**Dagbogsnotat – 15. oktober**
“Kirsten, fortæl nu, hvordan går det med din internetkæreste? Har I mødtes?”
“Ja, et par gange i parken. Han er nu ret interessant.”
“Inviterede han dig ikke engang på restaurant?”
“Nej, han sagde straks, at han foretrækker frisk luft frem for spisesteder.”
“Men gav han dig i det mindste blomster?”
“Nej. Han synes, blomster er småborgerligt og en dum pengespild.”
“Han er nok ikke sikker på forholdet endnu, hvis han ikke vil bruge penge på dig. Nå, men hold mig opdateret, veninde…”
Kirsten havde nu kendt Morten i to måneder. Pænt udseende, god til at snakke, fem år ældre end hende. Han havde været gift før, ligesom hende – ingen børn. De mødtes tilfældigt online, da han svarede på hendes kommentar i en gruppe. De fandt hurtigt fælles interesser. Hvorfor ikke? De boede dog i forskellige byer – Frederiksberg og Aarhus – men i dag er afstand jo ikke et problem.
Morten havde ikke bil. Han mente, det var for dyrt at eje og vedligeholde. Han klarede sig fint med offentlig transport. Kirsten derimod kunne ikke forestille sig livet uden bil.
Efter nogle samtaler online foreslog Kirsten, de kunne ringe til hinanden. Morten spurgte først, hvilken mobiludbyder hun havde. Da det ikke var den samme som hans, sagde han:
“Mit abonnement er minutbetinget, så det bliver for dyrt at ringe til din udbyder. Lad os bruge en internetopkaldstjeneste – det er gratis.”
Hans stemme var behagelig. De snakkede om vejret og arbejde. Kirsten begyndte at fortælle om sin kat, Misse.
“Kirsten, hvor meget koster det dig at have en kat? Det dyre foder og alt det der?”
“Jeg køber godt kvalitetsfoder – det er ikke billigt, men Misse er sund og glad. Hun er som familie for mig.”
“Åh, sammenlign nu ikke en kat med et menneske. Jeg forstår ikke den der vanvittige kærlighed til dyr, især når det koster så mange penge.”
Det gjorde Kirsten lidt utilpas. Men nå ja, folk er forskellige…
En uge senere skrev Morten, at han kunne besøge hende. En bekendt kørte til hendes by, så han kunne køre med gratis. Han ville sove hos sin ven. Kirsten sagde ja.
De mødtes i parken, gik en lang tur og snakkede. Næste dag igen en tur i parken – og så rejste han hjem. Han var nu okay, men noget ved ham generede hende.
En måned senere inviterede Morten Kirsten hjem til sig. Hun ville ikke køre i sin egen bil, så hun tog toget. Morten mødte hende på stationen – uden blomster, selvfølgelig. Kirsten sagde, hun var sulten.
“Lad os gå i supermarkedet – der er tilbud i dag. Vi kan købe ind og lave mad hos mig. Cafépriserne er vanvittige.”
I butikken valgte Morten kun varer med gule tilbudsskilte – yoghurt, hakket oksekød, lidt bløde tomater…
“Se, hvor billigt! Sidste salgsdato, det er derfor. Jeg venter altid på de her tilbud. Det sparer virkelig mange penge.”
“Se, champagne til halv pris – perfekt til en romantisk aften. Elsker du chokolade? Her er nogle virkelig billige! Hvad har du taget? Den pølse er alt for dyr – jeg har billig spegepølse derhjemme!”
Han fortsatte: “Du ved, jeg er faktisk en god part. Jeg drikker ikke, ryger ikke, spilder ikke penge. Alt går til familien. Min eneste hobby er at sidde på nettet – ligesom dig.”
Kirsten svarede ikke. Hun begyndte at få lidt ondt i maven ved tanken om at tage hjem til ham…
“Vi tager bare bussen. Det tager en halv time.”
“Skal vi ikke tage en taxi? Det er myldretid – bussen bliver propfuld.”
“Nej da! Taxa er alt for dyrt. Hvorfor spilde penge på det?”
“Jeg betaler – det er okay.”
Mortens lejlighed var pletfri, men møblerne var gamle – et gammelt teakværelse med krystalglas og billeder af Morten overalt. Han havde boet der hele livet med sin mor, som døde for et halvt år siden.
“Her er badeværelset, køkkenet, soveværelset… Husk ikke at bruge for meget vand, når du bader. Priserne er vanvittige lige nu. Min eks kørte altid fuldt bad – vi skændtes konstant. Min mor fik hjerteflimmer hver gang vandregningen kom.”
“Kom, jeg viser dig køkkenet. Lav nogle frikadeller og salat – det var godt, jeg fik de her tilbudsvarer! Jeg skal lige slappe af, måske tage en lur. Væk mig, når maden er klar.”
Morten gik ind på sit værelse. Kirsten tog stille sine ting og gik ud. Den dyre pølse lod hun blive i køleskabet – han kunne glæde sig over den.
Da hun kom hjem, tog hun et langt, varmt bad og grinede ved tanken om Morten. Sikke en type! På nettet kunne man virkelig ikke se, hvordan folk er i virkeligheden.
Hun sendte ham en sms: “Jeg er for ødsel til dig. Det bliver nok ikke os.” Han svarede: “Hvorfor spildte jeg så alle de penge på mad til dig?”
“Nå, Kirsten, hvornår skal vi til bryllup?”
“Når der er tilbud på gode mænd! Nej, spøg til side – Morten lærte mig at spare på alt. Men jeg tror, jeg bliver single. Jeg vil hellere leve som det passer mig – ‘profitkærester’ som ham kan andre få!”
Jeg spiser, hvad jeg vil – ingenting skal begrænses! Livet er for kort til at spare på alt.
