Hvad er det, du har der en ring? spurgte Josefine, mens hun greb fat om hånden på Katrine.
Katrine strålede og rakte hånden ud, så veninden kunne se smykket tydeligt. Den fine guldring med en lille sten glimtede blidt i lyset fra den gamle glaslampe. Katrine selv kunne heller ikke tage blikket fra den, selvom det allerede var anden dag, hun bar den.
Josefine, han friede! Fem år har jeg ventet, håbet, næsten opgivet, men i forgårs tog Mads sig endelig sammen!
Endelig, mand! sagde Josefine og rystede på hovedet med et lille grin. Min Rasmus friede efter et halvt år og de er endda brødre! Samme familie, samme opdragelse, men alligevel sådan et forskelligt temperament.
Katrine lagde hånden med ringen ind til brystet og brød ud i en lykkelig latter.
Du aner ikke, hvor meget jeg har gået og tænkt på det! Jeg har jo både hentydet og direkte spurgt, hvor vi var på vej hen, og hvad han egentlig ville med os to. Alle veninderne er blevet gift for længst, flere har børn, og jeg har hængt fast som den evige kæreste uden fremtid. Nogle gange tænkte jeg, at Mads bare trak tiden ud at jeg passede fint ind sådan, og hvorfor så lave om på noget, hvorfor tage ansvar?
Hvad sagde Mads til dine spørgsmål?
Først sparede han op til bryllup, så kom der noget med et boliglån, så var der problemer på jobbet… Katrine viftede afværgende med hånden. Hver gang en ny undskyldning! Jeg var helt klar til at stille et ultimatum, seriøst, jeg havde sat mig for det for bare en måned siden.
Men det gjorde du ikke?
Nej, han nåede sgu selv at fatte det! Katrine strålede atter. Han sagde, at han ikke kunne forestille sig livet uden mig, at han ville vågne op ved siden af mig hver dag, resten af sit liv.
Josefine lo og rystede på hovedet.
Okay, vi tilgiver ham de fem års tvivl, bare resultatet nu er der. Har I snakket om, hvornår I vil giftes?
Katrine trak på skuldrene, men hendes ansigt lyste stadig.
Ikke endnu. Men jeg har brylluppet planlagt til mindste detalje i hovedet: Kjolen, blomsterne, restauranten, gæstelisten. Jeg har ikke fortalt Mads noget endnu han ville sikkert løbe, hvis han hørte om alt det nu.
Han løber ingen vegne, bare rolig. Josefine trak Katrine ind i et varmt kram. Hvis han har holdt ud i fem år med dine hentydninger og spørgsmål, så er han klar!
Josefine tog sin jakke på ude i entreen og lovede at ringe senere på ugen, så de kunne lægge planer sammen. Da døren smækkede bag veninden, lænede Katrine sig op ad brættet og betragtede sin hånd endnu engang. Guldets skær var blødt, stenen glimtede og Katrine lod fingeren glide over ringen. Nu var hun forlovet. Snart ville hun være nogens hustru.
Så rettede Katrine sig op, gik ind i stuen og løb den mentale to-do-liste igennem: Opvaskemaskinen skulle tømmes, tøjet stryges, hylderne støves af, og aftensmaden til Mads skulle lige forberedes. Men rutinerne virkede ikke tunge den dag, tværtimod havde hun lyst til at danse rundt i lejligheden og nynne for sig selv. Hun kiggede hele tiden på sin ring hun kunne ikke lade være med at smile. Alt det gode ventede forude, hun følte sig lykkeligere, end hun havde været i de 28 år, hun havde levet…
…En uge efter frieriet baselede lykken fortsat i Katrines krop. Ringen blev beundret mindst hvert kvarter. Men da euforien havde lagt sig lidt, besluttede hun, at det var tid til en snak om de praktiske detaljer. En aften, mens de spiste, bragte hun forsigtigt emnet på banen:
Mads, skal vi ikke i det mindste vælge en måned? Hun skubbede en tallerken med frikadeller hen foran ham. Efterår eller forår? Jeg skal jo vide, hvornår jeg skal begynde at lede efter kjole.
Katrine, kan vi ikke tage den senere? Mads lænede sig ind over mobilen. Jeg har virkelig travlt på arbejdet for tiden.
Hun nikkede og lod det ligge ville ikke presse mere på. Men så gik der endnu en uge. Og en til. En hel måned, uden at Mads selv bragte brylluppet på banen. Katrine forsøgte igen, valgte øjeblikke med omhu, forsøgte at fange ham i godt humør. Men hver gang fik hun samme svar:
Senere, Kat, senere. Du ser da, jeg er presset. Lad mig nu lige være.
