At blive voksen
Det hele var lidt for meget for Kasper. Han gad ingenting, alt var for trivielt, han havde lyst til at droppe det hele og bare rejse væk, men hvorhen, det vidste han ikke. Han havde været overalt kontor, møder, deadlines, uendelige briefinger, og så de evige aftener i byen, barer, piger, nogle kønne, andre ikke, og så i weekenderne besøg hos mor. Sådan fortsatte det, uge efter uge. Men Kasper var blevet seksogtredive, og havde mistet interessen for at løbe en endeløs karussel. Der måtte ske noget nyt.
Han sad i sin splinternye Mercedes, kørte hånden over det lækre læderrat, mens han holdt i trafikkøen midt i København, og tænkte på alt det.
Kaspers Mercedes var efter mors mening grim, den var stor, besværlig at parkere på gårdspladsen, når han kiggede forbi hos Inge Marie, men hold fast hvor så den dyr ud!
Valdemar fra sjette sal kørte rundt i en gammel Toyota, Camilla fra syvoghalvtredsende havde en brugt Skoda, arbejdede med flytninger, og Fanny cyklede rundt med pizzaer på ladcyklen. Og så Kasper, i en Mercedes.
Han steg altid ud med tålmodighed, placerede sine rene ruskindssko på asfalten, helt uden en plet, og kom frem stor, bredskuldret, stærk, som et fragtskib. Mors stolthed. Børnene på gården stoppede op og stirrede på hans enorme sko, så op og blev helt stille.
Hej Onkel Kasper Unskyld mumlede børnene, gemt bag bøllehatte og is.
Og Kasper nikkede altid med mild overbærenhed: Bare rolig, små venner, ikke bange.
I hånden havde Kasper en stor buket blomster til mor. Hver uge kom han med en ny, Inge Marie lod altid, som om hun blev overrasket, satte blomsterne i en spand med vand de kunne ikke være i vaserne. Så drak de te sammen
I dag havde Kasper købt den kæmpestore Hemmelig date-buket mor skulle kunne mærke, hvor meget han satte pris på hende. Mor var noget særligt. Den slags stærke, uafhængige, kloge danske kvinder laver de ikke længere. Måske derfor, tænkte Kasper, ville han nok forblive single hele livet.
Han havde travlt, men trafikken sneg sig afsted mod Dronning Louises Bro, hvor alt var blokeret cykelløb. Måske skulle man begynde at cykle? Bare for variationens skyld
Han kiggede frustreret på sit dyrt indkøbte armbåndsur, skiftede radiokanalen, trykkede utålmodigt på hornet og kiggede rundt.
Nyhederne kedede ham hurtigt, så han skruede op for musikken, stampede med på beatet. Manden i den gamle Ford ved siden af drejede en finger rundt ved tindingen. Kasper ignorerede det, rullede sit vindue ned, så alle kunne høre, hvor godt han havde det, hvor vellykket han var. Om lidt skulle han besøge mor, bagefter fest i Indre By.
Sluk så! Hør nu! lød pludselig en stemme bagfra.
Kasper vendte sig.
Hvem er det, der tør at råbe sådan?
En pige. Hun så ud som et barn kort hår, vredt blik, viftede truende med knytnæven fra en rusten Peugeot. Hun kunne knap anes bag rattet.
Kasper vinkede venligt og smilte. Han kom altid godt ud af det med børn og kvinder, og hende her var vist både og det skulle nok gå.
Kan du ikke skrue ned for musikken? Eller luk vinduet! Mit barn sover på bagsædet! Er du helt umulig, eller hvad? hun stod nu lige ved siden af hans Mercedes, syrligt snøftende, mens hun hele tiden kiggede tilbage på hendes bil.
Hvad siger du?! råbte Kasper tilbage:
Jeg skal ikke have penge, jeg skal ikke have ruderne vasket, jeg tror ikke på Gud, jeg får ikke folkepension, og jeg udlejer ikke min lejlighed!
Hun blev rød i kinderne, læberne begyndte at ryste, men hun bøjede sig tættere på og råbte i hans øre:
Skru ned! Mit barn lige faldet i søvn. Er du et dyr eller hvad?
