På en fjern station stiger jeg af…
“På en fjern station stiger jeg af, græsset når op til liiiivremmen!” sang min medpassager, mens han bakkede ind i den hårde, slidte sædepolstring og fornøjet gned sin mave, der tykt bulnede under hans ternede skjorte. Knaphullerne så ud til at være på nippet til at give op og springe som små knopper ned på gulvet.
Skeen klirrede sart i glasset, og den glohede te, der netop var kommet ind på bakken i glas med DSB-logo, sendte en sødlig, citronduftende damp ud i den lune, lidt halvkvalte kupé.
Vores vindue var dugget, og bagved gled de vindblæste, barberede marker forbi, småskæve husmandssteder, klynget sammen, som gamle koner om landsbybrønden, i en lille jysk flække eller stolt alene midt i det oktoberbrune vildnis, som om de ville bevise, at ingen skulle få dem ned med nakken.
Jeg prøvede at ignorere min makkers hylende sang, vendte mig væk, men hans “græsset når op til liiiivremmen” borede sig alligevel ind mellem tankerne. Jeg må have trukket på smilebåndet, for han spurgte:
På forretningsrejse?
Jeg nikkede bare. Ville ikke snakke. Jeg har aldrig forstået charmen ved togsnak med fremmede, og det der med at åbne sit hjerte over for en vildt fremmed er mig dybt fremmed.
Jeg er på vej hjem. Alt for meget arbejde har været forbi København, skulle ordne noget, fik alligevel ikke noget løst … sagde han, mens han kørte hånden hen over pjusket hår og betragtede mig spændt. Jeg hedder Morten. Egentlig Morten Mikkelsen.
Jens, svarede jeg, og gav hans hånd et halvhjertet klem.
Det er nu smukt, sagde Morten og pegede ud af vinduet. Hver gang jeg kører her, kan jeg slet ikke holde op med at kigge, det slår enhver tv-udsendelse. Jeg har set mange steder, men hjemme det er nu det mest vante. Synes du ikke, Jens?
Det overraskede mig, at han slog over til De. Sådan én som Morten Mikkelsen så ellers ud som en rigtig hjemmegroet driftig type én med kioskbod og trækasser fulde af rådne tomater i cvet. Dem, der normalt duer løs, skænker på tredje station en flaske Aalborg Akvavit op og siger Skål, og sig du!. Men ikke ham her.
Jo, det er interessant, fik jeg presset ud.
Interessant? Bare det? Nå, den går ikke! Du skal rejse her om foråret! Her er valmuer over det hele, og folde fulde af heste stærke, frie dyr. Hver bevægelse er nærmest en ode til livet og skønheden. Smukkere end dem er kun kvinder men det nævner vi ikke, haha! Han blinkede og grinede. Og himlen! Tja, nu er den lidt slidt, nærmest grå. Men til foråret turkisblå som en brillelinse. Tror du mig?
Det gør jeg vel, trak jeg på skuldrene.
Nej, du tror ikke rigtigt på det. Sådan er det, sagde Morten, engang kunne jeg heller ikke se noget godt, hvis jeg var trist. Men jeg lærte at kigge alligevel, prøvede at glæde mig lidt. Det bliver man nødt til! Lige nu ser det hele også sort ud, men kigger man ud, bliver det lidt lysere indeni. Dengang min dreng var lille, råbte han: Far, se en sommerfugl!, og jeg var pænt ligeglad, både med sommerfugle og lilla vindruer på torvet eller solopgange, der lignede maling kastet op på himlen. Min mor sagde altid, at naturmaleren løb over himlen, men snublede over et bøgetræ, tabte alle farverne, og så trådte en stor bamse på dem, og så vupti, dér var aftenlyset.
Hun havde da fantasi, din mor, kunne jeg ikke lade være med at smile.
Han nikkede og fortsatte:
Og om vinteren er her noget helt andet kolde solnedgange, sne så skærende hvidt, at det gør ondt i øjnene. Men der, hvor lyset brænder bag stuevinduet og røgen stiger op, dér er der nogen hjemme.
