Jeg lover, jeg kommer tilbage
– Hvad mener du med, at han ikke er her længere?! Er I sikre? spurgte Mads forvirret og så på kvinden, der blokerede indgangen til kollegiet, mens han forsøgte at afgøre, om hun lavede sjov.
– Jeg er fuldstændig sikker! Og der er ingen grund til at blive stående her, unge mand svarede kollegiets forstander stramt, tog et skridt frem og prøvede at skubbe Mads væk fra døren.
*****
– Hov, hvad har du gang i?! råbte Mads, da han var lige ved at tabe gryden med pasta af forskrækkelse.
Han vendte sig om netop i det øjeblik, hvor den frække, røde kat, der havde kravlet op på en stol og rejst sig på bagbenene, forsøgte at skubbe en dåse med kødsovs ned fra spisebordet.
Ja, du hørte rigtigt han prøvede faktisk at vælte den!
Den ene pote i bordkanten, og med den anden puffede katten målrettet glasset hen mod kanten, som om han regnede ud, at hvis han bare kunne få dåsen ned på gulvet og smadre den, kunne han snige sig et par kødstykker, før nogen opdagede det.
Men han blev opdaget lige på fersk gerning.
– Miau! protesterede den røde kat og sprang smidigt ned fra stolen og trak sig hurtigt hen mod døren ud af køkkenet.
Hans blik sagde tydeligt, at han ikke fortrød noget som helst nærmest tværtimod, han så skuffet ud over, at hans geniale plan blev afbrudt.
Selvfølgelig, det betød jo, at “festmåltidet” måtte aflyses…
– Miv! sagde katten endnu engang og holdt øje med Mads, som nu skubbede dåsen kødsovs længere ind på midten af bordet.
Mads stillede gryden med pasta fra sig, kiggede skeptisk på den røde kat og undrede sig over, hvordan i alverden den var endt i kollegiets køkken.
På den anden side, katten tænkte nøjagtig det samme han havde i hvert fald aldrig set Mads før i dag.
– Hvor er du kommet fra? spurgte Mads og tog et forsigtigt skridt frem. Hvem har lukket dig ind på kollegiet?
– Miau!
Katten havde faktisk boet eller rettere sagt overlevet på kollegiet i mere end et år.
Egentlig spiste han mest af det, de studerende efterlod i skraldespanden, men i de hårde måneder kunne han snildt finde på at snuppe en bid fra bordet.
Hvad skulle han gøre? Man siger jo, at i et stort hjem skal man altid holde øjne og ører åbne.
Den røde kat var i hvert fald evigt på udkig så snart der lød den mindste susen i køkkenet, stod han klar til at “jage”.
De fleste studerende blev godt nok lidt sure over kattens tyverier, men de forstod ham også. De var jo selv sultne unge mennesker.
Og ingen smed ham ud, for selv om han kunne være lidt af en plage, så holdt han til gengæld musene ude af bygningen om natten. Og mus var præcis det, de ikke ønskede. Så hellere en sulten kat.
Så der var nærmest indgået våbenhvile mellem kollegiets beboere og katten, og katten havde efterhånden også vænnet sig til alle menneskene.
De nye førsteårsstuderende anede dog som regel ikke noget om disse “aftaler”, så de var altid vildt forundrede over at finde fremmede katte på køkkenbordet.
Mads var præcis sådan en en forvirret nybegynder.
Han tænkte faktisk, at han burde smide katten ud eller fortælle det til kollegielederen, men han nåede det ikke.
– Mads, hvorfor råber du sådan? spurgte Anders, som boede på værelset ved siden af, og stak hovedet ind i køkkenet.
Anders var tredjeårsstuderende, havde boet på kollegiet længe og kendte reglerne til fingerspidserne, modsat Mads, som kun havde boet der i et par dage.
– Der er sgu en eller anden kat, som er brudt ind og forsøger at lave rod prøv at tænke, han var lige ved at skubbe min dåse kødsovs ned fra bordet, sagde Mads. Så snu er han altså!
– Det lyder som Astor, grinede Anders og pegede på den røde kat. Han har virkelig været sulten her hen over sommeren, for da var der jo stort set ingen studerende i huset.
– Hvorfor hedder han Astor? spurgte Mads undrende.
