Tak for far
– Hvad sagde politiet? hviskede Line, da hendes mor lagde telefonen fra sig på bordet.
– Intet godt, – Anna Birk greb glasset med vand og tog et par slurke. De sagde, det er for tidligt at slå alarm. Der skal helst gå et døgn. Men jeg kan mærke det Jeg kan mærke, at noget er galt!
*****
– Mor, hej! Er far stadig hjemme? spurgte Line, da hun kom stormende ind i lejligheden med en kage i favnen.
– Hej, skat. Han er taget afsted. Jeg sagde jo, at det var hans sidste dag på arbejdet i dag både jubilæum og pension, så hele afdelingen ville tage afsked med ham. Han kunne jo ikke blive væk.
Øv sukkede Line skuffet.
– Men han lovede at være hjemme til frokost.
– Okay. Det passer fint, for Simon burde også ankomme omkring det tidspunkt. Hele familien samlet. Vi kan dække bord sammen, dig og mig?
– Selvfølgelig. Du hjælper mig med maden, ikke? Jeg tror ikke, jeg kan nå det hele alene. Men først, lad os drikke en kop te. Kanden er lige blevet færdig, og jeg har dine yndlings-vaniljeboller.
– Det lyder dejligt.
Mor og datter sad i køkkenet, drak te, gnaskede vaniljeboller og snakkede om alt: vejret, haven, far, som netop i dag fyldte 50 år.
Alt virkede roligt, men
Anna lagde mærke til, at noget rumsterede i Lines tanker. Hun så ud, som om hun gerne ville dele noget, men ikke samlede mod.
Uroen krøb ind.
– Er der noget galt, skat?
– Kan man se det på mig? grinede Line.
– Det kan man Er der noget, du vil fortælle mig?
– Ja. Men du må love ikke at bekymre dig. Det er gode nyheder.
– Nå? Kom med det så.
– Jo Simon og jeg har besluttet at give jer kolonihavehuset, vi købte sidste år.
– Hvad mener du give?
– Fra hjertet, mor. Simon har netop ordnet huset, så nu kan I bo der hele sommeren i fred og ro.
– Og I da?
– Vi besøger jer bare og slapper af. Vi får ikke tid til at passe det, som vi troede… Line tav, smilede lidt hemmelighedsfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi du og far snart bliver bedsteforældre. Om otte måneder.
– Er det sandt?
– Helt sandt!
– Åh Gud, hvor er jeg glad! Og hvor bliver Poul glad, når han hører det!
Anna sprang op, omfavnede datteren, kyssede hende på begge kinder, flere gange.
– Jeg havde håbet, I begge to ville få det at vide sammen Men far skyndte sig jo afsted.
– Han kommer jo hjem snart, så kan du fortælle det hele. Men lad os nu gøre maden klar, mor Anna kiggede på uret.
– Lad os!
Gryderne klirrede, knivene hakkede, alt kørte i takt. De sagde, at to kokke er en for mange i køkkenet, men Anna og Line var som én person de færdiggjorde både mad og bord hurtigere end planlagt.
Der stod stegt kylling, fiskefrikadeller, kartoffelmos og hele tre slags salater på bordet.
Anna sank ned i stolen og så op på uret:
– Se, vi blev endda færdige før tid.
– Ja, vi var jo to til alt, – grinede Line. Vil du ikke ringe til far og høre, hvornår han er på vej?
– Jo, det kan jeg godt.
– Så ringer jeg Simon op og spørger hvornår han kommer.
Line gik ud i entréen efter tasken.
Anna fandt sin mobil, tastede Pouls nummer. Først længe ringetone, så lagde hun på og prøvede igen. Samme resultat intet svar. Hun kiggede igen på uret. Tænkte:
Hvorfor tager han dog ikke telefonen?
Så slog det hende Poul havde sagt, at han ville ringe, når han nåede frem til arbejde, men det havde han ikke gjort. En isnende fornemmelse krøb op ad ryggen.