Vi tav længe efter hans monolog. Morten sad med lukkede øjne og hænderne foldet på maven. Jeg støttede hovedet mod hånden og stirrede ud.
Arbejdet ventede. Mapper og papirer i tasken. Og jeg var træt, ligeglad med hvor jeg var, hvad jeg spiste, og om sengen var blød. Det der stearinlysfabrik, som jeg skulle ud at ja, om ikke lukke, så rebrande eller skubbe omkuld; det måtte være, hvad det ville. For mig var det bare endnu en opgave. Jeg gik forbi grænsen for længst, var bare en maskine, der løste små trivielle opgaver.
Det her år var gået, uden at jeg havde set kirsebærtræet blomstre i gården, uden at jeg havde snuset til stærkt duftende hæg, uden at plukke syrener eller træde på mælkebøtter sammen med min hund, Molly. Nu gik min kone med Molly, hun trampede på mælkebøtterne, nyste af hæg, boede i vores ejerlejlighed, vi købte for fire år siden. Jeg arbejdede bare. Jeg kunne ikke engang huske, hvordan det var med dovne weekender, biograf eller kold drik fra glasflaske. Det føltes som i et andet liv.
Hvad er det for en station, du skal af ved? Hvilken station? Morten lød i det dunkle kupé.
Jeg skal af ved Frederikshavn, skal ud på fabrikken, svarede jeg med et suk, og bunden teen blev hældt ned som postevand. Det hele smagte alligevel af ingenting.
Vil du ikke hellere stå af tidligere? Du kunne komme med mig hjem, få en tur i saunaen, hilse på mor, sove lidt ud og så bliver du afleveret direkte på fabrikken i morgen. Hvad siger du? Hvorfor koge på et lummert værelse på et hotel, ingen serverer alligevel varm mad nu? Hos os er der altid rugbrød og smør, min mor elsker at lave mad! Han smilede saligt ved tanken, så næsten ud som han allerede forestillede sig at sidde ved sit eget bord sammen med mig, give mig hjemmelavet rødkål og mumse småkager.
Nej, det hele er ordnet. Jeg bliver hentet, løj jeg. Hvorfor? Ja, hvem ville tage med hjem til en tilfældig mand fra toget? Nej tak!
Nå, synes du! Der er ellers ikke en ledig seng på hotellet, alt er booket i to uger. Folk kommer for at se ægte dansk kunsthåndværk vores lys, du finder ikke noget lignende! Alt er håndlavet, til alle lejligheder. Hele egnen lever af det. Du havde nok tænkt dig at sove på banegården, hva? Det er ikke godt for ryggen; sauna i stedet? Er du ikke til lidt varme? Han var vedholdende.
Jeg bryder mig ikke om sauna, og nej, jeg skal ikke med dig hjem! Du er mig fremmed! Gør som du vil, jeg klarer mig selv! Jeg sprang op, men slog hovedet mod overkøjen og bandede, tog mig til panden. For pokker da…
Telefonen peb i lommen. Typisk.
Tag den! råbte Morten. Der er ikke signal ved Limfjorden. Herude står der kun master, så man kan ringe hjem hvis heldet er med én.
HERUDE? lo jeg. Tror du, du er direktør for hele Nordjylland?
På sin vis, måske Nå, nu ringer de vel ikke mere, det var det.
Det gjorde mig intet. Slet ikke. Det var Nanna, min kone. Jeg vidste præcis hvad hun ville sige: at hun havde overreageret, at hun var ked af vores skænderi, at hun glæder sig til at se mig og håber, jeg tilgiver hende. Ja ja. For hende er der altid noget galt, og så snart jeg siger noget igen, bryder hun ud i gråd. Og det er altid hormonernes skyld. Godt jeg skal ud til stearinlysfabrikken, det giver da en pause. Terrænet, fabrikken ligger på, er også interessant for min chef, men fair nok, vi får se hvordan udfaldet bliver. Fabrikslederen, Niels, er kendt for at være stædig, hænger ved hver planke og søm, men det er hans problem! Om nødvendigt river vi det hele ned uden hans godkendelse!
