Mette lukkede sin kuffert og stillede den i entreen. Før hun tog sin frakke på og gik, besluttede hun at tjekke om hun havde glemt noget. Hun gik gennem værelserne og så sig omkring i det, der engang var hendes lejlighed, men nu ikke længere var det. I køkkenet lænede hun sig mod dørkarmen og huskede pludselig tydeligt den første aften, de spiste sammen ved dette bord. Det var aftenen, hvor Lasse førte hende hjem for at møde sin mor. Indeni hamrede en storm af frygt, længsel og kærlighed til Lasse, som hun dengang kaldte ham. Frygten kom fra, at hun ikke ville gøre indtryk på hans mor, og længslen efter, at det ikke skulle ske.
Og som det viste sig, var frygten unødvendig. Lasses mor var virkelig sød. Hun tog imod Mette som sin egen, og efter de giftede sig, roste hun hende altid, selv når tingene ikke lykkedes. I begyndelsen kunne Mette ikke rigtig noget. Lene, som Lasses mor hed, lærte hende at lave de retter, Lasse elskede, for Mette kunne kun lave simple ting. Det var fordi hun var vokset op på børnehjemmet. Ja, Mette var fra et børnehjem, men ikke fra fødslen. Hendes forældre var begge læger, kirurger på samme hospital. En dag ringede en ven, der arbejdede på et lokalhospital, og fortalte, at de havde en patient, der ikke kunne transporteres. De skulle operere på stedet, men de havde ingen kirurg. Så tog de afsted for at hjælpe. Operationen lykkedes, men på vej hjem blev de ramt af en lastbil, kørt af en beruset chauffør. Hendes far døde med det samme, moren på vej til hospitalet.
Mette blev hos sin bedstemor. Hun var fem år. I fem år mere boede hun hos bedstemoren, hvis helbred blev dårligere og dårligere. Sorgen over at miste sin søn og svigerdatter tog hårdt på hende. En morgen vågnede hun ikke op. Da Mette ikke havde andre slægtninge, blev hun sendt til børnehjemmet.
Det var ikke det bedste børnehjem, men alligevel voksede Mette op til en god pige. Hun fulgte ikke den samme skæve vej som mange andre piger derfra. Efter endt skolegang ville hun tilbage til lejligheden, som hendes forældre havde efterladt hende, men den tilhørte nu fremmede mennesker.
Hun forsøgte at få den tilbage, men enten manglede hun viden, eller også var systemet for indviklet. Så stod hun på gaden. Det var der, hun mødte Lasse. Han hjalp hende med at få et arbejde og en værelse hos en gammel dame. Så begyndte han at gå ud med hende, og tre måneder senere giftede de sig. De flyttede ind hos ham, heldigvis var lejligheden stor nok, selvom hans mor også boede der. Men moren elskede Mette, og Mette elskede hende tilbage.
Så de blev en glad familie.
For et år siden døde Lene. De opdagede kræft, uhelbredelig, og hun gik bort inden for et år.
Siden da var Lasse en anden. Han begyndte at drikke, kom ofte ikke hjem om natten. Og igår så Mette ham stå og holde om en anden pige, næsten kysse hende. Hun gik ikke hen til dem, men besluttede at tale med ham om aftenen. Men han kom ikke hjem. Så denne morgen, efter en søvnløs nat, pakkede Mette sine ting og besluttede at gå. Der var ikke noget at dele, og de havde ingen børn. Det viste sig, at Mette ikke kunne få dem.
Hun kunne have stået der længere og husket deres liv sammen, men så lød der råb fra entréen. Mette gispede og sukkede tungt. Hun havde ikke nået at gå, før han kom hjem. Nu kunne hun ikke undgå en konfrontation.
I entreen stod Lasse, svajende, og ved siden af ham den samme pige fra igår. Til hendes overraskelse var pigen næsten ædru.
Da han så sin kone, råbte han bare:
“Hvad glor du på? Hik! Pak dine ting. Hik! Og skrid herfra, du tomme tønde! Nu skal det være… hik… Fie, hun kan få mig en søn… ikke som dig… du er bare en barren kvinde.”
Mette følte noget knuge sig i brystet, så hårdt at det var svært at trække vejret. Hun vaklede og troede, hun ville falde, men samlede alt sit mod og støttede sig til væggen.
“Bare rolig, jeg går allerede. Jeg har allerede pakket.”
“Godt. Fem minutter, så skal du være væk.”
Mette ville råbe: “Hvad gør du ved dig selv, din idiot? Din mor må vende sig i graven over dit vanvid!” Men hun sagde ingenting. I stedet tog hun sin kuffert og taske og gik. Gik ud af den lejlighed, der gennem årene var blevet hendes hjem, ud af det liv, der engang var så lykkeligt. Hvis ikke svigermor var død, måske… men hvad nytter det at spekulere?
Hun gik forbi Lasse og Fie, heldigvis var entreen stor nok, og lukkede forsigtigt døren bag sig.
Lige da døren var ved at lukke, hørte hun Lasses stemme:
“Kom, Fie, vi skal lave børn.”
Hun lukkede øjnene og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun satte kufferten ned og stod fem minutter, mens hun forsøgte at få dem under kontrol.
Så tog hun kufferten og gik mod elevatoren. Ude på gaden så hun sig om efter den taxi, hun havde bestilt på vej ned. De havde sagt, den ville være der nu.
Og der var den, kørende ind i gården.
Hun satte sig ind, og chaufføren spurgte:
“Hvor skal vi hen?”
Hvor skulle hun tage hen? Hun havde slet ikke tænkt over det! Så huskede hun den gamle dame, hos hvem hun havde boet før. Måske boede hun der stadig? Det var jo kun otte år siden.
Hun gav adressen, og undervejs kæmpede hun for at holde tårerne tilbage, men de løb alligevel ned ad kinderne. Først da bilen stoppede, lykkedes det hende at stoppe dem. Hun tørrede kinderne af med et lommetørklæde og betalte chaufføren.
Uden at se sig om gik hun ind i opgangen, hvor hun engang havde boet. Men lige ved døren standsede en stemme hende.
“Mette?”
Hun vendte sig om – på bænken udenfor sad den gamle dame, hos hvem hun havde boet før.
“Mette, er det dig?” spurgte Gerda Nielsen igen, men da hun så Mettes gråd, rejste hun sig.
“Hvad er der sket, min pige?”
Ved lyden af den rare stemme brød Mette fuldstændig sammen.
“Nå, nå, stakkels dig. Kom nu, kom ind.”
Gerda skubbede forsigtigt Mette ind ad døren. På vej op ad trappen forsøgte Mette at stoppe tårerne, men de ville bare ikke holde op.
Gerda åbnede døren, tog kufferten i den ene hånd og Mettes h
