– Mor, hvad er det nu, du finder på?! Igen med de der lommer?! Hvilket testamente snakker du om nu? Hvorfor er det så vigtigt? Du har da ikke tænkt dig at tage derop endnu?! Astrid pegede op i loftet med en rynket pande. Der er ikke noget for dig der! Vi har brug for dig her!
Hun knaldede en sur bemærkning tilbage til sin mor, Karen Madsen, før hun igen kastede sig over den tunge brøddej, så køkkenbordet rystede, og de to røde katte smuttede ud på terrassen; de kendte godt tegnet, når deres madmor ikke var i humør til pjat.
– Det er nødvendigt, Astrid! Jeg vil have styr på det hele! svarede Karen og så ud mod kattene, før hun vendte tilbage til æbleflækningen, der fyldte luften med den skarpe duft af efterår.
Æblerne var store, duftende og tunge af farverne fra haven, der stod i orange, kobber og gult omkring Astrids sommerhus nær Sorø. Huset var groet fast til tiden, som om det indåndede og udåndede alene, uudgrundeligt som gamle minder. Det var Astrids nu, arvet efter hendes farfar og så gammelt, at nattenes knirken og sukke blandede sig med hendes mors, når ryggen værkede.
Som barn kendte Astrid huset som sin egen bukselomme; alligevel dukkede overraskelser op: En skjult luge på loftet eller en forvitret havebænk under bøgetræernes duft. Sommerhuset havde engang tilhørt hendes oldefar, en kendt dansk forfatter. Familien samledes her tanter, onkler, kusiner, grandtanter og døjede hver på deres måde sammen, så længe oldefar levede. Efter hans død smed hans tredje, karismatiske, men gådefulde kone, Grethe, alle ud, undtagen sin mor og egne sønner.
Slægtningene, der havde tænkt Grethe var mild, fik sig et chok.
– Men Grethe, hvad med os? Hvad siger du til det, Simon…
– Simon er her ikke længere, afbrød Grethe, nu er huset mit.
Så pakkede de sammen og forsvandt. Sommerhuset blev pludselig gammelt og sørgmodigt; de natlige lyde blev til spøgerier, og dagene fyldtes af tung stilhed. Den klingrende latter, der plejede at bølge gennem rum og gange, var væk. Den store veranda, hvor de delte kaffe fra kanden og småkager med kærlige kommentarer, lå øde; husbonden, som havde været hushjertet, var væk og med ham fornemmelsen af, at alle, uanset hvor fjerne, hørte til.
Grethe blev ikke længe. Hun fik ufred med sin mor, derpå den ældste søn, som tog afsted, og til sidst var kun yngstesønnen, som havde intet andet sted at tage hen. Men han døde i en mystisk ulykke på Tystrup Sø, ikke langt fra huset, mens Grethe vred og egenrådig ikke havde talt med ham i dage. Det var først, da hendes mor bankede på igen og igen, hun fik besked, og da havde tanter og onkler for længst taget sig af alt. Hende rørte det knap nok; hun takkede tørt, drak og forbandede verden for tabet – men aldrig sig selv.
– Du SKAL bo hos mig! beordrede hun sin ældste søn, Mads, som var kommet hjem for at tage afsked.
– Nej, mor. Jeg kan ikke. Jeg har min egen familie, min kone er gravid derfor kom hun ikke med. Hun har det svært for tiden.
– Familie? Jeg er din familie! Forstår du det ikke? Jeg har mistet min søn!
– Og jeg min bror! svarede Mads skarpt. Råb ikke, mor. Det gør ingen af os godt.
Grethe græd og klamrede sig til sin mor med klage, men også mormoren vendte hende ryggen.
– Det er dig, der smed alle ud, Grethe! Snart mister du også din ældste. Du bliver mormor! Og det har du slet ikke opdaget!
– Hvem har sagt, hun er gravid! Jeg har aldrig set den kvinde! Hvad hvis hun bare narrer Mads?
– Stop nu, Grethe! Dit sorg er tungt, men du skal ikke overskride mine grænser. Jeg vil ikke høre mere.
– Så pyt! I har alle opgivet mig! Jeg gjorde alt for jer!
– Alt, siger du? spurgte mormoren lavt, og Grethe blev tavs.
– Tænk på, hvem DU smed væk. Måske finder du nogen tilbage, hvis du griber alt om, inden det er for sent.
Grethe trommede vrede tåre og stormede ud, men spørgsmålet iltrede sig i hovedet lige til gravøllets ende.
Mads forsøgte en sidste samtale, men Grethe ville ikke lytte:
– Kom bare tilbage, når du har indset, at jeg har ret!
– Ret i hvad, mor? Hvor kommer alt det had fra?!
– Nå, men så bare skrid! Jeg vil aldrig se dig igen! Grethe blev selv forskrækket over sin tone.