Kasper kiggede over og fik øje på en lille dreng i autostolen, rød flyverdragt og strikhue.
Nåh, okay. Men har du overhovedet kørekort, du smukke? råbte han efter hende.
Hun var lynhurtigt henne ved døren, hev barnet ud, som klyngede sig til hende, som om livet afhang af det.
Det går nok, Asger! Vi er snart hjemme, mor skal nok trøste. Når de skøre cykler er forbi, så kører vi igen
Hun hviskede og klappede drengen, satte ham tilbage i autostolen, men kort efter gik Peugeoten i stå, og hele rækken bagved begyndte at tude i hornene.
Hun, der før havde været så stålsat, så ud til at opgive og hun græd, panden trykket mod rattet.
En fyr med kæder og store ringe sprang ud af sin Mazda og begyndte at banke på hendes rude og råbte højt.
Kasper overvejede kort, om han skulle blande sig, mens lille Asger begyndte at hyle igen bagfra. Han hylede ikke krævende, bare opgivende. Det gjorde Kasper nervøs. Når han senere fortalte om det, sagde han bare, at han fulgte sin naturlige instinkt. Hvilket, kunne han ikke forklare paternal, måske? Hvem ved.
Han græd ikke fordi han ville have noget han græd bare, som om alt var håbløst, fortalte Kasper senere.
Mens han stadig tænkte, var Mazdafyren trængt helt ind og rodede med tændingen. Den unge kvinde råbte at han skulle lade være, ikke skræmme Asger.
Hvis ikke du flytter den døsige vogn, hænger vi her hele dagen! Har du stjålet den eller hvad?! råbte fyren.
Kasper var pludselig på benene, skubbede sig gennem trafikken hen til Peugeoten.
Hey kammerat, lidt ro på! råbte han vredt.
Mazdafyren snerrede, men indså at det ikke nyttede at skændes med en som Kasper og gik tilbage til sin bil.
Død? spurgte Kasper den unge kvinde. Lad os skubbe den i gear!
Hun nikkede, gjorde alt det rigtige. De fik bilen til siden, men motoren ville ikke mere, hostede og klagede.
Slidt op, nikkede Kasper medlidenhedsfuldt, men hun hørte ikke, da Asger begyndte at tude igen.
Så, lille ven. Skal du op til mor? spurgte hun blidt.
Han nikkede.
Men hvor skal jeg dog få hende fra, hvis vi ikke kan køre? hun snøftede selv.
Okay, tag jeres ting, lås bilen, og kom med mig! brummede Kasper.
Det skal du ikke bestemme! protesterede hun.
Det skal jeg, for nu regner det, og du har et lille barn! Kom nu! han tog dem begge og autostolen med over i Mercedesen.
Han fik dem klemt ind, tændte for varmen.
Hvor hen? Hvor er hans mor? Jeg hedder Kasper. Og du? han kiggede bagud.
Pigen så tvivlende ud, men bukkede sig over Asger og sagde:
Dorthe. Men bare rolig, jeg er ikke som alle de paphoveder på dine billeder, hun pegede på fotografier af forskellige kvinder, som stadig hang ved Kaspers forrude.
Nej, nej! Jeg har aldrig haft noget for kvinder i rammer. Jeg leder ikke efter forhold. Hvor bor I? Sig adressen, Dorthe.
Skovlunde. Min mor er der. sagde hun.
Ikke min retning, men Nå, jeg kører! sagde Kasper. Han skubbede blomsterbuketten over på forsædet.
Han trykkede på en knap, telefonens højtaler lød: Hej Kasper, jeg lytter!
Hej mor. Jeg bliver forsinket. Skal bare lige forbi et sted. Hvis det bliver sent, ses vi i morgen i stedet, ikke? sagde han.
I morgen? Jamen jeg havde sagt til Karen og Bodil at du kom! Nå, hvis det er dine dukker Inge Marie tøvede. Dorthe smilede svagt. Kasper så det og blev sur. Hvis du nu er optaget, så må det være sådan. Ring lige når du er hjemme, ikke? sagde hun. Men hvem er det, der græder hos dig?
