Hvem ved, hvor livets flod vil føre én hen
Det var for længe siden nu, men hele den sidste måned gik Egon rundt som i sine egne tanker, tavs og indadvendt overfor sin kone, Helle. Hun så på ham og spekulerede:
Han er nok syg, helt sikker på det. Snart fylder han femogfyrre år, og vi har jo planlagt at fejre hans fødselsdag på café sammen med familien. Jeg må få ham taget i hånden og slæbt med til lægen, jeg kender en god derinde. Han skal have taget nogle prøver og alt det der…
Helle betroede sig til sin nære veninde Bente om sine bekymringer, og Bente svarede uventet:
Da min Per blev forelsket i en anden, var han også sådan helt ved siden af sig selv.
Åh, hold nu op, Bente. Du kan da ikke sammenligne din Per med min Egon, skød Helle tilbage.
Og hvorfor skulle din Egon være bedre end Per?
Jamen, det er han jo netop ikke. Per er jo en charmør, altid klar med en vittighed. Mens min Egon… han kan dårligt sætte to sammenhængende sætninger sammen. Jeg friede endda selv til ham dengang vi var unge. Og var jeg ikke selv flyttet ind hos ham, havde han nok været ugift endnu.
Sidste år fangede Bente sin Per sammen med en anden kvinde. Helle forsøgte at trøste:
Smid ham nu ud, tag dig lidt af dig selv, stop gråden og jage den forræder på porten.
Bente kastede sig ud i det vilde. Smed Per ud, gik i byen, flirtede til højre og venstre, klippede håret kort og forklarede alle: Jeg har bare ændret stil. Helle så på veninden med forfærdelse. Det var nu ikke dét, hun mente, da hun foreslog, at Bente skulle tage sig lidt af sig selv. Hellere et kursus, lære at danse, fordybe sig i noget nyt, sport og den slags.
Men Bente tog Per tilbage. Men Helle forstod det ikke.
Jeg ville aldrig tilgive min Egon, tænkte hun.
Helle og Egon havde været gift meget længe, det var nu næsten seksogtyve år. De kendte hinanden ud og ind, havde delt så meget og opdraget to drenge, der nu i dag var voksne mænd. Nu ventede dem snart en rolig alderdom ikke at de lige følte sig gamle. Helle havde da planlagt at fejre Egons fødselsdag med både familie og venner; hun havde allerede spurgt rundt om de kunne.
De havde mødt hinanden lige før endt studietid. Egon og Helle læste på hver deres fakultet, men boede i samme by, København. På fjerde år tog de begge på vandretur med deres studiekammerater. Om aftenen ved bålet var det Helle, der først fik øje på stille og rolige Egon i begyndelsen var hun genert, men de fandt hurtigt sammen. Hun tog sig nærmest af ham, og syede endda hans skjorte, da han havde revet den på en gren.
Egon bar hendes tunge rygsæk, og sådan startede deres venskab, der voksede til kærlighed. Hun tog styringen, var den første til at sige ordene, og derpå sagde han sagte:
Helle, jeg tror også jeg er blevet forelsket i dig.
Så er der da ikke andet for, vi må bo sammen. Jeg flytter ind hos dig, og så kan vi melde os til vielse, han havde intet imod det.
Sådan gik det til, at hun flyttede sine ting ind hos Egon, som boede sammen med sin gamle farmor Kirsten. Mest af alle glædede Egons far sig, da Helle kom. Egons mor havde aldrig kunnet med svigermor ville ikke tage del i omsorgen så gode, bløde Egon var flyttet ind for at tage sig af den gamle. Nu var det Helle, der tog sig af farmor.
Egon, din Helle er en perle, så flittig og ordentlig, sagde Kirsten ofte. Sådan en kone har du brug for, dreng. Når I bliver gift, skriver jeg lejligheden over på jer. Du skal passe godt på Helle.
Brydningstiden gik hurtigt. Farmor døde få år efter. Drengene, Peter og Rasmus, kom herefter til verden med kort mellemrum. Og nu var den ældste allerede treogtyve, den yngste enogtyve. Deres liv havde været jævnt og godt de tog på ferie i hele landet og også længere væk, børnene altid med. Men på det seneste var Egon blevet en anden og for nyligt sagde han:
Vi har levet et helt liv, Helle. Og egentlig, har vi så set alt det gode, andre taler om? Men Helle protesterede:
Hvad siger du dog, Egon? Vi har aldrig siddet hjemme en sommer, vi har været ved Vesterhavet, i Skagen, nede i Tyskland, sågar et par gange i Tyrkiet. Børnene klarede vi godt, snart kommer børnebørnene.
Det var ikke det, jeg mente, svarede han kort, og så på hende på en mærkelig måde, som hun ikke skænkede mere tanke.
Hun havde travlt med sine egne planer.
Egon, hvad mener du skal vi invitere Jens og Signe fra Aarhus til din fødselsdag? Gamle venner, du ved.
Hvilken fødselsdag, spurgte Egon forundret.
Ja, din. Du bliver jo snart femogfyrre. Vi fejrer på café.
Nå. Det anede jeg ikke, at du havde besluttet, igen så han på hende på den dér mærkelige måde.
Nu sad Helle, det var mange timer siden, alene på sofaen og stirrede ned i tæppet der var ikke flere tårer tilbage.
Jeg havde aldrig tænkt, det skulle ske for mig, sank hun sammen.
