Ægte kærlighed
Anne, hvad laver du her? Hvorfor går du rundt udenfor rådhuset? spurgte fru Nina Pedersen den unge pige, som tøvede ved døren.
Hvor er du på vej hen? svarede Anne forvirret og trak sit pas frem fra jakken. Vi skulle jo ind til dig Vi skal aflevere en ansøgning
Hvem er vi? Nej, vi skal hjem, min pige. Arbejdsdagen er slut. Se på klokken! sagde Nina og knappede sin regnjakke. Pludselig var det blevet koldt udenfor, himlen ja, hendes mor plejede at kalde den høj, selvom lille Nina aldrig forstod om den virkelig kunne være lav. Hun kiggede op, prøvede at vurdere, om den nu var på vej ned, eller stadig lå højt, som den skulle. Men nu hang skyerne tungt, som om et uvejr var på vej. Ninas ben fik straks gåsehud under de tynde nylonstrømper.
Anne rystede også, for hun havde taget sin mest festlige kjole på, sandaler og en let jakke og nu frøs hun helt ind til knoglerne.
Dine læber er helt blå, Anne! Tag hjem, få sat noget the over, steg nogle kartofler, måske lidt bacon og pølse. Åh, hvor godt! sagde Nina og trak på skuldrene. Eller læs en bog. Du får ikke udrettet noget ved at stå her og stampe i kulden. Hun gik allerede mod busstoppestedet, men vendte sig pludselig om og spurgte strengt: Hvilken ansøgning ville du indlevere, min skat? Og hvem er vi?
Vi, altså mig og Jonas Rasmussen, hviskede Anne, rødmede. Vi skal giftes. Jonas sagde…
Jonas sagde… gentog Nina, skævt smilende. Dit Jonas er fuld af varm luft! Du skal ikke høre på ham! Tag hjem og vær glad for, han ikke mødte op tænk, hvis du havde ødelagt dit liv! Du skal vente på den rigtige. Der skal nok komme én, der har styr på sit liv, er ordentlig, klog. Du skal ikke skynde dig! Der er tid nok til at lege brud, til at passe børn og græde lidt over at manden ikke ser dig mere ja, glem det sidste! Det er ikke alle, der har det sådan. Nina kiggede ned, lidt bange for at Anne skulle regne ud, at hjemme hos tanten ikke gik for godt. Ikke dårligt, bare… ingenting. Manden Ivan lå på sofaen hver aften, sagde aldrig noget. Kun når der skulle spises, fik han øje på hende. Var det livet? Engang var de forelskede, brændte for hinanden, fik børn men nu, femten år senere, hang de sammen for børnenes og anstændighedens skyld. I dag bliver folk let skilt, men dengang kunne man ikke bare smide mænd som handsker. Og skamfuldt var det også man skulle jo vaske sit snavsede undertøj offentligt!
Nina blev gift som 20-årig. Anne er 19 nu… Ender med samme skæbne! I begyndelsen tror man, der ikke findes nogen bedre end ens udkårne men når gløderne slukkes, bider man sig i armene af fortrydelse.
Stop nu, tante Nina! Jonas er sød og kærlig, sagde Anne og stampede i jorden. Ovenover buldrede det regnen truede. Han sagde, han ville giftes, han kommer bare for sent, sikkert fordi han blev fanget på arbejde!
Jo, selvfølgelig! På arbejde… Åh, Anne, hvis bare du havde haft min erfaring, men din ungdom Gå nu hjem. Uvejret trækker ind fra vest hør, hvordan det brager! Underligt med torden her i august… Som dommedag! Nina slog korsets tegn for sig. Husker du Birthe på tredje? Hende med det skæve smil. Anne nikkede. Ja, hende slog lynet gennem paraplyen, strømmen fór gennem hele hende. Derfor er hun lidt sær nu. Nå, hej hej, Anne, hvis altså Jonas ikke ombestemmer sig til i morgen.
Anne så efter Nina, sukkede, bøjede det våde pasomslag i hånden og pludselig begyndte det at regne vildt, så kjole, jakke og håret med det yndige bånd blev gennemblødt.
Hun løb hjemad, stødte ind i folk, der søgte læ. Jonas har nok forsøgt at ringe, tænkte hun det er bare en misforståelse! Hun ville ringe, straks hun var hjemme. Hvem ved måske havde de bare haft møde eller, Gud forbyde, haft en ulykke?
