Drømmen gik i opfyldelse for min datter helt uventet
Som jeg plejer, vågnede jeg tidligt på denne hverdag. En liflig duft af pandekager bredte sig i lejligheden præcis som min mormor bagte dem, da jeg var barn. Jeg skulle lige orientere mig: hvem gik og hyggede sig ude i køkkenet så tidligt? Så slog det mig.
I går havde min kone, Mette, ført sin farmor Grethe forbi. Vi havde aftalt, at Grethe, der nærmest havde opfostret Mette fra hun var lille, skulle bo hos os en tid. Hun havde egentlig sin egen lejlighed, men Mettes storebror, Anders, var lige blevet gift og havde taget sin nye kone, Laura, med. Hun kunne med det samme ikke enes med farmor Grethe.
Anders, jeg bryder mig altså ikke om din farmor. Jeg vil gerne bo for mig selv du må finde os en lejlighed, brokkede Laura sig. Anders lovede, at når han fik løn fra sin nye stilling og økonomien var til det, så skulle han nok finde en løsning.
Inden længe skulle Anders på job i Grønland, et månedslangt ophold. Allerede første dag blev der dog ballade, og farmor Grethe ringede ulykkeligt til Mette, der straks hentede hende hjem til os.
Mads, så længe Anders er væk, bor farmor her. Du har ikke noget imod det, vel? Laura kører rundt med hende.
Nej da, selvfølgelig ikke hun er mere end velkommen, svarede jeg og mente det.
I pyjamas listede jeg ud i køkkenet.
Godmorgen
Godmorgen, Matilde, smilede Grethe, jeg tænkte, I trænger til lidt forkælelse, når nu I alle skal ud ad døren. Du på kontoret, lille Anna i børnehaven.
Tak, hvor det dufter godt det var lige præcis duften, der vækkede mig. Jeg går ind og vækker Mette og Anna.
Gør det, straks er alting klart her. Grethe kom med opstablede pandekager og en lille skål hjemmelavet jordbærsyltetøj. Vi rakte straks ud efter de varme pandekager. Stemningen var glad og hjemmevant.
Mor, farmor laver de allerbedste pandekager de er tynde! konstaterede Anna fornøjet.
Helt enig, skat hun er ekspert, sagde Mette med et grin.
Efter morgenmaden gik det op for mig, hvor meget tid jeg havde sparet. At farmor Grethe var flyttet ind, havde jeg måske frygtet ville give lidt besvær med en ekstra i lejligheden, men det var jo bare dejligt. Anna kunne selv få lov at vælge, hvilken bamse der skulle med i børnehave ingen morgenstress over madpakker og overtøj. Denne dag havde vi endda tid til overs.
Allerede efter en uge var jeg blevet vant til, at morgenmaden var på bordet, madpakkerne smurt. Jeg afleverede Anna på vej til kontoret, og Grethe var den, der hentede hende for Mette havde lange dage og kunne sjældent nå det før lukketid. Farmorens hjælp var simpelthen uvurderlig for os.
Det gør virkelig livet lettere, at morgenmaden står klar, og at Anna bliver hentet i tide. Grethe er hverken besværlig eller påtrængende faktisk er det bare rart og hyggeligt, tænkte jeg.
På kontoret sad jeg med to andre kvindelige kolleger, vi havde et rigtig godt forhold, og vi talte løst og fast om børn og ægtemænd.
Mads, har du fået styr på, hvad Anna skal have i fødselsdagsgave? Det er jo snart, spurgte Katja.
Åh jo hun begyndte ellers med at ønske sig en lillesøster eller lillebror, svarede jeg smilende. Hun gik endda til farmor og klagede over, at vi ikke ville have flere børn. Grethe sagde sødt, at hun da bare kunne skrive til julemanden. Men Anna var ikke til at narre: Det ved du da godt, farmor børn henter man på hospitalet. For det gjorde min venindes mor med hendes lillebror! Sådan er børn nu til dags. Vi grinede alle sammen.
Børn lader sig ikke sådan snøre, sagde den anden kollega.
Anna ville også gerne have en hund, tilføjede jeg, hver gang vi er på landet hos mine forældre, styrter hun ud til Rufus, vores gamle bondehund, og giver ham alt godt fra frokostbordet. Men sådan en kræver altså tid og opmærksomhed det er ikke bare lige.
Vi har selv hund, sagde Katja, man skal ud tidligt om morgenen, og den skal have mad og luftes, og alt udstyr skal være i orden. Det er altså lidt af et arbejde.
