Bilen kørte op til skraldespanden. En stor grå klud fløj ud på betonpladsen. Ejendomsværten, Mikkel, sukkerede og gik hen for at fjerne den, men kluden viste sig at være levende og snoede sig væk bag containerne. Da han kiggede mellem den stålramme og tømmene, så han en stor grå kat
Den længe ventede, elskede sommer var ved at gå på hæld. August, som dette år viste sig usædvanligt kølig og regnfuld, markerede sine sidste dage.
Tidligt en morgen kom en dyr importerbil ind på en af gårdene i Nyhavn. Mikkel, som ryddede den ekstra våde efterårsblade, lagde straks mærke til den. Ingen i kvarteret havde en så prangende bil den var helt ny for ham.
Glasset var tonet, så man ikke kunne se ind i kabinen. Måske er det en besøgende til en af beboerne, tænkte han, men han tog fejl.
Efter et minut stoppede bilen ved affaldscontainerne, og dørens låge gik på klem. En stor grå klud fløj ud på betonpladsen.
Hvad er der med folk, som end ikke vil smide noget i containeren? Skal jeg rydde op efter dem, mumlede Mikkel irriteret og skyndte sig hen for at samle det uventede affald. Bilen kørte videre, mens han knurrede af sig selv og gik ud på vejen.
Mikkels hast var forgæves. Den grå klud var faktisk levende og krøllede sig bag containerne. Da han kiggede ind i det lille rum mellem den metalramme og tømmene, så han en stor grå kat, som krøb sammen af frygt og rystede.
Hvad i alverden er det her? Hvorfor har vores gård fået så mange mærkelige dyr? Før blev der smidt hvalpe og killinger ud, men mindst en god person hentede dem. Nu er en voksen kat blevet smidt ud. Hvem har brug for så en kæmpe kat, den må da blive herlig hjemløs. Kom nu frem, vær ikke bange.
Katten løftede ikke sit hoved, men gemte sig endnu dybere under sig selv.
Kom ud, før skraldebilen kommer og smadrer dig med containerne
Katten stod helt stille som en statue, i den mest ubehagelige men for ham sikre strut som en påfugl.
Mikkel gik videre, frustreret. Arbejdet var hans ansvar, alt skulle være rent, og han havde brug for at afslutte rengøringen, så han kunne gå videre til den næste gård.
Så nogle mennesker knurrede den ældre mand.
Den store grå kat, næsten som en britisk race, befandt sig nu i en andens gård, uden tag over hovedet og uden de trygheder, som tamkatte har, i modsætning til de hjemløse gadekatte.
Da skraldebilen kom, sprang katten i panik ud af sit gemmested og løb mod gården. Uden et andet tilflugtssted kiggede den fortvivlet ned i græsset under den store bænk og gemte sig, mens den tænkte på alt, hvad der var gået galt.
I kattens hoved vendte alt op og ned. Den gik og grublede over, hvorfor den var endt her, og hvad den skulle gøre nu.
Et lille håb brændte stadig i dens indre: nogen ville vende tilbage og hente den hjem igen. Det var bedre at bo i den gamle husstand end her. Så den besluttede at blive i gården og vente, for ellers ville de komme og finde den ikke, tænkte den forvirrede kat
Gitte Jensen, der havde sat sin datter Astrid i ægteskab, boede alene i en lejlighed på anden sal i en almindelig fem-etagers blok i København. Astrid boede sammen med sin mand i samme by og kom ofte på besøg.
De var ikke kun mor og datter, men også de bedste venner. Der var ingen hemmeligheder eller skjulte irritationer mellem dem, som så ofte kan ske selv mellem de nærmeste.
De andre beboere, da de så den rolige, hvide kat, troede den var en husskat, der bare gik ud for at nyde gården. Gitte tænkte det samme. Hun stod og beundrede den store grå skønhed.
Når ingen så på, klatrede katten op på bænken den, som ingen sad på i efteråret længere for at få bedre udsigt og for sin egen sikkerhed.
Folk gik forbi i fart, optaget af deres daglige gøremål, og så sjældent den surmulende beboer på bænken.
Der tilbragte den natten, fordi den simpelthen ikke havde andet sted at gå hen. At vandre langt væk efter ly for at finde et skjul var farligt, for den troede, at ejerne ville komme tilbage når som helst.
Maden var knap. På gården, takket være den flittige ejendomsvært, lå intet affald. Katten kunne kun finde noget på skraldespanden, men den måtte dele med de arrogante ravne, som altid var de første på stedet med deres stærke næb.
Ravnene pudsede rundt i skraldet og holdt øje med alt. Prøv at komme for nær, og du får hverken tænder eller kløer, men en god slurk af vinden, kvidrede de. Selv de sjældne hunde, der snuste rundt ved containerne, blev bange for dem, mens den lille kat blev svagere for hver dag.