Mor, jeg forklarer senere. Det er ikke mit barn. Vi snakkes! sagde Kasper.
Telefonen blev tavs.
Hvorfor kan hun ikke bare sige held og lykke, eller noget? brummede Kasper. Nå, hvad med dig? Har jeres mor droppet jer? I din alder skulle du gå i byen, hænge ud med drenge, ikke passe på børn. Eller ingen drenge vil have dig? Det er sikkert rigtigt! Kedelig, hva?
Åh, hvor nød han at tage hende ned. Hun troede hun kunne belære ham. Hun var jo yngre end hans minste fætter!
Ja, sagde Dorthe pludselig.
Ja, hvad? spurgte han.
Jeg burde gå i byen, danse, kysse. Men hvem med? I vil jo alle sammen bare det samme. Min mor troede vist heller ikke hun skulle have mig som attenårig. Mormor smed hende faktisk ud dengang. Hun gik direkte fra gymnasiet gravid droppede ud. Min mors kæreste forsvandt. Hans familie råbte Skam! Men hvad ville han? Han ville have det sjovt, ligesom dig og dine damer hun pegede igen på billederne. Han skulle på universitetet, ikke familie.
Hvad har det med mig at gøre? blev Kasper fornærmet.
Jeg har altid haft voksne forhold. Jeg har aldrig Han kunne ikke gøre sætningen færdig.
Han mindedes pludselig den gang for tre år siden, hvor han var bange for at være blevet fanget. Han og Signe havde været kærester, boet sammen, rejst til Kreta. Pludselig sagde Signe, at hun måske var gravid.
Det passede overhovedet ikke. Lige der, hvor hans firma var begyndt at vokse. Børn og ægteskab var ikke det han havde brug for.
Han havde taget hende med til sin søsters læge.
Hun tilbød mig penge for at lyve om en graviditet fra dig, sagde lægen senere og lo. Kasper, pas nu lidt på!
Det gik jo, tænkte han. Og han forsvandt før det blev alvor.
Men hvad hvis der var nogen han havde svigtet hvad nu hvis han ikke vidste det? Tanke fulgte tanke.
Partnerskaber, jo jo lo Dorthe, bittert. Min mor er bare smuk, men hun kan ikke klare sig alene. Ingen hjalp hende, da hun havde mig og Asger. Nu er hun træt Hun tog væk til Skovlunde, til en veninde. Asger var syg, jeg hentede ham fra dagplejen, han græd. Nu tror han, mor har forladt ham.
Jamen, det har hun da også! udbrød Kasper. Mødre tager ikke på ferie, når børnene er små!
Nej, min mor er god, hun er bare udmattet! gentog Dorthe.
Hvad hedder hun? spurgte Kasper nysgerrigt.
Anne Møller.
Kasper gassede op, styrede sikkert men nervøst og kiggede på blomsterne på forsædet.
Anne Møller Umuligt, tænkte han. Men hvad nu hvis?
Da han gik i 3.g., mødte han en pige til en fest: Anne Møller. De blev kærester i et par måneder, så forsvandt hun, intet svar på hans beskeder. Han kom selv til universitetet
Han prøvede nu at sammenligne Dorthes næse med sin egen. Kunne hun mon være hans datter? Hvis han havde en datter som hende, kunne han give hende en god uddannelse, tøj, måske en ordentlig bil, drømte han.
Pludselig brød solen voldsomt gennem skyerne, som et direkte signal ovenfra. Og i det lys forstod Kasper, at han måske manglede et formål, noget at kæmpe for. At børnenes fremtid havde betydning.
Se, hvor flot! nikkede han mod ruden. Har I været på ferie? Til havet eller i fjeldet?
Dorthe grinte.
Nej, hvor skulle vi tage hen? Vi har ingen penge.
Men hvis du måtte drømme ville du så ikke gerne? Altså, dig, din mor, Asger Kasper mærkede, at noget rørte sig i ham.
Du tager fejl. Jeg rejser ikke med mænd, svarede Dorthe koldt.
Men nu gør du faktisk, smilte Kasper.
