15. november 2023
Kære dagbog,
I dag mindes jeg den tid, da min søsters datter, Signe, endnu var en lille pige med røde kinder og en evig træthed i øjnene. Det hele begyndte i den lille landsby ved Varde, hvor min familie har boet i generationer. Min søster Birthe, som altid har haft en skarp tunge, slog ud: Det er som at sige, at en gammel kone er ingenting for os! Jeg så, hvordan Signe krøllede sig sammen, så som om hun ville græde, men så løftede hun hovedet og sagde: Så går hun for mig til den mest elskede IngenUden, som hun kalder hende i mit hjerte.
IngenUden
Det var sådan, at fra den store bondefamilie med fem søstre, som far Henrik og mor Lise havde, endte alle piger med ægteskab undtagen den yngste, Maren, den mest stille og beskedne. Sådan sagde min mor, mens hun sukkede: Det er som at låse et låst skab; hans brud er måske bare væk! Maren blev hos sine forældre, stærk som en egetræsstamme, mens hendes brødre, nu byboere, endnu ikke havde fået børn.
Den første, Mikkel, den ældste brorsøn, kom engang med et dybt buk og en betydningsfuld anmodning: Tante Maren, vil du passe min datter? Jeg har brug for arbejdstid, men børnehaven er fuld. Jeg så på Maren, der allerede var en voksen kvinde, og forstod at hun stod ved en skillevej. Hendes forældre var gamle, byen syntes skræmmende, men Mikkels bøn om at hun skulle passe på sin lille pige, også at hun skulle hjælpe med at høste kartofler og reparere tag, fik hende til at takke ja.
Mine forældre advarede hende: Måske finder du en mand i byen, selvom du er i de sidste år af livet. De kendte allerede hendes indre tvivl, men så ville de have hende til at flytte ud for at kunne hjælpe med at passe på de små i familien. Således gik Maren fra landbrugsjorden til at blive barnepige i byen. Mikkel tænkte videre: Min tante kan få et lille stykke arbejde, så hun kan fortsætte med at tjene lidt ekstra.
Den ældste datter i Mikkels familie gik i skole, den anden kom hurtigt ind. Da far og mor til Maren gik bort, passerede hun fortsat børn men nu fra en anden side af slægten. Hun bar som et flag af arbejdsomhed fra barn til skolebarn, og selvom hun følte sig overflødig, blev hun stadig kaldt på, især af sine nevøer, som havde brug for hjælp. Tak til Mikkel, tænker jeg ofte.
Et par år før Marens tilstedeværelse begyndte at blive en byrde, solgte børnene fra den gamle husstand det skovklædte hus med bærris og en flod i nærheden for en flot sum på 12.000 kr. Mikkel insisterede: Lad os købe et lille værelse til tante, så hun kan have sit eget sted i huset. Det er jo hendes andel.
Børnene i slægten blev nervøse: Hvem får den lille lejlighed, hvis hun dør? Mikkel, med et smil, svarede: Den, der først rækker ud med en kop kaffe, får den. Det gik så langt, at han selv døde af gastritis i en alder af 49.
Da Mikkel gik bort, gik hele familien i stå. Alle var blevet voksne, ingen havde brug for en barnepige, og Maren nu i sine sytti år stod alene. Hun flyttede ind i den lille lejlighed, med kun et bord, et skab og en sovesækkengærde. Hverken hun eller jeg vidste, hvordan hun skulle fylde dagene.
En dag gik hun i byen, stod i kø ved kassen, og en ung kvinde spurgte: Pas du på børn? Min lille datter, Liva, har lige haft en hjertekirurgi og kan ikke i børnehave. Jeg søger den mest venlige barnepige med ophold. Liva, en bleg pige, så på Maren og sagde med et smil: Kom! Så vil jeg fortælle dig eventyr. Så fik Maren sin nye pupil.
Signe, nu fire år gammel, var som en solstråle i Marens liv. De boede i et stort, lyst værelse. Signes forældre arbejdede mange timer, og hun tilbragte mest tid med Maren, som hun kærligt kaldte KølleMaren. Selvom Maren aldrig har læst meget, fulgte hun Signes åndedrætsøvelser, gik ture væk fra de forurenede gader, og holdt hende til en fast rutine. Signe voksede sund og stærk.
Om aftenen, når natten sænkede sig, spurgte Signe: KølleMaren, fortæl mig om dit liv. Maren delte sine simple, men ærlige historier, også en særlig episode fra en færge rejse, hvor hun mødte en ung kvinde ved navn Oline, studerende fra Århus. Oline var på flugt fra en vanskelig situation, og hun overlod sin nyfødte baby, lille Alina, til Maren med en taske fuld af mælk og en flaske med varmt vand. Oline løb af gårde, men Maren fandt sig selv med et spædbarn i armene.
