Det sidste opkald
Allerede fra morgenstunden har Dorte haft en underlig fornemmelse af, at noget snart vil ske.
Noget skidt…
Hun ringer straks til sin mor, men Birthe Andersen forsikrer hende roligt om, at alt er fint:
Blodtrykket er som det skal være, og jeg har ingen hovedpine. Hvorfor spørger du dog, skat?
Det er bare for en sikkerheds skyld… svarer Dorte. Nå, jeg må hellere gøre mig klar til arbejde. Ring endelig, hvis der er noget.
Det skal jeg nok, min pige.
Normalt burde Dorte falde til ro efter en snak med sin mor, men den tunge følelse sidder stadig fast i brystet. Uroen vil ikke slippe grebet i hende.
Hun kan ikke helt finde ud af, hvad der ligger bag denne fornemmelse. Umiddelbart ser alt normalt ud. Men med et job som hendes kan hvad som helst ske. Det er endda mandag, og som alle ved, så er mandage de hårde.
Hun tømmer kaffekoppen, kigger på klokken den er halv syv tager hurtigt tøj på, pakker lidt mad og forlader lejligheden for at tage på arbejde.
*****
Da Dorte ankommer til ambulancebasen, bliver hun mødt af Niels, vagthavende chauffør, som hun i dag skal køre rundt med i hele København. Han vinker venligt, og Dorte nikker træt tilbage.
Du ser lidt trist ud, Dorte, siger Niels og tænder en cigaret. Er der sket noget?
Nej, Niels, ikke endnu. Men jeg føler, der snart sker noget, svarer hun tænksomt.
Hov, lad nu være med at tænke sådan fra morgenstunden! Har du sovet dårligt?
Dorte svarer ikke. I stedet ser hun op mod himlen. Skyerne er tunge og mørke regnen lurer lige om hjørnet.
Hun har aldrig brudt sig om regnvejr, ikke siden hun var barn…
Måske handler det bare om vejret, tænker Dorte med et forsigtigt smil. Men glæden er kort, for uroen kryber straks tilbage igen.
God vagt, kolleger! råber en ung kvinde forbi i farten.
Niels hoster på grund af røgen, knytter næven og sender kvinden et skarpt blik. Hun klapper straks undskyldende med øjnene:
Undskyld… jeg glemte det helt, siger hun lavmælt.
Hun er netop startet som ambulanceassistent og har åbenbart ikke lært, at man ikke ønsker held og lykke til folk på vagt det bringer uheld.
Nu sker der da helt sikkert noget, hviskede Dorte, mens følelsen af ubekymret kulde løber hende ned ad ryggen.
Pyh, nu må du stoppe, mumler Niels, mens han smider cigaretten i skraldespanden.
*****
Dorte bider sig nervøst i læben, hver gang vagtcentralens display blinker med et nyt opkald, og meldingen lyder klart i højttaleren:
Mand, 35 år, klager over kraftig hovedpine. Taler usammenhængende, risiko for blodprop.
Lige hvad jeg manglede… tænker Dorte. Ambulancefolk skal være forberedte på alt men…
Hun tager altid opkaldene meget personligt og bliver virkelig berørt, især når resultatet kan være dødeligt. Sådan er det tit med blodpropper, især i dag…
Heldigvis viser det sig, at manden de tilkaldes til, bare har haft en hård nat til en vens fødselsdag. Hovedpinen skyldes tømmermænd. Dorte rækker ham en hovedpinepille og anbefaler, at han sover rusen ud.
Kan jeg ikke bare tage en øl, hjælper det? spørger han forhåbningsfuldt.
Nej, bestemt ikke! Det gør det kun værre. Hvis du vil leve godt og længe, så overvej at droppe alkoholen helt, svarer hun.
Udenfor lejligheden sukker Dorte lettet der skete ikke noget alvorligt.
Måske har Niels ret, tænker hun. Uroen er nok bare træthed og for mange tanker. Hun begynder at slappe lidt af, men så kalder centralen pludseligt og sender dem til Vestre Kirkegård.
Hvad?! spørger Niels vantro.
Kirkegården, siger Dorte stille, med fingrene fast om tabletten.
I dag begraver de en kendt skuespiller fra byen, som Dorte aldrig har hørt om. Der er fyldt med folk: unge, ældre, mænd og kvinder. Nogle står med nelliker, andre græder stille, og nogen siger pæne ord om den afdøde.
Dorte føler hele tiden, at noget er ved at ske, mens Niels ryger mere end normalt.
Men heldigvis sker ingenting. Hendes hjælp er ikke nødvendig.
Resten af døgnets opkald er rutinesager. Timerne går, og pludselig er næsten 12 timer fløjet, og vagten nærmer sig sin afslutning.
Om ti minutter kan de returnere til basen.
Dorte drømmer allerede om at tage hjem, komme under bruseren og derefter falde i søvn. I morgen er det en ny dag, og hun håber virkelig at føle sig bedre end i dag.
For en sikkerheds skyld ringer hun for tiende gang til moren for at høre nyt.
Alt er fint, svarer Birthe Andersen. Jeg skal bare have aftensmad og se tv bagefter.