Fordi jeg har tillid. Måske er du min far, kørte det gennem hans hoved. Hvorfor sagde Anne aldrig noget? Så mange år Men ville jeg være glad for en datter som attenårig?
Han tog en beslutning. De skulle hjem til Anne, have det afklaret, og bagefter tage på ferie. Han kendte de bedste hoteller ved det danske og spanske hav. Måske bo på hvert sit værelse? Anne ville sikkert have det sådan. Ja, det ville fungere.
Ja, sagde han pludselig højt.
Hvad, spurgte Dorthe, mens hun holdt Asgers hånd.
Sagde jeg det højt? Pyt, det får du at høre senere, svarede Kasper.
Hvad siger jeg til mor? Hun bliver sur, men DNA-test, det har Frits fra afdelingen prøvet Men jeg gør det ikke. Dorthe ligner mig. Jeg må gøre det godt igen!
Han rankede sig, nød rollen som redningsmand. Og han var jo ikke skyldig ingen havde fortalt ham noget.
Anne virkede som en stærk kvinde, ligesom hans mor.
Du har egen virksomhed, ikke? spurgte Dorthe, og strøg over lædersædet.
Ja. Forretning.
Er det hårdt at have penge? Ej, du har ingen kone at bruge dem med?
Nej. Men jeg klarer mig fint, lo Kasper.
De nåede frem til Dorthes adresse. Kasper sad og rodede i handskerummet for at trække tiden ud. Dorthe ventede udenfor med Asger.
Skal vi tage blomsterne med? Mor bliver glad, sagde Dorthe.
Kasper nikkede. Så meget for hemmelig date
De tog elevatoren op til tredje sal. Dorthe ringede på. Kasper lukkede øjnene. Nu ville alting ændre sig.
Det var ikke Anne, men hendes veninde, Mette, der åbnede. Hun kiggede strengt på Kasper og så over på Dorthe.
Hvad laver I her? Anne, din familie er her, og der er en mand med! råbte hun.
Ud af stuen kom en træt, tynd kvinde Anne. Hun samlede hurtigt håret i en hestehale.
Hvad laver I her? Jeg sagde jeg kommer i morgen! spurgte hun. Hvem er du? hun så på Kasper.
Han gav hende blomsterne.
Jeg er Kasper. De er til dig, Anne
Han kunne ikke genkende hende.
Han det er ham her, Dorthe pegede på Kasper smadrede vores bil, og så kørte han os herhen. Asger græd. Du må trøste ham nu. Jeg tog din bil, og han ødelagde den. Han må betale, ellers anmelder jeg ham til politiet!
Annes øjenbryn røg op. Hun ville sige noget, men Dorthe stoppede hende.
Mor, det er hans skyld. Du må få ham til at betale for reparationen! Vi skal også have mad nu, Mette, har I noget? Den her mand har ikke givet os mad!
Dorthe gik straks i køkkenet og roede efter mad.
Hvad snakker du om? Smadrede vores bil? Dorthe kan dårligt køre, har ikke engang kørekort. Hvordan er det her sket? Forklar nu, sagde Anne alvorligt.
Kasper fortalte om vejen, køen, den grædende Asger
Din datter sagde, du var rejst, fordi du var udmattet, og Asger ikke kunne klare det. Han har lige været syg, hun hentede ham Nå, nu bragte jeg dem.
Nej, Anne var ikke den Anne. Det havde været tåbeligt at tro.
Rejst? Dorthe, kom herind! Anne råbte, og Dorthe kom slentrende med en skål salat. Hvad har du sagt? Hvorfor lyver du? Du ved jeg kun tog til Mette for at hjælpe med hendes mors begravelse. Ingen andre kunne hjælpe. Asger har ikke engang været syg!
Anne var pinligt berørt. Hun vendte sig væk.
Nå, og hvad så?! Mor vil du aldrig lære? Man skal kræve noget, ikke bare stå og være til grin! sagde Dorthe fornærmet og satte sig i sofaen. Jeg gider ikke passe Asger mere. Jeg skal også ud, studere og danse og alt det!
