Boligspørgsmålet
Hvem er du? spurgte Kirstine, da hun åbnede døren og så en kvinde med et nervøst, men beslutsomt blik i øjnene.
Line, præsenterede gæsten sig, mens hun pillede ved hjørnet af sin håndtaske. Jeg er Sørens forlovede.
Undskyld, hvilken Søren?
Din eksmand.
Mener du Mads?
Ja.
Så sig dog bare Mads. På de tyve år, vi var gift, kaldte jeg ham kun Mads. Nå. Hvad vil du?
Vil du lade mig komme ind?
Nej, svarede Kirstine og krydsede armene. Sig, hvad du vil her. Jeg har travlt. Børnene er i skole, jeg skal nå at lave frokost, gøre rent og så på arbejde i eftermiddag.
Line forsøgte at gøre sit ansigt både sødt og lidt ynkeligt hun skød underlæben ud, sænkede øjnene og foldede hænderne hen over maven.
Undskyld, Kirstine, sagde hun. Jeg er meget nervøs. Det var ikke let at tage mig sammen til at komme her.
Men Lines forsøg på at virke uskyldig berørte ikke Kirstine. Kirstine var en robust kvinde, hærdet af mange år med hverdag og ensomhed. Hun troede ikke på tilfældigheder og stolede ikke på fremmede med nervøse øjne.
Lad os sige det sådan, hun talte køligt. Hvad vil du mig?
Line gav ikke op, men blev ved med at spille offer. Hun snøftede, bare én gang, men markant.
Er du sur på mig? spurgte hun med vådt blik. Eller bryder du dig ikke om mig?
Jeg er ikke sur, afbrød Kirstine. Men du er ikke behagelig selskab.
Underligt.
Hvad er underligt?
Jeg havde forestillet mig vores møde anderledes, Line sukkede og lod som om, hun var dybt såret. Jeg troede, vi skulle hygge os over en kop kaffe og lidt kage. Jeg har endda kage med, Line trak en æske op af tasken og viste den til Kirstine. Med kirsebær, du kan lide dem med kirsebær. Mads sagde, det var dine yndlings.
Hvorfor det? spurgte Kirstine uden at skænke æsken et blik.
Altså… jeg har læst meget og set mange serier. Alle de der dramaer. I dem bliver ekskoner og nye kærester næsten venner. Drikker kaffe, fortæller hemmeligheder, diskuterer mandens dårlige sider. Vi kunne måske også…
Hvem er “vi”?
Dig og mig. Måske kunne vi…
Nej, det kunne vi ikke, sagde Kirstine bestemt.
Hvorfor ikke?
Vi har intet til fælles, svarede Kirstine fattet.
Det synes jeg nu, Line blev overrasket. Vi har Mads til fælles. Og han er far til dine børn, jeg elsker ham… Det er faktisk stort.
Kirstine smilte skævt.
Sendte han dig her?
Nej, bestemt ikke, Line rystede på hovedet. Mads aner intet om det her. Det er min egen idé.
Jeg forstår… Har du drukket? Kirstine kneb øjnene sammen.
Nej, kun lidt… Line smilede undskyldende. Jeg drikker sjældent, og kun for modet. Forstår du, jeg var meget nervøs.
I det samme gik døren til nabolejligheden op, og fru Olsson stak hovedet ud. Hun havde boet i opgangen, siden før nogen kunne huske, og fulgte altid spændt med i, hvad der foregik.
Jeg står her og lytter og prøver at regne ud, hvem det er, der besøger dig, Kirstine, sagde hun. Nå, det er hende. Fortsæt bare.
Hej, fru Olsson, sagde Kirstine med anstrengt venlighed. Er der noget, du mangler?
Bare tal videre, svarede fru Olsson uden at fortrække en mine. Jeg skal nok sige til, hvis jeg skal noget.
Nu, fru Olsson. Hvad vil du?
Har du salt? spurgte fru Olsson, men hendes stemme afslørede, at det var mere for at følge med i dramaet end salt, hun var ude efter.
Du fik jo en hel pakke i går, mindede Kirstine hende.
Nå ja, det er rigtigt, det glemte jeg.
Fru Olsson gik ikke. Hun lænede sig op ad døren og nød optrinnet.
Noget mere? spurgte Kirstine.
Det er hende, svarede naboen og nikkede mod Line. Hende, der kom hos din Mads, dengang I stadig var gift. Jeg genkender dig, du havde kasket og røde støvler.
