Kære dagbog,
I går blev jeg grebet af et mærkeligt forelæsning på Torvet i den lille landsby Børkop. Det hele startede, da den ubesmittede Mikkel Zetter, som altid trasker rundt med armene i luften, gik hen til den lille pige Gry, som stod og kiggede på ham med det frække smil, han så ofte får ved at bøje læberne som om han skulle vise sine tænder.
Vil du giftes, Gry? spurgte Mikkel med en hånd, der næsten ramte hende.
Hvorfor? svarede hun, mens hun smed hånden fra ham af.
Mikkel lo højt, flåede tænderne frem og kiggede på Grys kurvede figur.
Så er du klar? forsøgte han at nå ud efter hende. Vi kan jo ta en tur ned på højsædet i stallen lad mig bare holde dig.
Gry tøvede ikke et øjeblik, men skubbede ham lige i en hæk af brændenælder. Mikkel landede som en lille helikopter, armene svingende i en komisk dans. Både han og de omkringstående unge begyndte at bryde ud i latter.
Hey du, luftballon, sagde Mikkel, da han kom fri af hækken og tørrede den bløde bagdel på sin bukse, tror du, jeg griner af dig? De griner kun med dig.
Gry vendte sig væk, knibbet læberne sammen. Hendes veninde Natasja lagde en hånd på hendes skulder.
Hvad er der galt, Gry? Kender du ikke Mikkel? Han kan bare være en drillepind.
Gry smilede, men hun ville ikke græde. Hun var vant til at blive drillet. Natasja forsøgte at berolige hende: hun kaldte Gry pølse som en kælen betegnelse, men selv om Gry var stærk, stod hun ved siden af Natasja som en lille birk i vinden.
Lad os gå, filmen starter snart, sagde Natasja, og vi gik ind i det halvt mørke forsamlingshus på landsbyens kant.
Jeg holdt mig i baggrunden, trak i min jakke og satte mig på de knirkende træbænke fra 60erne. Komforten var lav, men filmens kunst var overvældende.
Gry sukkede, da hun så de slanke helteinde på skærmen. Hendes store søster Maren var af en helt anden bygning deres far var lige så spinkel som ham selv, mens deres lillebror Kasper var lige så stiv som en stang. Moderen, en rundet dame, havde givet Gry sine bløde former, men også en livsglæde som ikke kunne skjules. Hver gang jeg så dem, syntes jeg, at de var som to sko: den ene slank og høj, den anden rund og sprød, men alligevel et par.
Gry trak på skuldrene og syntes ingen par i landsbyen var i sigte for hende hverken her eller hjemme.
Søndag indkaldte pigerne Gry til centrum, hvor den nye bus og en lille bod med kold sodavand stod klar. Vi hoppede på de knudrede træbænke og rystede som en bold gennem de ujævne veje. I centrum stod rådhuset i solens lys, og højt over os spillede en højtaler musik, mens en stor tønde med kold øl stod ved siden af.
Se, hvilken lille pige, hørte jeg Natasja kalde på Gry. Jeg ville tro, at hun talte om en anden, men så stod to drenge under et træ. Den ene var drømmende, den anden slog med et drilsk blik på Gry og skubbede sin ven.
Gry gik nærmere pigerne og ønskede at gemme sig for de skæve blikke, men så kom Nina med et råb:
Vi har stadig tid til at danse!
Hvilken aften er det? Hvornår er vi hjemme?
Vi når det! Onkel Vagn sagde, han henter os fra kulturhuset. Skal vi gå eller ej?
Ja, lad os!
Dansen i kulturhuset var helt anderledes end klubben, hvor alle var ugifte og snakkede om fremtiden. Her var der kun en enkelt harmonika, men bygningen havde hvide søjler, mange mennesker og en anden slags musik. En regional orkester kom kun ved festlige lejligheder.
Gry samlede sit blå kjole i sømme, glade for at hun havde valgt netop den, og løb efter pigerne. Hun vidste, ingen ville invitere hende, men hun så de andre pigegrupper danse og grine. Hun stod ved en lille mur, som om nogen så på hende. Hendes lyse hår var bundet i to fletninger, hendes næbende næse og rosafarbede kinder kunne læses som en stille bøn om lykke.
Måske kan jeg også danse hvorfor stå her?
Da hun så drengen, der stod ved siden af den drilskende, genkendte hun ham med det samme.
Må jeg? nikkede hun.