Jeg husker, hvordan Maren, selvom hun aldrig havde født selv, fik styr på bleerne og sang en stille vuggevise. Alina lå i hendes arme, og hun tænkte: Måske er dette en gave fra Gud. Men Olines mand, en nevø til Mikkel, kom og råbte: Hvorfor tager du min datter? Alina blev taget fra Maren, og den smertefulde beslutning forfulgte hende resten af livet. Signe så på Maren med tårer i øjnene og sagde: Du er min lille pige, min skat. Maren nikkede stille.
Senere prøvede Birthe at leje Marens lille lejlighed ud, så de kunne tjene nogle kr. til Signes violinundervisning. Der stod et gammelt klaver i hjørnet, og Birthe ønskede at hyre en musiklærer til datteren. Maren gik med på det og lejede ud.
Efter syv år arvede Birthe et beløb fra en afdød slægtning, og de omdannede Marens lille lejlighed til en rummelig etværelses lejlighed, fælles i ejerskab med Signe. Slægten mistede interessen for Maren, og livet gik i en rolig rytme.
Signe blev smuk, sund og gik på universitetet i København for at studere journalistik. Maren gav hende sine opsparede penge, så hun kunne betale husleje, leve i storbyen og endda spare til sit bryllup. Maren begyndte dog at miste synet. Hun gik tåbeligt rundt, støvede af den gamle alder.
Birthe flyttede Maren fra det lyse værelse til en mørk kælder, sagde hårdt: Gå et andet sted hen, for jeg er træt af dig! Birthe kaldte hende IngenUden og behandlede hende som en fremmed. Til sidst samlede Signes far dokumenter for at få Maren ind på et plejehjem. Birthe brugte sine kontakter, men Maren fik lov til at blive i den lille lejlighed.
Signe, optaget af studielivet, glemte næsten sin barnepige. Men da hun ringede til sin mor for at spørge om barnepigen, hørte hun kun hurtige svar. På deres andenårssemester blev hun så glad for sin kæreste, Anders, at han og hans forældre kom på besøg. Signe sagde begejstret: Mor, Anders har friede til mig! Vi skal giftes, og jeg har medbragt en gave til barnepigen en aromaterapipakke!
Da Signe gik ind i kælderen, så hun Maren ligge på en gammel seng, indhyllet i støv. Birthe, uden at se dem, sagde: Det er bare en gammel, blind kvinde; lad hende ligge stille. Signe åbnede døren, så Maren, som hun kaldte KølleMaren, kæmpe svag men stadig med et glimt af liv i øjnene.
Jeg stod ved siden af og så, hvordan Signe lagde sine hænder på Marens rynkede kind, og sagde: Du er min kærlige barnepige, min lille blomst. Maren smilede svagt og mumlede: Min pige, du er min sol.
To timer senere sad Maren på sengen, med en lille æske fyldt med duftposer og tørrede urter, som Signe havde købt som gave. Hun trak vejret dybt og mærkede, hvordan duftene mindede hende om en sommereng. I en verden af mørke og tavshed fandt hun trøst i sanserne.
Bag køkkenlågen forsøgte Birthe at tale med Signe om, hvor svært hun havde. Det er ikke let at tage sig af en blind gammel dame, mens jeg selv har mine problemer, sagde hun. Signe svarede næsten hviskende: Hvis jeg låser dig i kælderen i fyrre år, ville du så forstå?
Birthe spruttede igen: Dette er som et gammelt, knust glas vi kan ikke samle det! Men jeg tænkte på, hvor meget Maren havde ofret. Jeg skrev i min dagbog, at selv om Birthe sagde: IngenUden er ingenting for os, så er hun så meget mere.
Til sidst besluttede vi, at Maren skulle bo i en lille seniorbolig, hvor hun kunne få pleje, men hvor hun stadig kunne mærke duften af de tørrede urter, som Signe bragte med. Det var en værdig afslutning på et langt liv.
**Personlig lektie:**
Man må aldrig undervurdere den stille styrke, som en ældre person kan bringe ind i vores liv. Selvom de ser ud som ingenuden, bærer de på en arv af kærlighed, ansvar og visdom, som vi kun kan finde, hvis vi lytter med både hjerte og sanser. Jeg har lært, at respekt og taknemmelighed bør være grundpillerne i enhver slægt, uanset alder eller evne.
Jens.