Kirstine drejede sig langsomt om mod Line, og hendes blik blev hårdt.
Er det rigtigt? spurgte hun lavt. Var du hjemme hos os, mens vi stadig var gift?
Line stod tilbage, familien rødmede og så væk.
Det er ikke det, jeg kom for at tale om, hviskede hun.
Jo, du var der fire gange, brummede fru Olsson. Jeg talte dem. Tre gange om aftenen og én gang midt på dagen, mens Kirstine var på arbejde. Så Mads lukkede dig ind. Jeg så det fra vinduet.
Længe før, sagde Kirstine roligt, men farligt. Hvorfor fortalte du mig ikke det, fru Olsson?
Jeg nåede det ikke, svarede hun. Jeg blev jo kørt væk med ambulance på grund af blodtrykket, husker du. Da jeg kom hjem, var I gået fra hinanden. Det gled ud, men nu kom jeg i tanke om det.
Godt, sagde Kirstine til ingen bestemt og vendte sig mod naboen. Noget andet du vil sige?
Ikke nu, svarede fru Olsson og gik endelig ind, men lod døren stå på klem.
Kirstine så på Line, som ikke vidste, hvor hun skulle gøre af hænder og øjne.
Så, sagde Kirstine køligt, hvad vil du så egentlig?
At du ikke ødelægger vores lykke, sagde Line sagte.
Dig og Mads, mener du?
Ja.
Ham, vi har været skilt fra længe?
Ja.
Hvordan ødelægger jeg det?
Ved at du fodrer ham hver søndag, udbrød Line med gråd i stemmen.
Undskyld?
Hver søndag er han hos dig. Jeg har tjekket. Han siger, han besøger børnene, men han kommer for din mad.
Han kommer for børnene, sagde Kirstine tålmodigt. Mads er deres far.
Han kommer for at spise! råbte Line så tårerne trillede. Jeg har smagt dine kager, Mads tog nogle med. Han sagde selv, at det var for maden, han kom.
Sagde han det?
Han sagde, børnene var ligegyldige. Bare han fik god mad. De er jo små, halvandet og tre år. Du bruger dem som undskyldning.
Kirstine sagde ingenting. Indeni ulmede det, men hun forblev rolig udadtil.
Du siger ikke noget? Line tørrede øjnene. Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker ham, men hver søndag løber han hen til dig som en lille sulten hund.
Hvad holder du ud? hviskede Kirstine.
At han sammenligner mig med dig! Nu lød Lines stemme bedende og træt. “Kirstine lavede det på en anden måde”, “Kirstine var generøs med kagerne”. Jeg får aldrig ro. Jeg frygter, han forlader mig for dig.
Kirstine trak vejret ind og så pludselig på Line med medlidenhed.
Han kommer ikke tilbage til mig, sagde hun mildt. Jeg har mødt en ny. Faktisk skal vi snart flytte sammen.
Line lukkede øjnene, trak vejret dybt, og da hun åbnede dem, så hun beslutsomt på Kirstine, trak en lille lommelærke op, tog et par slurke og stak den væk igen. Hendes stemme havde nu fået mere mod.
Undskyld, sagde hun. Jeg bliver bare så nervøs. Hvad talte vi om?
Du frygter, han forlader dig for mig.
Er det realistisk? spurgte Line alvorligt.
Hov, tænkte Kirstine. Hun er mere bange, end jeg troede… Hun forstod, at Lines jalousi var ægte.
Jeg elsker en anden og skal flytte, bekræftede Kirstine.
Line lukkede øjnene, smilede sørgmodigt, åbnede dem og så udfordrende på Kirstine.
Så behold ham for dig selv, mumlede hun. Jeg beder pænt. Lad være med at fodre ham…
Undskyld?
Ja. Hold op med at lukke ham ind. Hvis han virkelig vil se børnene, så ja, men… han kan tage dem med. På café. Hjem til sig selv. Men ikke hos dig.
Line tog endnu en slurk af flasken, hænderne rystede.
De kan besøge ham i min lejlighed, fortsatte hun og hikkede.
Jeg forstår dig, sagde Kirstine. Men hvordan vil du have, jeg skal lade ham gå uden mad en hel dag?
Så lad ham blive ude, sagde Line stædigt. Han kan tage børnene med ud i byen.