Anne? Der er du endelig! lød det, da hun styrtede ind af døren. Hendes søster, Karen, stak hovedet frem, sukkede højt. Anne! Ind under bruseren med dig, du ligner en druknet mus! Vent, Karen greb hende. Hvorfor har du min kjole på? Og mors perler! Anne! Hvem har lært dig at rode i andres skabe? Mor! Kan du se det, mor!
Karen gik amok i entreen, mens Anne rystende trak kjolen af og perlerne. Uden et ord gik hun ud på badeværelset, lukkede døren og satte hanen i gang. Hun kunne da ikke ringe til Jonas nu Karen ville bare snage, og sladre videre om Jonas.
Hvad er der med hende? Hvor har hun været? spurgte Maria, deres mor, over køkkenet. Hold da op, Karen, hun ville jo bare prøve din kjole, du bruger den jo alligevel ikke! Din søster er sart, og jeg prøver bare at tage vare på hende.
Sart? Lad dog Anne sy sin egen kjole næste gang! Man skal kæmpe lidt for tingene selv engang imellem, sagde Karen vrissent og forsvandt ind på værelset, satte radioen på fuld styrke. Maria sukkede. Anne var sart, altid nænsom. Man måtte passe på hende! Allerede som barn kunne hun ikke klare børnehaven, det var for hårdt, hun blev drillet. Så Maria fandt en privat guvernante, Fru Poline, og hjemme gik det bedre med parkbesøg, eventyrbøger, sløjfe i håret og is på kinden.
Karen derimod blev sendt afsted i børnehave, skole, videre på universitet. Om hun græd, var træt eller syg hun måtte afsted; for sådan var det for os alle
Karen blev sej, kunne svare for sig selv, og for Anne. En overgang blev hun træt af den sarte søster, mobbede hende for at være som gelé.
I har gjort hende forkælet, sagde Karen ofte, da Anne græd over ingenting. Maria rynkede panden. En anden ville sige fra, men vores lille Anne kan kun græde. Sådan kan man ikke leve man må lære at være stolt og stå fast!
Hvad skulle jeg være stolt af?! råbte Anne og pegede på sin egen krop. Alt lykkes for dig, Karen. Du er jo smuk, dygtig og jeg… jeg er bare ingenting.
Man kan forme sig selv, Anne! sagde Karen. Jeg blev også formet af livet. Det er ikke mors skyld, men du kunne måske have haft mere vilje, hvis du ikke var sparet på alle strabadser, sagde Karen tørt, forlod rummet, mens Maria klappede Anne på håret. Hendes yngste, lille svaneunge, født så sent i forældrenes liv det var klart, hun skulle passes ekstra på…
Faren, Henrik, blandede sig ikke så meget, han knoklede, sikrede hjemmet, ville bare have, at hans prinsesser havde mad på bordet og tøj på ryggen. Resten styrede Maria.
Anne sad længe på badeværelset, men fandt sig til sidst i hjemmebadekåben og ringede hjem til Rasmussens.
Godaften, sagde hun genert, da Jonas bedstefar Grethe, altid i hopla, tog telefonen. Kan jeg tale med Jonas?
Jonas? De er kørt ud, hele flokken, til andelsbruget. Skal hjælpe i marken. Han lovede at tage noget kål med hjem. Men hvorfor dog kål? Jeg spørger bare!
Andelsbrug?! Men vi havde aftale Anne nåede aldrig at forklare, lagde røret på.
Pige! Bliv nu ikke ked af det! råbte Grethe panisk. Han kommer hjem igen! Han har lovet!
Men Anne hørte kun den monotone summen.
Hvorfor, hvordan? tænkte hun. Hun stod lidt og stirrede tomt i luften.
Anne, kom nu og spis. Vi venter ikke på din far, han er sent hjemme! Karen! Skynd dig! Maria kaldte ude fra køkkenet, raslede med gryderne.
Der var næppe spist op, før telefonen ringede. Anne rejste sig straks, men Maria greb hende i armen.
Sid ned. Jeg tager den, sagde hun myndigt. Ja, hallo! Nina? Nej, jeg vidste ikke noget Tiere, okay, jeg skal tale mere stille
Anne rødmede, lukkede øjnene.
Hvad er der? spurgte Karen ligegyldigt, tog en bid af sin frikadelle. Du er skør, Anne!
Maria lyttede tålmodigt og vendte derefter beslutsomt tilbage til bordet, satte hænderne i siden.
Anne, er det sandt? Det Nina fortalte mig?
Det kommer an på, hvad hun har sagt, mor! Din veninde Nina er en sladderkælling, det ved du da!
