Lige til tiden
Mille, du er altså bedårende! Simpelthen bedårende! sagde Mads Palle med et smil, mens han galant kyssede Milles hånd iført sine hvide blonder.
Nej, det er altså kun dig, Mads! Jeg glemte jo mine replikker i anden akt og snublede ind på scenen, det så du vel? Mille blussede under sminken. Hvis ikke du havde reddet den med din improvisation, så… Jeg ville ønske, jeg bare kunne indleve mig som dig leve, grine og græde som om det virkelig var mit eget liv, og ikke tabe fatningen hele tiden. Du er virkelig et naturtalent, Mads!
Hold nu op, Mille. Mads fejede lidt støv bort fra bordet, gned nakken. Det er jo bare lidt skuespil, ikke andet. Med tiden, så lærer du at være fri og afslappet deroppe, og så kommer det helt naturligt… improvisationen. Altså, vi følger selvfølgelig manus og instrukser, ellers så smider Mester Skov os ud på røv og albuer, fniste Mads, men man skal også lære at leve deroppe ikke bare stå som en statue i rampelyset.
Nej, nej, det er medfødt, Mads! Det har du bare i dig! Mille kiggede beundrende på ham. Han var ikke ung længere, men hans ansigt var stadig smukt, øjnene lyste. Måske var Mille allerede lidt forelsket i ham, men hun turde slet ikke indrømme det for sig selv. Mads var sådan en gentleman. Altid klar med en kvik bemærkning, eller et kompliment og altid smilende, slet ikke som Milles far. Han gik kun rundt og knurrede. At Mille havde valgt skuespil, mente han var direkte pinligt, nærmest det samme som at blive prostitueret.
Hvorfor, Far?! græd Mille hver gang. Det er da et ganske anstændigt arbejde! Vi har da dygtige folk på teatret, og de får endda priser!
Ja ja, vi ved da godt hvad I laver inde bag kulisserne, sagde hendes far, Leon Børge. Han havde tjent til brød og smør for Mille så længe. Nu sagde han, at hun svigtede ham, når hun valgte den vej. Han kunne næsten forstøde hende, men hvad ville folk ikke sige? De ynkede ham nu: Enkemand, der kæmpede for sin datter alene efter konens død og han græd ikke engang, holdt sig oprejst. Men Lille Mille hun gik sine egne veje. Gik på scenen med korte kjoler foran et helt publikum, sådan berettede Leon til sine venner. Skam! Og nogen måtte jo have ondt af ham…
…Mads Palle opdagede Mille til sådan et amatørteater, hvor hun og hendes veninder besøgte drengene fra DTU til en fest. Mads søn, Andreas, læste nemlig der et rigtigt slingrende hoved. Rektor kaldte jævnligt Mads op til kaffemøde, men det endte altid med at Mads charmede hende og gik derfra med en aftale om at mødes til noget langt hyggeligere end universitetskontor. Han gav hende ofte billetter til teatret, og så fik Andreas tilgivelse for alt det rod han lavede.
Det var på scenen i festsalen der, at han opdagede Mille. Hun havde både lethed, charme og noget helt særligt
Sjæl! tænkte Mads. Hun har simpelthen sjæl!
Det var nøjagtigt sådan, han beskrev det senere, malerisk og med overbevisning. Sjælen runger!
Han bød hende straks ind i teatret. Og selvfølgelig også veninderne til statistroller, for man skal jo starte et sted.
Det var ikke Det Kongelige Teater, men alligevel et velkendt navn. Publikum elskede klassisk teater, og Mille fandt hurtigt ud af, at det passede hende langt bedre end alle de moderne forestillinger. Hun havde været ovre i København til et af de eksperimenterende stykker: Nøgen scene, vanvittige kostumer, sort lys…
Hun kom skuffet tilbage og spurgte Mads:
Er det virkelig fremtiden for teater, Mads? sukkede hun. Jeg kan ikke! Jeg vil ikke!
Slap nu af, Mille! Fremtid det er så bredt et begreb. For alt det, du ikke bryder dig om, vil der være noget, du brænder for. Hvis du virkelig er skuespiller, så må du lære at tilpasse dig, indtil du har slået rigtigt igennem. Når du står på plakaten, vælger du frit.
