Hvad laver du? spurgte Mette og stirrede på sin mand, mens han stak en seddel med sit telefonnummer under vinduesviskeren på den bil, han lige havde bakket ind i.
Efterlader mit nummer, så de kan ringe. Vi skal betale for skaden.
Hvorfor? Det er mørkt, ingen så noget, hviskede hun og så sig nervøst om. Det er ikke engang vores nabolag. Lad os bare køre.
Det er forkert at stikke af. Hvad hvis det var os, de havde kørt fra?
Se dog på den bil! Den koster mere end en lejlighed. For dem er denne bule ingenting!
Nej, jeg kan ikke, forstår du?
De satte sig tilbage i bilen, og Lars kørte forsigtigt ud fra parkeringspladsen.
Hvad vil du betale med? Vi har ingen penge, kun et par ynkelige kroner, og en del af dem skal bruges til vores nye lejlighed, insisterede Mette.
På mit nye job får jeg god løn. Jeg betaler alt inden for et år vi mærker det knap, forsikrede Lars og fulgte GPSens rute.
Du har ikke engang jobbet endnu, og nu skylder vi allerede penge, mumlede Mette og stirrede ud ad vinduet på de fremmede huse. Jeg har altid sagt, din overdrevne ærlighed vil ødelægge os. Vi ender på gaden. Du må lære at tænke på dig selv!
Lars sagde ingenting.
Tre timer senere, da solen steg over tagene, ankom de til den lejede lejlighed, hvor udlejer ventede.
I bor bare to, ikke? spurgte den pedantiske mand i jakkesæt, efter de havde set lejligheden.
Ved køkkenbordet begyndte han at udfylde lejekontrakten.
Og en kat, tilføjede Lars, og Mette rullede med øjnene.
En kat? Udlejernes øjenbryn skød i vejret. Din kone nævnte intet om en kat.
Mette kunne synke i jorden af skam over sin mand.
Jeg havde ikke lejet ud til jer, hvis jeg vidste, I havde et dyr, sagde han og lagde pennen fra sig.
Der var en anspændt pause, mens parret ventede nervøst.
Nå, men I ser ud som ordentlige mennesker, og I har kørt langt for at komme her, sukkede han.
Hans ansigt fortalte, at han vejede mulighederne.
Jeg foreslår en ekstra tusinde kroner om måneden for potentielle skader fra jeres ekstra lejer. Så kan I flytte ind.
Det synes jeg ikke begyndte Mette, men Lars afbrød hende:
Vi er enige. Undskyld, vi ikke sagde det.
Fint, så er den ged barberet. Udlejeren smilede og færdiggjorde kontrakten.
***
Hvorfor sagde du noget om katten? Jeg lod ham med vilje i bilen! hvæsede Mette, da udlejeren var gået.
Vi kan ikke lyve. Det er forkert, protesterede Lars, mens han pakkede deres ting ud.
Er det også forkert, at vi nu skal betale tolv tusinde ekstra om året? Mette smed vredt sine ting på gulvet. Jeg elsker din ærlighed, men der må være grænser!
Det vigtige er, at vi fik lejligheden. Bare rolig, jeg tjener pengene på mit nye job.
Ja, før du får det. Med din ærlighed vil ingen tage dig som regional manager. De vil have folk, der kan snakke enhver sag til deres fordel men du ville betale en kaffemaskine ekstra, hvis den gav dig den forkerte kop.
Tror du ikke, de vil ansætte mig? Lars lød ængstelig. Han satte kopjen ved siden af bordet, og den knustes mod fliserne, som revnede let.
Vi kan skjule det under et tæppe og sige ingenting. Men du vil hellere betale for reparationen, ikke? svarede Mette med et spørgsmål.
Lars nikkede skyldbevidst.
De tager dig ikke, fastslog hun.
Hvad skal jeg gøre? Lars sank sammen på en stol og følte sig som en fiasko.
Det nye job var hele pointen med flytningen. Det skulle sætte dem på benene, give dem penge til udbetalingen på et hus og muligheden for børn.
Vis dem, at du også kan være smart, når det skal være. Lær at fortælle en hvid løgn, når det gavner. Alle gør det.
Lars nikkede modløst. Han vidste selv, at folk udnyttede hans ærlighed, mens succes aldrig kom. Det var tid til at ændre sig jobsamtalen var hans chance.
Okay, du har ret. Jeg gør det.
***
Til jobsamtalen var Lars uimodståelig. Hans diplom og CV talte for sig selv. Chefen nikkede tilfreds efter hvert svar. Lars var sikker på jobbet.
Umiddelbart er du perfekt til stillingen, smilte chefen og lagde papirerne væk. Men ét spørgsmål afgør det: Kan du gå til grænsen for firmaet selv hvis det betyder at misbruge en kundes tillid?
Undskyld? Lars forstod ikke helt.
Kan du fortælle folk, hvad de gerne vil høre? Handle lidt uærligt? Bare for at sikre, at firmaet og du får mest ud af det?
Chefen stirrede, og Lars mave vendte sig. Han ville råbe *nej*, men huskede Mettes ord. Uden at tøve svarede han:
Selvfølgelig. Intet problem, hvis det gavner os.
Han lagde benene over kors, sikker på, at han havde vundet.
Du er ikke den rigtige. Farvel, sagde chefen skarpt, og Lars hjerte sank.
Hvad? Hvorfor?
Vores firma sætter kunderne først. Vi er ikke nogle *Røvhuller og Søn*. Chefen lød bitter. Vi snyder ikke folk. Måske er det sådan, hvor du kommer fra, men her handler det om tillid.
Men jeg jeg forstod dig forkert! Jeg har aldrig snydt nogen! Giv mig en chance til! Hans selvtillid var væk.
Så du kan fortælle mig flere løgne? Nej, vi har ikke brug for den slags folk.
Lars prøvede at protestere, men chefen hørte ikke efter.
Verden brød sammen. Nu havde han kun gæld og svigtende håb at tage med hjem. Han havde skuffet Mette og sig selv. Alt, hvad han skulle have gjort, var at være sig selv.
***
Ja, jeg fik jobbet, rolig, løj Lars, da Mette ringede og spurgte.
*Hvis jeg først begynder at lyve, hvorfor så stoppe?* tænkte han. *Jeg lader som om, jeg går på arbejde, mens jeg finder noget andet. Måske lykkes det.*
I det øjeblik ringede et ukendt nummer.
Hej, det gælder den bil, du bakkede ind i. Kom forbi, så finder vi ud af det, sagde en mand. Lars humør styrtdykkede han havde helt glemt ulykken. Nu var opsparingen væk.
Da han ankom, vakHan trak vejret dybt ind, men da døren gik op, stod chefen fra jobsamtalen foran ham og i det øjeblik vidste Lars, at hans liv aldrig mere ville være det samme.