Jeg blev helt rød i kinderne af denne sejrssikre tanke, knyttede næven. Hvem var jeg bange for? Jeg var jo ekspert! Stearinlys og trækonstruktioner rager mig en bønne. Når man har kaos derhjemme, går det igen i hovedet … Ja, jeg ville rydde en hel fabrik! Det er ikke som at spise suppe, det! Og jeg gider da heller ikke sidde i sauna med Morten, der kun synger og spiser kylling fra stanniol, tør jeg vædde på.
Udenfor blev det mørkt. Min makker tændte lyset, bladrede langsomt i et gammelt magasin, lunt svævende over siderne.
Skal du med ud at spise? De har en fin restaurantvogn, spurgte han og smilede over kanten på et blad.
Ikke sulten, skar jeg igennem og spekulerede, hvad Nanna mon ville sige denne gang.
Som du vil. Jeg springer også over. Mærkeligt, appetitten mangler. Sig mig, Jens, hvad bringer dig egentlig ud på landet?
Jeg skal lukke fabrikken. Den bliver jævnet med jorden næste år, og ingen savner den. Hvem har brug for sådan en fabrik længere? svarede jeg bidende. Sejt nok.
Hvem? Det er jo folkets fabrik. Livsværk for mange. Det er mere end blot en produktion det er kulturarv!
Du må ikke belære mig om det menneskelige aspekt, vrissede jeg og rullede en tændstik mellem fingrene.
Men hvorfor ikke? Sandheden er, de lys bliver solgt i hele landet, eksporteres endda! Men du, du er nok for moderne til at ænse voks. Nå, nu går jeg ud at spise alligevel.
Morten rejste sig, hev jakken over skuldrene og lukkede kupédøren lidt for hårdt. Jeg blev siddende og gloede ud i den sorte nat. Tågen på skinnerne blev tæt som vat, og lyset ude blev hurtigt opslugt. Som om toget bevidst forsvandt ind i natten og lod passagererne med egne tanker. Hvis man da endelig skulle tænke lidt over livet.
Så jeg tænkte. På Nanna, på hvordan jeg ikke forstår hende. Hun siger: Lad bare vinduet stå åbent, men forventer alligevel, jeg lukker det. Hun siger, at hun ikke behøver noget hos dametøjsbutikken, men jeg burde have foreslået hende at købe det tørklæde, hun forelskede sig i. Hun vil kysses og signalerer det, men jeg fatter intet … Hvordan kan andre ægtefolk holde sammen? Jeg så en sølvbryllupsfest på en restaurant engang de smilte virkelig til hinanden! Hun irettesatte ham, når han sølede med ærmerne, men han smilede bare kærligt og strøg hende over hånden. Hvor mange kilo salt skal man spise sammen for at nå dertil? Måske er jeg bare ikke skabt til ægteskab, aldrig været. Hygge, ture, ferie, det kan jeg, men leve sammen… nej.
Og så ville Nanna ikke engang have haft mig til at tage afsted på denne rejse. Hun sagde kun: Kør bare, hvis det er nødvendigt. Og sukkede vistnok på den der betydningsfulde måde, jeg overser. Jeg glemte også, at vi skulle i sommerhus hos veninden Julie denne weekend, men hovedet er jo optaget af alt muligt bilen brokker sig, batterierne i lejligheden mangler at blive skiftet, mor skal til rekreation om to uger, jeg har ikke betalt haveafgiften…
Så er man da en død sild. Døde sild husker aldrig ting der sidder dårligt nok en silds hjerne i dem!
Hjulene trommede, og jeg tænkte: Et barn, det mangler vi. Alle stærke ægtepar får børn. Spørgsmålet er bare: er det årsagen til styrken eller konsekvensen? Og hvad hjælper det, når vi ikke engang kan blive enige …
Nu var jeg helt kvæstet. Man fik lyst til cigaret, men det havde jeg lagt på hylden for to måneder, en uge og to dage siden. Nanna tåler ikke røg. Hun har svage lunger.
