Maren Sørensen stod ved døren på børnehaveafdelingen, mens de sidste børn blev hentet af deres forældre. Kun én dreng blev tilbage lille Emil. Han sad stille i et hjørne og legede med en lille bil, mens Maren kastede et utilfreds blik på uret på væggen.
Emil sukkede tungt, så ud af det mørke vindueshullet og så så på den tunge trædør.
Maren, jeg så en stor hund ved hegnet i løbet af dagen sagde han med en stemme, der knap nok nåede frem over baggrundsstøjen. Den er sikkert stadig der. Mor er bange for at gå ud. Måske kan vi gå ud og jage den væk?
Der er ingen hund, Emil. Du opfinder bare ting. Jeg ringer til din mor igen.
Maren greb sin mobil og tastede morens nummer en gang til. Ingen svarede. Hun så bekymret på uret igen.
Noget må være galt, tænkte hun. Sådan har det aldrig været. Emil har ingen far, og hans mor er altid så ansvarlig. Hvis hun blev forsinket, ville hun have ringet og sagt til.
Emil, lad os gøre os klar. Vi skal hjem til mig.
Mor? spurgte han panisk. Hun kommer, men vi er her?
Vi lader hende en besked, sagde Maren hurtigt. Hun vil læse den og komme. Jeg giver hende adressen og mit telefonnummer. Det er sent, så lad os gå. Jeg har en sulten kat, som venter.
Har du en kat? En rigtig, levende kat? lyttede Emil op. Må jeg lege med den?
Ja, lad os gå.
Emils øjne lyste op, da han trådte ind i Marens lejlighed. Den var varm, hyggelig, og duften af nybagte wienerbrød fyldte rummet. En stor, dovn, orange korthårskat lå på sofaen og lod sig pjuske, mens den tålmodigt accepterede drengens små narrestreger. Efter en kop te faldt Emil i søvn.
Maren løftede forsigtigt drengen op på sengen og gik med telefonen ud i køkkenet. Efter lange samtaler med politiet og ulykkesrapporten fandt hun ud af, at en ung kvinde med alvorlige skader var blevet indlagt på Rigshospitalet efter en trafikulykke. Kvinden lå bevidstløs.
Når hun vågner, så fortæl hende venligst, at alt er i orden med drengen. Han bliver hos mig, så hun kan slappe af. Vi vil besøge hende.
Maren vendte tilbage til værelset. Emil sad på sengen, ansigtet dækket af tårer.
Hvor er min mor? snøftede han. Jeg vil hjem, til mor. Jeg vil ikke være her. Hjemme græder mor, og min seng græder også. Legetøjet venter på mig. Lad os gå hjem. Jeg vil til mor.
Åh, min skat sagde Maren beroligende. Din mor er på arbejde. Tag det roligt, du er tryg her. Jeg elsker dig, og katten elsker dig også.
Hun venter på mig, fortsatte han i tårer. Jeg kan ikke være uden mor. Er hun flyvet væk til himlen?
Nej, Emil, hun er ikke fløjet væk. Hvorfor spørger du?
Far fløj til himlen, svarede han stille. Og bedstemor også. De ser ned på mig fra himlen, når jeg opfører mig godt. Hvad hvis mor også flyver derop?
Maren holdt ham i en blid omfavnelse, hans næse pressede sig mod hendes skulder.
Du skal ikke bekymre dig, din mor er stærk. Alt vil blive godt. I morgen står vi tidligt op og besøger hende på sygehuset. Hun er syg, men hun kommer sig.
Har hun ondt i halsen? spurgte Emil pludselig.
Ja, både halsen og lidt i armen. Men hun kommer sig, og du kan tage med hjem igen.
Hun har brug for varm mælk med honning. Kan vi bringe det?
Selvfølgelig, læg dig ned, luk øjnene, så fortæller jeg dig en godnathistorie.
Maren, hvorfor bor du alene? spurgte Emil uventet.
Maren tøvede, så tårerne løb ned ad kinderne.
Jeg havde en lille dreng og en mand. De tog ud på sommerhuset, jeg blev hjemme og ville gøre rent. En ulykke skete, og nu lever jeg kun med katten. Jeg er ked af, at jeg ikke var der for dem. Sådan kunne vi have været alle sammen.
De fløj til himlen?
Ja, de fløj, sukkede hun.
Maren, du må ikke græde, sagde Emil med en blanding af uskyld og visdom. De ser på dig deroppe. Når du er glad, er de glade; når du græder, græder de også. Det sagde min mor til mig. Lad os ikke gøre dem triste. Lad os holde hinanden i hånden.
Maren tørrede sine tårer, krammede Emil og kyssede hans pande.
Lad os sove, i morgen skal vi tidligt op. Jeg vil bede dig om at bo hos mig, mens din mor er på sygehuset. Så kan både du og katten holde hinanden med selskab. Er du enig?
