Om morgenen drømte Kirsten en mærkelig nat: som om hendes søn, Mikkel, stod på trappekanten og bankede på døren. Hun vågnede med et rykk, sprang op på bare fødder og løb mod indgangen.
Udmattet støttede hun sig mod dørkarmen og stod stille. Alt var tavst. Sådanne drømme kom ofte, men hver gang løb hun mod døren og smed den op. I nat åbnede hun den helt og stirrede ud i den mørke nat. Stilheden og skumringen omsluttede hende. For at dæmpe sit bankende hjerte satte hun sig på trappekanten. Pludselig lød der en svag, mærkelig lyd en knirken eller en pib.
Det er nok den nabos kat igen, tænkte Kirsten og gik for at befri den lille firbenede fra hyldebusken, som hun så mange gange havde gjort. Men da hun greb den snor, der hang i busken, opdagede hun, at det ikke var en kat, men en gammel, farvet bomuldspude. Da hun trak i den, så hun i et hjørne en lille baby.
Barnet lå helt nøgent, indpakket i pudens skårne kant, og så ud til at have viklet sig selv sammen, mens det lå der en dreng. Navlen var stadig hængende, så han måtte kun være få timer gammel.
Han kunne ikke engang skrige; han var våd, svag og sulten. Da Kirsten løftede ham, gaf han et svagt hyl. Hun, uden at tænke, pressede ham tæt ind til sig og hastede ind i huset. Hun fandt et rent lagen, viklede babyen ind, lagde et varmt tæppe over ham og gik i gang med at varme mælk. Hun skyllede en flaske, fandt sutten fra foråret, hvor hun havde ammet en lille kid.
Den lille sutte, savlede og kæmpede med flaske, men da han var varmet og mæt, faldt han i søvn. Morgenen begyndte at bryde frem, men Kirsten tænkte kun på sit fund. Hun var i begyndelsen af femtiererne, og i landsbyen kaldte de unge hende allerede tante. Hun havde mistet både mand og søn i krigen for et år siden og stod nu alene i verden. Enkelthedens barske sandhed havde lært hende at klare sig selv, men nu stod hun forvirret og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun så på den sovende dreng, som alle små børn gør, og tænkte på at spørge sin nabo, Gitte.
Gitte levede, som ingen anden i landsbyen, i ro og fred. Hun havde hverken mand eller børn, ingen krigsoplevelser, ingen begravelser. Alle hendes mænd kom og gik, og hun holdt ikke fast. På denne morgen stod Gitte i sin pergola med en let sjal over skuldrene, strakte sig under den blide solopgang. Da Kirsten fortalte om natten, svarede hun kort:
Hvorfor behøver du det? og gik ind i huset. Kirsten så, da Gitte gik, at gardinet på hendes vindue bevægede sig; en nattevært var på besøg. «Hvorfor? Virkelig hvorfor?», hviskede Kirsten.
Hun gik hjem, fodrede barnet, pakkede ham i et tørt tæppe, samlede madpakker til rejsen og gik mod busstoppet for at fange en tur til byen. Efter fem minutter bremser en lastbil, der kørte mod Aalborg, ved siden af hende.
Til hospitalet? spurgte chaufføren, mens han pegede på den lille pakke i hendes hænder.
Til hospitalet, svarede Kirsten køligt.
I børnehjælpen, mens de udfyldte papirer om den fundne dreng, kunne hun ikke slippe tanken om, at hun gjorde noget forkert, at hendes samvittighed gnagde. Tomrummet i hjertet mindede hende om den dag, hun fik besked om sin mands død, og kort derefter om sønnens.
Hvad skal vi kalde drengen? Hvilket navn? spurgte lederen.
Navn? gentog Kirsten, tænkte et øjeblik og svarede overraskende, navnet er Mikkel.
Et godt navn, sagde lederen. Vi har mange Mikkels og Katjaer efter krigen. Når familier er væk, er det svært at vide, hvem der har efterladt et barn. Der er ingen mænd her, så lad os glæde os over barnet, i stedet for at kritisere.
Ordene ramte Kirsten, og en knude af smerte gik op i brystet. Da hun kom hjem om aftenen, tændte hun lampen i det tomme hus og så den gamle bomuldspude, hun havde lagt til side. Hun tog den i hænderne og satte sig på sengen.
Mens hun greb den gennemblødte pudse, fandt hun i et lille hjørne en knude. I knuden lå et lille gråt papir og et simpelt tin-kors på en snor. På papiret stod: »Kære, venlige kvinde, tilgiv mig. Jeg har ikke plads til dette barn, jeg er fanget i livet, i morgen er jeg væk. Lad ikke min søn blive efterladt, gør for ham, hvad jeg ikke kan.« Der var også barnets fødselsdato.
Kirsten brast i gråd, som om hun sørgede over en afdød. Tårene strømmede, og hun mindedes sit eget bryllup, den glæde hun havde haft med sin mand, og så fødselen af Mikkel endnu en lykke. Landsbyens kvinder havde misundt hende, hun strålede af lykke, fordi både mand og søn var elsket. Hendes mand havde før krigen afsluttet en chaufføruddannelse og lovet at køre hende i den nye traktor, de skulle få på kolonigården. Så kom krigen.
I august 1942 fik hun besked om sin mands død, og i oktober samme år om sin søns. Alt lys syntes at slukke, og hun blev som de fleste andre enke i landsbyen, der om natten sprang ud på trappen, åbnede døren og så ind i den sorte nat kun lyden af naboens fattige kat.
Den nat kunne hun ikke sove; hun gik ud i natten, lyttede og ventede på noget.
Næste morgen tog Kirsten bussen til byen. Ledelsen i børnehjælpen genkendte hende med det samme og blev ikke overrasket, da hun sagde, at hun ville hente drengen hjem, som hendes afdøde søn havde ønsket.
Sådan, svarede lederen, vi hjælper dig med papirer.
Hun pakkede Mikkel ind i et tæppe og forlod institutionen med et nyt hjerte; den tunge, evige længsel var væk, erstattet af håb og kærlighed. Hvis livet er bestemt til at give lykke, vil den finde vej, og det skete for Kirsten. Hjemme ventede kun billeder af manden og sønnen på væggen.
Men nu så hun dem i et andet lys blødere, mere fredfyldt, som om de gav hende styrke. Hun holdt den lille Mikkel tæt og følte sig stærk; han ville have brug for hende længe.
Vil I hjælpe mig? sagde hun til billederne.
Tyve år gik. Mikkel voksede til en flot ung mand. Mange piger havde drømt om ham, men han valgte den, der havde erobret hans hjerte efter sin mor Lise. En dag førte Mikkel Lise hjem for at præsentere hende for Kirsten, og Kirsten indså endelig: hendes søn var blevet en mand. Hun gav sin velsignelse, og et bryllup blev holdt. De byggede deres eget lille hjem, fik børn, og den yngste søn blev også kaldt Mikkel, så familien voksede.
En nat vågnede hun af støj ved vinduet og gik, som hun altid gjorde, til døren. Hun åbnede den og gik ud i gården. En tordenstorm nærmede sig, lyn flæskede i horisonten.
Tak, min søn, sagde Kirsten stille i mørket, nu har jeg tre Mikkels, og jeg elsker jer alle.
Et stort træ, som hendes mand havde plantet, da den første Mikkel blev født, knagede i vinden, mens lynet blinkede som et smil fra den yngste Mikkel.