Men dem med frit valg, dem er der kun ganske få af! Mille blev mopset, ommøblerede sine små krukker ved spejlet, åbnede en, snusede til den og nyste.
Uh, min ven! Alt kan serveres, hvis bare det ledsages af Mads lavede et listigt ansigt et rigtig godt glas vin! Vær det bedste vin! Så selv de mærkeligste opførelser fremstår som et mesterstykke, når det er dig, der leverer dem!
Jeg kan ikke finde ud af det! Mille lavede en grimasse mod sig selv i spejlet.
Dér blev Mads pludselig vred, slog hånden hårdt mod bordet, ansigtet blev rynket, kæberne arbejdede.
Så har du ikke noget at gøre her! råbte han. Så gå hen og bliv bibliotekar, som din far ønsker!
Mille fór sammen, pressede armene ind mod sig selv, begyndte straks at undskylde.
Det kalder jeg bare at opmuntre lidt! grinede Mads bagefter. De der unge skuespilpiger er vant til, at ingen tør sige dem en skarp bemærkning. Men det turde Mads skam!
Mille stak af ned af trappen, nær havde væltet kostumemesteren, søgte ind i et mørkt hjørne og tænkte længe.
Man skal altså være det gode vin, og få alt til at smage godt!
Hun mindes tydeligt den dag, hun blev færdiguddannet fra skuespillerskolen og mødte op til teaterdirektøren nu som rigtig skuespiller.
De skrev hende ind, lykønskede og sagde så, at hun måtte gå igen, for “ingen tid til at sidde og snakke.
Mads ventede på hende ved teatret, rakte hende en buket gule-grønne forårsroser og slæbte hende med på restaurant.
Ej men altså, Mads! Det er da pinligt! Hvad vil din kone, Mette, sige!? protesterede Mille.
Mette vil også gerne fejre dig! Tror du, hun er jaloux? Mads brød sammen af grin. Mette mig og dig? Han lo så meget, tårene løb, og Mille kom også til at le.
Mads kone, Mette, havde selv tidligere været en fantastisk smuk og dygtig skuespiller, men hun måtte opgive scenen pga. sin stemme.
Pas på din stemme, Mille. Stemmen er dit stærkeste våben ikke bare dit smukke ydre. Du kan både løfte og ødelægge med den. Jeg passede ikke på min, det skal du gøre.
Mette talte med en hæshed, hun hostede ofte og pakkede sig altid ind i et sjal. Nu var hun bare hustru til Mads, men engang blev hun genkendt på gaden og var elsket af mange…
Men det var før.
Mille faldt straks i hak med Mette. Hun kunne snakke i timevis med hende, og følte sig hjemme hos familien Palle. Andreas var noget helt andet han lavede kun sjov udenfor scenen og irriterede sine forældre med det.
Men Mille var anderledes fuld af indhold. Hun kunne blive rørt over ingenting, bryde grædende sammen over en regnbyge, eller hoppe op og improvisere en scene fra Mettes yndlingsdramatiker.
Du er en stjernekaster, Mille. Sluk aldrig, okay? sagde Mette blidt. Du gør det varmt at være omkring dig.
Måske var Mads og Mette de eneste, der sagde, hun bare var god ikke bare som skuespiller, men som menneske. Faderen var nærig med kærlige ord.
De familiesammenkomster Mille var til, blev hun hurtigt træt af. Bedst at smutte væk, ud at se på byen og opsnappe ideer.
Det der, det må jeg spille engang. Nej, det andet fungerer ikke. Sådan tænkte hun og befandt sig snart foran Palles gamle villa.
Lidt te, Mille? Jeg kan se, du trænger! spurgte Mette, og Mille kom indenfor.
Der duftede altid af vanilje og frisk bagværk i hjemmet. Og så sad de tre, snakkede, drak te, Mads spillede guitar og Mette og Mille sang. Mette knap nok, for hun begyndte at hoste, og gav så pladsen til Mille, som blev den solisten i huset…
Åh, Mille! Du fatter det ikke han råber i søvne! Vores Mads råber og taler sine replikker hele natten! klagede Mette ofte for tiden. Går det nu godt med ham og teatret?
