Mor, hun vil ikke give mig dukken! Freja stormede ind i køkkenet, mens hun tørrede tårerne væk med hænderne.
Tine sprang op fra stolen.
Karen, det kan simpelthen ikke være rigtigt. Emma er to år ældre! To! Kan hun ikke lade den lille pige lege fem minutter med hendes ting?
Karens kæbe spændtes. Nu begynder det igen.
Tine, Emma er bare glad for sine legesager. Det er ikke for at være ond, hun…
Bare hvad? Egoistisk? Tine sendte hende et vredt blik. Sådan har du opdraget hende, Karen. Hun ligner dig fuldstændig! Alt til sig selv, ingenting til andre. Det har hun arvet. For min bror er ikke sådan. Han er rar som alle andre i vores familie!
Beskyldningen stak som brændenælder. Karen slugte ordene, der så gerne ville ud.
Det er ikke fair dømt, det ved du godt.
Ikke fair? Tine pegede i retning af Freja, der nu græd så snotten drev. Mit barn græder! Og din er ligeglad! Hun kunne ikke være mere kold over for Freja!
Ud af øjenkrogen så Karen noget bevæge sig ude i gangen. Emma stod med armen om dukken, som var årsagen til konflikten. Karen genkendte straks dukken farmor havde givet den til Emma, og hun havde døbt den Mette. Den havde hun haft med alle vegne i månedsvis. Emmas underlæbe dirrede. Hun så forskrækket fra mor til moster.
Kan du se det? Tine pegede mod Emma. Ikke skyggen af skam i livet. Kun grådighed.
Karen trak vejret dybt, flere gange, gik så hen til datteren og knælede. Det her gjorde avs for dem begge.
Skat, hviskede Karen blidt, vil du ikke give Freja dukken?
Emmas øjne blev store og uforstående.
Mor nej
Stol på mig, Karen bed sig i kinden. Bare denne ene gang, skat, luk mig ind.
Emma stod stille længe, så rakte hun med rystende hænder dukken frem. Freja rev den til sig og stoppede straks med at græde. Hun begyndte at undersøge sin fangst med et fornøjet smil.
Emma vendte sig og løb. Døren til værelset smækkede kort efter. Karen så efter sin datter, som hun netop havde svigtet.
Endelig! råbte Tine, sådan skal man gøre, Emma! Ingen kan lide en nærigrøv! Husk det!
Karen begyndte at gøre tegn til, at det var tid for gæsterne at gå hjem. Tine brokkede sig stadig over, at Karen ikke kunne opdrage, at Emma var blevet umulig, og hvorfor små piger ikke skulle være så egoistiske og led.
Først da døren gled i bag Tine og Freja, kunne Karen ånde frit. Hun stod et øjeblik i gangen, før hun stilnede ved Emmas dør. Der lød dæmpede snøft bag den.
Hun lagde hånden mod døren og lukkede øjnene. Den sværeste samtale ventede nu.
Emma, må jeg komme ind? Karen bankede sagte.
Stilhed. Karen ventede et øjeblik, så åbnede hun døren. Emma lå sammenkrøbet på sengen med ansigtet vendt mod væggen.
Skat, jeg ved, du er sur på mig, Karen satte sig ved hendes seng. Du har ret i det. Men jeg har brug for, at du stoler på mig, okay? Jeg skal nok få det til at fungere. Det lover jeg.
Emma sagde ikke noget. De små skuldre var spændte. Karen blev siddende længe ventede på det mindste tegn, bare en antydning af bevægelse. Men Emma rørte sig ikke. Karen rejste sig og gik, lukkede døren sagte efter sig.
Hun skulle nok få rettet op på det. Emma skulle ikke ende med at lide på den konto.
Hele næste uge holdt hun øje med Emma, bemærkede hver lille detalje. Emma begyndte igen at spise morgenmad uden overtalelse, svarede på spørgsmål uden bare at trække på skuldrene, og fredag morgen grinede hun endda af en tegnefilm. Men legetøjskassen blev ikke åbnet, og der var noget tungere og trist i Emmas blik.
Lørdag kom Karen ind med jakken.
Tag tøj på, skat, sagde hun smilende. Vi skal hjem til moster Tine.
Emma så forundret op, men tog jakken uden et ord. Hun gjorde, hvad mor sagde, selvom Karen vidste, hun ikke ville se Tine og Freja. Men hun gik uden protest.
