Finde sandheden
Lidt forpustet satte Lydia Jørgensen den tomme spand fra sig og strakte ryggen. En soldaterfigur kom slentrende op ad grusvejen, direkte mod hendes køkkenhave. Lydia kneb øjnene sammen og fik øje på den falmede uniform, den slatne, gamle kasket med et lille emblem, og støvlerne, der for længst havde mistet glansen og var dækket af rustrød ler fra de udtørrede marker omkring Sorø. På ryggen havde manden en slidt feltbag. Dem havde hun set mange af: halte, arrede, unge og gamle, dem der så glade ud, og dem med et mørkt skyggespil i øjnene de passerede forbi huset, videre ud på landevejen mod familien. Nogle stoppede op og spurgte efter lidt vand; så gik Lydia ind og hentede en kande mælk, lidt franskbrød og forsøgte overtale dem til at slå sig ned fem minutter på havebænken. Indimellem lod de sig overtale, oftest takkede de, men hastede videre.
“Vi må skynde os, mor,” sagde de og nikkede ud mod markvejen. “Min kone venter. Hun savner mig. Jeg kan snart ikke vente længere selv!”
De kaldte hende “mor”, alle som én. Det sved dybt og gjorde på en sær måde godt. Hjertet snørede sig sammen, øjnene blev våde, så Lydia skyndte sig at vende sig bort og rode i æblekurven under halvtaget hun ville ikke have, de skulle have ondt af hende. Glæden var deres. Sorgen skulle de bære sig selv.
“Nej du, mor vil du have jeg bliver lidt længere? Skal jeg hjælpe med noget? Kløve brænde? Hente vand?”
“Nej, nej, kære. Jeg har jo Jens! Jens Jørgensen! Min mand, hjælpen til alt!” svarede hun og nikkede op mod huset, hvor hendes mand, gamle Jens, lå og blundede i solen. Ikke at han sådan egentlig var så gammel, men sjælen var blevet grå, dengang Mads
“Åh, hold nu op!” tænkte Lydia og gled væk fra de mørke minder.
Når soldaten var gået, så hun længe efter ham. Han var nogen andens lykke på ben. Måske tog det timevis endnu, før konen, moderen eller søsteren hørte lågen smække, hunden halse, fodtrin klapre mod trappen, og døren gå op. Hjertet ville springe et slag over, inden tårer og latter brød ud på én gang: Glæde fordi han var hjemme, men også en sorg for den dreng, der gik, var ofte ikke den mand, der vendte hjem. Krigen gav dem alle et hårdt blik og kindben markeret som en kløvet kartoffel.
De stod og betragtede hinanden, som om de sås for allerførste gang, og dog alt håbet, kærligheden og livet lå gemt i næste dag, det nye, lyse, som solen, når den breder sig ud over marker, å og hjerter.
Når Jens vågnede, tog Lydia ham ind ved siden af sig på bænken, hældte sig op ad hans tykke skulder og fortalte om gæsten, hun havde haft, hvor han gik hen, og hvad hun havde tilbudt af mad og hvordan han stædigt havde afslået de små pakker med proviant.
“Ingen fare, du gamle. Endnu en mand på jorden du skal glæde dig, og så Nå! Har du nu gang i vandværket igen? Stop så! Mads er her, ved du hvad?”
Lydia nikkede, men alligevel hvordan skulle han kunne være her, når hun ikke kunne kramme ham, ikke kysses i hårbunden, ikke byde ham til bords, ikke høre hvordan han drømte om natten?
Hen på aftenen dukkede der endnu en fremmed op. Ivan hed han. Han stod usikker ved hegnet, pillede cigaretskodder, før han modigt bankede på.
“Hør, madmor undskyld ulejligheden, kunne jeg låne en plads for natten? Jeg er så træt, jeg kan dårligt stå oprejst.”
Han forsøgte et skævt smil, men stemmen knækkede, mens sorte prikker hoppede for øjnene.
Han støttede sig fumlende til plankeværket, lukkede øjnene og hev efter vejret.
“Jens! Skynd dig, hjælp til! Mand der er skidt tilpas!” jamrede Lydia og løb afsted. “Der, kære, læg armen om mig træk vejret, træk vejret!”
Hun tog forsigtigt Ivans arm over skulderen, bukkede sammen under vægten, men heldigvis kom Jens til undsætning og trak gæsten over til bænken.
“Hent noget vand, kone. Noget koldt, for Guds skyld! Hvad hedder du, mand?” spurgte Jens, mens han spejdede ind i gæstens tomme blik.
Ivan rystede på hovedet, alt snurrede, men til sidst peb han: “Ivan. Granatchok, for pokker!” Han bandede, brummede: “Alle mine er døde og jeg slap ud Hvorfor? Hvorfor?!”