Tja, det hele kører strygende! Forestillingen får ros hver aften, salen er fyldt, stykket er både nyt og kompliceret, men også meget rørende.
Og det vælter stadig ind med blomster og damebreve jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal gøre af dem! Jeg er sikker på, han har en affære nu! sagde Mette og slog ud med hænderne.
Ej altså, lo Mille og spillede med, for de vidste selvfølgelig begge, at Mads kun elskede Mette. Jeg fandt mit livs kærlighed på Hovedbanegården, plejede han at sige.
Alligevel blev han overøst af kvindelige beundrere, der smed breve ind ad døren og forsøgte at møde ham på alle måder.
Mette tog det som en bekræftelse: Hvis hendes mand var så populær, så havde hun jo ramt rigtigt!
Med årene blev hun dog træt af alle opmærksomheden.
Hvorfor var du nødt til at være så charmerende, Mads? Det skaber bare ekstra drama her i livet…
Mads smilede, krammede hende, kyssede hende i håret. Hun var lille og spinkel, men for ham var hun en gudinde.
Nu var Mille rigtig skuespiller. De havde lige spillet aftenforestillingen, og bølger af buketter blev kastet over Mads efter hver forestilling. Han uddelegerede dem til kollegerne, kyssede damehænder, sendte blikke. Han var midtpunkt. Og selvom nogle var misundelige, kunne ingen rigtig bryde sig om at kritisere ham. Æreskunstner havde han dog endnu ikke fået, men det hængte i luften…
Mille, skal du med? der blev banket på Mads sminkerum. Vi venter!
Mille blev rød.
Det er pigerne. Vi ville bare fejre…
Mads trak på skuldrene og gik igang med at fjerne makeuppen.
Gå du bare. Og husk, Mille: Vær dig selv, uanset hvor du står! Glemmer du, snubler, gør ingenting bare kast dig ud i det! sagde han og blinkede til hende i spejlet.
Hun nikkede, var ved at åbne døren, vendte sig.
På gensyn i morgen, Mads!
Farvel, min ven! svarede han og lavede en teatralsk gestus.
Da døren smækkede, forsvandt smilet fra hans ansigt. Han rev parykken af, rystede håret, sukkede dybt. Han var tørstig, men kanden var tom.
Det går nok, Mads! Hjemme kan du slukke tørsten! hviskede han, stoppede op et øjeblik, og gjorde sig i stand.
Mille havde glemt, at teatret skulle være lukket næste dag for vedligehold, og heller ikke tænkt over at Mads havde sagt farvel istedet for på gensyn.
Næste gang hun kom, nikkede til kontrolløren og hilste på de andre, mærkede hun straks at stemningen var ændret. Noget lå i luften tristhed, uro.
Mille, har du hørt det?! hendes veninde Pernille fløj ind i kantinen.
Hørt hvad? sagde Mille med sin kaffekop.
Om du bare kan sidde her og hygge dig Mads, han Pernille lavede en pause og spilede øjnene op.
Hvad?! Hvad er der sket?! spurgte Mille og spildte næsten kaffen.
Han har sagt op. Gået! Lige midt i sæsonen! Har I to haft gang i noget?
Pernille levede for sladder og nu var der igen noget at snakke om. Så måske var det nu, hun skulle tage over.
Mille fór op, greb sin jakke og stormede ud.
Mille, hvad med prøven?! råbte Pernille efter hende, glad.
Mille løb hen ad gaden, tankerne kørte rundt. Det kan ikke være rigtigt! Hvordan skal teatret være uden ham? Og hvorfor sagde han intet?
Hun bankede og ringede desperat på hjemme hos Mette og Mads, men ingen lukkede op.
For pokker, unge dame, hvad larmer De sådan for?! en gammel dame på nabotrappen stak hovedet ud med katten i favnen. Katten så på Mille med samme overbærende blik som ejeren. Endnu en beundrer? De er taget på ferie, forstår De!
