Den sidste kop kaffe
Det virkede, som om sneen for første gang denne måned virkeligt væltede ned fra himlen. Ikke bare en smule, som dækkede skidtet med et sparsomt lag eller hang klumpet på træerne og hegnene, men et rigtigt snefald. Som om nogen havde revet hul på en gammel pude, den slags som gamle damer gemmer i deres kommoder i deres mørke, skæve bindingsværkshuse. Eller som når en husmor, ventende gæster, hælder en generøs håndfuld mel ud over køkkenbordet, hvor den bløde dej snart skal æltes.
De sorte bånd af jord over fjernvarmerørene, det grå og våde asfaltalt blev dækket af en blød, ren dyne, så hvid som en brudekjole og tankerene på hendes lykkelige dag.
Foran restauranten, hvis terrasse var pyntet traditionelt med lyskæder og røde julestjerner, og hvor trapperne var omhyggeligt fejet rene, stod en lang kø. Garderobedrengen, Ivan, en ranglet, spinkel fyr med evigt rødmende kinder af generthed, kunne slet ikke følge med at tage imod frakker, jakker, frakker og kåber rodet rundt i de lange frakker, blev endnu mere rød i hovedet, tabte huer og handsker, mumlede undskyldninger og fik gæsternes tålmodighed til at briste eller også lod de bare som om, for alle havde travlt, deres borde var reserveret, jakkesættene eller kjoler var valgt, øreringe og manchetknapper fundet. Snart kom den store aften, og Vagn, garderobedrengen, var kun en lille, men betydelig forhindring på vejen.
Hvad sker der? Køen er som dengang under sildestrejken! Unge mand, der må altså fart på! brummede en rund, maveudspilet herre.
Hans hustru, tydeligvis træt af sin mands brokkeri, gav ham et dask og hviskede undskyldende til Vagn.
Han er bare træt. Året har været… nå, ja, og så har han hovedpine, undskyldte hun blidt, mens hun gned sine hænder, som smurte hun håndcreme på for tiende gang. Undskyld… Dennis, hold nu op! Folk kigger jo!
Og hvad rager folk mig, Gurli?! Hvad rager folk mig? Husk det! Her bøjede Dennis sig ind over skranken og greb Vagns skjortemanchet, så friskstrøget og hvid som sneen, strøget i morges af tante Anne, som Vagn har boet hos i snart tre måneder. Jeg skal ikke finde mig i det her! Forstår du?
Vagn nikkede. Han forstod, han havde forstået det længe. Hans far havde altid sagt, Vagn var uduelig, en nikkedukke. Vagn brugte bare faderens penge, kunne ikke selv noget.
“Ha!” grinede far, siddende på skamlen i det lille mørke køkken. “Du kan altid spise mit brød, men kom ind på teknisk skole, det kunne du ikke. Teknisk skole, Vagn, det er jo ingenting! Og der dumpede du endda!”
Ja, han kom aldrig ind, selvom han ville og læste på lektierne. Til optagelsesprøven fór det hele rundt for øjnene, en monotont, brummende lyd fyldte hovedet. Han prøvede at tage sig sammen, men kunne ikke, ville bare forsvinde ind i mørket, lydløst og koldt. Det ville have været nemmere. Hele ugen op til prøven rendte Vagn på hospitalet til sin mor.
…Far! Var det ham, ikke? Lad være med at lyve om at du faldt på trappen, mor! Man falder ikke sådan! Han har gjort dig det her! Sig sandheden, så melder vi ham! Han holdt hendes hånd fast, men hun så bare tomt op i loftet, under det tyndslidte, våde uldtæppe, på det gulnede lagen. Hendes hånd var gennemskinnelig, åretegnet og slap. Han klemte så hårdt, som ville han knuse hånden.
Nej, det var ikke ham, Vagn! Jeg har sagt det til alle! Jeg faldt selv, sådan som det kan ske, sagde Nina til sidst, så de andre kvinder på stuen kunne høre det. Alle lod som om de nussede med deres egne sager, men lyttede ivrigt med. Det er altid spændende med andres sorg. Lægen på skadestuen havde også spurgt, hvem der havde gjort det. Men hvad rager det ham? Han skal bare gøre sit arbejde og ikke blande sig i resten!
