Frøken, har du nu virkelig gennemtænkt det her?
Signe ser på katten og nikker bestemt.
Er du virkelig sikker på, at du vil det her? Du kan stadig nå at ombestemme dig
Min beslutning er taget! svarer Signe beslutsomt. Og du kan godt stoppe med at prøve at overtale mig!
Der er alligevel ingen grund til at overtale hende. Hun ændrer sig ikke.
For hende er det her SIDSTE CHANCE for at få et normalt liv, og det har hun ikke tænkt sig at smide væk.
*****
Den dag, hvor det hele gik galt, havde Signe ikke planlagt noget som helst. Det var hendes velfortjente fridag, og hun mente oprigtigt, at man må unde sig selv at lave absolut intet én dag om ugen.
Altså virkelig ingenting.
Bortset lige fra lidt ekstra stærk kaffe op ad dagen. Og måske koge hendes yndlingsrejer til aften.
Det er nemt og ødelægger ikke på nogen måde den dybe følelse af ferie. Tværtimod det gør det hele lidt hyggeligere.
Men Signe får snart ændret sine planer af et insisterende dørklokke-ringen. Lang, nærmest uden pause.
Samtidig vælter en dårlig fornemmelse ind over hende.
Jo længere de uvelkomne gæster holder fingeren på klokken, desto mere vokser hendes uro.
Der var ellers ikke noget at bekymre sig om: Hun skylder ingen penge, betaler altid huslejen til tiden, har ikke lagt an på andres kærester Så hvorfor er hun så nervøs?
Og hvorfor tænker hun altid det værste?
Måske er det bare naboen med et stykke æblekage, eller en forvirret bud, der er gået forkert? Alt kan jo ske.
Signe går forsigtigt hen til døren og kigger ud gennem dørkikkerten. Hun springer så tilbage, som havde hun fået stød.
Det, hun ser ude på opgangen, virker så uvirkeligt, at hun næsten tror, hun ser syner. Hun må kigge en gang til.
Nej, det kan simpelthen ikke passe! hvisker Signe, benene ryster under hende.
I det samme bliver der banket hårdt på døren. Hun synes næsten, det er med fødderne.
Og så
Signa, luk nu op! Vi ved, du er hjemme! Hvor lang tid vil du glo gennem kikkerten?!
Der findes vel ikke noget dummere end at kæmpe desperat for balancen ved afgrundens kant for så bare pludselig at kaste sig ud. Men det er præcis det, Signe gør. Hun hopper ud over kanten og kender egentlig godt konsekvenserne.
Hej søster! Vi var næsten sikre på, du ikke ville lukke os ind, griner Alberte og Ronja, idet de træder indenfor. Hold da op, hvor bor du flot!
Hvordan fandt I mig?
Pff… Hvor svært kan det være?
Er det ikke det?
Se: du går lige ned på borgerservice, lægger en pakke chokolade på skranken, og straks får du den adresse, du har brug for.
Så let er det da ikke? Signe kan ikke tro på, at en medarbejder vil udlevere alt for en chokolade.
Når det er en mand på kontoret, der gerne vil invitere to søde piger ud, jo! blinkede Alberte.
Især når vi begge dukkede op og smilede, griner Ronja.
Nå, så forstår jeg sukker Signe.
*****
Alberte og Ronja er Signes halvsøstre, kun søstre på mors side.
De har forskellige fædre. Og i modsætning til Signe, kom de til verden med stor kærlighed bag.
Pigernes mor, Mette Kristiansen, blev gift med den flotteste fyr i landsbyen og var ellevild over, at netop hun fik ham.
Men kort efter Alberte og Ronja var kommet til de er tvillinger erklærede hendes mand, at han havde fundet en anden.
Jeg skrider! sagde han, pakkede tasken og gik.
Han lovede at hjælpe sine døtre, hvis det blev nødvendigt.
Mette ville hævne sig så meget, at hun lod tvillingerne bo hos sin mor, og rejste ind til København.
Hvad hun skulle der, anede hun ikke. Hun var slet ikke sig selv.
Sammenblandede følelser af svigt, vrede og hævn fik hende til at kaste sig ud i det ukendte.
Hvorfor skal du i byen, søde? græd hendes syge mor.
Mette tav. Hun anede det ikke. Måske håbede hun på en mere fremtidssikret mand, der ville redde hende ud af landsbyen. Måske ville hun bare vise sin eksmand, at hun sagtens kunne klare sig og en dag ville han fortryde.
