En ung familie fik pludselig en ubehagelig overraskelse. Sent om søndagen ringede det på døren. Manden kiggede ud og så en fyr beskidt, ubarberet og med en modbydelig lugt. Ingen taske, ingen rygsæk, ingen pose.
Han ville spørge, hvad han ville, men fyren afbrød ham: “Kan jeg få lov at se Lise?”
Og så råbte han: “Lise, kom her, jeg beder dig, Lise!”
Kon kom og stirrede, men genkendte ham ikke.
Hans øjne var fulde af bøn: “Lise, jeg er din fætter Mads. Vi har aldrig mødt hinanden før. Jeg har ingen steder at være lad mig ikke dø.”
De lukkede ham ind. Han trådte ind, og de måtte kæmpe for ikke at holde sig for næsen.
Mads lænede sig mod døren, som om han kunne segne om: “Tusind kilometer på liften og til fods, sov i markerne, solgte min telefon, tiggede, blev næsten taget af politiet.”
Og igen bønfaldt han: “De smed mig ud, konen ville ikke have mig, mor lukkede døren. Jeg har ingen andre end dig. Jeg kom hertil. Hjælp mig, Lise.”
Luften var kvalm i den lille entré.
De kunne jo ikke bare smide ham ud? De sendte ham i bad. Gav ham et par bukser og en t-shirt, mens hans gamle tøj rykkede i en affaldspose manden bar den ned til skralderen.
Da fætteren kom ud, stirrede han mod køkkenet.
Hvad nu? Hun satte ham ved bordet. Men så kaldte manden hende til side for at tale: “Hør her, skal vi virkelig tage den her fyr ind? Er du blevet tosset? Han slår os ihjel om natten, stjæler alt og forsvinder. Ud med ham der er hjælp at få andre steder, han kan arbejde for mad og tag over hovedet.”
Lise svarede, at hun ikke kunne gøre det. Ikke fordi han var familie, men fordi han var et menneske.
De så, hvordan Mads grådigt åd suppe direkte fra gryden, det dryppede fra hans hage, mens han slugte ske efter ske.
Det var ved at få hende til at kaste op. Der gik middagen!
Hun gav ham streng besked på at sætte sig. Fyldte en tallerken, kom brød i en kurv.
Gæsten måtte kæmpe for at spise ordentligt.
Hun ventede, tavs.
Da han var mæt, ville han sove. Men hun ruskede ham: “Fortæl mig, hvad der skete.”
Han knækkede sammen: “De smed mig ud, Lise, som en skiderik. Uden noget, uden en krone. Mor lukkede døren lige for næsen af mig. Jeg havde ingen. Jeg var død der. Jeg er fremmed der. Jeg kom til dig, ville begynde forfra.”
Hun rystede på hovedet: “Hvorfor smed de dig ud? Fortæl det hele.”
Han sagde, at han ikke kunne, det var for pinligt. Og så lagde han hovedet på bordet.
De fandt nogle gamle jakker, smed dem på gulvet sov der.
Lejligheden var lille, der var ikke plads.
Da han lå der, ringede Lise til hans mor fra altanen: “Din Mads er her. Beskidt til at brække sig. Hvad er der sket? Han vil ikke sige noget.”
Tanten jamrede: “Han er ikke min søn længere, jeg rev ham ud af mit hjerte. Han drak, begyndte at spille, tabte alt. Vi anede ingenting. Mens hans kone var hos sin mor, solgte han alt af værdigHan svigtede alle, der elskede ham, men i Lises øjeblik af nåde fandt han til sidst vejen tilbage til sig selv.