Hun blev udskrevet, tog selv hjem. Manden sad ved bordet, spiste rodet, tørrede fingrene af i t-shirten, smaskede. Han kom ikke engang ud og bød hende velkommen hjem.
Nås, du er hjemme! Kog noget kaffe! beordrede han, mens han kiggede på hende i døren.Du er blevet alt for tynd, ser rædderlig ud. Skelet! Han blev sur, løftede hånden for at slå, som han kaldte det: at sætte hende på plads, men nogen greb hånden. Det var sønnen Vagn Nå, det er dig grinede far og rystede sig fri, spænede op og skubbede Vagn ind i væggen. Han tumlede baglæns og fægte med armene.
Nina stod bare, hun var ligeglad. Hun var som en gammel, sur vagthund, slavisk lydig over for sin herre. Han kunne klappe hende, eller slå så gnisterne sprang hun ville alligevel elske ham. Hvor skulle hun ellers gå hen? Årene gled sammen, dagene blev uendelige, og hun ville aldrig forlade ham. Vagn flyttede efter den hændelse, pakkede sine ting og tog toget til tante Anne.
Hvordan går det hjemme? spurgte Anne, da hun åbnede døren for sin nevø. Stadig det samme?
Vagn trak bare på skuldrene. Det samme. Lige så slemt.
Hvorfor, tante? Hvorfor bliver hun? Jeg bad hende tage med, vi kunne begynde forfra her, hun kunne blive rask, jeg ville forsørge hende, men hun nægtede… Vagns øjne, store, hundeagtigt trofaste og håbløse, fik det til at snøre sig sammen i hende. Hun bad mig bare lade far være og ikke vise mig hjemme igen. Hvorfor, tante Anne?!
Jeg ved det ikke, Vagn… Din mor har aldrig været sig selv. Det er næsten psykiatri, ikke sandt? Hun kunne være gået for længst, allerede før du blev født. Peter slog hende allerede dengang, men hun blev jo bare. Ja, folks sjæle er mørke kamre, men tik, at du tog herover. Du kan ikke redde hende, hvis hun ikke vil, men du har lidt nok, min dreng. Nu får vi dig på arbejde, og næste år prøver vi igen på skolen. Er det en aftale?
Sådan endte Vagn som garderobedreng på denne restaurant. Anne havde forbindelser, anbefalede ham, og chefen sagde ja.
Nu stod Dennis, som konen kaldte ham, foran den samme skranke og råbte, mens konen prøvede at tysse på ham. Irriterende!
Vagn tog hurtigt Gurlis frakke, hang den på samme krog som mandens, lagde nummeret på disken.
Dennis gik ind i salen med overbærende mine. Administrationsdamen, Marianne, smilede allerede bredt til ham, tjekkede om bordet var reserveret og bøjede nakken, så hun virkede mindre.
Vagn skulle arbejde hele nytårsaften. Han var træt, savnede at kunne fejre det med Anne, og vennerne havde også inviteret. Pyt, bagefter. Chefen havde lovet gode penge.
Et ældre ægtepar kom til garderoben. Damen, decideret elegant og diskret klædt i buksedragt, hvid bluse, tørklæde og lave støvler. Hun bar sig med ro og værdighed, smilede varmt og ønskede glædelig jul. Hun var kommet for at fejre nytåret blandt venner og familie, ville grine, nikke, smile og rette på tørklædet på halsen det dækkede arret fra en operation. Alt det var sket hurtigt diagnosen, beskeden om operation, det kolde, hvide lys, anæstesilægens hånd på panden, mørket, kun sløvheden og kroppen, der gav slip.
Lene ville ikke tænke på det nu. Ingen spørgsmål, ingen medlidende blikke eller suk! Bare et nytår, intet andet.
Poul, lagde du mærke til den unge mand? spurgte Lene, da de sad ved bordet og tjeneren kom med menukortet.
Hvad? mumlede Poul, der havde glemt læsebrillerne. Menuskriften var så lille, en sort myresti på papiret.