Hvordan går det med din mor? spørger Niels, da Dorte lægger telefonen i lommen.
Det går godt.
Se, hvad sagde jeg! griner Niels. Der sker ikke noget slemt. Du har bekymret dig helt uden grund.
Men fornemmelsen sidder der stadig, Niels. Jeg aner ikke, hvad det er.
Du skulle måske få dig et kæledyr – det hjælper!
Er du seriøs?
Ja! Jeg har for eksempel katten Viggo. Når jeg kommer hjem, hopper han op på skødet og spinder. Så forsvinder alle bekymringerne, og jeg sover som en sten.
Men Niels, det dur jo ikke med mit arbejde jeg er jo væk i døgn ad gangen! Hvem skal passe et dyr? Du har kone og børn, jeg bor alene.
Dorte vil lige til at fortsætte, da tabletten summer ny besked fra centralen:
Dorte, undskyld, men din vagt er ikke helt slut endnu. Du skal tage det sidste opkald. Lærkevej 23. Lejlighed vent et øjeblik…
Er det ikke 48?
Jo, det er rigtigt, Dorte! Hvordan ved du det? spørger centralen overrasket.
Det er da der, Finn Mikkelsen bor. Jeg har nærmest været fast gæst der. Er det igen hjerteproblemer?
Centralen sukker tungt, og en kold fornemmelse rammer Dorte…
Han er død, Dorte Sikkert allerede i morges. Politiet er på stedet, og I skal være der for at udfylde rapporten. Du ved hvorfor…
Jeg ved det… svarer Dorte mærkeligt.
Med rystende hånd lægger hun tabletten i skødet og møder Niels’ blik. Han har hørt det hele og siger ingenting.
Og så siger han:
Det er synd med Finn. Ud fra alt, hvad du har fortalt, var han en fin mand. Men Dorte, du er ikke skyld i hans død. Han nægtede jo at tage på hospitalet eller gå til lægen. Det er ikke din skyld, forstår du?
Mmh…
Dorte læner sig mod ryglænet, lukker øjnene og bliver helt stille for sig selv.
*****
Hun lærte Finn Mikkelsen at kende for halvanden måned siden, da han selv ringede efter ambulancen med stærke brystsmerter.
Døren står åben, så I kan bare gå ind, sagde centralen.
Okay, tak.
I entréen blev hun mødt af en bitte hundehvalp på størrelse med hendes hånd. Den knurrede og gøede trodsigt, men løb straks ind til Finn, da han kaldte.
Jeg fandt ham på gaden nu beskytter han mig, smiler Finn og prøver at rejse sig.
Bare bliv liggende. Hvalpen er skøn. Jeg ville ønske, jeg kunne have sådan en, siger Dorte.
Hvorfor ikke?
Der er mange grunde. Men lad os snakke om dig. Hvad er det, der plager dig?
Finn svarer på alle spørgsmålene: Hjertet begyndte at drille for et år siden, da konen døde. Han plejede at gå til læge, men det hjalp ikke. Nu er han bare træt af det hele.
Det bliver værre, når jeg står i kø i lægehuset. Smerterne er uregelmæssige.
Kan du beskrive dem nærmere?
Ikke rigtig. Det gør ondt lidt og så går det væk igen, især hvis jeg tager et par dråber eller en tablet.
Det er ikke en rigtig behandling, griner Dorte. Lad os i hvert fald tage et EKG.
Hun finder forstyrrelser på hjertet og anbefaler straks indlæggelse, men Finn nægter.
Hvem skal tage sig af Bimmer? Giv mig hellere en pille eller en sprøjte.
Det hjælper kun midlertidigt. Jeg anbefaler stadig, at du tager med ind.
Alle dine kolleger gør det samme, og jeg lever jo endnu. Nej, jeg tager ikke af sted. Jeg skriver under på, at jeg nægter.
Dorte kan ikke overtale ham, heller ikke næste gang det er altid hende, der får alarmen fra Finn.
Før i tiden gik smerterne over af sig selv. Men nu slipper de ikke.
Det er fordi det bliver værre, og du får ingen behandling. Kom nu med!
Undskyld, Dorte, men det går ikke, siger Finn og tager Bimmer op på armen. Der er ingen andre til at passe ham. Men hvis der sker mig noget, hjælper min nabo vist. Jeg har allerede vist hende, hvor pengene ligger.
Hvorfor det?
Så hun kan købe hundemad, selvfølgelig. Mange tager ikke gadehunde ind, fordi de mangler penge.
Han var virkelig en god mand.
Nu er Dorte på vej til ham en sidste gang. Denne gang kan hun ikke snakke med ham som før. Det gør ondt…
Det blev virkelig det sidste opkald.
Og selvom Niels siger, at Dorte ikke er skyld i det, føler hun det anderledes. Hun burde have overbevist ham om at tage på hospitalet…
Dorte, vi er fremme.
Hvad? Hun mærker pludselig Niels hånd på skulderen.
Vi er her.
Dorte slæber sig op på tredje sal til lejligheden. Der er allerede betjent og naboen, fru Inger Kristensen, som hun kender fra tidligere.
