Flygtet
Nå, goddag, Frederikke, sagde svigermor Ellen med et smørret smil, da hun åbnede havelågen. Så du troede, du bare kunne flygte fra os? Du forestillede dig, at du kunne tage hjem til din mor og leve i fred? For min skyld lev. Men barnet må du aflevere til os
Frederikke stirrede forfærdet på Ellen, og sin tidligere mand, Mikkel, som hun kun lige var blevet skilt fra for en uge siden.
Men det var kvinden med de kolde briller, der gjorde Frederikke allermest bange, da hun fulgte med dem.
Frederikke havde aldrig set hende før.
Hun anede ikke, hvem den kvinde var eller hvorfor hun var her.
Men ud fra hendes overlegne blik, lå faren ikke i de gamle slægtninge, men i hende denne kvinde, hvis myndighed syntes at tynge luften.
Goddag, Frederikke, præsenterede hun sig og trak en mappe frem. Jeg er børnesagsbehandler. Der er meget, jeg gerne vil spørge dig om.
*****
Frederikke mødte Mikkel på universitetet. Eller mødte og mødte. De havde set hinanden i kantinen, arbejdet lidt sammen på et gruppeprojekt, og pengene var knappe, så hun serverede kaffe om aftenen på et lille sted på Vesterbro.
En nat, på vej hjem ad den snoede cykelsti gennem de regnvåde gader, blev hun standset af tre betjente.
Men kun én talte til hende.
Om det var fordi, han var chefen, eller bare mere snakkesalig, ved hun ikke.
Godnat, frøken, smilede han bredt. Hvorfor går sådan en pæn pige alene rundt om natten? Er du ikke bange for drukkenbolte i byen?
Godaften, sukkede hun. Jeg er på vej hjem fra arbejde, og skal tidligt op på universitetet. Hvis det er i orden, vil jeg gerne videre.
Du er studerende?
Ja.
Og du arbejder også?
Ja, i en café her tæt på. Omkring tyve minutters gang. Har jeg overtrådt noget?
Nej, sagde betjenten. Vi laver bare rutinetjek. Må jeg se ID?
Frederikke fandt sit sundhedskort og rakte det frem. Han gennemgik siderne langsomt, især én side dvælede han længe ved.
Ikke gift?
Nej, ikke endnu, fniste hun. Først skal jeg lige have min kandidat.
Hvor længe mangler du?
Et halvt år. Hvorfor er du så interesseret?
Bare nysgerrig.
Han insisterede på at følge hende hjem til kollegiet, fordi en pige som hende skulle passe ekstra på, sagde han.
Hun sagde ikke nej.
Hun havde allerede oplevet mærkelige folk på sin rute. En nat slap hun væk ved at løbe, en anden gang fik en mand med en stor Golden Retriever hende reddet i sidste øjeblik.
Tak fordi du fulgte mig hjem, sagde hun foran kollegiets hoveddør. Han hed Mikkel.
Ingen årsag. Men måske du skulle finde et andet job, så du ikke kommer sent hjem.
Jeg tænker over det
Dagen efter ventede han på hende foran universitetet med morgenbrød og blomster.
Jeg tænkte på dig hele natten, mumlede han. Skal vi ikke gå en tur?
Og sådan begyndte deres forhold først venskabeligt, så kærligt, til sidst brugte de al tid sammen.
Frederikke havde ingen familie i København, men kom oprindeligt fra en landsby nordpå, ved Limfjorden. Da hun blev færdiguddannet, overvejede hun at flytte til byen, finde lejlighed hun havde allerede streget jobopslag ind med marker i avisen.
Men Mikkel havde en anden idé:
Tag med til Bornholm, hvor min mor bor. Det er trygt, vi kan få huset for os selv.
Hvad skal jeg der? Jeg er jo revisor. Hvilken virksomhed mangler en revisor på Bornholm? Kan vi ikke blive i København?
Der er job i byen, men vi skal leje. Og min mors ven på øen har brug for en dygtig til bogholderi, og hun anbefaler dig. Der er grillpølsefabrik, du kan få job med det samme.
Og hvad skal du lave der? Deres gader patruljeres vel næppe af politiet?
Nej, sagde han med et smil. Men jeg er også uddannet dyrlæge. Der er altid nogen, der skal have tjekket deres dyr på øen.
Frederikke talte med sin mor og blev enig med sig selv om, at det lød idyllisk.
Især fordi hun selv var vokset op med græs mellem tæerne, frisk luft og stilhed. Nu skulle hun bare tage springet.
I begyndelsen gik det helt godt. Ellen tog kærligt imod hende, hun fik hurtigt job på pølsefabrikken, Mikkel lavede veterinærarbejde hos naboerne, og alle var glade.
Senere blev Frederikke gravid. Hun forlod sit arbejde på Mikkels anmodning, for nu skulle hun tage den med ro, og han forsikrede, at han ville tjene til husholdningen. Hun ventede tappert på ham om aftenen, men mere og mere var han fraværende.
Svigersmor brokkede sig nu over alt: blomsterne på vindueskarmen, der ikke fik vand, brænde, der ikke blev økonomiseret med, døre, der stod på klem. Og maden! Ellen var kræsen som en konge alt skulle være frisklavet og dansk.
Huset skal skinne, Frederikke. Lige meget, om du er træt eller ej.