Det kan jeg heller ikke, Kirstine sukkede.
Hvorfor ikke?
Fordi…
Men Kirstine nåede ikke at svare, for fru Olsson stak hovedet ud igen.
Jeg ved hvorfor, sagde hun og kom ud på gangen. For det er Mads, hans lejlighed. Hvordan skulle Kirstine kunne nægte ham adgang til hans egen lejlighed? Hun og børnene står jo ikke skrevet her, vel?
Fru Olsson! Kirstine udbrød. Hvorfor sagde du det?
Det måtte da komme frem før eller siden, svarede hun. Bedre nu end senere.
Kirstine overvejede et øjeblik.
Du har ret, sagde hun. Lad det bare være nu.
Fru Olsson nikkede og forsvandt bag døren. Kirstine stirrede tavst på Line, som kloen omkring sandheden langsomt fandt vej ind.
Er det rigtigt? Lines stemme blev skarp. Lejligheden, du nægter mig adgang til, den tilhører Mads?
Kirstine trak på skuldrene.
Ja. Vi er hverken meldt til adressen eller noget.
Hvor er I så meldt, spurgte Line.
I min mors lejlighed, råbte fru Olsson hurtigt ud og forsvandt igen.
Det er rigtigt, sukkede Kirstine. Vi bor her kun, fordi min mor bor i sommerhus, og vi udlejer hendes lejlighed. Pengene lever vi for. Og børnepenge. Og du vil have, jeg skal nægte Mads adgang og mad i sin egen lejlighed, Kirstines stemme var træt. Han kunne have smidt mig og børnene ud samme dag, vi blev skilt.
Ja, det ville have været logisk, nikkede Line tørt.
Men det gjorde han ikke. Han er et godt menneske.
Men det er ham, der står på skødet?
Ja.
Og han købte den før I blev gift?
Ja.
Fint, Line nikkede truende. Jeg har forstået.
Flere spørgsmål?
Nej. Hvor er elevatoren?
Derhenne, Kirstine pegede.
Tak.
Line gik et par skridt, kom i tanker om noget og vendte sig.
I hvilken måned er du født, Kirstine?
August, sagde Kirstine forvirret.
Nå. Vi kunne faktisk have været veninder, Lines stemme havde et fjern vemod.
Det tror jeg ikke, Kirstine rystede på hovedet.
Men måske i et andet liv. Tror du på reinkarnation, Kirstine?
Nej, svarede Kirstine bestemt.
Hvorfor ikke?
Har alt for meget at se til.
Line nikkede forstående.
Hverdagsproblemer maser sig på, hva?
Ja, sagde Kirstine.
Det er trist, sagde Line. Når hverdagsbesvær forhindrer én i at overveje de store spørgsmål… Nå, hvor er det synd for dig, Kirstine. Tror du på det?
Ja, svarede Kirstine tørt.
Da elevatoren lukkede sig bag Line, dukkede fru Olsson op igen.
Hvorfor sagde du det, fru Olsson? Kirstines stemme var foruroliget.
Af ren drillelyst, svarede naboen. Hun skal ikke tro, man bare kan tage noget, der ikke er hendes.
Man skal ikke handle sådan, rystede Kirstine på hovedet.
Det skal man da når man er gammel, må man gerne, fru Olsson knejsede.
Vi bør ikke dømme, sukkede Kirstine.
Vi dømmer ikke, vi retter op, sagde fru Olsson.
Forstår du, hvad du har sat i gang? Kirstine var fortvivlet. Nu ringer Line til Mads og kræver, vi smides ud. Og han smider os måske ud. Så står vi på gaden.
Du glemmer noget, Kirstine. Det er jo din lejlighed, svarede fru Olsson uden at blinke. Har du glemt det?
Kirstine så forvirret på hende.
Min? Hvad mener du?
Jeg løj. Jeg støttede dig. Det er din lejlighed. Din mor gav dig den engang. Du ved det, Mads ved det, alle ved det. Men Line ved det ikke. Du lod som om. Det var godt spillet.
Kirstine blev bleg.
Nu fortryder jeg det…
Der er ingen grund. Mads skal nok fortælle hende sandheden, og så finder hun ud af, hun blev narret. Men ingen skade er sket.
Jo! Kirstine slog ud med hånden. Hun går nu hjem og begynder at grave. Hvorfor lod jeg dig styre mig?