Han var højere end hende, tavs, og spurgte så:
Hvad hedder du?
Gry, siger hun.
Jeg er Stefan.
Hvor kommer du fra?
Fra Birkerød.
Så er du i nærheden.
Hvor bor du?
Jeg bor her nu.
Hvor boede du før?
Jeg studerede i byen, arbejdede der.
Stefan gik med hende til bilen, men sagde kun få ord. Jeg så ham stå og kigge på Gry, som om han havde håbet på noget mere.
Hans ven, Jørgen, kom forbi og sagde:
Jeg så dig snurre omkring Gry.
Hvorfor kalder du hende pølse? Hun har et navn, sagde han med et grin.
Åh, Stefan, du er tydeligvis forelsket
Stefan svarede, at han bare synes, hun er en sød pige, men også en god ven. Han forklarede, at han havde to børn, Valde og Vojt, som han skulle tage sig af.
Hans mor var død for et år siden, og han var tilbage for at hjælpe sine små brødre. Tante Søs, hans mors veninde, kom for at trøste ham og sagde:
Du skal giftes, Stefan. Du er nu den ældste i familien, du skal forsørge dem. Jeg kender en pige, en sød pige i nærheden, der kunne passe.
Stefan trak på skuldrene og sagde, at han ikke var klar til at tænke på ægteskab lige nu.
Senere gik han hjem og tænkte på deres samtale. Han ønskede, at Gry skulle gå ved hans side, men han holdt sine følelser tilbage.
Gry huskede drengens grå øjne, men hun vidste ikke meget om ham. Hun spejlede sig i spejlet og tænkte: Jeg er måske bare en lille pølse, men jeg har også min egen værdi.
Næste søndag inviterede pigerne hende igen til centrum, men hun afslog. Hvad skal jeg gøre der? tænkte hun, mens hun huskede Stefan.
Mandag gik jeg i marken, og pigerne faldt udmattede på græsset. Natasja kom løbende og hviskede:
Jeg skal fortælle dig, at drengen fra dansen ringede. Han vil se dig på søndag.
Gry blev rødmende, men hun tænkte også på, at han måske bare ville have en lille sjov tur, som Mikkel gjorde før.
Vi gik ikke til torvet eller dansen, men Gry og jeg fandt et roligt hjørne i den skyggefulde park.
Jeg har ønsket at se dig igen, sagde Stefan, mens han vred på sin hat. Men jeg troede, du ikke ville have mig.
Jeg har ingen forlovede, svarede Gry.
Jeg har ingen brud, svarede han, mens han sukkede. Jeg har børn.
Gry så på ham, overrasket over hans unge alder og ansvar.
Mine søskende er ti og syv år, far og mor er væk. Jeg er nu den ældste.
Han kiggede ind i hendes øjne, som om han ville fortælle alt, men ordene stoppede.
Måske kan vi danse sammen? spurgte hun blidt.
Han nikkede og spurgte så:
Hvad hedder du?
Gry, svarede hun.
Jeg er Stefan, sagde han.
Det gik op for mig, at livet kan være som en dans på en ujævn grund: nogle gange er man den, der holder balancen, andre gange må man give sig selv plads.
Om efteråret samlede familien Aagard deres have, og om aftenen stod Gry ved den gamle røde kamin i sit blå kjole og så på uret.
Klara sukkede: Vores mellemste datter skal giftes. Drengen er god, men har børn.
Faderen bankede med fingrene på bordet og sagde: Selv med børn vil vores Gry finde sin egen lykke.
Klara råbte: Kom så, vi henter brudgommen!
Gry sprang ud af huset som et blad i vinden og glemte sin frakke, da hun løb ud for at møde Stefan.
Søskende Valde og Vojt løb hen til hende, greb hendes hænder, og de så hinanden i øjnene et øjebliks forståelse.
Tante Søs kom ind, tørrede sine tårer og sagde: Du skal giftes, Stefan. Du skal have en kvinde med sine børn, så I kan klare livet sammen.
Jeg tænkte på, hvor meget vi alle bærer på den ene med børn, den anden med drømme, den tredje med håb.
Kære dagbog, i aften har jeg lært, at man ikke skal holde fast i gamle drillerier eller i frygt for at blive såret. Man skal i stedet møde folk med åbent hjerte, lytte til deres historier og give plads til både sig selv og andre. Det er den eneste måde, vi kan danse gennem livet uden at træde hinanden på.
En eftertænksom mand.
