Kære dagbog,
I morges vaskede jeg op efter morgenmaden, da svigermor, Gertrud, ringede. Den seks måneder gamle lille Emil lå fredfyldt i sin vugge på altanen, så der var ro til at tale.
Lise, kære, jeg har et lille ønske begyndte hun fra den anden ende af røret. Jeg savner min barnebarn så meget. Måske kan jeg komme på besøg?
Jeg følte ingen tvivl. Gertrud bor i vestlige Danmark, og vi ses kun sjældent. Siden min mand, Mikkel, startede i sit nye job, har vi kun holdt kontakten via telefon.
Selvfølgelig, Gertrud, kom endelig. Emil skal da se sin bedstemor, han vokser så hurtigt.
Hvor længe kunne du have mig? En uge, måske?
Det er helt i orden svarede jeg med et smil. Sofaen i stuen kan foldes ud, så der er plads.
Gertrud blev straks begejstret:
Tusind tak, min kære. Så kommer jeg om et par dage. Jeg har allerede købt billetter, bare for at være på den sikre side.
Efter samtalen fortalte jeg Mikkel om besøget.
Lad hende komme, siger jeg sagde han. Det er længe siden, jeg har set min mor.
Tre dage senere fik jeg en sms fra Gertrud:
Jeg ankommer i dag, ingen grund til at møde mig op, jeg tager en taxa.
Jeg gjorde sofaen klar, købte ekstra madvarer og endda en kage.
Om aftenen dukkede Gertrud op med to store kufferter og et bredt smil. Men i korridoren stod en fremmed mand.
Lise, møt ham sagde Gertrud muntert. Det er Henrik, min ven. Han skulle også til København i forretning, så vi tænkte, vi kunne tage sammen.
Henrik så ud til at være i fyrrerne, gråligt hår, slidt habit og en slidte kuffert i hånden.
Hej mumlede jeg.
Meget fornøjet svarede Henrik og rakte mig hånden. Gertrud har fortalt så meget om dig.
Jeg førte gæsterne ind i stuen og prøvede at forstå, hvad der foregik.
Jeg spurgte forsigtigt:
Gertrud, hvor skal Henrik bo? Du sagde jo, du kom alene.
Hvad så? overraskede hun. Sofaen er stor, så vi kan alle fire. Henrik er ikke kræsen.
Jeg stod midt i stuen og prøvede at fordøje situationen. Vores lille toværelseslejlighed i Nørrebro, som Mikkel og jeg lejer, er beregnet til tre personer. Nu skulle den pludselig rumme fem.
Gertrud, men jeg har kun forberedt til én gæst. Vi har en lille dreng, så pladsen er knap.
Gertrud begyndte allerede at pakke ud:
Lise, du skal ikke bekymre dig. Vi er beskedne, vi fylder ikke meget. Ikke sandt, Henrik?
Henrik nikkede og så sig omkring:
Flot lejlighed. Godt område, offentlig transport lige uden for døren. Perfekt, hvis man skal lede efter arbejde.
Arbejde? gentog jeg.
Ja, jeg har besluttet at slå mig ned i København forklarede han. I min lille hjemby er der ingen muligheder, så jeg prøver her.
Det gik en svimmel fornemmelse gennem mig. Han var ikke kun på besøg i et par dage.
Hvor længe planlægger I at blive?
Så længe det tager, svarer Gertrud roligt. Henrik har brug for tid til at finde et job.
Uden at vise min forvirring gik jeg i køkkenet for at tilberede aftensmad. Mikkel kom netop hjem fra arbejde.
Hej, hvordan gik det? Er moren kommet?
Ja, men hun er ikke alene.
Ikke alene?
Med en ven. Gå og hilse på Henrik.
Mikkel gik ind i stuen, hvor Gertrud viste sin telefon med familiefotos.
Mor, du sagde ikke, at du kom med en gæst.
Mikkel, min dreng lo Gertrud. Her er Henrik, min ven.
De to mænd gav hinanden et fast håndtryk. Henrik smilede venligt:
Gertrud har fortalt så meget om jer. I har en dejlig familie.
Tak svarede Mikkel kort. Skal vi snakke lidt?
De gik ind i køkkenet. Jeg foregav at være optaget med madlavning, men lyttede.
Mor, er du helt ude? sagde Mikkel i en hvisken. At bringe en fremmed mand ind i vores hjem?
Mikkel, rolig. Henrik er en god mand, vi har kendt hinanden i et halvt år.