Egon var kommet tidligt hjem fra arbejde den dag. Han plejede det ellers ikke, fandt altid noget at lave sent. Hun var ikke forberedt.
Hej, sagde han bare og satte sig i køkkenet uden engang at tage læderjakken af.
Hej, Egon. Skal du ikke tage jakken af, vaske hænder og sådan? Maden er klar snart, sagde hun med sin vante stemme.
Men han sad bare stille, hovedet bøjet.
Helle, jeg går fra dig. Undskyld.
Hvad mener du, du går? Skal du ud? Kom nu, tag nu jakken af. Du har ikke været dig selv. Jeg har faktisk overvejet lægen…
Egon løftede hovedet og så hende lige i øjnene.
Jeg er rask. Det handler ikke om læger. Forstår du ikke jeg er blevet forelsket. I over to år har jeg set en kollega fra mit arbejde nu.
Så du har fundet dig en ung pige, Helle spurgte pludselig skarpt.
Nej. Hun er ikke yngre. Bare en anden slags. Ikke nogen skønhed, men en rigtig kvinde…
Og hvad er jeg så, Egon? undrede Helle sig.
Du? han rystede på hovedet, du… du er min chef, jeg er din hund i snor. Jeg kan ikke tage et eneste skridt uden dig. Du bestemmer alt, uden at spørge hvad jeg vil. Hele mit liv er styret af dig; hvilke skjorter jeg skal gå med, hvor vi skal holde ferie, hvad vi skal spise, hvordan vi fejrer fødselsdage. Du lader mig ikke engang tage på fodboldkamp, fordi du mener, det er spild af tid. Men jeg elsker fodbold.
Egon, jeg prøver bare at gøre det bedst for dig, jeg gør det for os, sagde Helle. Han brød hende af.
Jeg afleverer hver eneste krone jeg tjener til dig, du styrer det hele. Du giver mig kun nok til smøger og kaffe. Helle, har du nogen sinde tænkt på, hvor ydmygende det er for en mand? Jeg kan ikke engang tage i baren med kollegerne, blot få en øl fredag efter fyraften, for jeg har ikke penge på lommen, han sagde det roligt, næsten stille.
Helle satte sig ned foran ham.
Men Egon, sådan har vi jo altid haft det. Hvorfor denne pludselige modstand? Okay, hvis du vil, tager vi penge ud til dine fredagsture, tager på fodbold sammen, du vælger tøj vi gør det som du vil.
Egon så på hende, næsten sørgmodigt.
Du har slet ikke fattet det, Helle! hans stemme løftede sig, til hendes store overraskelse. Jeg vil leve frit, bestemme selv, spise hvad jeg kan lide, ikke kun hvad du kan. Jeg er aldrig noget sted uden dig, aldrig alene, jeg har ikke mit eget sted, ikke et frirum. Du styrer mine tanker og valg. Engang må det stoppe. Helle, jeg føler mig umyndiggjort. Du har været min vogter så længe.
om hun forstår at lade sig værne om
Gud, Egon, er hun da ikke sådan? spurgte Helle bedrøvet.
Nej, hun er ikke. Hun er en rigtig kvinde, og Helle så, hvordan hans øjne lyste, hun accepterer mig, lader mig være mand, forstår du?
Helle havde aldrig set ham sådan før. Han var som kold, men tændt. Hun forstod Egon var virkelig forelsket, igen som i deres ungdom.
Det bør jo ikke være sådan… sagde hun til sig selv, ikke i vores alder, det er jo pinligt, hvad tillader han sig? Gud men højt sagde hun: Egon, for et tilfældigt eventyr ødelægger du nu familien? Hvad vil folk sige? Kom til fornuft, Egon. Alle tror, vi har et perfekt liv.
Hvilke folk, Helle? Hvilket perfekt liv?
Pludselig forstod Helle, at Egon havde gjort oprør. Hun kunne ikke gøre noget. Hun brød ud i gråd hun, som ellers aldrig græd.
Græder du, Helle? spurgte han stille.
Hun klyngede sig til ham. Egon fjernede forsigtigt hendes arme, gik ind i soveværelset, pakkede et par ting sammen og gik ud af døren med sin kuffert. Der sad Helle tilbage i stilhed.
Havde jeg nogensinde troet, at skæbnen sådan skulle tage en krumning, og jeg ville gå fra ægteviet, tryg kone til ensom kvinde med alderdommen foran mig? Vil jeg virkelig ende alene…?
Helle ringede til Bente, som kom hurtigt og forsøgte at trøste.
Helle, vi er jo ikke gamle endnu. Kom nu, op på hesten. Kan du huske da du sagde jeg skulle tage på kursus? Det gjorde jeg aldrig brug af, Per kom jo tilbage. Sådan kan din Egon også gøre måske længes han hjem igen, men indeni troede Bente ikke rigtig på det. Egon var ikke som Per.
Nej, Bente, Egon er væk for altid. Du skulle have hørt alt det han sagde. Jeg kender ham, han vender ikke tilbage.
Da veninden igen gik, sad Helle længe og stirrede tomt ud i mørket, vidste ikke hvad hun nu skulle tage sig til, hvem hun skulle passe på, hvem hun skulle kommandere rundt med. Hun måtte lære at være alene. Men måske venter livet stadig hende noget. Hvem ved, hvor livets flod vil føre én hen. Måske lægger hun til ved en helt ny bred…