Nej, Kirstine. Hun siger ingenting. Ikke før hun bliver gift med Mads. Hun tør ikke forpeste klimaet nu. Først bagefter. Så tager hun slagsmålet. Og du gjorde det rigtige.
Kirstine gik ind til sig selv. Hun vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. Hun havde beholdt lejligheden, men bedraget. Og der sad en ulykkelig kvinde, der frygtede og trøstede sig med spiritus.
Næste søndag, da Mads igen kom forbi, sagde Kirstine straks, at hun ikke længere ville lave mad til ham. Foreslog, at han selv bestilte eller tog mad med.
Er du sur, Kirstine? spurgte Mads overrasket.
Nej, svarede hun. Det er bare bedst for alle.
Mads trak på skuldrene, men sagde ikke mere. Han tog børnene, gik i parken og spiste med dem på café.
Siden kom han ikke på besøg søndag. Han hentede børnene, gik ture, fodrede dem udenfor, og afleverede dem senere. Kirstine så det fra vinduet, og tænkte, at Line måske havde haft ret. Mads kom ikke for børnene, men for mad.
Det var nok sandt, tænkte Kirstine. Han sagde, han kom for børnene, men det var maden.
Men hun fortrød intet. Hun havde sine planer, sin kommende mand. Og Mads tilhørte fortiden sammen med de søndagsmiddage.
Finale
Line tog lejlighedsemnet op dagen efter brylluppet stadig beruset af bryllup og champagne. Mads forstod ikke, hvad hun sagde.
Hvilken lejlighed, min skat? spurgte han forvirret.
Din lejlighed! Den hvor din ekskone bor!
Det er ikke min, sagde Mads undrende. Det er Kirstines. Hun fik den af sin mor. Jeg boede der bare under vores ægteskab.
Hvad? Er den ikke din?
Nej, svarede Mads. Jeg har ingen ejerbolig. Min mor bor på sommerhus, og jeg bor nu hos dig.
Du lyver ikke?
Hvorfor skulle jeg? Du kan se det selv på tingbogen.
Line opgav. Hun var blevet narret. Hun forstod, at nogen bevidst havde givet hende en falsk oplysning for at fremprovokere ballade. Hun gik ind i soveværelset og lagde sig, skuffet og træt. Mads spiste bryllupskage alene i køkkenet.
Line lå og søgte efter, hvem der kunne have sat hende op. Hun huskede pludselig de ord, Kirstine sagde i døren: Han er far til dine børn, og jeg elsker ham. Det var Kirstine, tænkte hun.
Men Line tog fejl. Kirstine havde ikke planlagt noget. Det var bare fru Olsson med sin alder og nysgerrighed.
Filosofisk eftertanke
Der er hverken skyldige eller uskyldige i denne historie. Kun mennesker, der frygter, elsker eller fejlbedømmer. Kvinder, der forsvarer hjem og familie. Mænd, der aldrig får sagt, hvad de vil. Naboer, der blander sig. Og ekskoner, der serverer kage, fordi de ikke kan lade være.
Kirstine ønskede ikke at bedrage Line, men blev fanget ind i situationen. Hun skammede sig, men kunne ikke tage ord tilbage.
Line ønskede ikke ondt. Hun var bare bange for at miste Mads så hun gjorde, hvad hun kunne.
Mads ville ikke såre nogen. Han søgte bare god mad og tryghed.
Fru Olsson ville ikke skade, men være i live og i centrum.
I sidste ende blev de alle narret. Kirstine troede, hun kunne holde Mads væk fra børnene. Line blev narret til at tro, lejligheden tilhørte Mads. Mads troede, nogen holdt af ham bare for hans skyld. Og fru Olsson troede, hun hjalp.
Men alle søgte de kærlighed bare på hver deres mærkelige måde. Kirstine gennem mad, Line gennem jalousi, Mads gennem sit behov, fru Olsson gennem nysgerrighed.
Og til sidst sad de alle med det, de altid havde. Kirstine med lejligheden og børnene. Line med Mads, der ikke kan lave mad. Mads med Line, der er jaloux. Og fru Olsson med sit årvågne øre i opgangen.
Historien lærte dem ingenting men de lærte, at de ikke var alene. At alle har deres frygt, hemmeligheder og små lommelærker i tasken, når nerverne er ved at bryde sammen. Og sommetider er det bedste løgn, for sandheden kan være for hård.
Sådan er det, i en opopgang i København.