– Fordi han altid rydder op, blev det til ikke en krumme på gulvet efter ham. Så det blev hans navn. Sjovt, ikke?
– Jo, lidt sjovt er det vel, nikkede Mads. Men jeg troede faktisk ikke, man måtte have dyr her? Det står da i kollegiereglerne. Og hvis kollegielederen opdager det, ryger han vel ud?
– Jeps, dyreforbud. Men lederen Kirsten sagde selv, at Astor er kollegiets kat. Han holder musene fra døren og er nyttig. Så han får bare lov at blive.
– Ja, nyttig og nyttig Jeg var tæt på at miste min aftensmad, mumlede Mads. Og han kunne have skåret sig på glasset, dumme dyr!
– Det gik jo alt sammen, grinede Anders. Og så vil jeg altså lige sige, du undervurderer Astors evner. Han er både klog og snedig.
– Han er bare en tyv, insisterede Mads.
– Mads, det er ikke katten, men livet selv Nå, jeg smutter men husk, hold øje med maden, men pas også på med at skælde katten ud, ellers smider Kirsten dig altså ud. Hun kan godt finde på det.
– Så kan hun da bare tage katten selv.
– Hun ville også rigtig gerne men det går ikke lige for tiden.
– Hvordan kan det være?
– Tja, hendes lejlighed er fyldt fem eller seks omplaceringskatte, alle fra gaden.
– Hold da op Jeg forstår ikke, hvordan man kan bo med så mange katte
– Hun elsker dem.
Da Anders gik, åbnede Mads kødsovsen, øste pasta op på en tallerken og gik i gang med at spise.
Katten krøb tættere på vinduet, satte sig, og holdt øje, enten med Mads eller med dåsen, hvorfra han jævnligt nappede kødstykker.
– Er du sulten, eller hvad? spurgte Mads.
Astor fnyste. “Som om det ikke var indlysende…”
– Okay, undskyld, det var dumt sagt, smilte Mads. Skal vi spise sammen?
Mens Mads lod pastaen og kødsovsen dele ligeligt, så Astor næsten mistænksomt på ham. “Mener han det faktisk? Eller er det en eller anden joke? Hvis det er, så slæber jeg mus ind til ham i et helt år!”
Men det var ingen joke. Da Mads stillede tallerkenen med mad foran ham på gulvet, forstod Astor det. Hvis han ikke var en rigtig kattemand, havde han sikkert grædt lidt. “Tænk at et menneske deler sin aftensmad med en kat han er ikke bare et menneske, men et menneske med stort M!”
Andre studerende delte sjældent mad med ham, og kun ved særlige lejligheder. Men denne fyr var simpelthen anderledes venligere.
Derfor kom Astor hurtigt til at kunne lide ham, og efter et solidt måltid betragtede han ham næsten som sin egen. Sådan opstod et sandt venskab menneske og kat ægte og uden bagtanker.
Mads delte sin mad, forventede intet til gengæld, og Astor elskede ham bare for at være.
I starten så de hinanden hovedsageligt i køkkenet og et par gange på gangen, men pludselig en aften dukkede Astor op på Mads værelse. Han kradsede insisterende, og da døren blev åbnet, smuttede han glad ind, uden at spørge.
Hvorfor skulle han spørge? Når døren åbnes, går en kat bare ind sådan er det.
Om aftenen lå de på sengen sammen og slappede af Mads gjorde, mens Astor var strakt henover ham. Det var mest bekvemt, og Mads nænnede ikke at jage ham væk han lukkede bare øjnene og nussede ham bag øret.
Langsomt begyndte han at forstå folk, der har mere end én kat.
Det eneste Mads bekymrede sig om nu, var at han nok på et tidspunkt ville få en roomie, og så blev han nødt til at smide Astor ud, for ikke alle gider bo med dyr.
Men heldigvis blev det ikke sådan.
En dag kom kollegieforstanderen Kirsten hen til ham, hviskede: Bare slap af, drenge, jeg lover ikke at flytte nogen ind på dit værelse. Og for resten, tak, Mads.
For hvad?
For at være et ordentligt menneske. Jeg har tit bedt de andre tage sig af Astor, men det har du alene gjort. Sådan nogen kunne vi godt bruge flere af.
Sådan blev Mads og Astor bofæller.
