Dagbog, tirsdag den 5. juli
Madsen, er du her igen? Hvad skal jeg dog gøre med dig, min lille stædige sjæl! Professor Anders Jørgensen dukkede med ét rap bevægelse ned under min rødhvide solhat og stirrede mig stift i øjnene. Jeg, Frida Madsen, stod helt stille i mit simple sommerkjole. Forstå det nu, Frida! Vi er ikke et herberg, vi er et seriøst institut. Du bestod ikke adgangsprøven, det ved du godt! Hvad vil du have nu? Forvekslede alt i anatomi, sagde totalt vrøvl, og alligevel forventer du noget?
Giv mig en chance til, bad jeg stille og hev lommetørklædet frem fra lommen, tørrede næsen i en fart. Den var hvid med lyseblå kant og små blomster i hjørnet.
“Rørende,” nåede Anders Jørgensen at tænke. “Hun ved jo, at jeg ikke kan fordrage tårer fra kvinder…”
Ingen chancer. Prøv igen næste år. Men vil du arbejde på hospitalet som ufaglært først? Det er beskidt og hårdt, men så kan du i det mindste opleve arbejdet indefra. I ser det jo for jer sådan her… Anders Jørgensen pegede på de mange studerende i gården. Alt er rent, hvidt, instrumenterne skinner, sol gennem gangene, og I selv går som halvguder patienterne ser op på jer, beder og håber. Er det ikke sådan? Han dukkede igen ned under min solhat. Hvor har du dog mange fregner, Madsen! Solen elsker dig åbenbart.
Pludselig grinede han. Jeg kiggede forvirret op. Professoren smilede… Det føltes forkert, alt sammen forkert. Jeg havde læst op i ugevis og så kludrede jeg det hele i panik.
Nej nej, jeg griner ikke ad dig, Frida. Du er virkelig køn! sagde han og trak i skjortekraven. Puha, hvor er her varmt! Skal vi få en is? Ikke noget fancy, bare en is i den her varme. Her, tag lidt penge du køber til os begge to. Jeg venter på bænken!
Jeg spurgte stille: Hvilken slags vil du have?
Det er lige meget, bare hurtigt nu. Vi vil ikke have, at der kun er en svedplet tilbage af professoren!
Jeg stak afsted mod isboden. Jeg så sikkert barnlig ud dér i min røde og hvide hat. Han rystede på hovedet og mumlede lavt: Hun er jo knap nok voksen…
Professoren satte sig tungt på bænken og fandt sit eget lommetørklæde frem stort, grønt og blåt, og ikke spor nydeligt som mit. Han tørrede sveden væk og sukkede. Det var slemt at føle sig gammel og træt, især blandt unge som mig, fyldt med fregner, forhåbninger og mod.
Da jeg kom tilbage, rakte jeg ham en is.
Og din? spurgte han, da han så mine tomme hænder. Jeg bad dig tage to!
Undskyld, jeg glemte det. Jeg henter én mere! Jeg drønede tilbage til iskiosken, købte én til, og satte mig tilbage.
Så spis. Jeg må smutte snart, min kone fylder år, vi skal på sommerhus. Hvad med dig?
Jeg trak på skuldrene. Isen var kvalmende sød. Jeg ved ikke rigtigt… Jeg bor hos min moster, men i dag får hun gæster fra Aalborg, så jeg må finde et andet sted at sove…
Han nikkede eftertænksomt. Skal du så hjem til forældre? Hvor kommer du egentlig fra?
Det er ligemeget, bare… Kan I ikke give mig en chance mere? Jeg kan svare på hvad som helst, det gik bare helt galt fordi jeg blev nervøs…
Han lagde hovedet på skrå. Det går ikke, Frida. På arbejdet skal man kunne tænke klart, ellers risikerer man at tage fejl
Men hvordan kan man skære det forkerte ud? spurgte jeg grædefærdigt. Og vil du have endnu en is? Jeg greb hans arm, men han trak den til sig.
Nej, nej, nok med is. Farvel nu, Madsen. Prøv igen næste år.