Efter nogle uger som gadekat så den tidligere velplejede pels slidt og trist ud, og folk forstod, at den var hjemløs. Forældre, bange for, at en gadekat kunne have sygdomme eller slikke og bide, forbød deres børn at røre den.
Nogle beboere, som gik imod den generelle modstand, lagde diskret mad ud til den sultne kat. En af dem var Gitte.
Så katten endte på bænken i gården. Efteråret havde sat sit præg med vedvarende regn, som langsomt malede alt gråt.
Kattens humør matchede vejret. Den var helt udmattet, da den indså, at ingen længere ville komme for at hente den
Ejendomsværten fortalte historien til den medfølende pige Signe, som ofte fandt ansvarlige ejere til gadekatte. Hun forsøgte at finde et nyt hjem til den udsatte kat til vinteren, men uden held. Folk var bange for at tage en hjemløs kat ind, og ingen overbeviste argumenter gik ind.
Efter at have talt med sine nærmeste, tøvede Gitte med at tage det store ansvar på sig, selvom hun havde sympati for den ensomme kat.
Hun vidste ikke, at om aftenen, når frygten lagde sig, kravlede katten op på brandtrappen ved hendes balkon og snoede sig ind i den tilhørende blomsterkasse.
Derfra stirrede den længe på køkkenvinduet, indåndede duften af mad og mærkede den varme, som den manglede fra sit tidligere hjem. Når den blev trist, gik den tilbage til sin bænk.
Der gik to måneder med hjemløs liv. Om natten blev det koldt, og den våde, fortvivlede kat accepterede sin skæbne og sad på bænken.
Til november besøgte Astrid og hendes mand Egon Gitte med overnatning. Hun brugte hele dagen i køkkenet, lavede steg, salater, bagte tærter og dækkede bordet. De snakkede og spiste til sent på aftenen.
Regnen er startet igen, og i morgen lover de sne
Gitte lagde en kop te på bordet, trak gardinet til side og sukkede stille, mens hun holdt hænderne tæt mod brystet. Den bange grå kat stirrede på hende.
Et øjeblik senere sprang den tilbage, næsten faldt af den glatte kant på rækværket.
Hvad er der galt, mor? Hvorfor er du så bange?
Astrid, der var en kat på balkonen, som altid sad på bænken. Den blev også forskrækket. Hvad nu hvis den falder?
Hvordan kom den op der?
De gik ud på balkonen og så katten krum på bænken. Den så ikke på dem, men rystede sin våde pels og prøvede at holde på den lille varme fra vinduet.
Jeg forstår. Den gik op ad brandtrappen, sagde Egon.
Så modig. Vi må give den noget at spise.
De stod i den kolde, fugtige luft og besluttede at lave te på komfuret for at varme sig. Gitte sad ved bordet, tænkte, mens hun hældte te.
Mor, jeg har lagt et stykke kage med glasur til dig, som du elsker. Drik din te, mens den er varm.
Gitte trak gardinet til side, og med tårer i øjnene så hun ud af vinduet.
Nej, jeg kan ikke mere, siger hun.
Hun greb et stykke stegt kød og gik mod gangen.
Jeg kommer straks, sagde hun beslutsomt og trak sin gamle frakke på.
Katten nægtede ikke, men fra nervøsitet til frygt blev den igen til en grå klud med hængende poter. Gitte holdt den kold, våd gadekat ind i sit hjem.
Ingen spurgte nogensinde Gitte, hvorfor hun gjorde det. De spurgte ikke, fordi hun var den eneste blandt de mange beboere, der gjorde det rigtige, som et menneske.
Katten lå en hel uge på den varme radiator. Maden var sekundær i forhold til den livgivende varme. Den nye ejer kaldte den Prun, og som et ekstra strejf af respekt tilføjede hun også patronymikonet Petersen.
Prun viste sig at være en rigtig gentleman, kultiveret og høflig. Hvis der findes den perfekte kat i verden, så er det Prun Petersen på egen hånd. En smilende, kultiveret kat, der nu er en helt officiel del af familien og elsket af alle.
Nogle gange spørger ejeren i spøg:
Prun Petersen, hvilke forbrydelser har du begået, så du blev smidt ud på bænken?!
Katten har ingen stemme. Hvis han kunne tale, ville han nok ikke kunne svare, fordi han selv ikke ved det.
Prun har boet i Gitte Jensens varme, omsorgsfulde hjem i næsten to år. Han er mæt, kælet og tilfreds. Men hver gang han hører en høj stemme, som minder ham om den gamle frygt fra hans tidligere liv, krøller han sig på gulvet og gemmer sig.
Alle, der kender den store grå kat, er forvirrede. Hvorfor skulle den perfekte kat, Prun, smides ud?
