Jeg mindes den vanskelige skilsmisse, men at bringe Morten ind i dramaet? Det var en ny grænse, selv for ham. Mine hænder rystede, da jeg så på båndoptageren, og trangen til at smadre den mod væggen var næsten uudholdelig.
Alligevel måtte jeg handle fornuftigt. Jeg behøvede et beroligende ord, nogen der kunne forsikre mig om, at jeg ikke ville miste min søn på grund af dette.
Med rystende fingre ringede jeg til advokaten. Hun svarede allerede ved andet ringetone.
«Mette? Hvad er der sket?» Sofies rolige og sikre stemme blev min støtte i stormen.
«Sofie, du vil ikke tro, hvad Anders har gjort», sagde jeg, mens jeg knap kunne holde tårerne tilbage. «Han gemte båndoptageren i Emils gyngestol. Han forsøger at samle beviser mod mig.»
Sofie trak vejret dybt, og jeg hørte papirerne rasle i baggrunden. «Træk vejret dybt, Mette. Beviser, der er indsamlet på den måde, er ikke tilladt i retten. Han kan ikke bruge dem mod dig.»
«Er du sikker?», spurgte jeg lavmælt.
«Helt sikker», svarede Sofie fast. «Hold roen. Hvis det kommer frem, vender alt sig mod ham. Hvordan opdagede du det?»
Jeg fortalte hende hele historien de mærkelige lyde, den natlige opdagelse.
Sofie lyttede, og da jeg var færdig, sagde hun: «Godt. Sådan gør du. Vend det til din fordel. Sørg for, at der på optageren ikke er noget brugbart. Vend situationen på hovedet.»
Hendes ord tændte en ild i mig.
Jeg havde ikke tænkt mig at lade Anders glide ud af vandet. «Tak, Sofie. Jeg klarer det selv.»
Fast besluttet løftede jeg båndoptageren og sagde direkte ind i den: «Hørte du, Anders? Uanset hvad du prøver, så virker det ikke.»
Jeg brugte flere timer på at sætte en fælde. Jeg placerede optageren ved siden af fjernsynet og lod den optage timer af børne-tv og reklamer.
Den monotone, gentagne susen fyldte båndet med intet andet end skuffelse.
Da jeg var tilfreds, lagde jeg forsigtigt optageren tilbage i gyngestolen, så alt så uberørt ud. Tilfredsheden ved at have narret Anders var næsten håndgribelig.
Det blev weekend, og Anders kom hjem. Jeg mødte ham med en falsk høflighed, mens maven knugede af forventning. Jeg holdt øje med ham, mens han talte med Emil, og hans blik fløj flere gange mod gyngestolen.
«Emil, vis far, hvordan du rider på din lille hest», sagde jeg med en stemme så sød som honning.
Emil sprang begejstret op på hesten. Anders fulgte med et beregnet blik.
Jeg ventede, hjertet hamrede, da Anders i smug tog enhedens kasse. Jeg kunne næsten holde mig fra at le ved tanken om hans skuffelse, når han hørte de meningsløse optagelser.
Dage gik, og Anders sagde intet om hændelsen. Hans stilhed talte for sig selv. Det så ud til, at han vidste, at han havde tabt, men ikke ville indrømme det. Jeg tog hans tavshed for en anerkendelse af nederlag, et stille våbenhvile.
Følelsen af triumf og lettelse var uvirkelig. Jeg havde beskytte min søn og narret min tidligere mand. Denne lille, men vigtige sejr styrkede min beslutsomhed om fortsat at vogte over ham.
Anders vil aldrig få overhånd over mig. Ikke nu, og aldrig igen.
I stilheden, når Emil allerede var faldet i søvn, kunne jeg ikke lade være med at smile. Huset var roligt, gyngestolen stod uskyldigt i hjørnet.
Jeg blev testet, og jeg vandt. Og jeg ved, at jeg vil gøre det igen, uanset hvad der sker, for at beskytte min søn og give ham et lykkeligt liv.