Han satte sig op, vaklede igen.
“Gode Gud, sådan at råbe hvem tror du hører?” brummede Lydia, rakte ham kanden med iskoldt vand. “Så, nu nok! Forband dog ikke livet! Kom med ind, vi putter dig, så kan vi snakke siden.”
Hun havde mest lyst til at plukke den snavsede, saltrandede skjorte af ham, gelejde ham i badstue så sveden sprang, give ham en broderet skjorte, pæne bukser, mad i maven, og hvis Jens ikke kiggede, plante et par kys på kinden, nøjagtig som hun kyssede sin Mads. Men man måtte gå forsigtigt til værks Jens havde et hidsigt temperament.
Men bad og alt det «velkomstsalsa» blev udsat. Ivan sank ned på gæstesengen, vendte sig om mod væggen og sov straks tungt. Lydia stod lidt ved sengen, lyttede til hans vejrtrækning, og gik udenfor til Jens.
Jens sad på trapperne, to-sløve og knudrede i den gamle, hjemmerullede cigaret som ikke rigtig ville tage form. Lydia lod sig falde ned ved siden af, rakte ham tobaksposen:
“Lad mig. Hvor mange af de her cigaretter har jeg efterhånden rullet dig? Ja ja, bare flere endnu!”
Hun tændte en tændstik, bød ham ilden.
“Nuvel. Mangler du et ekstra tæppe? Det kan trække”
“Tak, Lydia. Nej, det går. Vores ven han har det svært. Når folk ikke vil leve længere, så Tja,” sukkede Jens og nikkede mod vinduet til gæsteværelset.
“Det går over. Vi pakker ham ud, varmer ham op, han skal se, det kommer. Alle har vi prøvet at hyle, rive i jorden med neglene og væmmes ved os selv, men så går det over. Alting går over. Er du færdig med cigaretten? Så gå ind, så serverer jeg aftensmad,” sagde Lydia stædigt og truede selveste skæbnen med knyttet næve.
Jens kiggede på sin kone, nikkede, og tænkte pludselig, at hvis noget skete med hende, så kunne han ikke klare det alene længere. Hjertet ville sprænges
Ivan vågnede midt om natten, lå musestille og mærkede mørket. Det hele blev skærpet, man sansede alt. Han mærkede den bløde seng, det gamle fyldige tæppe, puden der var som at sætte hovedet i nysne. På gulvet et lappet kludetæppe hans Marina plejede at samle gamle stofrester og flette disse tæpper til ham. Han smilede ironisk.
“Så fornem var jeg heller ikke der var altid nogen, der var mere værd end én selv!”
Ivan åbnede vinduet ud til natten, inhalerede den søde, dugtunge danske sommerlugt. Alt strakte sig: engen, lyngen, græsset med perlekæde af dug. Fra bornholmeruret flotter myggene sig, mens luften sitrer af varme og torden i horisonten.
Han gik ud og satte sig på bænken med en cigaret. Alt var tungt.
“Ligger du og glor?” lød det bagfra Jens kom ud, rakte ham sin vindjakke. “Tag på dig det er ingen kunst at fryse ryggen i stykker. Hvor er du egentlig fra?”
Ivan grinede, hjalp Jens ned fra trappen.
“Fem kilometer herfra Vesterlyng. Kender I det?”
“Det gør vi skam,” svarede Jens og inhalerede tobak, mosede myggene, der i hobetal satte ham stævne.
“Det var en gang, vi fik en feltsygeplejerske fra Vesterlyng herud. Lydia skar sig i benet med øksen, den klodsmajor. Kvinder! De skal altid rode sig ind i noget!”
Ivan nikkede: “De er alle bedragere de ekvilibrerer med halen som skovkatte, hekse!”
Jens mærkede hans muskler spænde op et solidt reservoir af sørgeligt uudløst raseri.
“Hvordan gik det da så galt?”
“Satan har mødt sin datter, det er hvad!” smækkede Ivan knytnæven mod væggen så Lydia inde begyndte at vende sig. “Jeg havde en Marina skøn som lyset selv. Da jeg blev indkaldt, skrev hun breve i starten, men så intet! Jeg skrev og skrev, intet svar. Hun og jeg Vi havde lige giftet os! Så blev jeg sendt afsted, lå i skyttegrave og bar mine kammerater væk i armene mens lungerne stod i flammer. Jeg har haft mareridt siden. Og hun jamen hun”
Ivan brølede, svingede benene, og faldt sammen i klynk.
“Rolig nu, ellers vækker du den gamle. Fortæl det fra en ende af. Jeg kan kalde dig Ivan, ikke? Du er jo på alder med min Mads Ham havde vi engang,” Jens pegede ud i mørke.
