Alex, hvorfor svarer du ikke? Er alt i orden? hører jeg den spændte kvindelige stemme, og jeg mister straks ordet. «Hvordan ved hun mit navn? En spøg, vel?»
Jeg kigger hurtigt rundt, leder efter folk med kameraer men ser ingen mistænkelige. De forbipasserende i gaden ignorerer mig.
Jeg går ud af indgangen til lejligheden og fortsætter roligt mod jobbet, lettet over, at jeg ikke behøver at skynde mig til busstoppestedet og smutte mig ind i en overfyldt bybus.
Det sidste år har jeg lært at vågne uden alarmklokke præcis kl.6morgen, så jeg kan for det første tage det roligt, og for det andet gå en kort gåtur og fylde mig med positive tanker.
Jeg har næsten holdt op med at bruge offentlig transport, fordi mit arbejde primært er stillesiddende og ståropogned. Således kan jeg kombinere nytten med fornøjelsen.
Når jeg passerer stoppestedet, hører jeg pludselig en simpel, næsten utydelig ringetone i baggrunden af byens larm.
Jeg vender mig om og ser ved stoppestedet en gammel knaptelefon. Den er så slidt, at den næsten er usynlig for andre.
I dag er det kun nogle få ældre, der stadig holder fast i sådanne gadgets, fordi de enten ikke vil lære de nye teknologier eller ikke har råd til en smartphone.
Jeg er ved at gå forbi, men stopper i sidste øjeblik, tager telefonen og holder den i hånden.
På den lille skærm står der med store bogstaver: **ELSKET BEDSTE MOR**. Jeg når ikke at svare, før teksten forsvinder og erstattes af et ikon for ubesvaret opkald.
Et par sekunder senere ringer bedste mor igen. Jeg trykker på den grønne knap og holder telefonen mod øret.
Alex, hvorfor svarer du ikke? Er alt i orden? hører jeg igen den samme ivrige stemme. «Hvorfor kender hun mit navn? Er det en prank?»
Jeg scanner hurtigt området for kameraer, men ser ingen.
Alex! Hvorfor tier du? Er der sket noget? spørger hun.
Hej, hvem er du? Hvor ringer du til? svarer jeg, mens jeg prøver at forklare, at jeg har fundet en telefon og vil finde ejeren. Hun lægger op og siger:
Jeg er **Elisabeth Hansen**, jeg ringede til min barnebarn, men kom til dig ved en fejl. Måske har jeg tastet forkert nummer? Undskyld.
Jeg tager en dyb indånding for at forklare, men hun lægger på.
Jeg nærmer mig den store bygning, hvor mit firma har kontoret, da telefonen ringer igen.
Jeg lytter.
Alex? Åh, igen, er du sikker på du har ramt den rigtige? høres den samme stemme.
Elisabeth Hansen, hej igen. Sluk ikke for telefonen. Jeg hedder også Alex, så jeg ved, at du ikke er min barnebarn. Jeg fandt telefonen ved busstoppestedet, så den er sikkert faldet fra din barnebarn.
Jeg har min barnebarns nummer gemt i telefonbogen, så jeg kan ikke have tastet forkert. Hvad skal jeg gøre nu? Hvordan kan jeg kontakte ham?
Jeg kan desværre ikke hjælpe dig herfra, men jeg kan aflevere telefonen til ham. Hvor er du?
Jeg kigger på uret og indser, at jeg ikke kan gøre det nu jeg har en vigtig rapport, der skal afleveres, og et møde senere i dag.
Øv, jeg er på min sommerhus i **Hillerød**. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem. Jeg har en kat, der har fået sig fast i en brønd. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre
I hvilken brønd?
Jo, du ved Jeg mener Undskyld, Alex. Jeg har en kat i brønden. Jeg ved ikke, hvordan den kom derned. Den kalder, kryber, men kan ikke komme op. Jeg kan kun selv gå ned i brønden, men så ved jeg ikke, hvordan
Har du prøvet at bede naboerne om hjælp? Hvorfor gå du selv ned?