Så ringede mobilen igen. Nanna, stod der. Et billede, hvor hun griner ned i et buket margueritter.
Jeg skubbede fornærmet smartphonen væk, så det næsten røg på gulvet.
Irritationen boblede måske skulle vi aldrig have giftet os?
Men hun blev ved med at ringe. Til sidst tog jeg den.
Hallo! Jeg er i toget forbindelsen er ringe!
Jens… Undskyld, jeg forstyrrer… Jeg… Hun mumler altid, når hun skal sige undskyld.
Ja, jeg lytter! Sige, hvad du vil! Jeg lyder kold og cool. Kæmpe macho.
Jens… altså… Det er stadig ikke helt sikkert, men… vi skal måske være forældre…
Jeg åbnede munden kun en uklar brummen kom ud. Nanna fortsatte:
Vent nu … jeg var urimelig, sagde alt for meget dumt. Det passer ikke, du er den bedste. Og jeg siger det ikke kun fordi jeg ikke vil være alene med et barn. Det er der jo knapt endnu, men… Hvis du vil skilles, protesterer jeg ikke. Jeg blev bare bange… det er nok hormoner, ikke? Og jeg kyssede dig ikke engang farvel eller lavede madpakke. Har du spist? Lov mig, du ikke køber pølser på stationen, Jens! Spis nu ordentligt! Hallo? Halloooo?
Hun blev ved, og jeg sad bare og smilede fjollet til mit eget spejlbillede i vinduet. Var det her bare endnu et forkert valg i livet, eller et bånd, der nu bandt os tættere?
Nu skulle vi pludselig ikke længere overveje et barn var undervejs.
Nanna … fremstammede jeg. Pludselig havde jeg så meget lyst til, hun var der i kupéen, tæt nok til at ånde mig i nakken, så det kildede og straks sendte kuldegysninger ned ad ryggen … Kærlighed er kemi men magisk. Den blusser op, gløder varmt, slukker indimellem, men lever op, hvis nogen puster til den. Nogen holder liv i den, giver varme en fælles opgave. Jeg håber, vi to magter det. Vi er jo sammen. Jeg har aldrig gået på sofaen efter skænderi; om natten putter Nanna sig altid ind til mig. Det bliver varmt, hendes arm føles lidt tung på min side, men jeg kan ikke falde i søvn uden.
Jens! Forbindelsen er dårlig, kan ikke høre dig! råbte hun endelig.
Det skal nok gå, hører du? Jeg ordner sagerne hurtigt og kommer hjem. Pas nu på dig selv, ingen gåture uden hue og drik ikke for meget kaffe! svarede jeg strengt, kiggede rundt, om Morten var kommet tilbage, og hviskede så:
Jeg elsker dig.
Og nærmest med det samme røg døren op, og Morten væltede ind med en hob indkøbsposer.
Her, har taget lidt mad til dig. Ikke blive fornærmet, Jens! Han pakkede ud: kartoffelsalat, sild, et groft rugbrød, grønne bunker af dild og persille, små bakker med ovnbagte kartofler og grillkylling klassisk dansk. Du gad ikke i sauna, så må du æres på anden vis!
Æres? jeg blev nærmest forvirret. Hvorfor? Du skylder mig jo intet! Og syng du bare løs, det generer mig ikke!
Sagen er, at jeg faktisk er direktør på fabrikken, den du vil lukke, Mikkelsen hedder jeg rigtigt. Og jeg synger ikke særlig godt, min kone har sagt det tusind gange. Jeg gør det, når jeg er nervøs. Jeg ville bare se, hvem du var. Morten satte sig overfor, træt.
Og hvad synes du så om mig?
Du? Helt almindelig. Funktionær. Måske har du ret, måske er det på tide at give slip skabe nyt, bryde mønstre. Tag nu og spis, det bliver koldt! Og tro ikke, det er bestikkelse, jeg havde bare lyst til at være flink. Han blev smågenert og foldede servietten i lommen.