Mads brød sig dog ikke om navnet Astor så han fandt på et nyt: Emil. Det gjorde katten ikke noget men han gav et par tilfredse miaus, for god ordens skyld, da Mads begyndte at kalde ham Emil.
Se! Jeg vidste, du ville kunne lide det navn, smilte Mads. Så, skal vi spise sammen?
Miau!
De havde det godt sammen. Mads overvejede endda, om Emil skulle flytte med, når han var færdiguddannet.
Men på sidste år dukkede pludselig Signe op i hans liv.
Godt nok havde han set hende før; de boede jo på samme kollegium, bare på hver deres etage. De havde altid bare været venlige naboer men til nytårsfesten, hvor hun bad ham tænde stjernekasterne, opstod der straks kemi. Altså den voldsomme slags!
Han blev vildt forelsket og var nu mere sammen med hende end med Emil.
Emil var ikke begejstret.
Når Signe kom ind, hvæsede han højlydt og kom med fornærmede lyde, og en dag, hvor de havde lukket døren og efterladt ham udenfor, begyndte han at kradse og springe op ad døren, som om han ville brække den op.
Kan I ikke tie stille med den kat! råbte de fra naboværelset.
Så Mads lukkede Emil ind og undskyldte til Signe.
Hun blev fornærmet og gik; Emil så triumferende efter hende bag døren.
Emil, nu må du tage dig sammen! Jeg holder virkelig meget af dig, men jeg kan altså også godt lide Signe. Måske har vi en fremtid. Men du ødelægger det!
Miau! svarede Emil roligt.
Emil prøvede på sin vis at forklare, at Signe ikke var den rette for ham, men Mads kunne desværre ikke “kat”.
Men tiden viste, at Emil havde ret. Da Mads havde skrevet Signes bacheloropgave for hende, vinkede hun farvel og det var så det.
Emil, undskyld at jeg ikke lyttede til dig, fortrød Mads. Jeg troede bare, du var jaloux, men du ville jo bare passe på mig.
Miau brummede Emil og lagde sig spindende på Mads’ skød.
Så kom dagen, hvor Mads skulle forlade kollegiet nu var han færdiguddannet og skulle ud i den virkelige verden.
Kirsten, vil du passe Emil for mig lidt? Jeg skal først have styr på job og lejlighed. Jeg lover, jeg kommer tilbage efter ham, når alt er faldet på plads.
Selvfølgelig, Mads. Du skal ikke bekymre dig, smilte Kirsten. Emil skal nok vente på dig, ikke Emil?
Men denne gang miauwede katten ikke. Hans øjne var triste, som om han fornemmede, at noget stort var på vej.
Pas nu på dig selv, Emil! sagde Mads og klappede ham længe.
*****
Et halvt år gik, fra Mads flyttede fra kollegiet. Hans mor blev virkelig syg, så han måtte blive hjemme og passe hende.
Men da han kom tilbage til København igen, fandt han hurtigt et arbejde og en god lejlighed og udlejeren sagde straks ja til, at han måtte have sin kat med:
Selvfølgelig, du! Jeg har selv tre katte derhjemme. Det er ren lykke!
Endelig Mads tog til kollegiet for at hente Emil. Han havde savnet ham helt utroligt og glædede sig vildt.
“Tænk om han stadig stjæler mad fra de studerende,” grinede han for sig selv, da han nærmede sig hoveddøren.
Hvor skal du hen, unge mand? Adgang kun med kort!
Mads stoppede og så overrasket på en fremmed kvinde med stramt blik og brynene trukket sammen.
Undskyld, hvor kan jeg finde Kirsten? spurgte han.
Hvilken Kirsten? Går hun på et kursus?
Nej, hun har været kollegieleder her. Ved du, hvor hun er?
Nåå, DU mener hende Kirsten. Hun arbejder her ikke længere.
Hvad mener du?
Hun blev syg og sagde op. Nu er jeg forstander, og uden adgangskort lukker jeg ikke nogen ind. Sådan er reglerne.
Det her havde Mads ikke regnet med. Men, halvt år alt kunne jo være ændret.
Hør nu, jeg er kun kommet for at hente min kat. Du ved, den store røde, der boede her på kollegiet. Kan jeg tage ham med mig?
Der er ingen kat her mere. Det er ikke tilladt!
Vent lidt. Da jeg boede her, var han her. Vi boede sammen.
