Det var engang, da Rigmor Jensen, der havde nået tredive, kunne se tilbage på et lidenskabeligt forhold til Jørgen, en trættende affære med Kasper og tre korte, men lige så meningsløse fortællinger med Søren, Mikkel og Lars.
Der var også den mærkelige Sagor, som kun endte som en kort note i en opslagstavle på et bibliotek den fortjente ikke at blive læst igen.
Rigmor tænkte: Det er ikke meningen, at jeg skal fortsætte sådan. Hun sukkede, sagde farvel til litteraturen og meldte sig til et strikkekursus. Samtidig gik hun på jagt efter en trofast ven i et dyrehjem.
Kender I den? spurgte de i hjemmet, gå en tur rundt, så ser du straks, om det er din hund eller ej.
Rigmor gik langs alle indhegningerne, men hendes hjerte slog ikke et eneste slag.
Er der ingen andre? Hvem er bag kassen? spurgte hun.
Det er vores Luna, men I vil alligevel ikke have hende. Luna, kom her! vær ikke bange!
Bag kassen stupede Luna frem: en gråbrun hund med sorte pletter, en slags pukkelrygget, vilde udseende, men så blidt, at hun viftede med bagbenet, fordi halen manglede.
Luna er sød, men se hun er allerede blevet adopteret, returneret to dage senere, fordi folk syntes det var pinligt at gå ud med hende. Ingen vil have dig, Luna, du stakkels ven, tænkte Rigmor.
Hun svarede: Kom så, Luna, vi skal ud og synge sammen! Skal vi betale noget?
Den nysgerrige nabo, Dorte, udbrød:
Åh, hvem er det? Fra dyrehjemmet? Har de overhovedet menneskelige hunde der?
Drengen fra lejligheden ovenpå spurgte:
Tante Dorte, griner hun? Jeg så en film, hvor de griner om natten! Mor, lad os også få en hyæne!
Livsstilen faldt på plads. Om morgenen gik Rigmor Luna ud, før hun gik på arbejde; om aftenen gik de lange ture sammen. I dyrehjemmet var Luna, som man sagde, en skræmmende skabning, men viste sig at være en overraskende kærlig og velopdragen hund. Hun vogtede over Rigmor, knurrede til fremmede og forsvarede hende mod uforsigtige hænder.
En dag rev Sorensen, der havde slikket sit knæ i en slags genoplivningsrelationsklub, sine bukser i stykker og næsten flåede sit ben af.
Din dumhed, Rigmor! råbte Sorensen, og så tilføjede han: Din hund er også dum, begge er vilde!
På strikkekurset sagde underviseren: I har lært meget, nu vil jeg se jeres færdigheder. Om en måned vil jeg have et færdigt stykke hvad I vil, vælg selv. Hvis I har travlt, så lav en lille dukkekjole. Til sidst vil vi sammen vurdere alle arbejdene, og den, der har strikket til en anden, skal vise sit resultat.
Først ville Rigmor forkæle sig selv, men resultatet blev en grim affaldskugle. Så besluttede hun at strikke en cardigan til Luna, for efteråret nærmede sig, og kulden kom snigende.
Så er det så, sagde underviseren og undgik at kigge på Luna, jeg kan se, at I har gjort jeres bedste.
Luna blev i sin lyserøde sweater til den lille bydel en lille stjerne; folk stoppede op og så på hende, en gammel dame gik endda på tværs af vejen for at krydse sig. Rigmor lod dem stirre: Luna frøs ikke, og hun havde en violet sweater.
En aften gik Rigmor ud for at købe foder og bandt Luna fast ved indgangen. Da hun kom tilbage, stod en mand og kiggede på Luna med interesse.
Undskyld min nysgerrighed, men hvad er det for en race? spurgte han.
Det er en hund! Hvis du ikke kan lide den, så kig bare væk! sagde Rigmor, mens hun skreg: I tænker kun på udseendet, men både hund og menneske har en sjæl!
Er det så udseendet, du kritiserer? spurgte manden, men jeg kan godt lide den lille ven, så lad os blive venner?
Han rakte ud for at klappe Luna.
Pas på! Den bider! Den kan ikke lide fremmede! råbte Rigmor.
I stedet for at bide, stødte Luna sit hoved i hans hånd og spandt.
En god hund, rigtig god, sagde manden. Så lad os blive venner med ejeren også.
Litteraturen forsvandt aldrig helt fra Rigmors liv. Det femte år gik, og den femte bog blev skrevet.
Natalie Bølge.