– Mor, Simon sagde, han er her om en time! sagde Line smilende, da hun kom ind i køkkenet. Hvad så med far?
– Ingen svar
– Det var mærkeligt
– Ja Jeg har ringet flere gange, men han svarer ikke.
– Du ved, mor, det er jo en speciel dag. De fejrer jo nok, han har ikke tid.
– Nej, Line. Han skulle allerede være på vej hjem. Han lovede at være her til frokost, og far hvis han lover noget, så holder han det. Han har ikke engang ringet og sagt, han nåede frem som han plejer. Det ligner ham slet ikke. Hvorfor svarer han ikke?
– Skal vi prøve at ringe til chefen? Måske kan han sende fødselaren hjem til familien?
– God idé. Jeg prøver.
Anna havde aldrig været typen, der malede fanden på væggen, men hendes hjerte var panisk nu. Poul plejede at tage telefonen altid.
Selv hvis han var travl.
For han havde sagt, at der aldrig var nogen eller noget, der betød mere end hende, og han ønskede ikke at hun skulle bekymre sig.
Især ikke i dag. Han måtte da vide, hun ville blive nervøs, hvis han ikke ringede.
På den anden side tænkte Anna det er jo hans store dag Et helt liv på arbejde, og nu slut Måske svært at give slip
– Hallo! lød pludselig en dyb stemme.
– Hej Olav! Det er Anna, Pouls kone. Jeg vil bare høre, om I snart sender min mand hjem vi venter og venter… Vores datter og svigersøn kommer også.
– Hej Anna! svarede chefen. Ærlig talt, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige
– Jeg forstår ikke…
– Vi venter også på Poul. Vi har prøvet at ringe til ham flere gange, men han svarer ikke.
– Hvad mener du? Han er slet ikke mødt op på arbejdet? Annas stemme blev svag af bekymring.
– Nej, han er ikke kommet endnu, men vi håber stadig. Hvis han ringer, så mind ham lige om, vi venter. Vi holder ham ikke længe, men traditionen skal jo passes.
– Naturligvis… Og vil du ringe, hvis han dukker op?
Anna lagde telefonen på bordet, rystede på hænde og så på datteren:
– Line, han er ikke mødt op på arbejdet Og han besvarer ikke opkald. Hvor er han dog?
– Mor, rolig nu. Vi ringer sammen til ham, vi giver ikke op så let.
*****
Poul trådte ud af opgangen, hilste på solen, sagde godmorgen til damerne på bænken foran ejendommen og gik hen mod busstoppestedet.
Samme vej som i 25 år. Men i dag skulle han for en gangs skyld ikke på arbejde rigtig, kun hente sin mappe og tage afsked med kollegaerne.
Han havde jo selv sendt kollegaer på pension, nu var det hans tur.
Han var nervøs, havde ikke sovet natten igennem trods konens morgenhilsen og smil. Han fortalte ikke Anna, at han havde det skidt ville ikke ødelægge dagen.
Han gik tidligere hjemmefra end normalt, for hun skulle ikke opdage det. Tænkte, at han da bare hurtigt blev sig selv igen.
På stoppestedet holdt han sig for brystet, mærkede uroen og opgav at tage den overfyldte bus. Han turde ikke få det dårligt i myldretid. Han besluttede at gå resten af vejen vejret var godt, han havde tid.
Han ringede ikke hjem. Ville gøre det, når han nåede frem.
Han kom aldrig frem.
Gennem den lille park, hvor nærmest ingen mennesker går på hverdage, mærkede han smerten tage til. Han satte sig på en bænk, hev efter vejret, knappede skjorten op.
Han ved ikke hvor længe han sad dér, men det blev ikke bedre, tværtimod.
Han ville ikke ringe til Anna, men da han ikke længere kunne holde smerten ud, ville han alligevel. Han fiskede febrilsk telefonen op rystende hænder, mobilen gled ud og røg under bænken.
Han forsøgte at bøje sig ned, men kroppen ville ikke. Luften blev tung, øjnene begyndte at flimre.