Se nu den uskyldighed! Men Karen, vidste du det her? sagde Maria henvendt til den ældste.
Hvad hvad? Mor, jeg orker ikke, kan du sige det kort hvad har hun nu lavet?
Anne har tænkt sig at blive gift, Karen! Ni-na så hende udenfor rådhuset. Godt der ikke blev til noget! Maria slog i bordet. Anne, forklar dig!
Hvad, mor?
Dine tossestreger! Karen, hun vil giftes med en eller anden Jonas! Og Nina siger…
Hun ved ingenting! sagde Anne og rejste sig. Hun er bare bitter, og desuden
Hvem er denne Jonas? Karen, kender du ham? Anne vil giftes med ham!
Slap nu af, mor. Hun bliver vel gift før eller siden. Sådan er det.
Jonas. Han er god og sjov. Jeg er glad for ham, og vi skal giftes! Det har han lovet, og jeg elsker ham! Anne blev bleg af Karens hånlige blik.
Anne havde mødt Jonas tilfældigt i Kongens Have, da hun manglede en tier til is. Han lagde ud for hende. Senere gik de rundt, prøvede karruseller, lo og pjattede. Hvad var det med ham? Hun tænkte ikke over det; hun var glad med ham.
Med Jonas var hun lykkelig. Han fik hende til at prøve tossede ting, lave narrestreger og være barnlig.
De løb i regnen, klatrede op på hustage, krammede brevduer og fjollede rundt. Jonas bedste far, Grethe, plejede altid at sige: Han er ingen konge, men han er en ener. Anne kan stadig mærke den bløde fjer mod sin kind.
Det er så dejligt hviskede Anne, når de sad sammen på loftet og spiste brød drysset med salt. Det er så godt, at det næsten gør ondt!
Hvorfor ondt? spurgte Jonas.
Fordi jeg er bange for, det slutter. At du forlader mig
Han havde aldrig sagt, han elskede hende. De havde kysset, men han havde aldrig udtalt store løfter. Og nu, forlader mig…
Jonas blev lidt forlegen, syntes pludselig ondt af Anne, tynde kiksede Anne. Hun boede sammen med Karen, der aldrig rigtig respekterede hende. Anne arbejdede i konfektionsfabrikken og havde ikke villet læse videre. Ikke engang forældrenes gode råd eller mors venners formaninger fik hende til at tage mere uddannelse.
Det er da din fremtid! Vi er uddannet hele familien hvorfor ikke du? sagde Maria bedrøvet.
Jeg ønsker ikke det samme som jer! Jeg har mit pas jeg er voksen. Lad mig!
Maria blev træt af at spørge videre.
Nina mente, hun vælger den lette vej Karen tog kampen op, men Anne… Ja, jeg blander mig udenom.
Så sad Anne i dag, voksen nu, passet hjemme i skuffen, spiste brødkrummer i sin pæne kjole, og tænkte på alle de eventyr hun forestillede sig selv…
Hvor skulle jeg tage hen, Anne? spurgte Jonas. Kom her! Han lagde armen om hende, ville tænde en cigaret, men undlod for hendes skyld. Hvad med, vi blev gift? kom det pludselig fra ham.
Hvad?
Slap nu af. Mød mig på rådhuset i morgen, kl. fem. Jeg tager fri fra fabrikken, gør dig klar. Og husk passet!
Jonas! Jeg vil!
Selvfølgelig vil du det!
Og der skal være kjole, ikke?
Ja, selvfølgelig.
Og ringe?
Ja, ringe, Jonas skød en papirkugle efter en mus i hjørnet.
Guld? Jonas, det er dyrt
Tænk ikke på det nu. Alt kommer senere Jonas kyssede hende blidt, så hun glemte alting.
Har du overhovedet spurgt din far og mor? Hvem er han? Hvor skal I bo? Har I… du ved? Maria var rød i hovedet.
Åh, mor, drop det nu! Anne er ikke sådan! er det ikke, Anne?
Hun svarede ikke, vendte sig bare væk. De forstod intet! Det var hendes liv, hendes valg.
Og hvad med dig og Torben, snerrede hun pludselig til Karen. Han er gammel!
Karen rødmede, rejste sig, knyttede næverne. Maria strammede munden. Torben var ældre ja, men rar og havde egen andelslejlighed
Det er noget andet, Anne. Han har styr på sit liv, Jonas er jo en knægt! Du kan ikke forstå det endnu…
Så lad være! Lad mig være! Og så lader jeg dig være med dine gamle mænd…
Senere lå Anne i sengen, trak dynen tæt om sig og drømte om den guldring, der snart skulle sidde på hendes finger. Jonas bliver min mand, tænkte hun. Karen render bare rundt med sin knastørre Torben. For en gangs skyld ville Anne opleve ægte kvindelykke før Karen!