Der er ingen naboer. Sommerhusperioden er slut, alle er taget afsted. Jeg kom lige for at hente en elektrisk kogeplade, jeg glemte, og så fandt jeg denne telefon. Hvor kommer den herfra? Lågen til brønden er også væk.
Jeg føler medlidenhed for den ensomme oldemor og den fortabte kat. Jeg vil hjælpe, men jeg kan ikke forlade arbejdet.
Elisabeth, kan du give mig adressen på sommerhuset, så jeg kan ringe efter redningsmandskab?
Jeg ser på den svindende skærm, prøver at trykke på knapper. Telefonen er næsten tom.
I det samme ankommer en firmabil til bygningen. Døren åbnes, og en omkring seksti år gammel mand med gråligt hår træder ud **Jens Sørensen**, direktøren.
Alex, hvad gør du ved indgangen? smiler han. Kom, lad os til arbejdet.
Jeg nikker og følger ham. Hans ansigt er tænksomt.
Hvad er der, Alex? Har du sovet dårligt eller er der noget galt? Mangler du tid til rapporten?
Nej, Jens, alt er i orden. Jeg har sovet godt, og rapporten er næsten færdig.
Godt. Du ved, at vi i dag skal diskutere udnævnelsen af ny afdelingsleder. Jeg tror, du har en rigtig chance.
Tror du det?
Selvfølgelig. Du er dygtig, ingen bemærkninger, disciplinen er i top. Men husk, der er mange, der vil ha stillingen **Kurt Mikkelsen** også. Så lad ikke rapporten løbe over.
Jeg følger Jens til mit skrivebord og tænder computeren, men tankerne kredser om den gamle dame og hendes kat.
Pludselig forestiller jeg mig, hvordan hun kunne prøve at kravle ned i brønden selv. Hvis der sker noget, ville jeg aldrig tilgive mig selv.
Hvad gør jeg så? tænker jeg, mens jeg rejser mig hurtigt fra stolen.
Jeg skyder ud af døren og støder på Kurt i gangen. Vi har arbejdet sammen i flere år, men der har aldrig været venskab mellem os. Kurt har altid været misundelig på mig, fordi ledelsen har set mig som en pålidelig medarbejder.
Hvor skal du hen så? spøger han hånligt, da han ser mig løbe.
Jeg har en hastesag, Kurt. Jeg må ud.
Ved du om Jens er informeret?
Jeg svarer ikke, for jeg skynder mig ud på gaden. Ingen taxa er i sigte.
Hvor skal jeg hen? tænker jeg. Jeg har ikke fået adressen.
Jeg ser på Jens’ bil og løber hen til chaufføren.
Hej, Jens! Hvor er sommerhusene omkring **Nordjylland**?
Hej, Alex. Jeg ved, hvor de er. Hvorfor spørger du?
Jeg skal aflevere en telefon til en gammel dame, som har en kat i en brønd. Kan du køre mig derned?
Det kan være svært, men jeg har et møde om en time. Vi får det til at gå.
Bilen rykker fra parkeringspladsen, og Kurt ser på gennem den store glasrude, smilende skævt. Han har noget at fortælle Jens.
Bilen stopper ved indgangen til sommerhusområdet. Jeg stiger ud og spørger:
Hvad nu? Hvor skal jeg hen?
Jeg ved det ikke, men vent her, så finder jeg den rigtige hytte.
Jeg går ned ad stien, banker på hver eneste dør og råber:
Elisabeth! så højt jeg kan.
En svag stemme svarer:
Jeg er her
Jeg løber et par hundrede meter og ser en ældre kvinde ved en lille port.
Ung mand, kaldte du på mig? spørger hun.
Jeg er Alex. Vi har talt i telefonen. Husker du mig?
Ja, jeg husker. Kom ind, så giver jeg dig telefonen.
Hun tager telefonen, takker hjerteligt og siger:
Vis mig hvor brønden er.