Eller måske ville hun bare bevise over for ham, at han ikke var verdens eneste rigtige mand.
I København mødte Mette en flot fyr ved navn Jesper, og det sagde lynhurtigt klik.
Hun fik altid mænds opmærksomhed.
Men forhold, bygget på løgne, holder sjældent. Sådan gik det.
Mette lod som om, hun var fri og bundet til byen. Hun påstod, at kun han og et fælles liv kunne gøre hende lykkelig.
Det blev hurtigt afsløret, at hun ikke var skilt, men stadig gift og havde børn, som hun havde efterladt sammen med sin syge mor. Da Jesper fik det at vide, brød han straks med hende.
For anden gang svigtet, smed Mette en masse beskyldninger i hovedet på Jesper blandt andet at han aldrig ville få sin egen familie.
Jesper lo bare og sagde: Gudskelov, vi ikke fik børn sammen.
Men
Han vidste ikke, at hun faktisk var gravid med hans barn. Først da deres datter Signe fyldte ti, fortalte hun, at det var sådan.
Hvordan fandt han ud af det?
Mette kontaktede ham, fordi tvillingernes far var endt som misbruger og ikke hjalp. Så bad hun Jesper sende penge til Signe.
Jesper troede ikke på, Signe var hans. Men Mette fik det fastslået ved retten, og så var han nødt til at betale børnebidrag.
Og han tjente udmærket det blev til mange penge.
Han var alene, fik aldrig stiftet familie, akkurat som Mette sagde.
Men Signe så aldrig mange af de penge. Alt gik til Alberte og Ronja.
Det er klassisk Askepot: To søstre, der får det bedste, og én, der ordner det beskidte arbejde og må tage til takke med resterne.
Sexten lange år med ydmygelser og hårde ord… Sexten år med nedgørelse.
Signe forstod aldrig, hvorfor hendes mor og søstre aldrig ville hende noget godt. Hun gjorde altid, som der blev sagt.
Hun adlød alle ordrer, selv dem helt urimelige.
Om natten drømte hun kun om én ting: At komme langt væk og aldrig se nogen af dem igen. Så skete der et mirakel. Hun skrev til sin far, fortalte ham sandheden, og Jesper hentede hende. Det blev svært, men advokaterne fik det ordnet.
Nu var skolen klaret, og i København startede Signe på designuddannelse.
Hun elskede at tegne, sy, ordne hjemmet skabe noget smukt. Det passede hende perfekt.
Hendes far bakkede hende op i alt. Men han fik kun kort tid sammen med hende.
Jesper døde tidligt… Men han efterlod sin lejlighed og nogle opsparede kroner til sin datter, nok til at klare sig i starten.
Signe havde det hårdt i lang tid. Sorgen tærede så kort tid sammen.
Men hun kom videre, fandt job og lærte at leve for sig selv.
Præcis et år efter, hun havde fået sat den flotte gravsten for faren, dukkede søstrene pludselig op.
Hvorfor hun overhovedet åbnede døren, forstod Signe ikke. Måske fordi hun aldrig havde kunnet sige nej til dem.
*****
Signe, hvad har du overhovedet tænkt dig med maden? Lever du kun af luft? rystede søstrene på hovedet, da de ikke fandt noget spændende i køkkenet.
Jeg har fri, så jeg havde ikke regnet med at lave mad i dag. Ville bare slappe af.
Du kan hvile i graven! Ved du ikke, hvad mor altid sagde? øjnene kneb sig sammen på Alberte.
Det har jeg glemt og vil helst fortsætte med at glemme, tænkte Signe.
Søster. Du må i gang! Vi er sultne efter den lange tur så gå ud i køkkenet og lav noget, mens vi vælger værelser, forlangte Ronja.
Værelser?
Hvad skulle der være galt? Du bor alene i en treværelses! To værelser er tomme. Det er der, vi skal bo.
Søde søstre, jeg har altså ikke inviteret jer.
Og vi har heller ikke spurgt, sagde Alberte køligt.
Men
Prøv at hør. Vi skal finde job og et sted at bo, men vi har ingen steder at sove. Vil du virkelig lade de nærmeste i stikken?
Signe sukker tungt.
Hun ville faktisk gerne smide dem ud med det samme, men noget holder hende tilbage.