Hvad? På ferie? Hvorhen? Mille fik næsten åndenød.
Hvad rager det Dem? De er bare rejst væk, alle tre. Nu må du tage og lade folk være i fred! og døren smækkede.
Milles hjerte gik itu…
Hvornår kommer de hjem? råbte hun, men fik intet svar. Det er ikke hendes sag, hun skal blande sig udenom.
Hun følte sig forladt som et barn glemt foran supermarkedet.
… Leon forstod ingenting af, hvorfor Mille pludselig var gået helt i sort.
Er du gravid? Med en eller anden skuespiller? Han talte altid hårdt, især når det handlede om teaterlivet. Skam! Tænkte, at nu gik det hele galt.
Han slog hårdt i bordet, Mille fór sammen, rejste sig, tørrede tårerne væk og gik ud for at pakke.
Hvad har du gang i? spurgte han da, hun samlede sine ting.
Væk fra dig, far. Væk fra din hårdhed, kulde og fordi du ikke holder af mig. Jeg flytter på kollegium.
Og hvad så med mig? Folk vil jo tale, hvis du render rundt med mave på scenen! Leon blev nervøs, blinkede hurtigt.
Hvorfor tror du altid det værste om mig? Jeg er din datter! Ikke engang det kan du lade være i fred. Jeg går nu. Slip mig!
Han ville holde på hende, men Mille trak sig løs, tog sko og jakke og gik.
Det føltes dumt at gå, men Mille kunne ikke andet…
Mille? kaldte nogen.
Andreas jog over vejen, lidt klodset og grinende.
Hvad laver du her? Skal jeg bære din kuffert? Kom nu, du skal ind og have varmen, sagde han.
Han trak hende ind, fandt tøj frem fra Mettes skab og satte hende ved køkkenbordet i nattøj, hvor hun fik varm mælk.
Hvad så nu? Hvorfor græder du? Jeg forstår ikke følelser og alt det der pjat, Mille. Det må du snakke med min far om, men han er jo kørt.
Jeg er flyttet hjemmefra. Far troede, jeg var gravid… Men det er bare fordi Mads ikke længere vil være på teatret! Han var så elsket… hvorfor?
Fordi han gik på pension. Han vil ikke dø på scenen, Mille. Sidst måtte vi jo ringe efter lægen han er gammel, og det trækker tænder ud. Han ville ikke mere, sagde Andreas, nu vil han bare nyde sit otium.
Jamen… han så jo slet ikke syg ud…? Mille fattede det ikke.
Alt, man ser på scenen, er skuespil, Mille. Nu vil han have fred, spille skak, se fodbold og opdrage en hund. Alle tror, det er så specielt at være skuespiller det er jo bare arbejde, Mille.
Vil du bytte far? Min gnavne sidder bare og drikker snaps, råber af Tv-avisen og brokker sig søndag formiddag, Mille smilede. Han elsker mig slet ikke.
De var stille lidt.
Man vælger ikke sine fædre, Mille. Du kan sove i stuen, jeg skal nok lukke døren. Far er hjemme i morgen, så kan I snakke, sagde Andreas.
Så hurtigt? Mille blev glad.
Ja ja, sagde han og gik ind på værelset.
Mille stod længe og tænkte over det hele. Måske er de talentfulde, største skuespillere, ikke altid de bedste fædre?
Næste dag dukkede Mads op. Han nynner noget fra en gammel dansk sang, og stoppede da han så Mille.
Nå, Mille! Ikke lige regnet med at se dig er det Andreas værk? råbte han glad.
Jeg flyttede hjemmefra, din søn tog mig ind, men jeg skal nok flytte igen, nu hvor jeg har styr på mig selv… Men Mads, hvorfor sagde du ikke noget om du stoppede? Mille så trist på ham.
Lige på og hårdt, hva? Ja, Mille, nu har jeg fri! Jeg skal have hund, akvariefisk og spille skak med Andreas. Det er SKØNT ikke at skulle arbejde! Og Mette har lavet ragout… Jeg er sulten!
Men du er jo ikke gammel, Mads!