Vi går sammen mod en gammel brønd i skovbrynet. Hun peger:
Der, Alex, men den er ret dyb.
Jeg kigger ned: omkring fire meter. På bunden ligger en lille, skællet kat, som mjaver svagt.
Har I vand i brønden?
Nej, den gik tør for vand for to år siden. Vi har fået vandforsyning fra en brønd, men den her er tom.
Hvem har smidt den derned?
Jeg aner det ikke. En eller anden har kastet den der.
Jeg spørger, om der er en stige.
Der er ingen stige, Alex. Jeg har aldrig haft en.
Jeg tænker på en reb.
Har du et reb? Noget tykt, så det kan bære min vægt?
Måske i skuret. Jeg skal tjekke.
Jeg går i skuret, hammeren runger i fem minutter, og jeg kommer tilbage med et tyndt, men stærkt reb, cirka ti meter.
Det er tyndt, men det skal holde, siger jeg.
Bliver det farligt at gå ned? spørger hun.
Jeg holder mig fast, og du hjælper mig med at trække katten op, når jeg er ovenpå.
Hun knytter den ene ende af rebet til en træstol, kaster den anden ende ned i brønden. Jeg holder fast, begynder at klatre ned.
Katten bliver først bange, kradser mod væggen og spinder højlydt, men efter fem minutter roer den sig. Jeg smiler og klapper den på hovedet.
God dreng, siger jeg. Katten begynder at strække ryggen, som om den forbereder sig på noget.
Alex? råber Elisabeth. Du er i orden?
Jeg er ved at komme op. Men du, du er du er gravid?
Hvad? udbryder hun.
Jeg stopper et øjeblik.
Vent lidt Jeg ser, at katten er ved at føde.
Åh, min Gud kan du hente noget fra skuret? En papkasse?
Jeg løber derud, svarer hun og kommer tilbage med en lille kasse.
Jeg lægger katten forsigtigt i kassen, laver to huller i siderne, fører rebet gennem dem og beder Elisabeth trække kassen op.
Hvordan skal jeg gøre det? spørger hun.
Hold fast i enden af rebet, så løfter du kassen.
Hun trækker, men kassen hænger fast. Rebet begynder at glide.
Alex! skriger hun. Er du okay dernede?
Jeg er okay, men rebet har løsnet knuden.
Jeg får fat i den anden ende, og knuden er bare slidt op, ikke brudt.
Jeg kaster rebet igen, kan du fange det? spørger jeg.
Hun strækker armene, men når hun næsten rammer, glider den forbi.
Åh nej! råber hun.
Katten fælder sit første killling. Elisabeth griner gennem tårerne.
Du klarer det, Alex! hun udbryder. Et lille killling er allerede her!
Jeg klatrer op med katten i kassen, ser de tre nyfødte killinger krøllede sammen. Jeg hjælper Elisabeth med at bære dem op til skuret.
Det er så smukt, siger hun, tårerne flyder.
Jeg takker hende, og vi går sammen tilbage til bilen. Jeg lægger kassen med killingerne i passagersædet, mens vi venter på Jens.
Så, Alex, hvad sker der nu? spørger Jens, da han træder ind i bilen.
Jeg leverer telefonen, hjælper med katten, så har jeg en rapport, der skal afleveres, og du har en møde om en ny afdelingsleder, ikke?
Præcis. Men du har vist, at du kan tænke ud over dit eget bord. Det er noget, jeg sætter pris på.
Jeg nikker, mens jeg ser på killingerne, der nu spinder i deres lille kasse.
Tak, Alex, du har gjort en forskel i dag. siger Jens. Vi får travlt i morgen, men jeg ved, at du er klar.
Tilbage på kontoret står jeg ved skrivebordet, men mine tanker er stadig hos Elisabeth og den lille kat. Jeg ved, at jeg har gjort det rigtige, selvom jeg har udskudt rapporten et øjeblik.
Det var en mærkelig dag, men det var det værd, tænker jeg, mens jeg logger ind på computeren og begynder at skrive den sidste linje i rapporten.
