Krøllen
Allerede da han satte sig tungt i det røde, fløjlsbløde, lidt slidte sæde ved siden af mig, døbte han mig Krøllen. Det var ligesom aftalt på forhånd, selvom jeg, Ellen, selvfølgelig ikke havde givet samtykke.
Manden, som senere skulle præsentere sig som Mikkel, lod blikket glide rundt i salen et øjeblik, før han vendte sig mod mig.
Nå, Krøllen, keder du dig også? sagde han med et smørret smil, mens han prøvede at slynge benet over det andet. Det var dog umuligt i de snævre rækker i Koncerthuset i København. Hans spidse sko stødte ind i sædet foran, og han måtte opgive, hvorefter han så afmålt på mig.
Jeg lod, som om jeg ikke havde hørt ham, og så stift mod scenen, hvor kaffepletter på den gamle talerpult havde langt mere opmærksomhed end dem, der pilede forbi og skulle sætte lyd og mikrofoner op. Luften var tæt, og jeg følte mig indespærret. Sådan var det altid med de store konferencer, og jeg hadede den uundgåelige fornemmelse af klaustrofobi, der opstod, når man sad skulder ved skulder med fremmede uden flugtmulighed.
Ja, det er sgu op ad bakke, det her sukkede Mikkel og kløede sig på hagen. Vi kommer ikke til at høre noget nyt, Krøllen, tro mig! Jeg har set alle oplæg arbejdet kræver det. Altså, det er komplet intetsigende, hele svineriet.
Mit blik gled hen over ham. Han så pæn ud: habit, slips, blankpudsede sko. Alligevel var der noget uregerligt over ham, som om folk havde klippet ham ud af en skolegård og stoppet ham ned i voksent jakkesæt. Flabet, drillende han var typen, der altid satte barnlige narrestreger over voksenverdens alvor. Hans hår strittede i to vildsomme hvirvler, bløde og krøllede.
Mikkel han rakte sin store næve frem, før jeg nåede at stoppe ham. Skal vi ikke smutte og få noget frokost? Du er da alt for spinkel, synes du ikke? Kom, kom vi kutter det her. Du skal have noget at spise!
Lysene begyndte netop at dæmpes, lederne var på vej ind på scenen til applaus. Men Mikkel tyede ikke tilbage; han trak stædigt sin Krølle ud gennem salen, undskyldte til folk, han trådte på tæerne, stak slipset tilbage under jakken der nægtede at samarbejde og blev stækkende ud som en barnlig tunge midt i alvoren.
Slap nu af! Slip mig! Hører du ikke?! Jeg forsøgte at trække hånden til mig, men han holdt stadig fast. Jeg måtte humpe i hælene på ham ud i foyeren.
Idet vi smuttede ud, nåede bifaldet sit klimaks, og Mikkel smilede tilfreds. Jeg protesterede: Slip mig, jeg skal tage noter det er mit job! sagde jeg bestemt og holdt min notesblok tæt ind til kroppen. Boldpennen gled ud, og jeg bøjede mig for at tage den, men han samlede den hurtigt op før mig.
Drop nu det pjat, Krøllen. Jeg sender dig alle oplæggene; du kan læse dem i din fritid. Mad først du er helt bleg! Og pulsen er høj, kan jeg høre. Se bare! han tog blidt om mit håndled, tskede med tungen. Frisk luft, mad og ingen konferencer!
Jeg havde det faktisk ikke for godt, hjertet hamrede, og svimmelheden begyndte at komme snigende.
Ingen havde før behandlet mig sådan. Eller taget sig af mig. Det var mig, der altid tog mig af andre: min mor, min mand, min datter. Det var almindeligt og ofte tungt. Inderst inde kunne jeg godt drømme om selv at blive nusset og grinet omkuld, men sådan blev det bare. Pligter altid først.
Men Mikkel… Han gav mulighed for at være lidt let, lidt fjollet.
Før jeg vidste af det, sad jeg overfor ham på et diskret spisested overfor Koncerthuset. Tjeneren kom straks med to glas nypresset juice solgul og brændt orange, smagen af varme, citrus og eventyr.
Drik. Og lidt vand, også… Så, hvad skal vi bestille? spurgte han.
Jeg kunne mærke, at han virkelig kunne lide mig. Ja, på sin egen skæve måde. Og det undrede mig. Jeg var jo trods alt blevet træt med årene og det kunne ses. Snart halvtreds, familie, hverdagsliv uden romantik. Hvem gider udstråle andet end daglig rutine?