Det sidste han tænkte var: Sikke en fødselsdag. Sikke en pension at gå sådan herfra.
Det gjorde ham mest ondt, at han ikke kunne sige farvel til sin elskede og datter.
*****
Anna havde taget sine hjertedråber, ringet igen og igen, ingenting. Line lige så. Simon kom. De sad længe ved det flotte frokostbord, tavse og ventede på et livstegn.
– Vi må ringe til politiet! udbryder Anna pludselig. Måske kan de hjælpe.
Line og Simon støttede hende. Alle vidste, at Poul ikke bare forsvandt uden grund.
Især ikke ham, der altid tog sig af alle i sin tid i Beredskabstyrelsen han kunne håndtere alt, men sådan tavshed det var alvor.
– Hvad sagde politiet? hviskede Line, da telefonen lagde sig død på bordet.
– Intet trøstende, – Anna tog et sip vand. De sagde, det er for tidligt at gå i panik. Vi skal vente et døgn. Men jeg kan mærke det, jeg kan mærke, der er noget galt!
– Vi må selv ud at lede! sagde Line, nu fast og højt.
– Du har ret, min pige. Han skulle med bussen fra stoppestedet. Vi går straks derhen og spørger folk, måske har nogen set noget. Måske har chaufføren set noget.
– Simon og jeg klarer det, du bliver hjemme hvis han vender hjem. Prøv at ringe rundt til hospitalerne, bare for en sikkerheds skyld.
– Ja, det gør jeg.
Line og Simon kastede sig i overtøjet og stormede ud på gaden.
Anna lukkede døren bag dem, hentede telefonen og begyndte at ringe alle hospitaler op.
Lad der ikke være sket ham noget hviskede hun og slog korsets tegn.
*****
Poul var stadig ved bevidsthed, men mere forsvandt for hvert sekund. Hans hånd kunne dårligt løftes, tungen snublede over ordene.
– H-hjælp – mumlede han og rakte svagt ud mod to forbipasserende kvinder.
De så på ham med foragt og gik forbi:
– Endnu en dranker! fnøs den ene.
– Ja. Han må have drukket fra morgenstunden, kan ikke engang finde hjem Sådan nogle!
Poul hørte dem, og tårerne trillede ned ad kinderne. Han, der havde reddet så mange liv selv dyr var nu hjælpeløs.
Hvorfor lige i dag?
Lyden af hundegøen bragede pludselig tæt ved hans øre. Han mærkede poterne, en ru tunge mod hagen.
En hund! Hvis hunden er her, er nogen måske i nærheden. Han formåede at åbne øjnene så en ældre hund, og pludselig genkendte han dyret. Men hvorfra?
Billeder blinkede for hans indre:
En villa i brand, kollegaer bærende mennesker ud, så et bjæffende dyr gennem ruden.
Er der en hund i huset? spurgte Poul den mand, der sad i ambulancen.
Ja, men vi nåede ikke ind efter den. Det gik for hurtigt
Hvorfor sagde I det ikke straks?! råbte Poul og stormede ind i huset.
De prøvede at stoppe ham, men han adlød ingen.
Efter ti minutter kom han ud hostende og med hunden i armene.
Han gav den tilbage til ejeren, men blev stående længe, mødte hundens blik: Taknemmelighed i øjnene.
Billedet slukkede, og mørket faldt igen.
– Vov-vov! lød det insisterende fra hunden, der slikkede Poul ivrigt i ansigtet.
Hunden havde genkendt sin redningsmand og nu ville den hjælpe.
– Hvis du kan hviskede Poul. Find nogen. Find hjælp.
Så besvimede han.
Men hunden forstod og spurtede væk i parken for at finde folk. Den opsøgte en studerende ved pølseboden, en mor med barnevogn, en mand ved kiosk men ingen forstod, hvad den ville, de jog bare efter den.
*****
Ved stoppestedet fandt Line og Simon ingen oplysninger. Line havde taget et billede med af far, håbede nogen kunne genkende ham men ingen havde set noget.