Med fuld knald smækkede døren på taxaen, og Mads forlod barndomshjemmet, fyldt af længsel efter sine lykkelige, barfodede somre.
De nåede aldrig forlige sig, mor og søn. Få uger senere blev Grethe frygtelig fuld, gik ud i natten og endte under en bil. Da Mads og mormor kom, var onklerne og tanterne samlet igen og fandt hende en plads ved siden af sin mand. Sådan sluttede Grethes historie fattig på kærlighed, hun nåede ikke at møde sit første barnebarn.
Drengen Sebastian så aldrig sin farmor, men var så spøjs lig hende, at selv slægtens mest skeptiske bare måtte grine. Forældrene gjorde deres bedste for at vise ham varme, og selvom de var åbne og tålmodige, lykkedes det aldrig helt.
Første ægteskab opløstes straks: Skilsmisse en måned efter brylluppet, da Sebastian beskyldte sin kone for utroskab helt uden bevis. Da han forelskede sig i Karen, håbede han på fred og lykke; men heller ikke dér fandt han ro. Da datteren Astrid, mørkt øjet med vilde krøller, kom til verden fem år senere, kunne Sebastian ikke genkende sig selv i hende.
– Hvordan er det muligt, Karen! En blåøjet, lyshåret mand får en mørk datter?! råbte han mod den grædende Karen.
Og hverken billeder af slægten eller Astrids lighed med farmor og farfar kunne rykke Sebastians mistro.
– I prøver bare at narre mig til at blive hos Karen! han blev rasende i vrimlen på sommerhusets gamle veranda. Jeg vil ikke leve sådan! Hun skal væk!
– Nok nu! Mads, træt af sin søns teater, satte foden ned. Astrid er vores barnebarn og bliver her! Karen, kom ind, pas på dig selv. Du, Sebastian, du må hjem til byen!
– Jeg vil bestemme selv!
– Nej. Det her er mit hus. Når du finder forstanden, så måske, men nu må du gå. Husk, Sebastian, ensomhed er ikke lykke! Mål din stædighed, eller du ender alene.
– Så hellere det, end at slippe for at blive til grin! Sebastian smækkede igen døren.
Karen blev, som gjorde Astrid. Huset blev Astrids fristed, fyldt med kærlighed, eventyr og tryghed. Her var mammas kærlige favn, mormors eventyr, farfars fisketure og skyhøje gyngeture i efterårssolen. Ingen far, men ingen savn for Astrid havde aldrig kendt ham.
Da hun blev fem, mødte Karen sin næste mand, Jens. Astrid kaldte ham straks “far”, og hverken Karen eller Mads protesterede.
Året efter flyttede de til Aarhus, hvor Jens fik job, men båndet til mormor og morfar holdt; og efter Jens’ død, vendte de tilbage til København og det gamle hus, hvor Sebastians forældre boede nu. Sebastian kæmpede stadig for at finde lykke, kastede sig ud i forhold efter forhold, men fandt ingen ro.
Karen satte huset i stand, lagde penge fra salget af lejligheden og blev tolk nu i både fransk, spansk og kinesisk og nød at bo nær sine svigerforældre og gøre klar til Astrids fremtid.
– Se, Karen! Hvor er det godt! mormoren krammede Astrid. Nu er vi rigtigt familie igen!
Men Sebastian nægtede fortsat kontakt med sin datter, trods forældrenes bønner.
Astrid voksede, tog universitetseksamen, giftede sig, og mormor satte sløret, morfar førte hende gennem haven, hvor brudebuketter og æbler duftede i vinden. Sebastian kom, bøjede hovedet, sagde intet, men så på sin datter, lykkelig og fri.
Efter brylluppet forsvandt han hurtigt igen, men begyndte alligevel at dukke op på huset, når Astrid og hendes mand var på besøg hos Karen, mormor og morfar.
Årene gik. Astrid fik tvillinger, morfar så oldebørn og tog stille herfra, kort efterfulgt af mormor.
Så begyndte Sebastian igen at gøre krav på huset.
– Sommerhuset er MIT!
– Men morfar testamenterede det til Astrid.
– Det betyder ingenting! Jeg går til retten!
– Sebastian, du er gråhåret nu! Astrid er alt, du har! Karen råbte nu. Hvad skal du med det hele? I hvilke lommer tager du alting med?! Du har børnebørn, du skændes stadig!
– Jeg ved ikke engang, om hun er min datter! hvæsede han.
– Godt! Gå i retten! Jeg går med og så får vi lavet en faderskabstest! Jeg orker ikke dit vrøvl mere!
Sebastian fór sammen, så mærkeligt på Karen og nikkede.
– Lad os gøre det. Uden ret.
Testen viste, at Astrid var hans datter. For en stund blev han roligere. Det skulle vise sig nødvendigt.