“Var det ikke ved gården? Der var en gård i ruiner”
“Jo sådan da,” svarede Jens. “Men hvad var det så, der skete?”
“Jeg var bange først for døden, ærligt talt! Senere for at komme hjem som invalid. Hvad skulle Marina med mig, hvis jeg kun var til besvær? Og nu nu er jeg bange for at se hende. Bange for, at jeg gør hende fortræd. Bange for hendes øjne,” sluttede Ivan, skuldrene ude af led.
Fra vinduet så Lydia til, hånden for munden.
“Aha så hun ventede dig ikke?”
“Næh Det skrev min barndomsveninde, Signe. Vi har været venner hele livet. Det var hende, der afslørede sandheden. Marina har to børn én fra ’43 og én fra ’45. Den ene kulsort hår, den anden hvid. Jeg hvordan skal jeg nu leve videre? Skille mig? Jeg har kun levet for hende! Hun fylder mit sind dag og nat. Da jeg lå på hospitalet, var der altid en sygeplejerske ved min side men jeg greb hende i hænderne og skreg min kærlighed til Marina Jeg stjal hende fra en anden, alt var så perfekt, men nu Hun løb fra mig,” snøftede Ivan.
“Ja Det gjorde hun. Men Signe, hvorfor skrev hun til dig?” spurgte Jens og trak dybt vejret. “Det er ved at blive lyst,” sagde han.
“Det siger du kun, fordi det er sandt, Jens,” sukkede Ivan. “Signe arbejder på posthuset. Marina hendes børn er fra forskellige mænd. Mon alle kvinder sådan er? Skal jeg jage hende ud af hjemmet eller selv smutte? Eller skulle jeg bare” Han stylte tankerne.
“Liv eller død valget er dit. Men nu tager du og hugger brænde. Helt for dig selv. Jeg har ondt i ryggen, så Lydia samler til bordet, og du bruger kræfterne. Så finder vi frem til, hvad du gør!”
Ivan trak bæltet stramt, smed skjorten og arbejdede brændet igennem.
“Ja, sikke et rod” mumlede Lydia, da Jens kom ind.
“Rod? Ja, men sådan er livet. Lad ham nu svede det ud, så kan vi lære ham sund dansk snusfornuft bagefter. Er den Signe ikke den unge kvinde, der bragte posten da vores Anna tog på arbejde? Eller hvad?”
“Signe Knudsen? Det ved jeg ikke. Hun kan i hvert fald snakke, så det basker”
En time senere smed Jens Ivan mod åen og befalede ham at svømme over.
“Vil du drukne mig, gamle?!” råbte Ivan kækt, mens strømmen slog om ham. “Jeg dør ikke sådan!”
Og sandt var det. Ivan var uforkrænkelig, overlevede hvor ingen andre kunne. Han kom fra det, ingen vender hjem fra.
“Skæbnen værner dig, Ivan. Der er mere til dig,” sagde hans gamle sergent. “Du er vigtig for nogen.”
Marina men var han det? Hun havde fundet trøst andre steder
Ivan dykkede med kraftige svømmetag, lå på ryggen og nød det varme dampende vand. En flok svaler susede over åen, så højt at kun de spaltede haler kunne ses.
“Nu skal jeg leve med eller uden Marina! Af ren trods!” råbte Ivan med et brøl, mens Jens på land viftede nervøst.
“Han skal ikke besejre Ivan Jørgensen! Jeg vil leve!” lo Ivan og følte straks et stik i siden, langt værre end alle gamle krigssår. Men han klarede den.
Inde i huset spærrede Lydia øjnene op, da Ivan kastede sig over maden. Han spiste dybt og sultent, derefter flov.
“Det gør ikke noget. Smager det?”
“Meget! Tak, Lydia Jørgensen. Og jeres søn? Mads var det? Han kommer ikke? Jens sagde han arbejder ved gården?”
Ivan tav fik øje på billedet af en ung mand i uniform med sort sørgebånd.
“Undskyld,” hviskede Ivan.
Lydia nikkede. Jens sukkede.
“Han kom hjem for et år siden vi var så glade! Men så gik det galt et splint flyttede sig, ramte hjertet,” sagde Lydia, pludselig rank og stiv. “Jeg kom hjem fra stationen, og han Han”
“Så er det nok, Lydia! Nok nu! Hvad har du bestemt dig til, Ivan drager du hjem?”
“Nej jeg tør ikke.”
Han frygtede at se Marinas øjne, frygtede at hun skulle komme med undskyldninger, frygtede sig selv, at han ikke ville kunne styre temperamentet. Tvivlede han? Nej. Han var bare et menneske. Træt og såret, efter for meget det er umuligt at forklare.
“Du skal tage derhen,” insisterede Lydia. “Du skal snakke. Skygger skal frem i lyset. Så kan I begge finde ro og slippe tvivlen.”