Men Mikkel han kunne lide det. Mit slid, min træthed. Han lod endda blikket glide kærligt over min lidt magre figur som om den var noget sjældent.
Jeg behøver ikke noget mad. Jeg trækker bare vejret lidt og smutter ind igen. Det går bedre nu! sagde jeg.
Helt i orden men først sea bass med grønt, salat… og hvad vil du have at drikke, Krøllen?
Mikkel så op fra menukortet flot, lidt vild, duftede af cologne og cigaret, kiggede direkte på mig.
Jeg blev rød, surmulede. Var jeg blevet sindssyg? En fremmed har slæbt mig med, kalder mig Krøllen, rører ved mit pandehår… og jeg jeg får lyst til bare at synke hen og glemme alt ansvar.
Hvor han rørte mig, glødede det, og i ryggen løb rislen ned.
Vi drak hvidvin, han fortalte om ungdomsår, hvor han arbejdede på byggepladser i Nordjylland, indtil han åbnede sit eget lille firma sammen med sin ven, Ib. Intet vildt, sagde han, bare bygge sommerhuse, lave hold men folk vil sgu bo godt og lunt!
Spis for søren! Gud, da jeg så dig, tænkte jeg: Den pige skal have noget mad! Vil du have mere?
Jeg rystede på hovedet. Pigen svømmede ind i sig selv. Ikke kun af vinen, men af mad, af pludselig følelsen af at blive set, plejet.
Hjemme havde det aldrig været sådan. Jeg voksede op alene med mor, Signe. Hun arbejdede altid, så jeg klarede morgenmad selv; om aftenen kom hun sent. Jeg ventede. Varmede mad, vaskede op, mens hun tog bad. Nytårsaften kom hun først hjem ved elleve, mens naboer og hendes døddrukne veninder allerede havde sat sig. Allerede fra barn fik jeg rollen som den, der støttede og trøstede. Aldrig det svage barn.
Jeg blev gift tidligt. Lars var næsten ti år ældre, fornuftig, stabil, ikke kærlig nærmest administrerende. Han satte mig ind i sin livsstruktur passende, ordentlig og ikke meget mere.
Romantik og passion? Jo, det var der da. Men det dødes hen. Nu var kernefamilie det vigtige, ikke skænderier eller gamle tapeter, ikke trist udsigt til baggården. Lars lejlighed, køkken, altan, bibliotek alle misundte mig. Ikke alle kunne bo for sig selv, fri fra svigermor!
Hele mit liv blev jeg kaldt Ellen, bare Ellen eller Ellen Mortensen. Lars, mor, veninder de sagde altid Ellen.
Nu… Krøllen. Det lød så mærkeligt. Men han blev ved, spurgte endda, hvad jeg tænkte, hvad jeg længtes efter.
Lars var aldrig nysgerrig på den måde. Naturligvis diskuterede vi ferie og indkøb, men det var monologer, ikke samtaler. Han elskede frisk luft og åbnede altid alle vinduer, ligemeget om nogen frøs.
Mikkel bad straks om at sidde uden træk. Omsorgsfuldt…
Han spurgte lidt om mit liv. Ja, jeg er gift. Ja, har en datter, Mathilde, der læser sprog på universitetet snart på udveksling, for jeg fandt jo en dygtig underviser til hende.
Vi arbejdede” på at få hende, Lars og jeg. Ikke noget planlagt eller ønsket ingen bønner til Gud. Det skulle gøres. Men intet blev til noget, før pludselig. Lars holdt sig væk hele graviditeten. Når hun er født, skal jeg vise, hvordan det er at være far! Hvornår skal du til lægen? Jeg kører dig. Han hentede os, når Mathilde blev født; alt foregik korrekt. Han talte ikke med maven, som de gør i film. Han passede på, men på sin egen måde.
Veninden Majbritt spurgte altid: Er du træt? Små børn er ballade hjælper Lars?
Jeg trak på skuldrene. Måske. Men aldrig nok…
At være martyr gav en vis mild sympati jeg vidste, at folk havde ondt af mig.
Men Mikkel han var bare omsorgsfuld og insisterede tålmodigt på at servere delikatesser, til jeg igen følte mig fjollet. Kom nu, min krølle!”
Han fulgte mig hele vejen til Nørreport metro; jeg nægtede at blive fulgt længere.
Samme aften lå der konferenceresumeer i min indbakke.