Enig, nikkede Emil. Jeg kan hjælpe med opvasken. Må jeg kalde dig bedstemor? Ikke i børnehaven, kun her.
Ja, du må kalde mig bedstemor, Emil. Sov nu.
Maren sad længe ved vinduet og tørrede de sidste dråber af sine øjne, mens Emil sov fredeligt i sin egen lille seng.
Årene gik.
En tidlig morgen vågnede Emil med et rykk på. Han sprang ud af sengen, strakte sig, og lugten af friskbagte wienerbrød strømmede fra køkkenet.
Bedste, hvorfor står du op så tidligt? spurgte han og gav Maren et kære slap på kinden.
Jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte, at du og din mor snart vågner, så jeg lavede wienerbrød. Det er en glæde for mig, og for jer. Kom, jeg hælder dig mælk. Når tiden kommer, vil jeg hvile i himlen.
Lydia Madsen
(Note: Historien foregår i København, og alle beløb er i danske kroner.)Da Emil løb ned i køkkenet, stod Maren ved bordet med en dampende skål. Hun rakte ham et lille glas mælk, smagt til honning, mens den orange katten spandt og lagde sig rundt om benene på den lille stol. På væggen hang et nyt fotografi et sorthvidt billede af en ung kvinde i arbejdstøj, med et smil så blødt, at selv solens stråler syntes at blegne i hans nærvær.
Emil kiggede på billedet, og hans øjne fyldtes med en ro, han ikke havde kendt siden den første nat. Pludselig bankede der på døren. En ung kvinde i en blå sygeplejeuniform stod i dørspalten, hendes hud var bleg, men hendes øjne glimtede af genkendelse.
Mor? hviskede Emil, og hans stemme rystede som et lille blad i vinden.
Kvinden gik ind, satte sig på stolen ved Sofasættet, og trak sin blødeste hånd frem. Hun lagde den forsigtigt på Emils hoved og sagde:
Jeg er så glad for at se jer begge. Jeg har været så svag, men nu er jeg stærkere. Jeg har tænkt på jer hver dag, som om jeg stod på en sky og så ned på jeres lille verden.
Maren stod stille, hendes hjerte slog som en tromme i et tyst kor. Hun så på den kvinde, der en gang havde været hendes egen datter, og på den lille dreng, der havde fundet trøst i hendes arme.
Jeg vil takke dig, for at du har holdt mig, mens jeg var væk, sagde hun med en stemme, der knapt kunne høres over kattens stille spinden.
Så løftede hun forsigtigt Emil op, som om han var et skrøbeligt glas, og lænede ham ind til sin mor. Deres øjne mødtes, og en usynlig strøm af kærlighed strømmede mellem dem, så stærk at selv de blå himmelstriber udenfor vinduet syntes at bøje sig i anerkendelse.
I de efterfølgende dage fyldte de køkkenet med duften af wienerbrød og varm mælk, mens den orange katten lå som en lille sol på den røde måtte. De begyndte at gå ture i den lille park ved vandet, hvor en lille, gråhound lå og ventede på dem ved hegnet den hund, Emil havde fortalt om den så mange år siden. Hunden, som viste sig at være en venlig, forsigtig ven, fulgte dem hjem og lagde sit hoved i Emils skød hver aften, som om den også ville passe på drengen.
Måneder gik, og morens stemme blev stærkere for hver dag. Hun vendte tilbage til sit arbejde, men nåede altid hjem til den varme lejlighed, hvor hun blev budt velkommen af en lille dreng, en bedstemor og en kat, der nu havde fået en ny ven. De spiste sammen, sang sammen, og i de stille stunder så de ud på himlen, hvor de forestillede sig deres forfædre, som blidt vinkede ned fra de bløde skyer.
En aften, mens solen gik ned over Københavns skyline, satte de sig på balkonen med en kop te. Emil lagde sit hoved på Marens skuldre, og hun strøg ham over håret med den samme ro, som hun havde haft den første nat.
Vi har alle haft vores flyvning, men vi er altid kommet hjem igen, sagde hun blidt.
Emil smilede, og hans øjne glimtede som stjerner.
Så lad os holde hinanden fast, så længe vi kan, for så er vi aldrig alene, selv når himlen kalder på os, svarede han.
Katten strakte sig ud, og den gråhound lagde sit hoved på Emils knæ. I den stille nat, hvor lyset fra gadelamperne kastede lange skygger, føltes deres lille familie som en lille stjerne, der skinnede klarere end alle andre.
Og så, som en sidste gestus, gik de alle ind igen, lukkede døren og lyste op i den lille lejlighed med den varme glød af wienerbrød, honningmælk og en kærlighed, der var stærkere end nogen tid eller afstand.
Historien sluttede ikke med en afsked, men med en begyndelse en livslang dans mellem himmel og jord, mellem savn og håb, mellem tab og genforening. Deres hjerter slog i takt, og i den tyste nat var der kun én stemme, der sang:
Vi er hjemme, vi er sammen, og vi er evige.
