Lektioner på kanten af sammenbrud
Søren Poulsen stod foran det store spejl i soveværelset og prøvede det ene slips efter det andet til sin nye, mørkeblå italienske habit. Han rettede nervøst på slipsene, trak på skuldrene og vippede hovedet for at fange sit spejlbillede i aftenlyset.
Søren, grinede kvinden på sengekanten. Hun hed Lærke Andersen. Du skal jo ikke til bal, du skal bare hente din datter i lufthavnen. Det her med de små striber passer dig helt fint.
Hun rejste sig, gik hen til ham, tog det valgte slips, og med et vant drev bundet hun det for ham, glattede knuden og klemte ham blødt på kinden.
Søren kørte en hånd gennem sit mørke hår, der begyndte at blive noget tyndt i toppen, og kiggede ud ad vinduet.
Hvor bliver de af? sagde han utålmodigt. De kørte fra Kastrup for over en time siden, og her er sgu ikke så langt.
Tag det nu roligt, sagde Lærke blidt. De kommer nok.
Jeg savner Emilie sådan. Hun er min eneste, min vigtigste. Jeg har bare glædet mig, siden hun skrev, at hun kom hjem fra sit ophold i London. Chaufføren ringede jo og sagde, de var kørt. Selvfølgelig er jeg nervøs. Det må man godt være.
Han gik et par runder i værelset med hænderne på ryggen.
Og så ved jeg heller ikke, hvordan hun tager imod dig tilføjede han lavmælt, altså til os to sammen.
Det skal nok gå, svarede Lærke sikkert. Du skal ikke tage sorger på forskud.
Hvor bliver de af? gentog Søren, mens han igen kiggede ud.
Du er da helt utålmodig, sagde Lærke med et lille smil. Måske er der kø inde i byen. Sig hellere tak for, at hun gider komme hjem. Du kunne bare have ladet hende blive, så så du hende ikke så sjældent.
Det var mit valg, svarede Søren fast. Udenlandsuddannelse åbner døre. Min datter fortjener de bedste muligheder.
Det mangler heller ikke på penge, bemærkede Lærke tørt. Du betaler alt, hvad hun peger på.
Jeg har mine grunde, sagde Søren og blev stille. Du kender dem jo.
Ja, jeg ved det, svarede Lærke, gik hen og lagde armene om ham. Din kone døde, da Emilie kun var fem. Du prøvede alt for at redde hende, holdt ikke igen med noget. Men det var ikke din skyld. Du har været alene så længe og gjort alt for din datter. Og nu har du mødt mig.
Han vendte sig, kyssede hende i panden og sagde lavt:
Jeg er virkelig lykkelig over, at du er kommet ind i mit liv. Men har jeg gjort nok for Emilie? Jeg arbejdede konstant.
Du gav hende alt. Elite skole, oplevelser, rejser. Gid jeg havde haft sådan en far.
Præcis, smågrinede han. Hun har gået til tennis, fægning, klaver hvad ikke. Jeg støttede alt. Hun lå ikke bare på stranden, men tog på sprogskoler og lavede venner i hele verden.
Jeg husker, nikkede Lærke, da hun sagde, hun ville bo i England, sagde du ikke et ord imod.
Og jeg har aldrig fortrudt. Hun vil aldrig mangle, som jeg gjorde som barn. Mine forældre var ganske jævne folk, og jeg måtte selv kæmpe for alt.
Du kom selv op, sagde Lærke. Men mens din kone levede, tog hun sig af Emilie. Da hun døde, forsøgte du at opveje det med gaver og barnepiger.
Alt for lidt tid sammen, sukkede Søren. Nå, jeg kan ikke vente mere. Jeg ringer til chaufføren.
Han gik ud og mødte husholdersken, Karen Holm, som havde været i familien i mere end ti år og reelt opdraget Emilie. Karen var lav, solid og havde et varmt, vågent blik.
Har du hørt noget? spurgte hun stille.
Nej, svarede Søren, der godt kunne mærke uro i maven.