Var det ordentlighed? Et gammelt ansvar? Frygt? Eller er hun bare for vant til at føje dem?
Hun forstår det ikke. Men hun ved, at hun vil fortryde det…
*****
Fortrydelsen rammer samme aften.
Signe må igen være Askepot opfylde alle søstrenes ønsker.
Hun laver mad til tre, vasker tre gange så meget tøj og samler op efter tre personer. Alt føles som dengang i barndommen i landsbyen.
Job hele dagen, alt derhjemme, og så græder hun i puden om natten.
Alberte og Ronja nyder livet.
De søger ikke job, men bruger dagene på dates. Ofte tager de fyrene med hjem.
Piger, nu er det for meget! Hvem har sagt, I må invitere fremmede ind? Det er min lejlighed!
De er ikke fremmede, vi kender dem da, klukker Alberte.
Og vi gør bare brug af det, vi har ret til, svarer Ronja. Du er lillesøster, så du bestemmer ikke over os!
Efter tre måneder indser Signe, at søstrene bestemt ikke planlægger at flytte ud, for det er jo så nemt her.
At det er et mareridt for Signe, rører dem overhovedet ikke.
Nogle gange har hun lyst til slet ikke at gå hjem efter arbejde.
Men hun vil heller ikke overlade lejligheden til søstrene. Det er mindet om hendes far. Hun må finde på noget… Noget, så de selv vælger at forsvinde, uden mor kan beskylde hende for at smide dem på gaden.
De skal selv ville af sted.
*****
En dag sidder Signe med sin laptop og læser tilfældigt en artikel på nettet. Om en kat. En helt almindelig kat men med en usædvanlig skæbne.
Katten som hedder Bølle var blevet adopteret hele ti gange og leveret tilbage lige så mange.
Folk havde endda tilbudt penge for at slippe af med ham. Kattehjemmet tog imod, penge kan man jo altid bruge.
Alle, der havde haft Bølle, skrev den samme grund til at returnere ham:
KAN IKKE VÆRE SAMMEN.
Altså med store bogstaver for alvoren.
Nogle krævede endda erstatning: Min mand flyttede! Vi havde været sammen i otte år! Hvad gør jeg nu? skrev en vred Hanne P.
Andre takkede kattehjemmet for en herlig kat.
Fx Hans R., som skrev, at han var kattehjemmet evigt taknemmelig for Bølle, der havde jaget svigermor ud af hans bolig. Men hvorfor returnere katten? Fordi konen ikke fandt det morsomt.
Signe, som aldrig havde mødt katten, forelsker sig ved første øjekast på billedet.
Hun læste alle anmeldelser igennem og forstod, at Bølle præcis er, hvad hun har brug for nu.
Dagen efter tager Signe ud på internatet med et eneste mål: at adoptere katten.
Har du virkelig gennemtænkt det her?
Hun ser på Bølle og nikker.
Er du helt sikker på, det er det, du vil? Du har stadig muligheden for at droppe det…
Jeg har bestemt mig! siger Signe bestemt. Kan I ikke lade være med at blande jer?
Ingen grund til at overtale hende. Det nytter ikke.
Det er hendes SIDSTE CHANCE for at få et normalt liv, og hun agter ikke at sige nej.
Fuldstændig skør hvisker medarbejderne, mens Signe går med transportkassen. Hun kommer nok allerede i morgen og afleverer ham tilbage
Slet ingen tvivl.
Men Signe tænker noget helt andet. Hun ved godt, Bølle har temperament, og at hun får hænderne fulde.
Men hun har overlevet sine søstre, så mon ikke en kat kan håndteres?
Hun elsker dyr og dyr elsker hende. Hun bliver nødt til at prøve. Hun har intet at miste, det kan ikke blive værre end før.
*****
Signe, hvad i alverden er det? søstrene stirrer målløse på transportkassen med uhyret.
Og ja, uhyret, for Bølle brøler, hvæser, fnyser og lyder som en storm i februar. Man tør knap se på ham.
Det er Bølle, min Bølle, siger Signe roligt, tilfreds med effekten på søstrene.
Hvorfor har du slæbt sådan en ind i huset? spørger Alberte med ængstelig stemme, holder øje med katten.
Han skal bo her. Jeg har længe drømt om en kat, men haft travlt. Nu var det oplagt. Han er så sød.
Bo?! udbrød begge søstre på samme tid.