Vi kan måske være venner, men ikke i vores lejlighed!
Gertrud så såret ud:
Sådan er det. Mor er bare til gene. Jeg troede, du ville blive glad.
Mikkel sukkede:
Det er ikke dig, mor. Det er bare, at vi har et lille barn, vi har brug for ro og struktur.
Vi holder os stille lovede Gertrud. Ikke så længe. Henrik har bare brug for tid til at falde til i byen.
Efter to dage gik der en tryg stemning. Gertrud legede med Emil, mens Henrik surfede på jobannoncer. Men snart begyndte ubehaget at melde sig.
Morgenens kø kø i badet. Henrik barberede sig i lang tid. Gertrud lavede morgenmad for alle uden at spørge, hvad nogen ville have. Om aftenen så gæsterne fjernsyn i stuen, mens Mikkel, Emil og jeg krøb sammen i soveværelset.
Lise, har du en laptop? spurgte Henrik ved aftensmaden. Jeg skal sende et CV.
Ja, men den er kun til vores eget brug.
Jeg kan lige låne den lidt.
Henrik satte sig i stuen med computeren og talte i telefonen i timevis, højt og tydeligt.
Ja, jeg har mange års erfaring. Jeg var afdelingsleder i en fabrik i Odense. Jeg er stadig i god form, tro mig.
Emil vågnede af den høje snak og begyndte at græde. Jeg vuggede ham, mens Henrik fortsatte sine forretningssamtaler.
Undskyld, barnets gråd sagde jeg. Han er så lille, han forstår ikke.
Gertrud forsøgte at hjælpe med barnet, men hendes opdragelsesmetoder var helt andre end mine:
Lise, hvorfor tager du ham altid på armen? Lad ham skrige, så får han stærke lunger.
Gertrud, han er sulten.
Det kan han ikke være, han spiste for en time siden. Måske får han tandfrembrud.
Jeg holdt mund og lod som om, jeg var enig.
Efter en uge begyndte min tålmodighed at bide af. Henrik havde stadig ikke fundet arbejde, men han mistede ikke modet. Gertrud opførte sig som husets hersker.
Lise, hvorfor er dit køleskab så tomt? spurgte hun, mens hun kiggede ind. I burde købe bedre madvarer.
Vi køber kun, hvad vi spiser svarede jeg.
I skal have mere nærende, ikke kun yoghurt og småoste. Henrik har brug for solid mad, han søger jo et job.
Jeg blev overrasket over Gertruds påståen, men holdt igen. Familien var allerede presset økonomisk, og de eneste indkøb, de lavede, var én gang i løbet af ugen.
Henrik ringede også ofte til sine venner:
Hej, Jens. Jeg er nu i København. Jeg bor hos svigermor og har et toværelses lejemål i et fint kvarter.
Jeg kunne knap tro mine egne ører. Det virkede, som om Mikkel og jeg holdt en fremmed mand i vores hjem, leverede mad og husly, mens Henrik praler for sine venner.
Spidsen gik, da Emil blev syg. Temperaturen steg, han blev uroisk og sov dårligt. Jeg lå vågen hele natten, mens Henrik insisterede på stilhed for at kunne foretage vigtige telefonopkald.
Undskyld, men barnet er syg sagde jeg.
Jeg forstår, men jeg har en arbejdsgiver, der ringer! Det er vigtigt!
Mikkel hørte det og måtte gribe ind:
Mor, hvor længe vil dette fortsætte?
Vær tålmodig, Mikkel. Henrik skal bare finde et job.
Hvad nu hvis han ikke finder et? Bliver han hos os indtil pensionen?
Gertrud blev rasende:
Hvad taler du om? Vi er jo ikke fremmede.
Han er en fremmed, sagde Mikkel fast. Jeg beder dig om at gå. Max to dage mere.
Svigermor brød ud i gråd, Henrik så vred ud, men Mikkel stod fast. Efter to dage pakkede de deres ejendele og tog afsted mod deres hjem i Vordingborg.
Før de gik, sagde Gertrud til mig:
Det er så trist, at jeg nu må gå glip af at se min barnebarn i lang tid.
Vores forhold til svigermor er nu knust. Jeg har svoret mig selv, at jeg aldrig igen vil tage imod nogen, selv for en eneste dag. Gæstfrihed har sine grænser, især i en lille lejebolig med et lille barn.
Var Mikkels handling fornuftig eller gik han for langt? Jeg ved stadig ikke svaret, men jeg håber, at tiden vil give klarhed.