Har du tænkt på, hvordan du vil fortælle hende det? spurgte Karen dæmpet.
Nej indrømmede Søren. Jeg tror ikke, hun synes om det. Jeg har været alene så længe, men jeg er trods alt bare et menneske. Jeg elskede min kone højt, men skal jeg gå alene resten af livet?
Der har vel været andre, sagde Karen forsigtigt. Men du har aldrig præsenteret nogen for Emilie.
Fordi det var noget andet. Emilie savner stadig sin mor, selvom hun næsten ikke kan huske hende. Men Lærke er anderledes. Med hende føler jeg mig levende igen. Emilie forstår det nok. Lærke er fantastisk kærlig, ærlig. De skal nok lære hinanden at kende. Jeg elsker dem begge.
Han tænkte på deres møde. Det var den gamle studiekammerat, en dekan, der havde spurgt om han ville holde oplæg for de nye økonomistuderende om, hvordan en dreng fra Høje Taastrup kan blive virksomhedschef. På universitetet hilste dekanen på Lærke, underviser i erhvervsøkonomi: klog, skarp, populær men retfærdig. De drak siden kaffe sammen og fandt hurtigt fælles fodslag.
Måske skulle du have sagt det til Emilie på forhånd? spurgte Karen.
Nej, svarede han fast. Så var hun blevet fornærmet og nægtet at komme hjem. Bedre vi taler sammen ansigt til ansigt så kan hun ikke bare lægge røret på.
Karen rystede tøvende på hovedet og gik ud i køkkenet. Pludselig råbte hun:
Søren, nu kommer de!
Han nærmest sprang ned ad stentrappen. En sort Mercedes svingede ind foran huset. Ud fløj en ung kvinde i sommerkjole og sandaler.
Far! råbte Emilie og kastede sig i armene på ham.
Min pige, sagde Søren og kyssede hende varmt. Hvordan gik det? Hvorfor tog det så lang tid?
Veje er veje, grinede hun.
Chaufføren, en ældre herre med trætte øjne, bar to store kufferter ud.
Køer, Søren. Undskyld.
Det er i orden, sagde Søren. Så er vi samlet.
Han kiggede kort på Lærke, der stod lidt for sig selv og så til med forsigtig optimisme. Søren tog Emilie i hånden og gik hen til Lærke.
Emilie, mød Lærke.
Lærke rakte venligt hånden frem.
Dejligt at møde dig.
Men Emilie tog ikke imod. Hun sendte Lærke et isnende blik, betragtede hendes elegante, men afdæmpede jakkesæt, håret i orden, næsten ingen smykker, og gik forbi uden at hilse. Søren mærkede raseriet stige op sammen med skammen.
Den møgunge, tænkte han surt. Ødelægger hele øjeblikket. Hun skal få lov at høre for det.
Han omfavnede Lærke, kyssede hende på kinden og hviskede:
Søde, det skal du ikke tage dig af. Jeg skulle have forberedt hende. Kom, vi går ind, spiser morgenmad, finder roen. Hun lærer dig at kende, som jeg har gjort.
Men Lærke trak sig blidt:
Nej, Søren, jeg må ind på arbejdet. Jeg burde have været kørt for længst. I trænger til lidt far-datter-tid. Bliv ikke sur, men jeg må videre.
Hun gav ham et sidste kram og kørte. Søren vendte tilbage og fandt Emilie midt i stuen med armene over kors og udfordrende attitude.
Emilie, begyndte han kontant, jeg ved du er træt efter turen, men den opførsel det er ikke i orden.
Hvem ER hun? spurgte Emilie spidst. Hvad laver hun her i vores hus?
Det var jeg netop ved at fortælle, sagde Søren og kæmpede for at holde roen. Du opførte dig uvoksent og ville slet ikke høre.
Så snak.
Hun satte sig med benene over kors og stirrede stædigt.
Lærke og jeg har set hinanden i snart et år, sagde Søren. Hun betyder meget for mig. Jeg håber, du vil vise hende respekt.
Og hvad med mor? spurgte Emilie lavt med blanke øjne.
