Victor Jensen havde netop kørt hjem til sin far og hentet ham med i sin bil. Den gamle mand var blevet så skrøbelig, at han knap kunne klare sig selv.
Natasja, far har virkelig brug for os, siger Victor, da han træder ind i stuen og ser sin kone.
Så du har allerede hentet ham, så hvad vil du så nu? svarer Natasja, med et anspændt blik. Lad ham blive, hvis du vil.
Natasja satte far, Ebbe Jensen, på køkkenstolen og gik straks i gang med at lægge en madras på sofaen og pakke farens ejendele ud. Bare et øjeblik senere kaldte hun Victor ind på soveværelset, mens hun talte højt og desperat til Ebbe. Den gamle mand lænede sig frem, lyttede og stod stille, mens Natasja sagde:
Vores gamle far er så svag nu, han klarer ingenting på egen hånd sagde Victor til sin kone. Vi må tage ham ind hos os.
Hvor skal han bo? Vi har knap nok plads til os selv! udbrød Natasja, irriteret.
Ikke så dramatisk, vi har jo altid et gæsteværelse stående, svarer Victor. Vi har kun ét soveværelse, én datter, og det er jo næsten altid tomt.
Det er ikke tomt! Vi sidder der ofte sammen og ser fjernsyn, og hvis gæster kommer, hvor skal de så sove? I mit værelse? Eller hos mine forældre, eller hos mine søskende? Natasja fortsatte med at mumle.
Skat, hvad skal vi gøre? Vi kan ikke lade den hjælpeløse gamle mand stå alene med sin svage krop, spurgte Victor med en smule skyld i stemmen. Nu har min far brug for pleje, og snart er dine forældre heller ikke så unge længere. Det kan blive nødvendigt at passe dem også.
Natasja knibbet sammen læberne i utilfredshed. Hun vidste, at dette tidspunkt ville komme, men hun var stadig vred over, at det nu var virkeligheden.
Tag det roligt, der er også fordele. Hvis vi får en lejer i lejemålet, får vi en ekstra krone ind hver måned. Ebbe har en god pension; hvor meget kan han egentlig få brug for? forsøgte Victor at vende hendes vrede til forståelse.
Natasja tænkte et øjeblik, før hun sagde:
Sådan, hvad skal vi gøre nu lad os gøre det.
Hurra! Så bor bedstefar hos os! udbød lille Signe, da hun hørte nyheden fra sine forældre.
I weekenden kørte Victor igen til sin fars lejlighed og hentede ham med en lille taske fyldt med de færreste ejendele. Ebbe var bekymret for at belaste sine børn, men han var simpelthen ikke i stand til at klare sig selv længere.
Hej, far! råbte Signe, da hun så ham træde ind. Nu skal vi bo sammen!
Signe tog forsigtigt hans hånd og førte ham ind i køkkenet.
Skal vi spise frokost sammen? spurgte hun.
Natasja satte far på køkkenstolen igen, mens hun gik for at dække sofaen med et lagen og lægge hans ting på plads.
Mor, lad mig hjælpe, sagde den glade lille Signe.
Ja, kom så, hjælperen, svarede Natasja.
Efter et øjeblik kaldte hun Victor ind på soveværelset.
Victor, hvor har du lagt de gamle sengebetræk, som jeg gav dig til garageklæder?
De er så slidte sagde Victor overrasket.
Hvorfor er de slidte? De er helt fine! Giv dem tilbage, jeg vil bruge dem til at dække sofaen. Hvorfor skal den gamle have nyt? råbte Natasja. Hvor gemte du dem? I garagen?
Jeg nåede ikke at lægge dem væk. De ligger i en kasse på altanen, svarede Victor, en smule såret.
Ebbe boede i lejligheden uden særlige problemer og tilbragte mange timer med barnebarnet. En dag, mens Natasja ryddede i hans værelse, sad Signe på en lille stol og trippede med fødderne.
Måske er det på tide at smide det ud, sagde Natasja, mens hun fjernede sengebetrækket.
Mor, smid det ikke! Det er stadig brugbart. Læg det i skabet, så kan jeg, når du og Victor bliver gamle, lægge det på dig. Hvorfor skal I have nyt? protesterede Signe.
Som aftenen faldt på, stod de alle i den lille lejlighed, hvor spændingen mellem pligt og frihed hang tungt i luften, mens lyset fra gadelamperne kastede lange skygger over de knapt placerede møbler.