Da anden måned var gået, blev Katrines uro alvorlig. Ringen glimtede stadig, men glæden svandt dag for dag. Hun greb sig selv i at dreje den om sin finger, mens panden rynkede sig sammen.
En fredag besluttede Katrine at gøre lidt ekstra ud af aftenen. Stegen røg i ovnen med rosmarin og grøntsager. Hjemmelavet lagkage stod klar, hele lejligheden duftede varmt og hyggeligt. Hun dækkede op, men opdagede så, at hun havde glemt at købe brød.
Katrine rakte ud efter sin pung og for ned ad trapperne i hjemmesko det ville kun tage fem minutter til kiosken på hjørnet. Men netop som hun rundede bygningen, standsede hun brat op, da velkendte stemmer lød om hjørnet.
Hør her, Mads, du har jo altid været imod det med bryllup, sagde Rasmus. Hvad skete der?
Intet, faktisk. Mads grinede tørt. Jeg friede, ja men det betyder ikke, at vi skal giftes. Hun kan bare lave mad og gøre rent så længe det varer, give mig al service. Når jeg bliver træt, slår jeg bare op. Hun maser ikke længere på med alle sine spørgsmål hun har jo fået ringen.
Snu taktik, nikkede Rasmus, let leende.
Katrines hjerte gik i stå. Kroppen frøs, hun kæmpede for at trække vejret… Fem år venten, to måneders lykke. Alt det, hun troede på, var falsk et billigt trick, for at hun ikke skulle stoppe med at vaske hans sokker og lave hans aftensmad.
Brødrenes stemmer fortsatte hvert ord knuste hendes hjerte mere.
Hun var ikke elsket. Ikke nogens forlovede. Bare en bekvem plads i sofaen. Ingen familie, intet ægteskab. Bare en endeløs hverdag for hans skyld.
Katrine stod længe presset op mod muren. Så hørte hun Mads sige:
Og sig det endelig ikke til Josefine, okay? Så fortæller hun det straks til Katrine de er jo veninder.
Helt sikkert, det blander jeg mig ikke i, svarede Rasmus lavmælt.
Nu kunne Katrine ikke mere. Benene bar hende frit frem, og et øjeblik senere stod hun foran begge brødre, rødglødende af raseri.
Så jeg er sat til at gøre rent, lave mad og være din hushjælp? Hun sendte Mads et isnende blik. Fem år har jeg ventet! Troet på hvert ord fra dig! Men det hele handler bare om, at du gider, jeg er her som gratis tjenestepige?
Katrine, du misforstår det hele! Mads blev bleg.
Jeg har fuldstændig forstået! Katrine flåede ringen af og kastede den direkte i hovedet på ham. Tag din forlovelsesring og forsøg endelig ikke at komme hjem! Det er min lejlighed, har du glemt? Dine ting sender jeg med taxa jeg vil aldrig se dig igen!
Hun drejede resolut om på hælen og styrede mod opgangen, pulsen hamrede vildt i halsen.
Kan vi ikke lige snakke om det! Mads spurtede efter hende. Du er hysterisk, lad mig forklare!
Lad mig være! Katrine så tilbage over skulderen. Hører du? Lad mig være! Det er slut!
Hun kastede sig ind i lejligheden, smækkede døren og låste. Ingen kom ind imod hendes vilje. Ikke ind i lejligheden og slet ikke i hendes liv.
I køkkenet røg steg, grøntsager og lagkage lige i skraldespanden. Hun havde ikke appetit. Kun tårer, der brændte i øjnene, da hun skævede til det måltid, hun havde forberedt med kærlighed til en mand, der aldrig havde fortjent det.
Et liv ødelagt, fordi hun lyttede ved det forkerte hjørne.
En måned senere sad Katrine på samme sofa, hvor Josefine tidligere havde beundret ringen. Nu var fingrene nøgne, og Josefine sad foroverbøjet med en kold kop te i hånden.
Jeg var blind, Josefine. Katrine rystede på hovedet. Så mange år lukkede jeg øjnene for alt, tog imod alting for at blive gift. Ville bare have det skøre bryllup, og så så jeg ikke det, der lå lige foran mig.
Josefine satte koppen på bordet.
Rasmus sagde, at Mads altid har haft svært ved det med forhold. Jeg troede, det ville blive bedre med dig.
Det blev det ikke. Katrine smilede skævt. Men ved du hvad? Jeg er faktisk taknemmelig. Nu er mine øjne åbne. Ingen skal behandle mig på den måde igen aldrig nogensinde.
Katrine lovede sig selv, at hun aldrig mere ville være nogens offer. Aldrig igen jagte en titel, der ikke var hendes. Nu skulle hun tænke på sig selv først. På sin egen lykke. Alt andet måtte komme i anden række. For det var den eneste sandhed, hun for alvor troede på nu.