Hver minut talte.
De løb fra butik til butik, ind i gårde, igennem opgange Far var ingen steder, og svarede ikke på telefonen. Hvor er du, far?!
Da de løb forbi parken, hørte Line pludselig høj hundegøen. Hun slingrede til og så en ældre hund, som skiftevis gøede og hoppede væk fra folk, hvis de viftede med hænderne.
– Din dumme hund! råbte en pensionist og truede med stokken. Gå væk!
– Line, hvad er der? spurgte Simon de var på vej mod taxa-pladsen.
– Jeg ved ikke Den hund. Den prøver at fortælle os noget. Jeg kan ikke forklare det, jeg mærker det bare
Hunden så på Line, deres blikke mødtes Line så ikke bare en bøn, men et råb om hjælp i hundens øjne.
Simon kaldte på hende, men hun reagerede ikke hun gik hen mod hunden.
Hunden løb i forvejen, viftede med halen og tog hende gennem parken til bænken, hvor Poul lå bevidstløs men stadig levende.
Han trak endnu vejret!
– Far! skreg Line og løftede forsigtigt hans hoved. Simon, ring efter en ambulance!
*****
Ambulancen kom hurtigt, tog Poul med til Hvidovre Hospital.
Line og Simon tog også hunden med hjem. På vej til hospitalet ringede Line til sin mor og fortalte det hele.
– Ved du hvad, jeres far er heldig sagde lægen, da de kom ud fra operationsstuen. Havde I ikke fundet ham, var det gået helt galt.
– Så han klarer den? græd Line.
– Ja. Han klarer den nu.
Line gik ud, omfavnede hunden og snøftede taknemmeligt:
– Tak Tak for far.
– Han har halsbånd, – sagde Simon.
– Ja Men indtil vi finder ejerne, skal han bo hos os. Han reddede min far jeg kan ikke lade ham gå alene på gaden.
– Selvfølgelig, skat.
*****
Anna, Simon og Buster (som hunden hed, ifølge medaljonen i halsbåndet) stod udenfor hospitalet.
I ti minutter stirrede de mod indgangen. Til sidst kom dørene op, og ud kom Line, ledsaget af sin far.
Buster sprang straks glade cirkler omkring Poul, logrede, og i øjnene strålede lykke.
– Det var ham, der reddede dig, far. Han gav dig den største fødselsdagsgave livet.
– Tak, min ven, – smilede Poul og klappede forsigtigt Buster. Men hvor er hans ejere? Jeg er sikker på, han har nogle.
– Vi har søgt efter dem overalt, slået opslag op på nettet, men ingen har meldt sig.
Anna kom over, tårerne løb men smilet bredt:
– Tak, Poul, fordi du stadig er i live.
– Undskyld, Anna, at jeg ikke sagde noget om, hvor elendigt jeg havde det. Jeg troede, det ville gå over.
– Jeg tilgiver dig. Skal vi ikke tage hjem og fejre din anden fødselsdag? smilede Anna.
– Lad os det.
*****
Hvad angår Buster, så ledte Poul selv efter hans tidligere ejere han tog til det gamle hus, der var brændt året før.
Men der boede ingen længere, havde naboerne sagt. Ejeren var rejst bort, og havde efterladt hunden.
Så blev Buster i stedet boende hos Poul. Og han var lykkelig for det begge to.
Sammen tog de til arbejdet for at sige det sidste farvel og hente hans papirer. Sammen var de i kolonihaven. Og sammen med Simon hentede de Line og barnebarnet hjem fra hospitalet.
– Tillykke, far! smilede Line. Nu er du morfar og har to børnebørn!
– Jeg er så glad, min pige!
– Vov-vov! gøede Buster, som om han også ville sige: Så længe mine mennesker har det godt, er jeg lykkelig.
Ja, Pouls liv kom stille og roligt i balance. Mere meningsfuld og lys. Og hele sit liv ville Poul være taknemmelig for, at Buster gav ham livet igen.