“Til Krøllen fra Mikkel <3", stod der. Jeg klappede hurtigt laptoppen sammen, men Mathilde havde allerede skimtet det og rystede let på hovedet. Kiksede øgenavne! snerrede jeg og forsøgte at virke forarget og professionel. Hun hørte dog ikke efter og forsvandt ind i sin musik. Ellen, hun, Mathilde kom og spis! lød det fra entreen, og Lars kom ind, smed skjorten, trak i de velkendte shorts med grønne palmer, åbnede altandøren helt op. Han duftede af sved surt og gammel. Jeg gider ikke vaske mig i dag! Hold nu op, Ellen! Jeg lover, i morgen tager jeg bad. Er træt. Mad, nu. Vi spiste i tavshed. Jeg tænkte på Mikkel hans friskhed, pæne manerer... Han ringede dagen efter på arbejdet. Hej, Krøllen! Hvordan går det? Har du spist? spurgte han i telefonen, så jeg måtte vende mig, så kollegerne ikke skulle høre. Det lød, som om hans stemme kunne overdøve hele storrummet. Nej... Ikke endnu. Har travlt. Så kom ned jeg er i cafeen nedenunder. Træls sted, men vi skal jo spise! Jeg mumlede et påskud, bad mig fri, tog elevatoren ned. Kinderne brændte. Nogen måtte have regnet ud, at Ellen var på vej til date. Min elsker, kaldte jeg ham i tankerne. Det var spændende og grænseoverskridende. Denne gang havde han t-shirt og jeans på. Strittende, munter. Vi drak kaffe og jeg fortalte om min barndom, mens han lyttede, grinede, pludselig sagde: Du er smuk, Krøllen, ved du det? Lad os købe dig en kjole! Jeg har forbindelser i butikkerne. Senere kørte han mig i Pistolstræde, lod mig prøve kjoler, mens ekspedienterne nussede om mig. Hans blik! Sultent, intenst. Lars var ham ikke lig. Senere hviskede jeg oplevelsen til Majbritt, min nærmeste. Det var som i film! Jeg følte mig som en kvinde. Hvad så med Lars? Ingenting... Han må ikke vide det. Du holder også kjolen for mig, ikke? Majbritt trak på skuldrene. Ellen, du roder dig ud i noget. Lars er ikke perfekt, men han knokler, planlægger ferier, skaffer det, I har brug for. Hvem er Mikkel? Hvor er pengene fra? Aner det ikke... Men Lars jeg orker ham ikke mere! Du misunder mig bare, Majbritt! Hun svarede ikke. Det var, som om hun hellere ville misunde Lars end Mikkel. Jeg kom ofte senere hjem, lavede hurtigmad, spiste ikke, rodede tankemæssigt rundt i min kaffe. Mor, vil du ikke skære noget brød? råbte Mathilde, fik til sidst selv, konstaterede, brødet var væk. Jeg nikkede, gik ind for at drømme. Mikkel kyssede mig, grinede af min kejtethed, sparede ikke på kælenavne og gaver. Stuckede penge ind på MobilePay om natten. Gav mig sin opmærksomhed. Alt dette gjorde jeg hemmeligt skjult hos Majbritt. Når jeg kom hjem, sov Lars allerede. Han rullede over, lagde armen over mig. Jeg lod som ingenting. Havde det ikke været for ham, kunne jeg have været lykkelig, tænkte jeg. Vores møder fandt sted i Mikkels lejlighed ud til Sortedams Sø. Vinduerne gik til gulvet, ingen gardiner, alting rent og indbydende. Udsigten: Københavns lys. Jeg blev beruset af champagne og cologne og følte, alt var muligt fortryllende. Hjemme var dræbende, trykkende. Jeg opfandt påskud for at komme sent. Når jeg endelig kom hjem, kunne jeg sidde længe alene i køkkenet og stirre på mørket. Ellen! Hvor er du? Jeg har købt hvidkål vi skal snitte den, det har vi jo aftalt! lød Lars stemme i telefonen, mens jeg i svømmehallen blandt damp og blåligt lys så Mikkel svømme langs kanten. Kål? sagde jeg forvirret, pakkede mig ind i mit badehåndklæde. Gør det selv. Kommer sent hjem, er med Majbritt i svømmehallen, har fået at vide, ryggen skal styrkes. Vi fik abonnement. Kålordningen må vente til i morgen. Jeg afsluttede opkaldet, ringede straks til Majbritt og hviskede om svømmehallen, nervøst. Ellen, jeg har lige været forbi med kommen til jer. Lars satte vand over til te. Kommen til jeres kål, jo. svarede hun roligt. Jeg bed mig i læben, ledte efter Mikkel. Han stod nu på vipperen, klar til at springe, flok piger