En gang fik Finn det dårligt ude foran bygningen, og spurgte Inger, om hun ville ringe efter ambulance. Dorte nåede frem, og de blev siden venner.
Hej Dorte.
Hej Inger, siger hun lavt. Det var dig, der tilkaldte politiet, ikke?
Selvfølgelig. Ingen andre ville gøre det. Hvalpen gøede hele morgenen, og jeg undrede mig over, at Finn ikke gik ud med ham. Men jeg tænkte, han havde en dårlig dag. Så tog jeg i sommerhus, kom hjem om aftenen og hvalpen gøede stadig. Så ringede jeg til politiet, de kom med en låsesmed og… ja, derinde… hun peger mod soveværelset.
Tak, Inger.
Dorte går stille ind i soveværelset. Hun kigger længe på Finn og kæmper for ikke at bryde sammen. Så udfylder hun rapporten. Pludselig husker hun noget og begynder at lede rundt i lejligheden, i køkkenet, på badeværelset og endda på altanen.
Leder du efter noget? spørger betjenten nysgerrigt.
Der skulle helst være en hvalp her, men jeg kan ikke finde ham. Har du set den?
Den lille sorte? Ja, jeg så den. Den løb rundt, gøede og snurrede om benene på os griner politimanden. Naboen har vist taget den med ud.
Tak Gud! Dorte ånder lettet op.
Hun bliver først forskrækket, da hun tror, hvalpen er sendt ud på gaden. Finn ville blive så ked af det, hvis han vidste det…
Hun beslutter sig for at tage hen til Inger Kristensen, som allerede var gået ind til sig selv.
Dorte? undrer naboen sig. Er der noget galt?
Jeg ville bare sige tak, fordi du har taget Bimmer til dig. Hvordan har han det? Er han ked af det?
Hvem?
Bimmer… hvalpen? Den er hos dig, ikke?
Nåh, ja, jeg tog ham ind, men jeg lod ham løbe ud i gården igen. Han larmede helt forfærdeligt, og jeg tænkte, måske har han det bedre løbende frit, end låst inde. Ejeren er jo død.
Du sendte ham bare ud?
Jeg slap ham bare fri hvad skulle jeg ellers? Har ikke tid til dyr, og Finn og jeg har aldrig aftalt noget om penge eller hundepasning.
Men han sagde til mig…
Undskyld, Dorte, men jeg har ikke tid mere. Og hvalpen skal nok klare sig, hvis den vil leve. Folk er flinke, måske er der nogen, der tager den ind.
*****
Dorte skynder sig ned ad trappen og ud i regnen, som nu for alvor siler ned.
Dorte! Hvorfor står du der i regnen? Kom ind i bilen, ellers bliver du drivvåd! råber Niels.
Hun åbner døren til ambulancen, lægger medicintasken i bagagerummet og…
…lukker døren igen.
Hvad nu? spørger en forvirret Niels.
Jeg skal finde hvalpen.
Hvilken hvalp? Forklar nu!
Hun forklarer kort, hvad der er sket, og Niels, der tænder en cigaret, siger eftertænksomt:
Bimmer kan ikke være langt væk lad os lede sammen.
Du må ikke lade bilen stå!
Vi fortæller det ikke til nogen. Der sker ikke noget, kom nu.
De leder begge rundt i gården. Senere slutter betjenten sig til eftersøgningen, og han tilbyder gerne sin hjælp til Dortes overraskelse.
Her er han! råber Niels pludselig, og Dorte skynder sig derover.
Betjenten følger hurtigt efter; under bænken på den modsatte side af vejen ligger den lille Bimmer og ser forskrækket ud.
Dorte er lykkelig og sætter sig ned:
Bimmer, min ven! næsten græder hun måske kan tårerne ikke ses for regndråberne. Kan du huske mig?
Hvalpen genkender hende straks og kryber hen til hende.
Jeg ved det, lille ven… Finn er ikke mere. Men jeg vil gerne tage dig til mig. Vil du med mig hjem?
Bimmer følger hende. For han mærker, at Dorte er god af hjertet og han bryder sig heller ikke om regnvejr…
*****
Det første stykke tid er Dorte bekymret for, hvordan hun skal klare det. Men hendes mor hjælper til. Når Dorte har døgnvagt, kommer Birthe og tager sig af Bimmer.
Når Dorte har fri, går de alle sammen tur i Fælledparken Dorte, hendes mor og den nye firbenede ven.
Hun har aldrig fortrudt, at hun tog den forladte hvalp til sig. Hendes liv har fået ny mening, og hun forstår nu bedre Finn, selv om hun aldrig som læge kunne acceptere, han ikke ville behandles.
Senere bliver familien endnu større: Betjenten fra Finns lejlighed, Mads, begynder at se Dorte. Første gang han besøger hende, venter Bimmer i døren, snuser, kigger ham i øjnene og gør som for at godkende, at han må komme ind.
Dorte kan ikke være mere lykkelig. For første gang i lang tid, føler hun sig tryg, elsket og lykkelig.