Han så på hende, kærligt men fast:
Din mor vil jeg altid bære i hjertet. Hun gav mig dig, det vigtigste menneske i mit liv. Men tiden går, og jeg kan ikke leve alene. Lærke betyder alt for mig og bliver i vores liv.
Det tror jeg næppe, mumlede Emilie og rejste sig. Jeg skal mødes med pigerne i aften.
Emilie, vi var ikke færdige!
Men hun var allerede forsvundet ovenpå og smækkede døren bag sig. Søren stod tilbage med en klump i halsen. Han hørte hendes hæle klakke ned ad trappen kort efter, og så smækkede hoveddøren.
Hun satte sig bagi taxaen og bad om adressen til en af de mest populære restauranter i København. Undervejs tjekkede hun Instagram, svarede veninder, der ventede. Ved restauranten tog tjeneren venligt imod, og hun blev ledt op til den smukt dækkede tagterrasse med udsigt til byens aftensol.
Emilie! råbte pigerne. Endelig! Fortæl, hvordan er det i London? Hvor er du flot! Du ser ud som om du netop kom hjem fra spa, ikke eksamen.
London? Emilie tog et glas prosecco og begyndte at scrolle igennem sine billeder. Jeg var i Paris sidste uge og i Wien i vinter. Prøv at se her. Herhjemme? Hold nu op, hvordan kan I holde det ud?
En af veninderne, Stine, prøvede:
Vi var faktisk på ferie i år
Emilie brød ind:
Jeg flyver kun business. Prøv at se, sagde hun og viste et billede på en stor yacht. Mine amerikanske venner. Båden dér? For vild. Skulle ønske vi kunne sejle her, så havde jeg bedt far om en.
Vi var også ude at sejle, sagde Laura. Men det var ikke helt som det der.
Emilie fnøs:
Den dér skal du ikke kalde en yacht, skat. Den ser ud til, at den kan synke når som helst. Og hvor har du den bikini fra? Den klæder dig virkelig ikke. Kig på min figur jeg træner hver dag for at holde sådan.
Hun rejste sig og drejede for dem.
Man må aldrig gå ned på udseende, hverken stil eller penge. Herhjemme kan man jo ikke engang købe ordentlige mærkevarer, alt er så bagud. Ærligt, hvad glæde er der ved København? Udlandet er dét, der gælder.
Det er heller ikke værst her, sagde Stine lidt såret.
Det siger du bare fordi, du alligevel ikke kommer nogen steder, svarede Emilie tørt.
Men, jeg har alt herhjemme, sagte Stine.
Ikke tale om, jeg vil kun giftes med en udlænding. Lokale mænd, nej tak! Jeg skal have karriere. Forresten, hvad er det her for noget vin? Det er noget billigt skvadder.
Emilie, vi har bestilt den dyreste på kortet, sagde Laura.
De har ikke smagt rigtig italiensk. Min vens familie har eget vineri i Toscana. Vi smagte vin i verdensklasse til festival i Frankrig. Dem blev vi venner med.
Vi var også på vinfestival, sagde Stine igen.
Men Emilie var allerede i gang med at tage sin taske:
Piger, jeg smutter. Køkkenet her er elendigt nu. Marie hjemme hos os laver bedre mad.
Uden så meget som et farvel gik hun. Veninderne sad fortabte tilbage.
Hjemme var der lys i vinduerne. Hun smed skoene i gangen og kiggede ind i køkkenet, hvor faren og Lærke sad med rødvin og lo.
Emilie, kom og spis med os, sagde Søren.
Ikke sulten, svarede hun og gik op.
Emilie, råbte han, i morgen skal du være hjemme til aften! Vi holder reception, mine kolleger og venner kommer. Vi har glædet os til at samle familien.
Hun nikkede stumt og gik ind på sit værelse, mærkede en blanding af tomhed og arrigskab.