“Det kan da umuligt ændre noget,” sagde Ivan, idet han stillede glasset fra sig.
“Jo, det kan! Jeg har forresten husket Signe nu hun bragte posten her forbi, en skarp og sladderglad én. Hun rasede over alle og enhver. Hun fortalte en gang om en kvinde fra stationen; så vidt jeg husker kom hun med to børn, og folk hjalp dem. Ja, under krigen kom mange børn og kvinder den vej nogen flygtede fra sygdom og elendighed. Signe sagde, at kvinden hed noget med Marie eller måske Matilde. Jeg kan ikke huske, Ivan”
Jens stod med åben mund, mens Ivan rejste sig, øjnene vilde:
“Marina? Hed hun Marina?!” hviskede han.
“Måske måske. Jeg husker ikke rigtigt,” tøvede Lydia.
Jens gik ud og hentede den næsten tørre skjorte og rakte den til Ivan.
“Gå du nu, soldat. Du skal ikke være bange. Det går nok.”
Ivan klædte sig hurtigt på, krammede de gamle, snuppede sin taske og gik.
Så snart han nærmede sig Vesterlyng, drejede han af ind i skoven og prustede af sted forfulgt af summende bier for at plukke et bundt pileurter. De lange stilke dinglede, og han havde travlt. Marina holdt jo så meget af dem
Han stoppede ved havelågen, og frygten kom igen. Han kiggede ind; en lille dreng legede med en killing i grusgangen. Drengen stivnede, løb ind:
“Mor! Der står en mand og kigger!”
Marina kiggede ud, havde et barn på armen, der trak hende i håret og grinede.
Hun stivnede, skjulte barnet bag gardinet, men gik så ligeud til lågen øjnene lige på.
“Hvorfor er du kommet?”
“For at komme hjem! Jeg er blevet hjemsat! De der børn er de fra stationen?” Ivan blev slap, blomsterne faldt til jorden.
“Det er lige meget. Du skrev fra hospitalet, at du havde fundet en anden din sygeplejerske. Jeg forstår det. Sig bare ordet, så går vi,” sagde Marina.
“Komme nu væk! Hvilket brev? Det er det rene vrøvl!” Ivan rev lågen op, greb hende om skuldrene.
“Lad mig være!” sagde Marina, ruskede sig fri, løb ind og fandt brevet.
Ivan kneb øjnene sammen. En klodset, genert skrift. Der stod, at han ikke elskede Marina mere, at han havde fundet en ny, og at Marina bare var en fejltagelse
“Det har jeg aldrig skrevet!” brølede Ivan, rev brevet itu. “Marina, det er løgn!”
“Hold op, Ivan. Hvad nytter det at lyve nu?” svarede Marina.
Men Ivan hørte ikke længere efter. Rød i hovedet med brevet knuget, marscherede han direkte over til posthuset, den limegrønne bygning.
Bag skranken sad en forknyt Signe.
Hun spjættede forskrækket, da Ivan kastede brevet i hovedet på hende:
“Er det dig, der har skrevet det her? Kom du aldrig med brevene til Marina? Hvorfor? Hvorfor dog?! Signe, det er lavt! Hvor er du…”
Ivan råbte så stedets ruder klirrede.
Signe krympede sig, så ud som om hun ville græde.
“Fordi jeg elskede dig,” hulkede hun. “Du tog en fremmed, ikke mig! Jeg håbede, du ikke kom tilbage. Nu er du her ærgerligt! Gå hjem til dine småbørn! Jeg hader dig!”
Hun smed en stak breve og frimærker på gulvet, og stormede ud.
Ivan stod og pustede.
En gammel kone trådte frem: “Nu er du familiens mand. Klar?”
Ivan nikkede og lukkede øjnene. Ja. Nu var han for alvor blevet familiefar. Hans kone, to børn Mads og en mere, han havde ikke spurgt. Alt var godt. Han var hjemme. Og Marina var alt det, hans hjerte krævede
Ved vinduet så han Mads, der glædede sig over huset fyldt med lægeplanter. Marina var der, Ivan, børnene og deres liv begyndte nu. Kærligheden stod i blomst. Kyssene blev til lyset og skulle vare for evigt.
“Hvordan gik det mon for dem, tror du?” mumlede Lydia i det halvmørke, mens Jens var på kanten af søvnen.
“Jo, det gik. Det må det sådan en gut skal det nok gå godt for. Vi er snakkende folk, du og jeg og så finder vi veje til hinanden. Så du den solopgang? Den var til dem. Som deres kærlighed. Jeg elsker dig, frue. Det kan dårligt siges stærkt nok”
Jens faldt i søvn, mens Lydia lå længe og lyttede til hans hjerte det kærligste på hele Sjælland.