Han gik uden at se sig tilbage. Jeg blev siddende tilbage på bænken, den rødhvide solhat skyggefuld over mit ansigt. Min lille kuffert stod gemt i buskene bag mig. “Det var det… Jeg fejlede. De hjemme vil bare le ad mig. Ingen troede jo på, at jeg kunne blive læge…”
I Skovlunde, vores lille by splittet af landevejen, troede ingen egentlig på, at lille Frida blev optaget på medicin og ville vende hjem som læge. Ungdommen flygtede jo derfra intet udstyr, elendige forhold. Cheflægen, Poul Birk, troede hellere på spritholdige omslag end på rigtige behandlinger, og det kunne man se på hans ansigt med røde kar og blåsorte rande.
Men jeg ville prøve alligevel – og nu havde jeg tabt alt, både dansk og biologi… Måske var det bare ikke meningen.
Jeg gik til stationen for at nå S-toget hjem. Jeg var bange for mørket om aftenen, skræmt af hver busk, stadig mærket af farmors fortællinger om trolde og ånder i skoven.
Nu var farfar død, han blev ikke reddet fra lungebetændelse på netop det lokale hospital. Cheflægen gav ham sine vante omslag. Farfar holdt ud til det sidste men en dag var han bare væk.
Jeg trak min kuffert og græd. Hvorfor troede professoren ikke på mig? Jeg ville jo ikke have svigtet!
“Cirka nogle point for lidt, mit barn. Prøv igen næste år!” lød det for mit indre øre. Hvorfor klamrede jeg mig sådan til ham? Bare fordi jeg stolede på ham, men det var måske dumt…
Pludselig dukkede Mark op han tog min kuffert, jeg blev først bange, men genkendte ham så.
Hvad laver du her? Du troede ikke engang på, at jeg ville blive optaget! snerrede jeg.
Hold nu op, Frida. Jeg hepper altid på dig. Moster ringede om, at du kom hjem, så jeg gik dig i møde. Er du ked af det?
Han standsede, jeg stødte ind i ham, og han slog armene om mig. Jeg lagde også mine arme om ham og begyndte at hyle som et barn.
Så kyssede han mig. Han havde ventet tre år på det, og nu blev det famlende og kluntet. Jeg frøs kort, men så lagde jeg mig selv ind til ham.
Det gør ondt for dig, men jeg er glad for, du kom hjem, hviskede Mark, da vi trak os væk fra hinanden. Men hvis du var blevet der, ville jeg være kommet efter dig, det lover jeg.
Jeg nikkede. Alt skulle nok blive godt. Farfar manglede bare, og drømmen også.
*
Næste morgen peb spurvene udenfor vinduet. Professoren i sit slidte jakkesæt ryddede nervøst i papirerne på kontoret.
Lad mig se, Karlsen, Kristensen, Krog… mumlede han og ledte efter et navn på listen med de optagne studerende.
Sekretæren, Anne, pudsede sine briller med et hvidt lommetørklæde med blå kant akkurat som mit.
Hvor har du det fra?! spurgte han skarpt.
Købt på torvet, hvorfor?
Ingenting!
Hvor er hun? Hvor er Madsen Frida? spurgte han rastløst.
Hun er her ikke. Mødte ikke op. Anne slugte et æble af bare nerver.
Hun kom ikke… Og jeg havde ellers bedt dekanen om et ekstra plads til hende. Alt det besvær, og så dukkede hun ikke op!
Han stod længe og stirrede på navnelisten. Vanligvis prajet og ertet af sine kollegaer for at være for blødsøden.
Leder du efter nogen? lo lektor Hansen.
Nej, gør ej! svarede han vredt og gik ud, købte sig en stor gammeldags is. På bænken mumlede han: “Nå, det var så det! Sådan skulle det være…”
Han spekulerede på, hvorfor netop Madsen havde gjort indtryk. Andre havde smigret og tigget om adgang. Hun havde intet tilbudt. Kun sit løfte om at læse. Naivt, men rent. Derfor huskede han hende. Men nu var det forbi.
*
Senere samme sommer, på verandæen ved sommerhuset, var Tove glad og pyntet, og mændene lavede grillmad, sang til guitar og talte om fodbold. Tove og veninderne bladrede i magasiner og grinede.
Pludselig blegnede Anders Jørgensen, kunne ikke få luft panik, alle fór sammen.
Hurtigt til hospitalet! råbte Tove, mens hun holdt hans hoved i skødet. I mørket slingrede bilen igennem de små veje.