Næste dag summede huset. Karen bagte og stegte, Lærke hjalp til i elegant kjole, Søren planlagde det sidste i stuen. Emilie spiste mekanisk sin salat og gik tilbage til sig selv. Om aftenen tog hun en af sine dyreste kjoler på og lagde makeup, gik ned, da gæsterne var samlet fædrene venner, forretningsforbindelser, kendte folk og velklædte damer. Et lille jazzband spillede, tjenere serverede champagne.
Midt i det hele klingede Søren på glasset:
Kære venner, må jeg bede om jeres opmærksomhed!
Latter brød ud.
Det her er for mig en helt særlig aften. Jeg har fundet en kvinde, Lærke, der har givet mig håb igen. Jeg har friet til hende, og hun
Han så på Lærke, og hun svarede:
Ja.
Vi skal giftes.
Klapsalver brød ud, lykønskninger fløj, folk krammede og takkede. Søren omfavnede Lærke. Kun Emilie sad i et hjørne med champagne i hånden, uden at smile eller glæde sig.
Karen listede hen.
Emilie, hvorfor sidder du her alene? Har du ikke sagt tillykke? Se, hvor glade de er.
Tillykke for hvad? Emilie slørede lidt efter et par glas. Skal jeg fejre fars bryllup? Jeg forstår ikke, hvad alle er så lykkelige over.
Hun talte højere; samtalerne døde ud.
Fordi far finder en eller anden høne og gifter sig? Tillykke, siger jeg bare.
Hun rejste sig ustabilt, løftede glasset teatralsk.
Held og lykke, far! Jeg satser på en hurtig skilsmisse.
Et vådt chok gik gennem stuen. Søren blev bleg, knyttede næverne og tog en dyb indånding.
Hvordan kunne hun gøre det her Alt jeg gør for hende. Hun kunne i det mindste tie stille.
Han var ved at tabe besindelsen.
Emilie, tag op på dit værelse, sagde han lavt, men bestemt.
Hvad har jeg gjort? Jeg siger bare sandheden i MIT eget hjem.
Husk, det er også mit hjem, fastslog Søren iskoldt. Og jeg finder mig ikke i sådan opførsel her. Op nu.
Fint for mig! snærrede hun, smed glasset og forlod stuen med løftet hoved.
Gæsterne vekslede akavede blikke. Stemningen var dræbt.
Emilie lukkede sig inde, lagde sig på sengen og stirrede i luften, såret helt ind til knoglerne.
Hvordan kan han gøre det? Han har svigtet os for en eller anden kvinde. Tænkte han ikke på mor? Hun faldt hurtigt i søvn, udmattet.
Næste dag vågnede hun sent. Hun gik ned, helt uanfægtet.
Godmorgen, far, sagde hun og begyndte at spise.
I går gik du over stregerne, sagde Søren, koldere end hun nogen sinde havde hørt ham. Du ydmygede mig, sårede Lærke. Du rørte dig kun for penge. Jeg har glædet mig sådan, men du ødelagde det. Du er blevet egoistisk, Emilie.
Nå, sa Emilie og sprang op. Så flytter jeg! Du skal ikke holde på mig!
Det er op til dig, svarede Søren. Jeg holder dig ikke tilbage.
Fint, behold din Lærke.
Hun samlede sine ting, gik nedenunder. Da chaufføren slet ikke ville køre hende, trak hun på skuldrene:
Så må jeg tage bussen.
Hun gik grædende ned ad vejen. Efter ti minutters forgæves forsøg på at få blaffet, bremsede en gammel, hvid Toyota. Uden stor velvilje satte Emilie sig ind, og den unge fyr bag rattet smilede:
Du ligner en, der har brug for et lift? Jeg hedder Jesper.
Emilie.
Hvor skal du hen?
Hotel D’Angleterre, svarede Emilie. (Det fineste sted i byen.)
Så kører vi da.
De kørte, og Emilie prøvede kortene i receptionen afvist. Hun forsøgte at få en vens far, Peter, til at hjælpe:
Far har spærret mit kort.
Han ringede i går. Jeg må ikke hjælpe dig. Det gav jeg mit ord på, Emilie, og forstår ham. Det var på tide, du mødte lidt modstand.
