Kære dagbog,
Der var engang en kvinde. Ikke særlig ung længere, men heller ikke gammel. Hun boede helt alene. Det vil sige, ikke helt sammen med sin hund og sin kat. Det var hendes lille familie.
Engang blev hun skuffet over alle mennesker omkring sig. Hun indså, at kun dyr aldrig svigter én. Siden den dag ændrede hendes liv sig. Hver dag var næsten en kopi af den forrige. Hun stod tidligt op, gik morgentur med hunden Albert, nussede Albert og katten Misse, fodrede dem og begav sig afsted for at gøre rent på et lille kontor midt i København. På vej hjem handlede hun kun det mest nødvendige i den lokale Netto og skyndte sig hjem igen. Om aftenen gjorde hun rent på endnu et kontor, gik en lille aftentur med Albert, spiste lidt aftensmad, så fjernsyn og gik i seng. Næste morgen begyndte ritualet forfra.
I weekenden slap hun for at skulle på arbejde, men udover det var der ingen forskel. Hun købte sjældent nyt tøj til sig selv hvorfor også? Hun havde jo ikke noget sted at tage hen, og på arbejdet lagde ingen mærke til, hvad hun havde på. At gå i biografen eller i teatret alene gav ikke mening i hendes optik. Der var alligevel så meget i fjernsynet også dokumentarer om fjerne lande, så hun følte ikke behov for at rejse. Og hvem skulle hun overhovedet få til at passe Albert og Misse, hvis hun rejste væk? Hun lavede sjældent noget særligt mad til sig selv det blev bare til noget hurtigt og nemt.
Det var længe siden hun havde tænkt over, at hun faktisk havde to videregående uddannelser bag sig. Hun gad ikke engang overveje at søge andet arbejde. Hvorfor dog det? Hendes løn var ikke stor, men hun kunne betale huslejen og købe foder til sig selv og dyrene. Og det var nok.
Men én dag på arbejdet fik hun pludselig det dårligt, og kollegaerne ringede til 112. Lægen, der kom, sagde alvorligt til hende, at hun skulle få undersøgt sig nærmere og tage en række prøver. Da speciallægen senere forklarede hende resultatet af prøverne, forstod hun straks, at det hastede. For hvad skulle der ske med Albert og Misse, hvis hun pludselig ikke var her mere?
Hun gik grædende hjem, og som så ofte før bemærkede hun nærmest ikke sine omgivelser. Men pludselig landede et lille, hvidt papirfly lige foran hendes sko. Sådan nogle foldede hendes storebror altid til hende, da hun var barn.
Dame! Det er mit fly! lød en klar barnestemme. Hun kiggede op og så en dreng i en kulørt jakke stå og smile.
Hvor har han dog en flot jakke og han ser vældig sød ud, tænkte hun.
Mit fly fløj væk og kom hen til dig. Vil du prøve at flyve med? Det kan flyve virkelig langt! sagde drengen.
Hun tog det lille papirfly op, vendte det i hænderne. Jeg prøver bare én gang. Det vil gøre ham glad. Og mig måske bliver det mit sidste papirfly. Så hvorfor sige nej? tænkte hun.
Hun kastede flyet afsted, og drengen lo og sprang efter det. Pludselig opdagede hun, hvor solrig dagen var, hvor store og smukke træerne i parken var, hvordan grenene flettede sig sammen. Hun så en lille fugl, der hoppede rundt i græsset, og en ung mand med en buket syrener skyndte sig hen mod en pige i en lys frakke.
Her er jo virkelig smukt! tænkte hun forundret. Jeg har gået gennem den her park hver eneste dag og aldrig lagt mærke til, hvor meget liv der egentlig er. Nu vil jeg gå her hver dag. For snart…
Hun forstod, at sygdommen lærte hende at lægge værdi på de enkleste øjeblikke.
Hjemme igen blev hun mødt af Albert og Misse, der sprang hende i møde. Hun begyndte at græde igen for hun kunne ikke holde ud at tænke på, hvordan de ville have det uden hende. Hun havde så lidt tid. Hun måtte ikke spilde det med at have ondt af sig selv. Jeg skal værdsætte hver eneste minut, tænkte hun og åbnede sin bærbare. Hun ledte efter et internat, der ville tage imod Albert og Misse, hvis det blev nødvendigt. Overalt fik hun at vide, at de ikke havde plads der var for mange hjemløse dyr i verden. Men nu gav hun ikke op. Sygdommen tvang hende til at være vedholdende. Til sidst fandt hun et sted, men da hun så, hvordan dyrene levede dér, vidste hun med det samme, at hun aldrig ville overlade Albert og Misse til sådan et sted.
Så tænkte hun på sin familie, dem hun ikke havde haft kontakt til i årevis. Hun havde været forurettet, men nu pressede sygdommen hende til at opsøge andre løsninger. Hun ringede til sin storebror, Henning.