Tine lukkede dem ind med sin vante, snakkende energi og førte dem ind. Karen sendte Emma ned ad gangen.
Gå ind og leg med Freja, skat, sagde hun og gav hendes hånd et lille klem. Jeg bliver herude.
Emma tøvede kort, mødte Karens blik, vendte sig og gik mod Frejas værelse.
En hel time sad de voksne i stuen. Tine snakkede uafbrudt, Karen nikkede og skød ind hist og her. Tine havde ikke brug for svar, bare ører.
Min lille Freja har et hjerte af guld, sukkede Tine tilfreds. Hun tænker altid på andre og deler uden at man beder hende. Sidste uge gav hun sin sidste karameller til naboens knægt. Helt af sig selv! Det er sådan hun er.
Karen holdt masken. I ti minutter havde Tine rost sin datter til skyerne.
Nogle børn bliver bare født generøse, fortsatte Tine, mens hun så på sine negle. Andre må lære det igen og igen. Det må da være hårdt arbejde med sådan nogle selvoptagede unger, hva? År efter år forsøger man at få det ind, og de fatter det stadig ikke.
Emma er en sød pige, sagde Karen stille.
Jovist, Tine viftede afværgende. På sin egen måde. Men hun kunne lære noget af Freja om at dele. Det dér med dukken sidste uge jeg siger dig, det var pinligt. Et barn på syv der flipper ud over en legeting? Det kunne Freja aldrig finde på…
Længere henne fra gangen lød et skrig. Begge kvinder styrtede derhen.
Næsten samtidig kom de ind. Freja trak i en stor bamse med begge hænder, Emma holdt fast i den anden ende og hendes øjne sagde tydeligt: ikke tale om.
Emma, slip så med det samme! Tine fór frem. Giv Freja legetøjet!
Karen stillede sig imellem.
Vent lige. Hvorfor skal hun det?
Tine stivnede. Hendes kinder blussede rødt som en moden tomat.
Hvad mener du, hvorfor? Det er Frejas bamse! Vi er på hendes værelse!
Karen rokede sig ikke, forholdt sig roligt. Indeni jublede hun.
Men den dukke var Emmas. Det stoppede jo ikke dig, vel?
Tine trak sig lidt tilbage.
Det er noget helt andet, Karen! Freja er mindre, hun…
Din datter er jo så sød og gavmild, ikke? Karen skar hende af. Følsom? Det har du sagt mange gange i dag. Så lad hende vise det! Lad hende dele.
Frejas ansigt krøllede sammen, tårerne fossede frem.
Mor, nej! skreg Freja, det er min! Jeg vil ikke! Emma må ikke få min bamse! Det er min! Mit! Mit!
Karen så på, hvordan Tines selvretfærdige mine smeltede væk og blev usikker. Den søde, gavmilde Freja vred sig på gulvet i rendyrket hysteri. Tine satte sig ved siden af og prøvede at trøste, men Freja skreg kun højere.
Kan du se? sagde Karen stille. Ikke så let, når det gælder ens eget barn, vel, Tine?
Da Freja et øjeblik gav slip på bamsen, snuppede Emma den, krammede den ind til sig og listede bagud til Karens ben hvor hun blev stående, halvt gemt bag sin mor.
Karen lagde hånden kærligt på Emmas hoved.
Vi går nu. Tak for i dag det var hyggeligt, men nu tager vi hjem.
Tine sagde ikke noget. Hun sad bare med Freja, der hulkede videre.
Karen tog Emma ved hånden og gik uden at se sig tilbage. Ingen sagde farvel, ingen fulgte dem.
Hjemme landede Emma på sofaen, stadig med bamsen i armene. Hendes ansigt lyste af sjælden, ægte glæde.
Karen sendte hende et smil, satte sig ved siden af og trak datteren ind til sig. Tine fik i dag smagt, hvor svært det er med egne principper. Den søde datter havde smidt alle manerer.
Der ville gå måneder, før de besøgte dem igen hvis de nogensinde gjorde. Og det var Karen fuldstændig ligeglad med. Hun havde besluttet sig, at hendes datter måtte blive egoistisk, hvis det var hvad verden mente. For aldrig i livet ville Karen finde sig i, at nogen trådte på Emma igen. Hun skulle have styrken til at sige nej og passe på sig selv også den dag, hvor Karen engang ikke var der længere.
