Signe sad i lænestolen og stirrede på en læbestift. Den var ikke hendes Hun brugte aldrig læbestift. Og slet ikke en så skrigende rød farve.
Engang, da hun fandt et langt, sort hår på bilens hovedstøtte, spurgte hun sin mand, hvis det var, da hun selv var brune med en pagefrisure.
“Åh tag det ikke så tungt. Kan du huske i går, da det øsregnede? Jeg kørte forbi en busstoppested og så en pige med et barn, en dreng på cirka tre år, så jeg tilbød dem et lift. Det viste sig, de boede blot en gade fra os.”
“Jeg forstår,” sukkede hun.
“Signe, er du jaloux? Hvad mistænker du mig for?”
“Nej, det er bare håret”
“Kom her.” Martin tog sin kone i favnen og strøg hende over skulderen. “Du ved, at jeg kun elsker dig. Jeg har ikke brug for nogen andre.”
Og nu var der læbestiften. Hun havde fundet den under bilgulvet, da hun gik gennem en selvbetjent bilvask. Hvad betød det? Måske havde Martin givet en kollega et lift? Men der var kun én kvinde på hans arbejde, rengøringsdamen Birthe, en 60-årig pensionist. Signe havde mødt hende en beskeden kvinde, der aldrig ville bruge sådan noget.
Ubehagelige tanker krøb ind i hendes sind. Hun og Martin havde været gift i syv år, og på det seneste havde han ofte arbejdet sent, med begrundelsen, at hans nye stilling gav ham flere ansvarsområder.
Hun gik hen til spejlet og betragtede sig selv kritisk. Hun var 30 år gammel, men havde endnu ikke en eneste rynke i ansigtet, bortset fra de fine smilehuller. Hendes pageklip klædte hende, og hun havde en slank figur. Mænd komplimenterede hende stadig, selvom hun efter ægteskabet ikke længere brugte tid på at lægge håret eller sætte eyeliner hver dag. Men måske elskede hendes mand hende ikke mere? Nej, hun måtte tjekke det.
Telefonen ringede på bordet.
“Hej, Martin, er du på vej hjem? Skal jeg varme aftensmaden op?”
“Nej, skat, jeg bliver sent i aften. Bare et par timer. Så snart jeg er færdig, kommer jeg hjem. Jeg elsker dig.”
Bipperne lød fra den anden ende
Signe ringede straks til sin veninde.
“Lærke, må jeg låne din bil i aften? Martin arbejder sent, og jeg lovede min mor at besøge hende med en ny potteplante. Jeg fyrer den op for dig.”
“Ingen problemer, kom forbi.”
Hun gik ned ad trappen, gik ind i naboopgangen og tog bilnøglerne. I tasken havde hun en madpakke. Hun ville til hendes mands arbejdsplads. Bare for at sikre sig, han var der. Hvis han talte sandt, ville hun sige, hun havde taget mad med, og så spørge, om han kunne køre forbi et indkøbscenter for at finde nyt sengetøj.
Da hun ankom til kontoret, så hun et svagt lys i korridoren ved vagten. Hun bankede på, og sikkerhedsvagten, Jens, rejste sig og kom hen til døren.
“Hej, må jeg lige se min mand?”
“Goddag, Fru Nielsen. Din mand er her ikke; han gik klokken fem. Måske missede du ham.”
“Sikkert. Jeg var på vej hjem fra min mor og tænkte, jeg lige ville kigge forbi. Tak, farvel.”
Da hun satte sig i bilen, ringede hun til Martin igen.
“Er du snart færdig?”
“En time til, så er jeg hjemme. Forstyr mig ikke jo før jeg er færdig, jo før kommer jeg hjem.”
“Spændende,” tænkte hun. Der var ingen tvivl hendes mand løj for hende.
Da han kom hjem om aftenen, lod Signe, som om hun havde hovedpine, og låste sig inde på soveværelset. Hun havde ikke lyst til at tale med ham. Alt kogte indeni; hun ville råbe ham alle sine mistanker i hovedet, men hun havde intet konkret bevis.
Næste dag tog hun papirer med til SKAT, afleverede sit arbejde hos sin chef og tog tre fridage fra de to virksomheder, hun arbejdede for som freelance bogholder.
Hun besøgte sin veninde igen og bad om at låne bilen.
“Skal du til din mor igen?” smilte Lærke.
“Nej, ærinder. Martins bil er stadig i værkstedet.”
“Signe, er der noget, du ikke fortæller mig? Har du fundet en anden?”
“Jeg har ingen…”
“Kom, sæt dig ned. Hvad foregår der?”
“Jeg tror, Martin bedrager mig. Jeg ville ikke sige det, men jeg kan ikke holde på det mere. Lærke, jeg vil følge efter ham. Selvom det er forkert.”
“Jeg følger med. Jeg keder mig.”
De parkerede ved hans arbejdsplads og ventede. Efter 15 minutter kom han ud. Signe ringede til ham.
“Hej, skal du hjem?”
“Ja, jeg har lige ét sted at kigge forbi, så kommer jeg. Klokken otte.”
Lærke startede motoren og fulgte efter ham.
De så Martins bil standse ved en blomsterbutik. Så kørte han ind i en gård, Signe genkendte. Hendes hænder rystede.
“Signe, hvad er der galt? Kender du adressen?”
“Ja. Men det kan ikke passe. Det kan simpelthen ikke,” hviskede hun.
“Kender du hende?”
“Det er Mia, vores ven Thomas ekskone. De sagde, de ikke passede sammen. Men Martin har altid sagt, han ikke kan lide kvinder som hende.”
“Hvilken slags?”
“Dem med falske øjenvipper, fyldte læber og tatoveringer. Han sagde, han foretrak naturlighed. Jeg bruger ikke engang læbestift!”
“Det kan være et tilfælde?”
“For mange tilfældigheder. Hvordan tjekker vi det?”
“Jeg går op hun kender mig ikke.”
Lærke kom tilbage femten minutter efter, forpustet.
“Han er der, Signe. Hun åbnede i en badekåbe. Jeg så en vase med de blomster, han købte. Og mandesko ved døren.”
“Hvordan?”
“Smag skal vel have lov at ændre sig,” sukkede Lærke. “Hvad gør du?”
“Jeg skal tænke. Men én ting er sikkert i dag flytter han ud. De penge vi sparede op til en ny lejlighed deler vi, hvis vi skilles. For helvede, vi skulle have købt en treværelses om tre måneder!”
Hun pakkede alle hans ting og stillede dem ved døren. Med rød læbestift skrevHun tørrede læbestiften af med en serviet, tog et dybt åndedrag, og vidste, at fra nu af ville hendes liv kun handle om hende selv.
