**Dagbogsnotat**
Jeg har boet alene i skoven i ti år, indtil to nyfødte dukkede op på min dørtrin.
Agnete, som sædvanlig ved de første solstrader, gik ud i haven. Der var altid noget at lave: vande grøntsagsbederne, fjerne ukrudt, tjekke hønsen og inspicere frugttræerne. Alt sammen krævede tid og kræfter. Og hun havde ingen hjælpere. Ingen i nærheden. Hun var vant til ensomheden, selvom den undertiden knugede som en tung sten i hendes bryst.
Om aftenen ville hun ud på jagt en nødvendighed, for kødforsyningen holdt ikke evigt, og den nærmeste butik lå langt væk. Men først måtte hun hvile lidt, måske gå en tur eller bare sidde under det gamle egetræ ved terrassen. Lige da kom hendes trofaste hund løbende en stor, stolt hund ved navn Thor. Han var mere end en ven; en beskytter og ledsager i alt, hvad hun foretæk sig.
“Nå, min gode dreng, skal vi gå en tur? Kom så, vi når det inden aften,” sagde hun blidt og kælede for hans øre. Thor logrede med halen, som om han forstod, at der skulle være ro inden de lange timer der ventede. Han lagde sig ned ved hendes side, hovedet på poterne, som for at sige: “Jeg venter. Jeg er altid her.”
Agnete tog spandene og gik hen til brønden. Sommeren havde været usædvanlig tør selv i disse egne, hvor regnen normalt kom i juli. Blomster visnede, træernes blade tørrede tidligt, og jorden revnede som gammelt glas. Haven måtte vandes ofte for at redde det mindste. Hun havde levet alene i mange år, helt alene. Først var der hendes mor, men så gik hun bort og efterlod Agnete i huset, hvor hendes bedstefar engang boede.
Bedstefaren var en barsk, tilbageholden mand, nærmest en eneboer. Han boede langt fra folk, i en afsides skov, i et hus han selv havde bygget. En ting var sikkert han bar nag mod verden. Hans kone, Birthe, døde under fødslen, fordi ingen hjalp. Hvis nogen havde rejst sig dengang, hvis lægerne var kommet i tide, hvis der havde været en bil eller en hest så havde Birthe måske levet. Måske var der blevet børn i haven, måske bedstefar på bænken med historier. Men det skete ikke.
Agnete mindedes, hvor ofte hun havde bedt ham fortælle hvad der skete. Men han tav i årevis. Først da hun blev voksen og mødte Søren, åbnede han endelig op. Hans øjne mørknede som før et uvejr.
“Du skal ikke gifte dig med ham,” sagde han lavmælt, men fast.
“Hvorfor ikke, bedstefar? Han er en god mand, og hans familie drikker ikke det er sjældent i vores by.”
“Nej. Den familien er rådden.”
“Det er jo ikke 1500-tallet mere, tingene er anderledes nu. Det er dig, der sidder her og gemmer dig. Hvorfor?”
Bedstefar sukkede, som om hele verden hvilede på hans skuldre.
“Sæt dig ned. Jeg fortæller dig, hvor længe din bedstemor led.”
Agnete satte sig og holdt vejret. Hun vidste, det her ville ændre alt.
Han startede med en vinter, hvor ingen biler fandtes i landsbyen, kun traktorer og heste. Snestorme raserede dagligt, veje var spærret, og byen lå afsondret. Birthe ville ikke rejse for tidligt, bange for at efterlade ham alene i kulden. Da fødslen begyndte, var stormen så voldsom, at ingen hest kunne trække en slæde. Bedstefar løb til naboer, men alle nægtede at risikere det.
Lægehjælpen sagde, hospitalet ventede, men vejen var umulig. Så vendte han sig mod Preben en mand, der engang havde elsket Birthe, men tabte hende. Han faldt på knæ, bad, græd. Preben lo blot: “Kan du ikke engang få din kone til hospitalet?”
Rasende greb bedstefar ham i brystet, men de blev skilt ad. Sammen med sin afdøde bror lagde han Birthe på en slæde og trak selv. Fire lange timer gennem snefygning og vind. Men på hospitalet var det for sent. Kun barnet levede Agnetes mor.
Da han sluttede, sad Agnete bleg med knyttede næver.
“Bedstefar, det er frygteligt. Men hvad har det med Søren at gøre?”
“Den Preben det var Sørens bedstefar.”
Det ramte hende som et lynnedslag. Søren… vidste han det? Hans bedstefar tog så venligt imod hende. Vidste han, hvis barnebarn hun var?
Hendes forældre var også imod ægteskabet, men sagde det ikke højt. Nu spekulerede hun: KAgnete så på de to små babyer og på Søren, der knuggede sin datter tæt, og vidste, at kærlighed altid får sidste ord.