Nu må du altså, Poul! smilede Lene, tog sine briller af og gav dem til ham. Han tog modvilligt imod. Ham garderobedrengen, sådan en fin, rødmosset fyr. Minder om vores Emil…
Lene smilede. Emil, deres søn, kom også senere i aften, han havde ringet og sagt, han blev forsinket. Men det betød jo ikke noget! Det vigtigste var, at Emil kom, at hun stadig var der for mand og søn det var det afgørende.
Nå, ham… sagde Poul, Ja. Men hvad skal vi have? Du har sikkert allerede bestemt alt. Jeg ved det!
Lene forsøgte at overtale Poul til at vente, til gæsterne kom…
Ej, Lene, kan vi ikke bare gå i gang? Jeg er sulten! sukkede Poul. Gæster kan spise bagefter, jeg er bare glad de kommer, ikke?
Ellers ville Lene have insisteret: gæster betyder gæster! Vente, gøre klar, sluge mundvand og flytte rundt på bestik.
Men ikke dette nytår.
Okay, Poul, så tag lidt sild først, ikke? sagde Lene pludselig. Poul så overrasket op. Ja, hvorfor ikke, Poul! Spis, så meget du vil! Jeg elsker dig, Poul…
Hun lænede sig ind til ham, som hun altid havde gjort, siden hun var barn, når Poul, høj og majæstatisk, sad ved siden af hende ved åen og skældte hende ud over en dårlig karakter. Hun havde altid elsket ham.
Vagn fik det varmt, smed vesten, på trods af reglementet men der var fyldt med mennesker i foyeren.
Her, tag de! sagde en lav bredskuldret fyr og rakte en hvid pels til Vagn. Ved hans side stod en pige med høje hæle, unge Maria, godt nok kun lidt ældre end Vagn. Hun kendte Daniel Danni i to uger og var meget stolt over at skulle fejre nytår sammen. Maria tyggede tyggegummi, vippede frem og tilbage, som en zebra i bur. Maria! Se, hvor flot her er! Danni omfavnede salen med sine korte arme. Maria nikkede.
Ja, det er flot!
Lige som i udlandet, ren luksus! Danni skød læben frem. Grantræer, kugler, lyskæder.
Jo, det var ganske rigtigt lidt udenlandsk, det mente Maria også. Men det betød ikke så meget, for det vigtigste var at hun og Danni skulle sidde og spise god mad sammen! Maria havde kun været på restaurant tre gange før, og egentligt kun på café, fået te med citron og delt en éclair med sin ekskæreste, Michael, som bagefter havde let efter penge i lommerne. Til sidst havde Maria selv betalt.
Men Danni var ikke sådan! Han var galant, havde penge, bil, lejlighed…
Maria var ikke pengegrisk, hun var bare træt af det hårde liv og ville gerne have det godt nu. I år havde hun været heldig og fundet én, der kunne give hende det. Et godt år!
Vagn hængte hurtigt pelsen, tog Dannis jakke og gav dem nummeret.
Her, min ven! Godt nytår! Danni trykkede et par sedler i Vagns hånd og førte Maria ind i restauranten. Marianne smilede, tjekkede navn, fandt deres bord…
Mens Poul koncentreret spiste sin sild under dække, sad Lene og betragtede de andre gæster.
Hvorfor valgte så mange at fejre nytår ude? Måske for at slippe? Lene var bare træt. Hvad mon med de andre?
Det er dovenskab, du forstår! sagde Poul, som havde gættet hendes tanker. Du ved, det er ikke husholdningerne, der styrer samfundet mere. Tiden med traditionelle festborde er ovre. Selvom jeg nu bedst kan lide vores hjem…
Næste nytår holder vi hjemme, det lover jeg, hviskede Lene. Jeg ønsker det, og det går i opfyldelse, Poul…
Manden så på hende, nikkede knapt tiltroende. Amen!
Tæt ved sad Dennis og Gurli, Dennis brokkede sig, Gurli smilede anstrengt og begyndte snart på maden.
