Men ikke med de unge nej, han tager til den, der vil have ham. Han har endda prøvet med gifte kvinder, hvilket har givet