Måske dengang. Nu ikke. Jeg smed ham ud inden studiestart. Sådan er det bare! Ingen dyr på kollegiets område. Og nu ud!
Mads stod stille foran porten og indså, at chancerne for at finde Emil var minimale. Katten havde jo ikke ventet et halvt år.
Måske var han flyttet. Eller nogen havde taget ham ind. Forhåbentlig. Hvis han stadig gik på gaden ikke godt.
Hvis bare jeg havde vidst det ville ende sådan, havde jeg aldrig forladt ham, sukkede Mads og skævede til de gade-katte, der passerede. Hvad nu, hvis han slet ikke er her?
Tanken gjorde ham dårlig tilpas. Emil var mere end bare en stor, rød kat. Han var en sand ven.
Og mistede man en ven hvad havde man så?
Du er nu også besværlig! Bare fordi jeg ikke lavede dine elskede pasta med kødsovs i dag. Spis nu det, du får!
Mads drejede sig med hjertet i halsen mod stemmen. Der midt på vejen gik en stor rød kat lige imod ham.
Kun få meter borte stod en ældre dame med en tallerken sikkert for at fodre katten, men den gad ikke. Om vinteren var der ellers mange, der gerne ville spise, opdagede Mads straks, da andre gade-katte strømmede til og strøg sig op ad hendes ben.
Men den røde gik stædigt mod porten mod Mads og ignorerede resten.
Emil kaldte Mads blidt.
Katten stoppede brat og kiggede op.
Et øjeblik stod de bare og kiggede tavst på hinanden, lidt usikre, måske endda forundrede. Kunne de tage fejl? Men så løb Mads tårerne væk, begyndte at løbe, og katten spænede ham i møde.
Han greb Emil, da katten sprang direkte i hans arme holdt ham tæt og smilte uden at skjule sin glæde. “Jeg er tilbage jeg er tilbage” hviskede han.
De forbipasserende smilede rørende, også den ældre dame, der så det hele.
Så det er din kat? spurgte hun og tørrede en tåre væk.
Ja, det er min, smilede Mads.
Hvordan kunne han ende på gaden?
Mads fortalte hele historien. Damen lyttede intenst.
Tænk engang, sagde hun eftertænksomt. Mange prøvede at tage ham ind, men han ville ikke. Og udover pasta med kødsovs, nægter han det meste. Jeg forstår ikke, han ikke er død af sult.
Sådan er Emil stædig. Tak, fordi De tog sig af ham.
Selv tak, unge mand. Nu er der én mindre hjemløs kat i København. Held og lykke til jer.
Kom, Emil, lad os tage hjem, smilte Mads. Jeg laver pasta og kødsovs, så spiser vi sammen.
Miau! lød det glad fra katten.
Så pressede Emil sig tæt ind til Mads og begyndte at spinde lavt. Hans menneske var vendt hjem så nu skulle alt nok gå.
Og sammen gik dePå vej hjem gennem byen mærkede Mads den velkendte vægt mod skulderen, da Emil klatrede op ad hans jakke og lagde sig til rette. For hvert skridt føltes det mere og mere rigtigt som om det netop var her, Emil altid havde hørt til.
I opgangen snusede Emil ivrigt i luften. Nye dufte, men også spor af tryghed og varme. Da de endelig trådte ind i den lille lejlighed, hoppede Emil straks op på vindueskarmen og så ud over gaden og med ét gned han hovedet tilfreds mod gardinet, som for at markere sit nye rige.
Mads fandt pasta og kødsovs frem, og mens maden duftede gennem lejligheden, satte han sig på gulvet og nussede Emil bag øret, præcis som i de første kollegiedage. Emil skævede op, spandt og i hans blik var der kun ro.
Da de to sad der, side om side med hver deres tallerken og delte aftensmaden som gamle venner, slog det Mads, at uanset hvor livet tog dem hen, så var hjem ikke så meget et sted, men den man deler det med.
Og mens regnen stille trommede mod ruden, gled Mads bekymringer væk. For i et øjeblik, hvor alt ellers kunne have været tabt, havde de fundet hinanden igen.
Sådan blev deres aftener: et måltid, en stille latter og to venner, der aldrig helt gav slip, men altid fandt tilbage.
Det var måske ikke det liv, Mads havde forestillet sig. Det var bedre.
