Min elsker, som jeg havde mødt på en café i Randers, var en sand skønhed. Hun havde jeg sikkert selv valgt, hvis jeg var en mand.
Der findes kvinder, som kender deres egen værdi. De går med værdighed, ser lige ud i øjnene og lytter opmærksomt. De har ingen hektiske bevægelser; de behøver ikke at blotte skuldre eller bryst for at blive set. De udstråler ro som en dronning og mister aldrig pusten.
Hun ville også have valgt mig som den fulde modpol til mig selv.
For hvad er jeg egentlig? En evigt stresset, råbende mor til børnene og manden, med hænderne altid fulde af travlt, der aldrig når at få noget gjort. Arbejdet er en bunke papir, chefen er utilfreds. Jeg går i løse joggingbukser og hættetrøjer, for at stryge en skjorte er som at bestige et bjerg. Jeg har glemt, hvornår jeg sidst strøg de fine blonder. Heldigvis har min tørretumbler den nyeste generation og glatter tøjet så godt, at jeg næsten aldrig behøver et strygejern.
Elskeren var derimod elegant. Figur, holdning, ben, hår, øjne, ansigt det var umuligt at trække vejret ordentligt.
Det var egentlig først, da jeg så hende ved et tilfældigt arbejde i et fjernt byområde, at alt ændrede sig. Jeg gik ind på den første café, der dukkede op, for at få en hurtig frokost. Arbejdet var gjort, men sulten var ikke til at ignorere. Et ledigt hjørne fandt jeg, tog menuen og løftede blikket. Jeg så ham min mand fra siden. Og så så jeg hende.
Han holdt hendes hånd i sine og kyssede hendes fingre. Dine fingre dufter af røgelse, tænkte jeg i en brat, vulgær tanke. Men hun var simpelthen smuk. Objektivt smuk.
Hun bestilte suppe og salat. Hun spiste, men mærkede ingen smag. Hun sad der i et stykke tid og ventede på, at vi gik. Hun var bange for at gøre sig synlig. Det var forgæves min mand var i den stund ikke interesseret i nogen anden.
Der var en mærkelig fornemmelse, som efter en forbrænding: man ser mærket på huden og ved, at på få sekunder vil smerten ramme. I de sekunder lever man i venten på den uundgåelige smerte og prøver at puste på det røde område for at lindre den kommende pine. Man skulle have forventet smerte, men indeni var der kun tomhed.
Min mand kom tilbage præcis til tiden. Han var altid i godt humør, jævnt og roligt, med en god sans for humor. Jeg var den, der altid sprang fra en ting til en anden, jagtede alle rundt. Han var derimod en sund sangviniker, grundig og med solidt overblik.
Lige nu kunne jeg bruge hans humor. Den passede ikke til min situation.
Hele aftenen gik mig på tankerne, om jeg skulle spørge ham direkte, med en kølig stemme: Hvordan er din elsker? Jeg så jer i café N. hun er skøn, forstår du, jeg ville også have haft hende. Så kunne jeg se svedperlerne løbe ned af hans pande, hans rødmende ansigt, mens han forsøgte at holde roen.
Jeg ville så sige: Hvad nu? Introducerer du børnene for den nye mor? Hvor skal jeg bo? Skal du tage mig med ind i din lejlighed? Jeg sagde ikke noget af den slags. I stedet trak han mig ind i sengen, holdt mig tæt, og vi faldt i søvn.
Måske havde vi ingen sex endnu, tænkte jeg, mens jeg krøllede mig på min side af sengen og grinede lydløst. Så tænkte jeg på en kvinde, der blev fanget i en affære med øjnene åbne, men som stadig forsikrer alle om, at hun bare drømte. Måske var vi stadig i forspil: flirt, tiltrækning, åndedræt og tanker i takt. Han var en skjult elsker, uden et eneste ord, uden en eneste muskelspænding.
Jeg vendte mig i sengen, sov i korte stykker, drømte om farverige blomster og andre elskere i røde kjoler.
Jeg vågnede med tungt hoved, gik langsommere end normalt rundt i lejligheden og samlede roligt børnene til skole.
Hele tiden spekulerede jeg: hvad skal jeg gøre? Hvad gør kvinder, der opdager deres mænds elsker? Google jeg? Google hjalp mig ikke. Jeg havde ingen svar. Skal jeg prøve at leve videre? Hvad er der at prøve? Jeg lever videre som før: den sædvanlige rutine, manden hjem i tide, ingen læbestift på skjorten, ingen duft af andres parfume, de evigt springende børn og søndagscinema. Ingen ændring i adfærd. Samme sex to gange om ugen, sommetider tre, hvis man er ekstra opmærksom på detaljer.
Måske havde jeg gået forkert i cafeen i den fjerne del af byen?
Nej, jeg gik på den rigtige. Jeg ringede til ham ved frokost, men han tog ikke telefonen. Jeg tog en taxa og kørte tilbage til den samme café. I taxaen fandt jeg på en plausibel historie til chaufføren: Vi venter på en pakke i arbejdssammenhæng. Manden stod i køen overfor. Han og hans elsker gik ud sammen, steg ind i hans bil og kørte væk.
Jeg blegnede, bad taxichaufføren om vand, foregav at jeg ringede, og råbte i den tomme røret: For pokker med jer og jeres pakke! Jeg kan ikke vente længere, jeg skal på arbejde! Det virkede som om, jeg ikke bekymrede mig om, hvad taxichaufføren tænkte.
At vide, at der er en elsker, kan ændre livet. Skilsmisse? Måske, men hvordan ellers? Tåle? Hvorfor? Til hvad?
Jeg huskede, for et par år siden, i en vennekreds, da manden havde en elsker. Han skjulte sig, men konen opdagede det alligevel. Der var skandale, han benægtede selv med beviser fra en ufordærvet smstråd. Han påstod, at han var blevet indblandet i konkurrenters intriger.
Da sagde min mand: Jeg ville aldrig lyve. Det ser pinligt ud. Hvis du har gjort noget forkert, så vis modet til at tilstå det, bryde med hende, hvis familien betyder noget, eller gå, men så sørg for at forsørge familien. Jeg var stolt af ham. Sådan en ansvarlig mand.
Det er let at løse andres problemer på afstand, når man ikke bærer nogen ansvar. Men når man selv står midt i dramaet, med både konen og elskeren foran sig, flygter modet i en fart.
Jeg gik hen til deres bord i caféen og satte mig på den ledige stol. Elskeren løftede overraskede øjne. Min mand stivnede. Så sank han ned på sin stol. Stilheden var tung. Jeg syntes, det var underholdende at observere dem. Elskeren forstod straks, hvem jeg var. Eller måske vidste hun allerede.
Manden forsøgte at sige noget. Jeg stoppede ham med en løftet hånd: Det er ikke, hvad jeg troede, er det? Så sagde jeg: Der er intet overraskende i denne situation. Sådan sker det. Men tænk over, hvordan I skal løse det børnene, den fælles lejlighed, de ældre forældre. I er kloge, I kan klare det.
Jeg gik roligt ud. Den friskt strøgne kjole stod mig smukt. Jeg havde heldigvis ikke brugt den i lang tid.