Okay. Vil du have te? Kom med i køkkenet. Mette, undskyld, forstyrrer vi? Anne så træt ud.
Jeg tror vi skal bruge noget stærkere end te, lo Mette. Jeg har lidt tilbage efter min mor…
Nej, jeg er i bil. Tak, men nej. Kasper havde aldrig været i så mærkelig en situation. Forretningsmiddage, modeshows, flyrejser, mor det havde alt sammen været så nemt. Nu: karakterer, følelser, hverdagsdramaer. Han havde lyst til at flygte, men havde ondt af Anne.
Fint, te bliver det, sagde Mette og satte vand over.
De sad i et lille køkken voksdug med blomster, tre kopper, en lille skål med småkager.
Det her var min mormors lejlighed. Anne og jeg var tit her efter skole… Nå, jeg lægger Asger i seng. Kom, Asger, skal vi se bamse?
Undskyld min datter. Hun tror, livet handler om at bemægtige sig alt med vold, sagde Anne dæmpet, mens hun gned hænderne mod knæene.
Hvor er faren? spurgte Kasper stille. Han var ikke vant til at tale om følelser.
Det blev aldrig til mere. Han lærte Dorthe at køre bil, og det var nok det bedste de fik sammen. Jeg kan aldrig tjene nok til at give Dorthe et nemt liv. Hun vil have mere, men vi har kun en toværelses…
Jeg troede, vi kendte hinanden fra ungdommen, sagde Kasper pludselig og rødmede, så han drak sin te hurtigt. Jeg havde en kæreste, hed Anne, gik på universitetet. Men du Det er ikke dig. Dorthe havde nogle vilde historier.
Nej, min mor smed mig aldrig ud. Jeg var tyve da jeg fik Dorthe, min mor hjalp mig, men hun døde for to år siden, Anne sukkede. Og Dorthe presser så følelser ud. Jeg har gjort mit bedste.
Så du troede, Dorthe var din datter? smilede Anne. Du skal nok få dine egne børn. Man skal opleve det. Blive voksen.
Kasper så på hendes lysende øjne, drømte om at have sin egen familie, komme hjem til duften af aftensmad.
Kan jeg hjælpe? spurgte han.
Nej, undskyld at vi forstyrrede. Du har dit eget liv. Vil du have mad? Vi har både kylling og frikadeller? Anne ville rejse sig, men Kasper rystede på hovedet.
Nej tak. Hvordan kommer I hjem i morgen? Jeg kan køre.
Tak, men vi tager toget, sagde Anne.
Må jeg betale for reparationen?
Kasper slappede af i kroppen.
Nej, det lyder fjollet. Drik en kop kaffe mere, så kan du køre hjem bagefter.
Med bilen går det nok. Jeg har fået Falck til at hente den, de ringer jer op, sagde Kasper og rakte hende et telefonnummer.
Hvorfor kalder de dig indbinder? spurgte Anne.
Jeg lavede speciale-indbinding dengang, lo Kasper. Måske kunne Dorthe også få et fritidsjob, hun har energi i massevis, han nikkede mod køkkenet.
Dorthe fnes og smed noget i skraldespanden.
De udvekslede numre, og Kasper kørte hjem. Anne vinkede til ham fra vinduet, og det føltes rart, trygt og lidt sørgmodigt.
Hans mor ventede oppe, livlig, ikke vred, sagde ikke noget bare sendte ham i seng.
Mor, hvad vil du helst have et barnebarn af drenge- eller pigekøn? spurgte Kasper, mens hun slukkede lyset. Hans børnetegninger af Legoland og Operahuset hang endnu på væggen.
Åh, Kasper! Først og fremmest, vil jeg have en svigerdatter! Lover dig, jeg skal nok lade hende være i fred! Men, måske tvillinger? Kom så, sov nu!
Hun gik ud til sig selv. Hun smilte, for hendes Kasper var blevet voksen. Endelig. Hun havde ventet på det.
Anne mødte hun senere. De blev gode veninder.
Dorthe begyndte at arbejde om aftenen blev gladere, mere moden. Hun voksede også op. Heldigvis.