Frederikke forsøgte at forklare, at hun arbejdede hele dagen. Men det nyttede ikke. Ellen mente, at en kvinde, der boede under hendes tag, skulle gøre sin pligt.
Mikkel var tavs, og aftalen var altid, at han nok skulle snakke med sin mor men han glemte det. Altid for træt, altid noget andet.
Til sidst brast det for Frederikke. Hun stillede et ultimatum:
Enten flytter vi til byen og klarer os selv, eller også flytter jeg alene.
Hold nu op, Frederikke, du og dine luner Vi har det trygt her, hvorfor risikere det?
De flyttede ud i det lille anneks i baghaven. Bruseren var kold, toilettet lå et stykke væk, men Frederikke blev glad i hvert fald troede hun det.
Snart begyndte svigermor dog igen at kontrollere alt. Oven i det, kom den danske vinter, en evig skyttegrav af blæst og regn, tung grå himmel over annekset. Alt var mørkt, og ulykken krøb ind i blodet.
Men hun fik en ven i annekset en magert gul retriever-mix, hun kaldte Saga, som Frederikke en dag fandt udenfor, hun starvede hunden med suppe og kødboller, og Saga flyttede ind. Hver gang Frederikke bar brænde, bar Saga også et stykke. Om natten lå Saga trofast ved hendes side.
Ellen bemærkede Saga efter nogle dage:
Hvad er det for en gøende skabning i min have?! Er det din? Har du spurgt om lov?
Det er min hund nu, sagde Frederikke. Hvis du smider hende ud, smutter jeg med.
Mikkel var også utilfreds:
Hvorfor har du taget en hund ind? Endnu en mund at mætte.
Du er da dyrlæge, skulle du ikke forstå?
Men han forstod ikke. Han sov ikke længere hjemme hans datter støjede for meget. En nat pakkede Frederikke, tog Saga og sin datter og gik; hun var endelig færdig med at vente.
Hun boede i annekset med barnet uden penge og støtte fra Mikkel eller Ellen. Men en dag hørte Frederikke bag døren svigerfamilien pønske på at tage barnet fra hende Ellen ville ringe til “det rigtige sted” og sørge for, datteren blev fjernet.
Frederikke kunne ikke blive længere.
Du må flygte, hviskede stemmen i hendes hoved.
Men hvordan, uden penge? Annekset var spærret af lås om natten. Medens hun pakkede, trak Saga pludselig hende mod hegnet. Her, i drømmen, var der mærkeligt nok en revne, Saga var løbet igennem, og Frederikke forstod, hvad hun skulle: Følg hunden.
Uden rigtig at vide, hvor hun gik, lod hun Saga føre sig gennem den mørke skov, natten var fuld af tågede lys, træerne viskede som gamle tanter, og stjernerne dryssede som salt. Flere timer gik, indtil de kom ud ved en blinkende banegård, hvor toget buldrede ind.
Penge havde hun ingen, men hun forsøgte sig hos togføreren og tilbød hende de eneste værdier, hun ejede: et dåbsvedhæng og øreringe, hun havde arvet. Togføreren rystede på hovedet, gav hende tingene tilbage og sagde: “Kom med, og tag hunden, men vi siger det ikke til nogen.”
Senere kom hun hjem til sin mor i lille Skørping. Moderen lyttede tålmodigt og krammede hende.
Hvor er du sej, at du tog Saga med, sagde moren.
Næste dag kom sognefogeden, Lars, som var gammel ven af familien.
Har du tænkt dig at blive her, Frederikke, eller er det bare besøg?
Jeg bliver, snøftede Frederikke og fortalte det hele.
Ingen gør dig fortræd her, sagde Lars. Jeg skal nok tage mig af Ellen.
Men hun nåede dårligt nok at slappe af, før svigerfamilien dukkede op igen, nu ledsaget af børnesagsbehandleren, der fremviste sit myndige kort og stillede krævende spørgsmål om bopæl og job.
Frederikke svarede så godt hun kunne, men uden fast adresse og job var hun et let mål. Ellen grinede hånligt: “Barnet har bedst af at bo hos os. Frederikke kan ikke give hende noget!”
Saga, der mærkede, at noget var galt, løb over til Lars’ hus og kradsede løs på døren, indtil han kom.
Med formel myndighed vendte Lars tilbage, papirerne under armen:
Frederikke er ansat fra i dag som bogholder på det kommunale forsyningsselskab. Hun har ret til at bo her, og hun får ordnet folkeregisteradressen snarest. Desuden har hun moderens støtte som barnepige. Så der er ingen sag.
“Jamen hvordan skal hun passe barnet, når hun nu skal arbejde?” sagde Ellen utilfreds.
Derfor er Frederikkes mor her, sagde Lars.
Sagsbehandleren nikkede og gik, og Ellen og Mikkel trak sig væk, overraskede og afmægtige.
Herefter hørte Frederikke aldrig mere til dem. Barnebidraget blev småpenge. Men hun og datteren og Saga fik ro.
Engang imellem drømmer Frederikke stadig om annekset, om hundens pels under hendes hånd og skoven der hvisker. Men nu vågner hun hjemme ved moren, barnet trygt, Saga snusende på gulvet.
Og tænker: Måske var det hele en mærkelig, mærkelig drøm. Men Saga hende slap hun aldrig igen.
