Mikkel, gør du sjov? Går du igen til din mor?
Hvad foreslår du så? At smide hende ud i kulden, uden lys og vand? indvender manden, mens han roder i sin rygsæk. Ville du gjort det med dine egne forældre?
Mine forældre ville aldrig gøre sådan mod mig. De ved, at jeg har en familie, og de trækker mig ikke ind i sådanne eventyr. Og din mor starter Freja.
Gå videre, du forstår jo, at jeg skal hjælpe, afbryder Mikkel sin kone og svinger armene.
Jeg forstår, men det gør mig stadig ondt. Ikke fordi drengene snart glemmer, hvad deres far hedder, men fordi du ikke engang prøver at lære hende at klare sig selv.
Hun har selv kogt grøden lad hende selv røre i den. Og så vælg, hvor din familie skal være: på landet eller her i byen.
Freja vender sig om og går ind på soveværelset. Efter et halvt minut klikker låsen i gangen. Mikkel går ud. Hun er tilbage alene med drengene, som hun i dag har lovet en fælles gåtur i parken.
Men far er igen flygtet fra familien, så alting falder på Freja.
For to år siden var alt helt anderledes. Freja husker den dag tydeligt. De kørte på besøg til hendes forældre i en lille landsby uden for Aarhus, med Kirstine ved deres side, så hun ikke skulle være alene. Kirstine gik fint med svigerforældre, så ingen var imod.
Da de sad på terrassen under en pergola med vinrankeslæn og drak te med småkager, kom Kirstine på en genial idé, der ændrede Frejas liv.
Åh, hvor dejligt det er her! sagde hun, indåndende dybt. Jeg må også flytte ind i et privat hus. Det er præcis den alder, jeg er i. Ro, fred, frisk luft
Frejas mor smilede blot. Først troede hun, at Kirstine drømte højt.
Det er fint som gæst, sagde svigerfaren. Men uden en mand i huset er der intet at lave. Det er ikke en feriedestination. Der skal altid repareres og sys. Og du, Kirstine, du er ikke bygget til at drive en husstand.
Kirstine bøjede læberne, men der var ingen grund til at blive såret. Hun var ikke doven, men befandt sig i en konstant træthed, selv når hun gjorde ingenting.
Jeg har ikke tænkt mig at tage mig af landbruget eller drivhusene. I har høns og svin, men jeg nøjes med blomster og træer.
Bare sidde i skyggen og nyde skønheden. Børnebørnene vil også blive glade. Jeg køber dem en oppustelig pool, så de kan løbe på græsset i stedet for at indånde benzin og støv.
Blomster og træer kræver også pleje. Du falder i sofaen, men der er intet andet at gøre. Støvsug et par gange om ugen, vask gulvene, så kan du slappe af, bemærkede Frejas mor mildt.
Tror du, vi driver en husstand af ren arbejdsglæde? knurrede svigerfaderen. På papiret er det smukt, men i virkeligheden er huset som en uendelig tønde.
I dag er kedlen gået i stykker, i morgen taget, overmorgen gærde og alt koster penge. Så må vi finde en måde at klare os på.
Det er okay, vi klarer det. Jeg er ikke alene, svarede Kirstine stædigt og kastede et blik på Mikkel.
Freja løftede øjenbrynene men sagde intet. At påvirke svigermor var sværere end at overtale en sulten and til at lade kål stå.
Den dag gik Kirstine ikke længere i debat med svigerforældre, men smilede mystisk som Mona Lisa. Et halvt år senere kørte hun stolt rundt i sit nye hus og nød den usædvanlige duft af roser fra nabohaven. Huset var virkelig hyggeligt og veludstyret.
Ser I? I troede mig ikke. Jeg er nu i jeres by ingen tvivl! erklærede svigermoren selvsikkert.
Men lykken varede ikke længe. Først bad Kirstine sin søn om hjælp til en lille renovering. Det trak ud i et halvt år, fordi Mikkel kun kom i weekenderne.
Freja mumlede, men udholdt det. Hun troede, at renoveringen en dag ville ende, og livet så ville vende tilbage til normaliteten.
Da malingen på hegnet tørrede, og nye tapeter dækkede væggene, gik det klart, at opgavelisten ikke sluttede.
Først blev strømmen trukket i næsten to dage. Huset stod uden lys og vand. Mikkel kørte til sin mor med flaske vand og et håndklæde for at berolige hende.
Alt er kaotisk! Ingen aircondition, ingen brusebad Jeg lever, jeg overlever, klagede Kirstine.
Derefter tog svigermoren midlertidigt ind en gadehund, som viste sig at have nyreproblemer. I landsbyen fandtes der ingen dyrlæge, så hunden skulle transporteres til København med Mikkel.