Måske en kat ville være nemmere? foreslog jeg. De kræver ikke så meget, et kattebakke og lidt foder det må vi lige snakke om derhjemme
Jeg sad og arbejdede på næste uges rapport, da telefonen pludselig ringede. Det var Annas pædagog fra børnehaven.
Goddag, det er Maiken fra børnehaven. Du må ikke blive bange, men Anna er væk.
En isnende frygt bredte sig øjeblikkeligt i mig havde hun virkelig sagt det, jeg troede?
Hvad mener du væk?
Bare rolig, men kunne hun være gået hjem selv?
Ej, det kan hun jo ikke! Jeg kommer straks!
Jeg fløj ud ad døren, kollegerne mærkede straks alvoren uden jeg sagde noget. Jeg løb næsten hele vejen til institutionen, og Mette var der allerede hun var kørt i bil og kom lidt før.
Hvordan kan I miste et barn?! lød Mettes ophidsede stemme i gangen.
Ingen børn har været væk før, snøftede den unge pædagog. De legede alle på legepladsen men efter legen var Anna væk. Vores pedel står altid ved porten, og han har ikke set nogen gå ud eller ind.
Hvad har I gjort, siden hun bare løber væk? røg det vredt ud af Mette.
Tro mig, Anna er en dejlig pige der er slet ikke grund til at skælde ud, forsikrede pædagogen.
Lederen standsede diskussionen. Nu leder vi først. Anna kan ikke være langt væk. Mads, du gennemsøger vejen hjem vi andre tjekker området her omkring. Børn kan stikke af af mange grunde måske bare for spændingen
Jeg løb straks hjem og talte med naboerne, men uden held. Panikken voksede alt muligt forfærdeligt fór gennem hovedet. Hvis hun var blevet kidnappet, ja så havde de måske allerede kørt hende væk i bil
Pludselig greb Mette min arm.
Se er det ikke Anna derovre? Hun pegede på den modsatte fortov, hvor vores datter kom gående hånd i hånd med en kvinde og noget pelsværk i armene.
Anna! råbte jeg og løb over vejen ligeglad med fodgængerovergangen.
Skat, hvor har du været? Og… hvem er du? spurgte Mette forpustet og kastede et blik på kvinden. Har du det godt?
Jeg ville til at tage Anna op, men så jeg det lille bylte, som bevægede sig i hendes arme.
Hvad er det?
Det er min Bimse! erklærede Anna stolt. I vil jo ikke give mig en lillebror eller lillesøster så nu har jeg fået en hund!
Hun krammede den lille hvalp og gik direkte mod dyreklinikken.
Vi forældrene var bare glade for, at Anna var fundet i god behold, og vi havde glemt alt om bekymringer på et øjeblik.
Snart stod det hele klart: Under leg ude på legepladsen havde Anna set en lille hvalp humpende rundt på den anden side af hegnet og pjevsende. Anna vidste, hvor hegnet var lidt skævt, og smuttede igennem uden at nogen så det. Hun tog hvalpen op og gik med det samme mod dyrlægen, for der går vi ofte forbi på vej hjem fra børnehaven. Anna gik selvsikkert ind:
Hej dame, se hvad jeg har fundet sagde hun og lagde hvalpen op på briksen.
Du er da en modig pige hvad hedder du og hvor bor du? spurgte dyrlægen.
Det fortæller jeg først, når du har hjulpet Bimse, svarede Anna, beslutsomt som altid.
Den unge dyrlæge kunne ikke stå for det og hjalp straks med det dårlige ben. Da hvalpen var forbundet, pakkede Anna den ind i sin jakke og opgav sin adresse.
Sådan fulgtes de to nu hjem til os, dyrlægen trygt ved hendes side.
Jeres datter er både beslutsom og handlekraftig nægtede at gå før vi hjalp hendes ven, smilede dyrlægen.
Sådan er hun, nikkede Mette og sendte mig et medfølende blik. Det har hun måske lidt fra far
Jeg så på dem begge min kone og min datter og blev grebet af taknemmelighed og kærlighed til mine piger.
Godt det hele endte lykkeligt, sukkede Mette lettet, og lederen fra børnehaven var også synligt lettet.
Bimse var den mest yndige gadekryds men for Anna var racen ligegyldig.
Han er ægte baggårdshund, fra et gårdmiljø! lo jeg, men Anna var lykkelig og stolt. Nu havde hun endelig sin egen lille ven.
Sådan gik det til, at min datters ønske pludselig gik i opfyldelse. Efter den store forskrækkelse sagde vi ja til alt. Nu har familien et nyt medlem en uvorren lille pelsklump. Og jeg har fået mig en ekstra gåturskammerat om morgenen, mens Mette og Anna går med Bimse om aftenen.