Til hendes overraskelse blev han glad for opkaldet. Han bad om tilgivelse for, at han engang ikke havde støttet hende, selvom han kunne. Hun mærkede det gamle svigt gøre ondt, men hun tvang sig selv til at lytte og forstod endelig, hvorfor han havde handlet, som han gjorde dengang. Sygdommen havde lært hende at lytte.
Broren fortalte, at deres mor nu var blevet meget gammel og flyttet tilbage til sin landsby nede på Fyn. Hun nægtede at komme tilbage til byen, og han vidste ikke, hvordan han skulle hjælpe hende.
Hun var tæt på at nævne, at deres mor havde vendt hende ryggen, da hun selv havde brug for hjælp, men sagde ikke noget. Hun kunne efterhånden godt se, at hun også have gjort sit. Sygdommen lærte hende at turde bede om hjælp. Så hun fortalte broren alt, og sagde at hun selv ville tage til landsbyen på Fyn sammen med Albert og Misse og passe deres mor, så længe hun kunne.
Og sådan blev det. Hun sagde sit job op, lejede sin lille lejlighed ud, tog sine dyr under armen og flyttede til landsbyen. Den gamle mor græd længe og bad datteren tilgive hende for ikke at have ladet hende gifte sig med sin ungdoms store kærlighed. Måske var alting blevet anderledes så. Sygdommen lærte hende at tilgive. Da føltes sjælen lettere.
Nu gik dagene stille hen. Broderen hjalp økonomisk, og hun glemte næsten sine egne problemer indtil hun pludselig fik et nyt tilbagefald. Hun mindede sig selv om, at sygdommen stadig var der, men hun turde nu tale åbent om den også med sin mor. Hun fortalte om sin bekymring for Albert og Misse. Sygdommen lærte hende at indse sin egen magtesløshed, men ikke hvordan hun skulle løse dyrenes skæbne.
Derfor blev hun overrasket, da det en aften bankede på døren. Der stod en mand, ikke helt ung og ikke helt gammel, med rare øjne. Han klappede Albert på hovedet, nussede Misse og så hende dybt i øjnene.
Din mor har fortalt mig det hele. Bliv ikke vred på hende. Vi har alle brug for hjælp af og til, selv fra fremmede. Jeg bor lidt ude i udkanten af landsbyen, tæt på skoven. Jeg vil gerne tage dine dyr til mig, hvis det bliver nødvendigt de vil få det godt hos mig, det lover jeg.
De kan faktisk allerede lide dig, smilte hun, og følte en tung sten lette fra hjertet.
Han rakte hende en lille pose tørret urter. Prøv dem i din te deres duft er næsten magisk og får humøret til at stige.
Fra den dag kom der liv i hende igen. Nu var hun tryg ved, at hendes venner ville få et godt hjem. Hver morgen ordnede hun sig, gik ud på trappen og sugede alt det liv, der var omkring hende til sig. Hun glædede sig over de nye spirer i haven, fuglerederne og de lyserøde skyer i morgengryet. Aftenerne tilbragte hun nogle gange i telefonen med sin bror. De talte om alt, stort og småt.
Min pige, der er ting i kisten på loftet, sagde moderen en dag. Se, om der er noget, du kan smide ud.
Hun løftede det tunge låg og gennemgik de gamle kjoler, sjaler og tæpper. Så bad hun broren bringe hendes gamle symaskine fra lejligheden i København nu var det nogle andre, der boede der. Hun syede sig en ny kjole af et gammelt gardin, et farvestrålende patchwork-tæppe og nye liggepladser til Albert og Misse. En lille del af hende ville leve videre i dem, når hun var væk. Hun havde aldrig vidst, hvor meget hun kunne lide at sy. Da hun stod foran spejlet i sin nye kjole, snoede Albert og Misse sig om fødderne, og manden fra huset ved skovbrynet stod i døren og betragtede hende. Han bragte endnu flere urter med til teen, og de snakkede over hendes hjemmebagte kage.
Indimellem fik hun det dårligt igen, men hun var ikke længere bange. Sygdommen havde lært hende at acceptere døden. Så da broderen fortalte, at han havde fundet en dygtig specialist til hende i Odense, tog hun imod for sygdommen havde også lært hende ikke at afvise muligheder.
Specialisten undersøgte hende grundigt og læste forbavset de gamle papirer. Du er syg, ja, sagde han, men det er slet ikke så alvorligt, som du tror. Og jeg lover dig, at vi nok skal finde en behandling!
Så nu lever hun, kvinden ikke helt ung og ikke helt gammel i det lille hus nær skoven sammen med Albert, Misse og en god, omsorgsfuld mand. I al hemmelighed planlægger de at hente endnu en hund og en kat fra internatet. Hun besøger sin gamle mor hver dag, og hendes bror kommer ofte forbi med sine børnebørn. Drengene farer rundt i gaden og sender papirfly, som broren folder præcis som dengang.
Nogle gange bliver det allersværeste og mest frygtindgydende til en ny begyndelse. Og lærer os noget, når alt andet har fejlet.