Hun så rasende på ham og gik udenfor. Jesper sad stadig og ventede.
Forsøger du at forfølge mig? snerrede hun.
Jeg er taxachauffør, det er mit job. Skal du med eller ej?
Så kør mig til min veninde.
Men veninden var rejst. Den næste gad hende ikke, mindende Emilie om, hvordan hun havde været i restauranten.
Jesper tilbød:
Jeg har et sted. Gratis at bo.
Hun bed stoltheden i sig. Det blev en slidt, men ren etværelses på ydre Nørrebro; hybel, men hjem.
Det ligner sgu en tidslomme, fnyset hun.
Ja, mit hjem, sagde Jesper ligeglad. Du er velkommen, eller du kan smutte.
Sådan startede et nyt kapitel. Jesper arbejdede på fabrik, taxede om aftenen. Emilie flød på sofaen, rodede og vaskede intet. Efter et par dage sagde Jesper:
Emilie, den går ikke. Vi bor begge her. Du kan godt tage din tallerken med ud.
Jeg er ikke din hushjælp. Det skader neglene.
Negle kan rettes, det er værre med samvittigheden, svarede han og vaskede op.
Emilie tænkte over, hvad hendes far havde sagt: “Du ringer kun, når du skal bruge penge.” Det ramte.
Hun fik job som ekspedient i Jespers mosters tøjbutik. Efter sin første kunde brød både kvinden og mosteren sammen, fordi Emilie ikke kunne lade være at tale nedladende. Jesper bad mosteren holde fast i hende, og sagde blidt:
Det hjælper ikke altid at sige alt, man mener.
Men sandheden? spurgte Emilie forundret.
Uden venlighed bliver det til hårdhed.
Dag for dag begyndte hun at ændre kurs, blev mere hjælpsom, begyndte at lave mad. Engang sagde Jesper bare:
Den suppe var god.
Og det var som om, noget smeltede inden i hende.
Efter et par uger fik hun blindtarmsbetændelse. Jesper bragte hende på hospitalet, betalte for medicinen og fandt hendes far. Lærke dukkede op på hospitalet; hun satte sig med frugt og blomster hos Emilie.
Hvordan har du det, Emilie? sagde hun.
Emilie brast i gråd:
Undskyld, jeg var forfærdelig. Virkelig.
Lærke tog hendes hånd:
Vi elsker begge to den samme mand måske kan vi gøre ham glad sammen?
Ja, svarede Emilie.
Hun kom sig, flyttede hjem. Lærke tog imod hende:
Du er stærk, Emilie. Og fornuftig.
Søren kom hjem og græd, da han så sin datter.
Far undskyld. Jeg har forstået så meget om penge og om mennesker, sagde hun.
De blev forsonede. En måned senere blev der holdt bryllup i det fri. Lærke i hvid, Søren i sort, Emilie på brudens side.
Før Emilie tog til London igen, inviterede hun Jesper på middag. Søren så for første gang den fyr, der havde hjulpet hans datter med at blive voksen:
Du har gjort noget helt særligt. Tak.
Jeg har ikke gjort meget bare givet hende plads.
Emilie fulgte Jesper ud. Ved hans gamle bil sagde hun:
Vil du savne mig?
Selvfølgelig.
Jesper, jeg kan godt li dig, sagde hun stille. Du var der, da alle andre forsvandt.
Han kyssede hende. Tre måneder senere besøgte han hende i London, og juleaften friede han på Trafalgar Square.
Vil du gifte dig med mig?
Hun nikkede under tårer.
***
Vi snubler alle en gang imellem. Søren, Lærke, Emilie og Jesper fandt hver især mod til at ændre sig: acceptere fortiden, slippe stoltheden og opdage, at kærlighed, venskab og vilje til at tilgive er det, der tæller. Emilie lærte, at livet ikke handler om penge, brands eller dyre middage men om hvem der bliver, når man ligger på hospitalet, og hvem der samler en op, når man har ramt bunden.
Det er lykken i livet.