Jeg ved det. Skal vi synge lidt? Noget Kim Larsen? Eller lidt Sebastian? Hvad siger du?
Er der sket noget godt? spurgte han lavt, næsten håbefuldt.
Ja, måske. Faktisk, ja smilede jeg og kiggede på telefonen, som om Nanna sad inde bag skærmen.
Jeg under dig det. Erfaring siger mig, at togrejser kan løse mange knuder, hvis man bare sidder stille længe nok. Og
Men jeg afbrød, smed papirerne ud på sengen.
Du er jo direktøren så lad os se på det sammen. Her er din fabrik, her værkstederne, kontorer, lager, rampe jeg pointerede med blyanten.
Ja… ja… Morten skubbede kartoflerne til side og kiggede med. Der duftede mildt af hans gamle cologne.
Lad os finde ud af, hvordan vi kan omstille og bevare. Giver vi fabrikken en chance? Jeg blev næsten ivrig. Nye folk, markedsføring, eksport hvad siger du?
Tanker fløj som blæst gennem marsken, og jeg blev smittet af min egen entusiasme. Vi fyldte hele natten med skitser, idéer, snakke, grin og klap på lår.
Og så sang vi faktisk!
Togføreren smuttede endda forbi, troede vi drak, men satte sig i stedet, og sang forsigtigt med på “Skibet skal sejle i nat…”.
Åh Gud det blev min bedste togtur: lun, dildduftende, ovnbagte kartofler og beruset af Nannas sms: “Elsker dig!” og Mortens begejstrede “Sådan!”. Han gik allerede i tankerne rundt på nye værksteder, polerede rækværk, pakkede festlys til hele verden …
Hvor var det dog godt, og vi drak ikke en dråbe! Vi faldt omkuld ved tremindstiden. Jeg vågnede alene.
Morten Mikkelsen stod af før tid, som lovet. Nåede ikke engang at sige tak for hvad? Bare fordi.
Vi sås igen på fabrikken, lagde planer…
Der fik jeg en fin stearinlysfigur en pige med paraply den pynter stadig hjemme. Nanna var vild med den; gæster spørger, hvor vi har købt den.
Vi lagde tonsvis af planer, men…
Men intet gik, som vi ville. Mine udkast røg i skraldespanden, fabrikken blev til sidst lukket, men står stadig, halvt forladt, ruderne slået ind, vokset til i ukrudt. Nu er der bare skrotplads og flaskepant. Sådan går det.
Morten M ikkelsen, dog uden at tabe modet, fik flyttet arbejdsfolkene til nabobyen, hvor det lod sig gøre. Nanna og jeg besøger stadig ham og hans kone, Grethe. Vi fik os endelig en tur i den famøse sauna, så maleren spilde himmelfarver ved solnedgang. Hver gang vi kommer, bliver der sunget, men kun lavt for vores lille datter, Lene, sover nemlig særdeles let…
Hvor er det heldigt, at markerne, de fjerne alléer, storkereden på taget og kunstnerens aftenhimmel forbliver. Jeg håber Lene ser alt det. Ingen kan tage dét, bygge om eller rive det ned. Det er stærkere end os.
Jeg ville gerne have reddet lysfabrikken. Troede en nat, at jeg kunne flytte bjerge, selvom jeg steg på toget med helt andre forventninger. Utroligt, hvor meget glæde kan ændre ens syn og styrke det bedste i én.
Men vi prøvede da! Og vi har minderne: små protester, facebookopslag, lyssalg og da festen brød løs, skinnede samovaren, der blev drukket te, spist tærter og danset kædedans. Sådan skal det være!
Og stadig jeg kører med tog, lidt mere gråhåret nu, landskabet glider forbi, aftenstjernerne drysser, så man har noget at kigge på, selv når mørket falder. For himlen udenfor er ikke sort. Den er mørkeblå velour, strøet med stjerner. Og det, det varer evigt. Det er godt.