Nå, hvad kan man gøre, drengen er syg Men så har vi en vagt i huset, mumlede Kirstine mens hun trøstede hunden.
Senere måtte Freja vaske bilens bagagerum, fordi vagten rystede så meget i bilen. Det var dog ikke alt. Hunden skulle ha en medicinsk foder, men i landsbyen fandtes hverken dyrehandel eller levering, så Mikkel måtte selv blive kurér.
Jeg vil ikke forlade dig med en syg hund, du ved, hvor hjertevarm hun er. Så du kan ikke bebrejde mig, svarede han, da Freja begyndte at bebrejde ham.
Ja, hjertevarm. Hunden får medlidenhed, men folk det er en anden sag.
Mikkel bruger alle sine weekender på sin mor, og nogle gange også på hverdage efter arbejde. I den sidste situation overnatter han endda hos svigermoren.
Jeg kommer, men I vil nok snart falde i søvn, forsøgte manden at forklare. Så kan jeg stå tidligt op og tage direkte til arbejdet.
Freja venter på, at presset lettes, men det gør det ikke. Hos svigermoren strømmer tagrenderne, septiktanken fyldes, sne falder, græsset vokser Hun vil ikke selv vedligeholde huset og kan ikke engang selv kalde på håndværkere.
Hvad hvis der er svindlere? Tyve? De vil rive flere lamper ned Mikkel, du er manden, men mænd frygter også. Hjælp mig, find en pålidelig håndværker og vær til stede, bønfaldt Kirstine.
Frejas tålmodighed brister igen, da strømmen forsvinder i et efterårsmørke. Heldigvis kun kortvarigt, men det er nok til at Kirstine får panik.
Freja, i morgen køber jeg en generator til mor, sagde Mikkel roligt.
Freja spænder.
Fra vores penge? spurgte hun, mens hun knibe øjnene sammen, fordi hun vidste, det var dyrt.
Ja. Du ved, mor har pengeknaphed. Hun har brugt næsten alt, hvad der var tilbage efter salget af lejligheden, og lever nu på sin folkepension, sagde Mikkel med et suk.
Fantastisk. Så vi støtter nu både os selv og hendes drømmehus. Mikkel, har din mor for mange ønsker?
Manden trak på skuldrene og rystede på hovedet.
Freja, stop. De har heller ingen lys. Ønsker du, at hun fryser?
Freja rullede med øjnene, men måtte svælge sin frustration igen.
Hun sidder nu alene i soveværelset og tænker på separation. Vi har det rimeligt, tror jeg Nej, skilsmisse er for drastisk. Jeg må finde noget andet, så jeg ikke mister forstanden af udmattelse, tænker Freja.
Hun finder en plan
En uge senere står Freja tidligt op, klæder sig i stilhed. Hun er ved at gå ud, da Mikkel stirrer sig søvnigt.
Så tidligt? han gnider øjnene og gaber.
Til forældrene, svarer Freja roligt, mens hun ser sig i spejlet.
Hvad mener du? spørger Mikkel med en rynket pande. I dag? Jeg lovede min mor at slå grene.
Du lovede mig ikke det. Jeg har også forældre, og de har brug for hjælp.
Men du har to!
Alderdom annullerer ikke alt. Fra nu af deler vi weekenderne: den ene til din mor, den anden til mine forældre, siger Freja, mens hun træder ud i gangen.
Ah, ja. Glemte jeg. Opgavelisten hænger på køleskabet. Glem ikke lektierne til børnene, og lav pizza til frokost, de har bedt om det.
Hun går ud, mærker mandens tunge blik bag sig, men vender sig ikke om. På vej til sine forældre indser hun, at hun sjældent tænker på hastende opgaver og aldrig skynder sig.
Hjælpen til forældrene er symbolsk. Freja rydder på anden sal, så hviler hun bagefter.
Hun læser en bog på havenes gynge, mindes sjove barndomsminder ved frokostbordet, og slapper af på sengen. Hun har glemt, hvad det vil sige at spise i ro og mag, i stedet for at sluge maden i en hast under evige mamma!.
Der er måske ingen perfekt løsning. Måske sælger Kirstine aldrig huset eller starter den store reparation uden sønnens hjælp.
Men nu har Freja sit eget lille fristed, som hun ikke vil opgive. En lille sejr i kampen for retfærdighed og for sin egen mentale sundhed.
Hvad mener I? Del jeres tanker i kommentarerne, og giv et like.
Venner, hvis I vil læse flere af vores historier efterlad kommentarer og glem ikke likes. Det giver os energi til at skrive videre!