fniste. Han råbte: Så, krøller, klar? En, to, tre! Pigerne sendte nærgående blikke min vej, og pludselig følte jeg mig lille, almindelig, med lidt slapt mavehud og tykke lår. Og jeg plaskede som en kluntet frø. Et lidende udtryk gled over mit ansigt igen. Mikkels krøller var i gang med vandpolo, han grinede, da jeg forsvandt ud. Hjemme var mørket trykkende. Kun på køkkenet stod en skål røræg fremme. Sulten efter svømning, ikke? Skal du have pølse? Lars satte også en stor kop te frem. Jeg rystede på hovedet, undgik hans blik, stak i maden. Ved han noget? Hvad nu? Hvorfor så rolig? Ellen efter tavshed. Majbritt har været her, rodede rundt på dit domæne. Hun satte poser under bordet. Hun siger, de er dine. Det giver ingen mening, for hvad er dine? Jeg løftede dugen, kiggede på poserne. Præcis sagde Lars tilfreds. Giv mig også te nej, lad os tage cognac! Jeg fløj op, fandt flasken. Pludselig frøs jeg. Krølle hørte jeg Lars sige. Jeg stirrede forundret på ham Jeg sagde, der lå krummer på bordet. Mathilde smuldrer altid. Tør du ikke af? Så drak vi cognac i tavshed, hver i egne tanker. Senere rejste Lars sig og gik. Majbritt... Han er væk! Tog tøj, smed nøglerne, pakkede ingen mad. Hvordan kan en mand gøre sådan? Forlod bare os! Jeg græd i telefonen, så mit forpinte spejlbillede. Ellen, en anden kunne have tævet dig. Han gik. Af egen lejlighed. Du tør ikke sætte pris på det. Ja, du ville have noget flot og følsomt... men du har aldrig rost ham. Mænd er børn. Lidt ros, og de gør alt! Men nu er jeg ikke din støtte, godnat. Jeg lagde mobilen, græd. Mathilde fik afsluttet semesteret, tog i sommerhus med venner. Tilbage var jeg. Mikkel dukkede op en uge senere, ventede i vintermørket. Hej, Krølle! smilede han, rød i ansigtet. Savnet mig? Jeg havde ringet forgæves. Han dukkede op selv. Hvorfor? Jeg har hjulpet dig, ikke nu har jeg brug for hjælp, skat. Jeg har rod, og din mors lejlighed kan vi score op mod et par millioner på. Og denne også. Lad os snakke. Jeg rykkede armen til mig, men han holdt fast med stærke fingre. Jeg har givet dig mad, hygge nu skal jeg bruge din hjælp. Kom så. Jeg bad til, nogen ville se os, men gården var tom. Han pressede mig op mod døren. Jeg begyndte at græde, hånden gled mod fortovet så slap han, tabte balancen. Bag ham stod Lars rodet, uden hue, vred. Skrid! Forsvind! Ellers klapper det, forstået?! råbte han, gik mod ham. Jeg holdt ham tilbage. Mikkel begyndte at grine, men et par på hovedet gjorde det af. Forsvind! Du holder dig væk fra Ellen hørte du? Lars samlede sin tabte hue op og trak mig hjem. Hvad vi talte om natten, var kun månedens lys og vinden vidne til. To kopper udrørt te stod på bordet, gulvuret tikkede. Efterfølgende sænkede mørket sig, og vi blev i det sammen mand og kone, der af uforklarlige grunde besluttede at fortsætte. Ingen kaldte mig Krøllen igen. Og hvis, ville jeg gyse og vende mig bort. Mikkel dukkede aldrig op igen. Han havde ikke held med mig, min mand var for beslutsom. På et tidspunkt, hvor jeg fortalte en i bussen om den lejlighed, jeg havde arvet, hvor trist og ensom jeg var, indså han, at hjælpen måske kunne være hans billet ud af økonomiske problemer. Havde han spillet sine kort rigtigt, kunne jeg have givet ham alt jeg var jo blevet tæmmet med omsorg og varme. Men han gik for hurtigt til værks. Ibs påtrængende krav om gæld blev for meget. Så han pressede på, krævede, men det lykkedes ikke. Der findes flere triste, underelskede kvinder derude. Dem skal han nok finde og opmuntre og bagefter tage sin del. Indtil videre måtte han flytte ud af drømmelejligheden til fordel for nye eventyr. For mig? Jeg lærte, at det er let at blive forført af smiger og omsorg, man aldrig har smagt før. Men omsorg skal også vises den anden vej hvis man ikke vil ende ensom ved et nattens køkkenbord, med en kold kaffe og et forlist blik, mens København sover.