Efter to dages forsøg på at få fat i Jonas, gik Anne forbi fabrikken for at opsnuse ham.
Udenfor stod Jonas kammerat, Mikkel, ranglet og med kindbenene stikkende ud, røg og holdt øje.
Anne? Er det dig? Han smed cigaretten, rettede på kitteldragten. Hej.
Hej. Kan du hente Jonas? Fik at vide, han var hos andelsbruget, men…
Ja, vi kom hjem i går. Jeg henter ham.
Mikkel pilede ind, døren bragede. Efter fem minutter kom Jonas ud i solen, kløede sig i nakken, fodrede straks en forhutlet kat.
Han er da ret godhjertet, tænkte Anne og tilgav Jonas på stedet. Jonas! Jonas, hej!
Vagten, gamle Lars, lod hende komme ind. Han brød sig om, når der var kærlighed i luften.
Hej Anne! Hvordan går det?
Fint Men du kom ikke dengang, jeg ringede, de sagde, du var væk, og jeg ventede
Hvor skal vi hen? spurgte Jonas, spyttede i gruset.
Rådhuset! Vi skal jo indgive ansøgning, husker du? Du sagde, vi skulle det! Og ringe og kjole, du lovede jo!
Hun kastede sig om hans hals, kyssede ham midt på fabriksgården, uden at tænke på de undrende blikke og en ny pige i rød tørklæde, Eva, der grinede.
Anne! Stop så. Det er pinligt! Slip så! Du snakker vrøvl. Hvilket bryllup? Han skubbede hende væk. Hvor har du det fra? Jeg har aldrig sagt, jeg vil giftes. Vi er bare venner, Anne. Du har bildt dig det ind! Han talte næsten mere til Eva, som nu lo højt.
Jonas, du er da forlovet? Sådan en smuk brud! Må vi komme med til bryllup? drillede Eva.
Jonas rødmede, vendte sig om, råbte til Anne, at hun skulle smutte.
Hun løb, grædende, forbi porten gennemblødt af skam, ville bare forsvinde. Ingenting skulle gøre ondt mere.
Gamle Lars brummede, Mikkel sukkede.
Hvorfor var du sådan, Jonas? spurgte han. Det var da over grænsen.
Hvorfor skal hun klistre? Hun fatter no ikke, alt skal handle om hende. Træt af det!
Jonas ville bare have Eva den stolte, uimodståelige Eva, der kunne bide fra sig. Hun satte barren højt, og Jonas følte sig for første gang som en rigtig mand, en erobrer. Med Anne var det fornemt, for nemt. Det, der havde været, var forbi.
Anne, kom nu og spis Maria bankede på hendes dør, lyttede, men Anne svarede ikke. Fortæl mig, er det Jonas?!
Han er ikke min, mor! Ikke min! råbte Anne fra værelset. Lad mig nu være!
Maria spredte armene.
Karen og far kom hjem, de spiste.
Karen, vil du ikke tage te og en småkage med ind til hende? Bare hyggesnak, ikke bebrejdelser, bad Maria.
Karen gjorde, som mor bad, listede ind til staklen søster, lyttede hørte kun gråd.
Anne, må jeg komme ind? Jeg bliver bare lidt, okay? Karen skubbede døren op, trak et glimt af lys ind i mørket.
Anne lå krøllet sammen, uden at græde nu, men småsukkende.
Hvad så? Karen lagde sig ved siden af, omfavnede hende ligesom dengang de var børn og Anne krøb ind under hendes dyne når det var koldt og trygt hos storesøster.
Det var bare mig selv, jeg bildte mig det ind, ikke? Jeg troede, han ville giftes, han lavede bare sjov… og så råbte han af mig foran alle. Skammer mig så meget! Anne græd igen, spiste en småkage.
Sådan, pyt! Altså, Anne! Mænd bliver skræmt, hvis vi trækker dem til rådhuset i den alder. Jonas er ung, hovedet fuld af fest ikke klar til så store ord. Hvis det er ægte, finder I sammen igen.
Men hvis ikke? hikstede Anne.
Så møder du en anden. Du har masser af tid! Karen smålo.
Og du? Skal du være med Torben da? spurgte Anne.