Danni og Maria satte sig og så sig omkring. Danni var allerede lidt varm; lyset og duften af gran og mad, vennerne, den unge og lidt naive Maria ved hans side. Hun syntes det hele duftede af jul, af krydderier, og røg. Maria sukkede: Hvor godt! Bare mormor var her! Hun blev lidt trist, tog Dannis hånd, han nikkede, troede hun var genert over hans venner. Men hun frygtede ingenting, det havde hun allerede gjort længe.
Det var ikke svært at bo med mormor, bare ensomt nu og da. Men det gik.
Et hårdt år… Ulideligt… Bare det snart er omme! tænkte Maria. Godt og skidt blandet i lidt af hvert…
Om lidt er året slut. For alle Vagn og tante Anne, Lene og Poul, Danni og Maria. Slut. Punktum.
Familie kom til Lenes bord, de smilede, krammede, gav hånd, satte sig. Mændene tog jakkerne af, kvinderne rettede håret, tjenere bar fade, smilte. De havde også snart fri. Og pyt med det!
Du står og kigger? sagde en ung mand i læderjakke og rødt tørklæde til en anden mand, der stod udenfor vinduet, bøjet og træt at se på. Han betragtede Lene og Poul, Danni og Maria, Dennis i sin evindelige utilfredshed.
Ja, jeg kigger. Hej… svarede den ældre, så på fyren. Folk er flotte. Kvinderne så elegante! Han ville sige mere, men tav.
De er smukke, for de er glade. Den unge blinkede. Og vejret klarer op! Hvor længe har du stået her nu? Det hjælper ikke at hænge ud. Nu begynder de at tale, det bliver ubehageligt… Ikke bange? Kom nu med ind… Han trak manden i skulderen.
Jeg skal sige farvel. Jeg er ikke bange, hvad skal jeg være bange for? svarede den ældre mand med et blik, som dog alligevel var lidt flakkende.
Du får at se. I gamle er som børn! Kom! trak han ham med ind. Den røde tørklæde blafrede i vinden.
De vil nok ikke lukke os ind, sagde den gamle.
Jo, jeg har bord bestilt. Mod lyset! Den unge smilede bredt og lagde et beskyttende hånd på mandens ryg.
Vagn tog deres overtøj. Han syntes straks, de var lidt underlige den ældre herre havde et træt, slidt blik.
Jeg må huske at ringe til tante Anne! Hun ser sikkert tv med nabokonen, men hun lovede at tage telefonen tænkte Vagn, da han gav dem deres nummer.
De satte sig, bestilte kaffe.
Drik, drik! Hvem ved, hvornår du igen får lejlighed Den unge skubbede koppen hen imod den anden, beholdt det røde tørklæde på.
Tak. Koldt her Den ældre rystede let, holdt med begge hænder rundt om koppen. Hvorfor er her så koldt?..
Fordi ingen har brug for dig længere! forklarede den yngre, som havde læst hans tanker. Han var flot, havde et barnligt skær i ansigtet, udvoksede skuldre, og hans øjne brændte, det første skæg anede sig på hagen dristig og stærk, men barnlig! Bare rolig, bedstefar. Nu går det snart videre. Beklager du, jeg siger du, vi er jo ikke fremmede Ja, sagde han empatisk.
Poul rejste sig. Lene rakte ham sit glas. Han rystede hænderne, næsten så han spildte.
Nå… Vi siger farvel… Hårdt år, aldrig igen… Må han være forbandet! Poul tømte glasset og krammede sin kone. Vennerne nikkede, alle havde haft det svært jobbet, livet… Må næste være bedre!..
Ved nabobordet råbte Danni.
Godt nytår, venner! Held og penge og kærlighed Han kiggede på Maria og tilføjede: Det er heldigt, at året kun tog kontanterne denne gang! Maria så ned, gæsterne nikkede, de var kede af Dannis uheld.
Danni var blevet snydt for mange penge men slap for alvorlige problemer. Nok var han, ja, ridset men stadig i live.
Vagn snuppede en kop te. For første gang skulle han fejre nytåret uden mor. Uvant.
I det mørke hjørne lyttede den gamle. Hvorfor blev han sendt bort som en plage? Havde han ikke gjort sit?