Har du tænkt over at spørge os først, før du traf sådan en beslutning? Eller i det mindste oplyse os om dine tossede idéer, udbrød Alberte.
Ideelt set skulle du have spurgt os. Jeg har altså ikke lyst til at bo med en kat, sagde Ronja.
Søde søstre, undskyld at jeg ikke spurgte jer til råds … Men I spurgte heller ikke mig, da I gik hjem med fremmede mænd i min lejlighed. Og ja, det ER min lejlighed, så jeg gør, hvad jeg synes, og jeres mening interesserer mig ikke.
Signe har aldrig før svaret dem så skarpt. Men de bad selv om det.
Før som lille pige måtte hun finde sig i alt. Men nu…
Nu er det anderledes.
*****
I hele det første døgn ligger Bølle skjult et sted i lejligheden (hverken Signe eller søstrene ved hvor).
Alberte og Ronja tror, at denne kat måske ligner Signe og er helt ufarlig.
Det gik hurtigt galt på andendagen. Bølle gik amok i lejligheden.
Der er masser af plads (tre værelser), men alle værelser er selvfølgelig fyldt med folk og det gider en kat ikke!
I hans blod er der vilde dyr! Han er løvens fætter! Så han accepterer ikke aber på sin matrikel.
Nogenlunde så dramatisk tænker Bølle, mens han erklærer krig gennem lejligheden.
Signe! Få din kat væk, NU! skriger Alberte og Ronja gennem telefonen, mens Bølle smider ting på gulvet, kradser møbler, vægge og mærker alt som sit.
Signe er på arbejde og svarer tørt, at de bare skal ignorere ham.
Han leger bare, siger Signe, der knap kan holde latteren tilbage.
Søstrene holder sig lukket inde, kontakter hinanden via telefonen og går kun ud, når Bølle sover så de hurtigt kan nå ned på gaden.
Det bliver værre: Bølle har en passion for sko og tasker alt, der står fremme.
Alberte og Ronja glemmer hele tiden at rydde op, og ender uden både sko og tasker til sidst.
Ud over det, så snart katten sover, sniger de sig ud, men træder konstant i de små søer, han strategisk har lagt rundt omkring…
Livet bliver et mareridt det er ikke til at holde ud!
De kræver, truer og beder Signe smide katten ud, men hun svarer, at Bølle er verdens bedste kat, og at hun ikke kan.
De ruller med øjnene og siger højt:
Vanvittig!
Signe må også finde sig i lidt; han vælter suppen, og hun ender med at vaske gulv.
Han kan flå hendes yndlingstaske på kanten af kommoden, og så sidder hun sent og reparerer den. Men designuddannelsen er hendes redning. Tasken blev faktisk så unik, at kollegerne spurgte, hvor den var fra.
Alberte og Ronja holdt ud længe. Men efter en måned havde de fået nok og flyttede.
Det lykkedes virkelig! Hvor ER jeg glad! råbte Signe lykkeligt, da hun kom hjem og så, at alt og alle var væk.
Kunne ikke engang fornemme dem længere!
Hun greb Bølle, krammede ham længe og takkede ham for at have smidt de uønskede ud.
Uden dig, Bølle, havde jeg aldrig klaret det! smiler Signe og kysser sin redningsmand på snuden.
Vanvittig, hvæser katten.
Han er vant til at blive råbt ad, at blive slået aldrig før at blive krammet, klappet, og kysset uden frygt for at blive kradset til blods… Det gør indtryk.
Han maler blidt for første gang.
Og lover sig selv at blive den sødeste og mest artige kat i verden.
For den smukke danske pige Signe, der kunne rumme alt hans bøvl fortjener hans kærlighed.
*****
Signe er for alvor blevet lykkelig.
Hun har fået søstrene ud (eller rettere: de forsvandt af sig selv) og har en ven, en ægte ven, en rar én med pels.
En ven, der kan forsvare hende, lytte uden at afbryde og varme hende de kolde vinteraftener.
Det eneste, der gør hende lidt nervøs, er, hvordan Bølle vil tage imod den fyr, hun snart vil invitere med hjem.
En god fyr. Opmærksom, kærlig. Ikke hvem som helst. Signe har kendt Anders længe (de arbejder sammen), men først nu har hun set ham rigtigt.
Nu er de forelskede og måske bliver de en dag gift. Hun tør bare næsten ikke tage ham hjem endnu. For hvem ved kan de tre mon leve sammen under samme tag…