Nej da! Jeg har droppet ham. Nå, af med natten, gå ud og vask ansigt og drik te. Karen hyggesnakkede, men krammede varmt. Anne, jeg elsker dig det ordner sig for dig, det lover jeg!
J-ja, smilede Anne.
En ualmindelig varm septemberdag kom Mikkel forbi, iført pæneste jakkesæt og et kæmpe bundt dahlia.
Hej Anne, sagde han stille, stak hende blomsterne. Til lykke med fødselsdagen. Jeg har biografbilletter til i morgen, vil du med?
Anne stod som forstenet.
Hun siger ja! råbte Karen bag hende. Hvad hedder du, sagde du?
Mikkel, undskyldte han.
Fint! Anne, du trænger til frisk luft, og Mikkel er rigtig selskabelig, ikke sandt?
J-j-ja, rødmede Mikkel.
De blev gift to år senere. Anne flyttede ind hos Mikkel, Karen beholdt værelset. Hun var ikke travl efter ægteskab, ventede på sin sande kærlighed, selvom Anne ofte så hende vifte en beundrer bort, stolt og kølig.
Sådan nogle kvinder kan mænd bedst lide, ikke Mikkel? spurgte Anne en aften.
Hvilke?
Dem, der spiller svære at få. I bliver helt vilde!
Ved ikke, jeg vil bare have dig, Anne. Nå, hvornår skal vi spise? Jeg er døden nær af sult!
Maden er klar, kom nu. Mikkel, jeg elsker dig…
Mikkel var anderledes men hun havde det godt med ham.
Af og til tænkte Anne på Jonas. De ville nok bare have skændtes nej, det var godt, han ikke mødte op ved rådhuset. Tak for det.
Enkelt Annes liv, som hun havde drømt om, blev lidt kortvarigt, da deres anden barn kom til verden for tidligt, sygt, og måtte blive på hospitalet. Anne bar mælken op til afdelingen og spejdede mod vinduerne, som om lille Anders ville vise sig.
Må jeg ikke nok komme ind? græd hun ved receptionen.
Nej, søde. Når lægen siger ja. Vi har haft værre tilfælde end dig, og de stærke klarer det. Tag nu til de andre i familien! Ingen sure miner! Han mærker alt, og mælken kan ikke blandes med tårer! brokkede tanten i hvid kittel sig, Fie.
Fie havde ondt af Anne men regler er regler.
Anne forstod ikke, hvordan man kunne smile, når sorgen tyngede én så meget. I romanerne hun læste som barn, besvimede kvinder, men at være stærk det stod der aldrig noget om.
Men hun måtte lære det. En aften Annes sammenbrud, opvasken hobede sig op, og grøden kogte over, brød Mikkel ind.
Vi har det alle hårdt, Anne! Jeg er også bekymret, men Anja får intet fra dig. Læs nu for hende, jeg tager opvasken.
Jeg kan ikke. Intet kan jeg! Forstå det nu! Jeg har sorg, forstår du? Anne råbte, gik hen mod vinduet.
Sorg?! Anna, det er ikke sorg, endnu! Da jeg var ti, døde min lillesøster, mor mistede forstanden og Hun lod os i stikken. Men du står her og kaster Anja fra dig. Hun føler alt! Livet er fyldt med smerte, men vi holder sammen. Du skal ikke kæmpe imod os vi er med dig! Nu må du vokse op, Anne! Tiden hvor man bare sidder og græder hjælper ikke længere…
Slip mig! Anne vred sig løs. Hun blev gal gal på alle, mest på sig selv.
Så begyndte Anja at tie. Tre år, og hun glemte sine ord, sengen våd altid gråd
Det slog Anne tilbage til virkeligheden: For Anja, lille Anders, og for Mikkel var hun selve livet. Og hun havde lukket sig inde. Nu måtte hun åbne op
Anja, tilgiv mig lad os læse, gå tur, gøre noget sammen?
Anders blev udskrevet. Hjemme på sofaen sad Anne med glade børn og Mikkel. Dette var hendes familie, hendes ægte kærlighed og tiden var inde til at være voksen, tage ansvar…
Jonas fulgte efter Eva, han tog et hav af kurser, fandt ro. Eva formede ham, og han elskede hende for det. Med Anne ville han kede sig, måske bare let være sammen uden følelser som Nina og Ivan, udbrændte og ligeglade.
Kærlighed er forskellig, vigtigst er ikke at miste den, men kæmpe for dem, vi har kær. Give sig selv uden fortrydelse, da får alting mening.