Hvor ligger skadestuen? Hjertet! Vi har brug for en læge! råbte chaufføren, Jens.
En gammel vicevært pegede sløvt “Her er skadestuen, ja… var ellers ikke meget værd…”
Endelig blev de lukket ind af overlæge Birk, halvsnaldret og ildelugtende, men dog i live.
*
Anders Jørgensen vågnede i en kold, uinspirerende stue med blå vægge. Tove sad ved hans side. I døråbningen trådte en ung kvinde ind, fregnet, med alt for stor blå kittel.
Vil du have lidt vand? Frida Madsen smilede genert til ham. Du skal ikke snakke for meget, bare slap af.
Frida?! Hvad laver du her? Jeg har ledt efter dig i to år! hviskede han.
Jeg kom tilbage, blev gift, fik en søn, Mathias. Kunne ikke tage fra ham. Nu arbejder jeg som ufaglært på hospitalet lærer meget, som du sagde…
Her?! På det her hospital? Hvad lærer man dog her?! stønner han.
Derfor må jeg blive læge, sagde hun stille. Jeg vil lave om på det hele.
Ellers bliver du ligesom jeres overlæge… sukkede professoren.
Jeg troede også kun det før, men han prøvede engang at kæmpe, men nu har han ingen kræfter. Systemet slider folk op.
Det hele må rives ned, udbrød han.
Anders! råbte Tove, Du må ikke hidse dig op!
Frida smilede: Du ligner næsten en fe, professor. Du mangler bare et stort skæg…
Jeg… ja, du har ret…
Jeg kan lave te til dig, Tove, og der er småkager. Vil du med? spurgte Frida og tog hende venligt under armen.
*
Overlæge Poul Birk satte sig sløvt ved hans side en time senere.
Er det dig, Anders? Ja, jeg blev her. Systemet er håbløst, men jeg kunne ikke forlade de gamle kvinder. Sådan er det, min ven. Men Frida snakker hele tiden om dig, og jeg tror, hun bliver til noget stort. Lær hende alt, du kan.
Det kan du stole på, Poul. Hun skal nok få en chance.
*
Da Anders blev rask, gik han gentagne gange forbi optagelseslisten, indtil han til sidst med stolthed læste: “Frida Madsen” blandt de optagne. Snart bliver hun overlægens afløser. Jeg glæder mig, tænkte han og nu har jeg fået en mission: Modernisere hospitalet i Skovlunde. Poul må tage imod hjælp!
Og is is skal der til, det hjælper altid lidt på humøret. Jeg skal nok klare det hele, hvis jeg vil. Det lover jegBag hospitalets blå vægge kom sensommeren rullende ind. Alle i byen vidste, at noget var forandretman så det, når Frida kom cyklende forbi rundkørslen, stadig med fregner og solhat, nu med hvid kittel udenpås og barn på styret. En gang imellem vinkede hun til professoren, der havde slået sig ned i Skovlundealdeles mod forventning.
På den runde bænk under birketræet sad de to ofte sammen med hver deres is og barnlige smil, mens kollegaer kiggede måbende, og patienterne begyndte at tro på, at hospitalet kunne så meget mere end sprithold og blege løfter. Frida blev aldrig træt af at lytte, lære og fortælle, og professoren blev aldrig træt af at have hende at tro på igen.
Engang blev hun spurgt af en lille pige, hvad hun ville være, når hun blev stor. Frida lo, bøjede sig ned, og svarede: “Jeg vil gøre folk raskere og sørge for, de tror på det selv den dag, det ser sortest ud.”
“Så skal du vel være dronning?” spurgte pigen.
“Nej,” sagde Frida med en skæv latter, “bare Frida. Det er nok.” Og solen glimtede på hendes fregner, som om hun bar alt lyset fra de år, hun troede alt var tabt, men hvor drømmen bare havde fundet ny jord at vokse i.
Inde fra hospitalet lød latter, latter man sjældent havde hørt før, og et sted i nærheden klirrede nogen med isterninger og grinede: “Sådan skal en god dag begynde! Med håb, is og lidt stædighed!”
Og sådan begyndte de fleste dage siden, for i Skovlunde lærte de, at engang imellem duer intet andet end et hvidt lommetørklæde, et par trøstende ord og modet til at prøve én gang til.
