**Dagbog**
Min svigermor sendte min kone ud for at plukke svampe i en øde granskove, men hun kom ikke tilbage alene.
“Du forstår godt, at det her ikke engang er til diskussion, vel?” Kvinden i en frotté-badekåbe, med et håndklæde skødesløst viklet om hovedet, gik forbi sin mand og smed bemærkningen af sig, som om det handlede om at vælge en restaurant til aftensmad.
Manden, fordypet i sin laptopskærm, kiggede knap nok op. Måske virkede han helt fokuseret, men enhver, der kendte ham godt, ville have forstået det samme: han udsatte bare samtalen.
“Hvad er det præcis, der ikke er ’til diskussion’?” Mathias tog sine briller af og så opmærksomt på sin kone. Uden brillerne lignede hans ansigt en, der prøvede at tyde en skjult mening bag hendes løse formulering.
“Du skal betale for Marthas bryllup,” sagde Line med en stemme, der lød lige så munter, som om hun lige havde vundet i lotto.
“Undskyld, hvad?” Mathias grinede og lænede sig tilbage i stolen.
“Ja, hele brylluppet, helt og holdent,” hun tog håndklædet af og begyndte at rode med sit hår, puffede det ligegyldigt op.
“Undskyld, men jeg må have misset noget. Hvornår blev det besluttet, at det specifikt var mig, der skulle sponsore den fest?”
Væggene i stuen, malet i en varm grågrøn farve, syntes at stivne i forventning. Rummet var funktionelt men hyggeligt, som de lejligheder, der bliver beskrevet på forum som “intet unødvendigt.” På en hylde stod bøger og et par billeder, blandt dem et særligt fremtrædende fra deres eget bryllup. Mathias sammenlignede altid den dag med at lægge fundamentet til et hus man lagde det med højtidelighed, men vidste ikke, hvor mange sten, der stadig skulle flyttes, før det var færdigt.
“Det er en familie-tradition,” fortsatte Line selvsikkert, som om hun talte om ældgamle skikke.
“Hvilken familie? Vores?” Mathias løftede brillerne og så på hende fra top til tå. “Vi bor på Jorden, i denne by, inden for disse fire vægge, og det er første gang, jeg hører om sådan en ‘familie-regel’.”
Hans kone udstrålede, som altid, fuldkommen selvtillid. Hver af hendes bevægelser var præcis, hendes stemme perfekt. Hun talte, som om hun allerede kendte svaret på alle spørgsmål i forvejen.
“Du er manden, du er familieoverhovedet. Derfor er det din pligt at hjælpe,” sagde hun, som om hun forklarede en simpel sandhed til et barn.
“Ja, selvfølgelig, jeg er villig til at hjælpe. Tyve tusind kroner en helt fornuftig sum til sådan en lejlighed.”
Line løftede øjenbrynene i forundring, som om han lige havde foreslået at erstatte festmåltidet med smørrebrød.
“Mathias, hører du dig selv? Hvilke tyve tusind? Du kunne lige så godt have foreslået at sende et postkort!”
“Line, lad os være konkrete. Handler det om budget dit personlige syn på retfærdighed eller endnu en fantasi? De halvtreds tusind, jeg havde planlagt at bruge, føltes allerede heroisk, og du snakker om fire hundrede tusind. Fire hundrede?! Er du seriøs?”
Mathias hævede stemmen, men tog sig straks sammen. På trods af hans karisma kunne hans nerver svigte. “Rolig, tab ikke besindelsen,” mindede han sig selv om.
“I vores familie,” fortsatte Line blødt, som om det hele var en misforståelse, “er det normalt at hjælpe hinanden. Mor hjalp moster Lene, far betalte halvdelen af en bil til sin bror Det er almindeligt.”
“Det har jeg hørt, ja. Men hvor passer ordet ‘mulighed’ ind i denne plan? Budgettet er ikke en lunefuld idé det er virkeligheden. Vi er ikke i belejret Leningrad, men fire hundrede tusind bare for at nogen kan blive gift? Alvorligt?”
Line satte sig på sofaen og tav pludselig. Hendes hånd glattede automatisk folderne på badekåben, og hendes blik var direkte og gennemtrængende.
“Det er et principsspørgsmål, hva’?” Hun kneb øjnene sammen. “Du bryder dig bare ikke om min familie?”
“Nej, slet ikke!” Mathias sukkede irriteret. “Jeg er glad for Martha. Lad hende blive gift, jeg vil endda skrive en toast. Måske endda med rim. Men gør mig ikke til en uendelig pung!”
En kort stilhed fulgte, der kun skærpede spændingen. Mathias rejste sig og begyndte at gå rundt i lokalet som et dyr i et bur.
“Okay. Antag. Her er tyve tusind. Det er det maksimale, jeg kan afse. Forstå det, for helvede.”
“SkHan lagde sedlerne på bordet og gik uden et ord, mens han tænkte på, at familieburden aldrig ville blive lettere, men i det mindste havde han sat en grænse.