Et par måneder senere kom beskeden: Sebastian var alvorligt syg.
– Karen, jeg har ikke meget tid tilbage, sagde han en dag, hvor huset igen duftede af syltede rødbeder.
Karen tabte et glas og snøftede, så børnebørnene blev forvirrede, da hun fløj dem om halsen for at holde masken.
– Åh Sebastian! Hvorfor sagde du det ikke?!
– Og nu siger jeg det. Men stop så med at tude!
– Kan man gøre noget?
– Doktorerne siger nej.
– Dem tror vi nu ikke på. Karen strøg forklædet af, samlede børnebørnene og sendte dem ud at gynge. Jeg skal tale med din far.
Sebastian blev næsten et år på huset, selvom lægerne talte om uger. Her blev han mild, huskede på de tabte somre og følte anger og taknemmelighed om hinanden.
Karen talte sjældent, men var der, støttede, plejede, holdt.
– Tak, Sebastian.
– For hvad dog?
– Uden dig havde jeg aldrig fundet min lykke.
– Men jeg har jo såret dig.
– Uden det, havde jeg aldrig mødt Jens…
– Elskede du ham?
– Ja, og han mig. Og han tog sig af Astrid som sin egen.
– Hvorfor fik I ikke børn sammen?
– Jeg prøvede. Det gik ikke. Så sagde lægerne stop. Jeg troede, han ville forlade mig, men han sagde: Vi har jo barnet.
– Han var et godt menneske.
– Det bedste.
– Jeg dummede mig.
– Det gjorde vi alle. Men du har forstået det nu.
– Tror du, Astrid tilgiver mig?
– For længst.
– Og du?
– Også.
– Du er så salig…
– Og du så fjollet…
Sebastian gik bort i et sensommerlys. Faldt i søvn i gyngestolen på verandaen; Karen var i køkkenet og mærkede ikke, at noget ændrede sig. Da hun så ham smile for sig selv, fór hun efter telefonen for at ringe til Astrid.
Astrid kom, fandt sin mor i gråd.
– Mor, hvorfor?
– Fordi jeg har ondt af ham. Og fordi, selv det vanskeligste menneske fortjener nogen, der græder for dem.
– Men hvorfor synes du, han fortjente det?
– Astrid, ikke nu. Han er væk. Jeg sørger ikke kun for ham.
– Hvad ellers?
– Over mit liv… første kærlighed… og dem, der hjalp mig, dine bedsteforældre. Jeg savner dem!
– Det gør jeg også…
– Og din far… de elskede også ham, trods hans temperament.
– Han forstod aldrig…
– Nej. Han troede, man er ensom af natur. Som en ulv. Men ulve lever i flok. Der er regler. Hvis han havde forstået det i tide… Nu er det for sent.
– Lommer, ikke? Astrid lagde armen om sin mor.
– Lige præcist. For enden er der ingen lommer.
Sebastians testamente lod det hele gå til Astrid. Men hun opdagede, han havde endnu et barn, som han aldrig ville kendes ved. Moren, som mindede påfaldende om Karen, blev fundet, da Astrid gennemgik papirerne.
– Der lå breve… og billeder… sagde Astrid til kvinden.
– Jeg skrev, at jeg ventede et barn.
– Han svarede aldrig.
– Nej. Derfor fik drengen mit navn.
– Alligevel sendte du foto… håbede, han ville se din søn?
– Ja. Tåbeligt håb.
– Slet ikke! Ellers havde jeg ikke fundet min bror.
– Hvad vil du?
– At han får sin del. Han har ret til arven. Det er retfærdigt.
– Hvad?! Mener du det? Hvorfor?
– Det er det rigtige.
Så åndede huset igen: Trappens trin knirkede, havelågen blev fundet af nye gæster, latter skyllede under taget, og familien satte sig omkring det runde bord; Astrids mand fandt den gamle kobberkande fra loftet, gjorde den ren, satte den over, så dens damp og varme fyldte huset med den hygge, der kun findes i et dansk hjem.
– Mor, der er nok æbler! Astrid børstede hænderne og lyttede til børnelegene i haven. Skal vi bage to tærter?
– En til børnene og en til de voksne. Vi er jo mange nu, Astrid!
– Du har ret. Det bliver godt!
– Nå ja, testamentet…
– Mor, ingen snak om det i dag! Astrid strakte sig, slog døren til terrassen op og sugede den mørke, røgduftende efterårsluft ind. Vi har tid nok! Vi er her, vi har hinanden… Hvorfor tænke længere frem end i dag? Bare i dag, ikke?
– Ja… Karen lagde armen om sin datter og lyttede.
Det gamle sommerhus svarede med knirken i loftstigen, slog lågens ring mod porten, indlettede gæster og åndede ind, åndede ud, som om det optog hele familiens lykke og lod den brede sig under det gamle tag.