Jo, Mille! Det skal du forstå: Man skal gå, mens man stadig kan. Det er ikke noget værd at ende med at blive til grin eller gå ned med flaget! Skuespil er skønt, men der er en tid for det hele også for at trække sig med værdighed.
Skulle du ikke have sagt et ordentligt farvel på scenen? Mille blev lidt rød i hovedet.
Nej, nej! Intet cirkus med det. Bare stilfærdigt. Mads gik ud og vaskede hænder.
Hvordan går det derinde? spurgte han senere, mens han nød hendes mad.
Mille trak på skuldrene. Et eller andet gik stadig. Folk blev skiftet ud, forestillinger fortsatte, publikum klappede, unge talenter blomstrede.
Kan du se verden går videre, sagde Mads. Men mit liv fyldes nu af noget nyt!
Mille nikkede, men hun kunne ikke lade være med at føle tabet. Så meget talent og så bare stoppe, nærmest som på et fabriksjob…
Mads holdt sit løfte. Han fik sig en stor, uldet gårdhund og et akvarium. Andreas og ham spillede skak, læste avisen og sad i solen på altanen. Mette brokkede sig, men Mads morede sig nu var han pensionist, det var hans ret.
Han satte aldrig sine ben i teatret igen. Han savnede det, det indrømmede han dog kun for sig selv. Men han blev husket præcis, som han ønskede.
Kun Mille, nu gift med Andreas (ja, selvfølgelig), kom stadig jævnligt på besøg. Hun fik set kunstnerlivet helt tæt.
Du skal også gå, mens du stadig er ovenpå, Mille. Ikke når du er på vej ud over kanten, sagde Mads og tog hendes hånd. De færreste kan bære deres alder og svaghed på en værdig måde. Det skal ske i tide. En skuespiller har sin tid, husk det, og gå med stolthed. Forstået?
Mille nikkede. Hun ville prøve at huske alting, alt hvad Mads lærte hende. Hendes vej ville blive lang, svær, med både tårer og stolthed. Men hun vidste, at Mads altid ville stå bag hende.
Improviser, Mille! Bare lev! kunne hun høre ham hviske. Og hun smilede. Hun havde haft den bedste lærer det eneste ærgerlige var, at han gik så tidligt, eller at hun selv kom for sentHun gik ofte forbi de gamle teaterplakater i gangen, hvor hendes eget navn nu begyndte at figureresmå roller kun, men alligevel. Hun rørte blidt ved glasset over billederne, som om hun kunne gribe minderne, Mads latter, Mettes sagte råd, duften af kaffe bag kulisserne. Ofte vendte hun sig om for at sige noget til ham, glemme at han ikke længere stod der, parat til at gribe hendes hånd, hvis hun snublede.
Men når rampelyset tændtes, og hun mærkede publikum holde vejret, følte hun ikke længere alene. Hele Mads stemning og styrke boede i hende, som en usynlig kraft der løftede hende over frygten. Hun lærte at elske det uforudsigelige, elskede det at leveikke kun på scenen, men også i livet, med sine egne fejl og triumfer.
En aften, efter endnu en vellykket forestilling, blev hun alene tilbage i salen. Støvet dalede, duften fra roserne blandede sig med pletter af parfume og vin. Hun satte sig bagerst og lod blikket glide op mod loftet, hvor tusindvis af forestillinger havde hængt i luften. Hendes stemme var lav, næsten kun en hvisken:
Jeg er det gode vin, Mads. Jeg tør at fejle. Jeg tør at leve.
Bag hende knirkede døren let. Andreas, nu hendes mand, sendte hende et smil. Hun rejste sig, mødte ham på midtergangen, og sammen gik de mod lyset fra foyeren, hvor livet ventede.
Scenen var stadig hendes verden. Men nu, med Mads og Mette i hjertet, og hånd i hånd med Andreas, vidste hun, at hun aldrig rigtigt skulle sige farvelhver forestilling, hvert øjeblik var bare endnu en begyndelse. Og da hun trådte ud i den kølige nat, mærkede hun trygt, at hun var lige til tidenpå sin egen vej ud i livet.