Se? Ikke alle kan være stjerner, far! Din kaffe bliver kold drik nu, sagde den unge, sparkede let til vennen.
Jeg gør mig ingen illusioner
Musikken bragede, storskærmen fyldtes med tv-stjerner, fyrværkeri, træer og lykkelige mennesker. Alle ønskede bare, det gamle år skulle gå væk. Og ønskede sig noget nyt.
Det bliver det samme med dig! Det samme, forstår du! sagde den gamle, og en krøllet serviet faldt på gulvet, mens hans øjne blev smalle. Folk vil altid have mere. De husker kun det dårlige.
Ikke med mig! Jeg skal gøre det anderledes! Nu har jeg en hel vognladning af ønsker, og jeg vil opfylde dem. Folk vil ikke kunne undvære mig, forstå det?! Den unge grinede, vendte hovedet mod væggen han havde hele livet foran sig, i modsætning til nogle andre.
Hårdt år, talt! råbte en midt i salen, nogen bandede, folk grinede, og gæsterne gik på dansegulvet. Spotlysene flakkede hen over ansigter.
Ansigter, ansigter, ansigter… Den gamle huskede dem alle! Han havde forsøgt at hjælpe, beskytte. Men mennekser må selv vælge. Nu, de samme ansigter, sendte ham væk uden anger i håbet om en bedre fremtid.
God aften! pludselig sad Maria ved bordet. Det snurrede lidt for hende, der var hedt. Godt nytår! Undskyld, jeg smutter igen…
Hun blev stille, betragtede den ældre mand. Han skjulte ansigtet i hænderne og spurgte sagte:
Havde du noget godt dette år? Noget, sådan rigtigt godt?
Maria trak på skuldrene.
Jo jeg fik et nyt job, tog til Aarhus om sommeren vejret var fantastisk. Og så mødte jeg Danni. Han sidder der! Hun pegede mod nabobordet. Måske gifter vi os. Der var gode ting! Undskyld, jeg skal lige ringe til mormor!
Hun løb hen, fandt mobilen, gik ud, ringede og hviskede, hvor meget hun elskede sin mormor.
Vagn hørte det hele, rødmede over sin nysgerrighed.
Så ringede han også. Tante Anne tog telefonen efter lang tid.
Tak, tante! For at du tog mig ind, skaffede mig arbejde. Jeg tror, jeg har levet som aldrig før i år. Er alt godt hos dig?
Anne havde det strålende.
Efter lidt tøven ringede Vagn til sin mor. Hun svarede tørt og fraværende, som var det kommunen:
Det går, Vagn, din far er hjemme, vi skal lige til at sove.
Vi fejrer ingenting, Vagn. Det ene år kommer, det andet går. Ha det.
Hun lagde på. Vagn havde aldrig nået at sige, han ventede på hende, at de kunne begynde forfra. Men hun ville slet ikke høre det; det var for farligt at ændre noget
Stemmen fra Lene lød klart:
Jeg har oplevet meget i år, men nu kan jeg igen høre regndråberne på fliserne, se solen stå op og gå ned, se dens stråler gennem lindetræet udenfor. Jeg har genlæret at se, at føle. Vi var ved havet, alt muligt Nej, året var svært, men også godt. Poul, ikke sandt?
Manden nikkede. Måske havde Lene ret… Jobbet faldt på plads, sønnen skulle giftes, Lene overlevede Der var gode ting!
Musikken ebbede ud, tjenere løb mellem bordene og tændte små stearinlys, som satte prikker af lys i mørket.
Vi sidder her jo som konger, der er mad nok hvad mere vil man ha af året? sagde en af Dannis venner. Vi klarede os, vi gjorde, vi fejlede og vi lærte. Ikke alt er vores skyld. Dette år har været ganske udmærket. For det gamle og for os!
Glas klirrede, og den unge med det røde tørklæde rynkede på næsen.
Dennis og Gurli udvekslede blikke. Hvordan gik deres år? Forlaget led tab hvem gjorde ikke det? Der var dog håb, gode forfattere, måske blev det bedre næste år! Gurli havde gennemført et sproghold og lært at klippe hår det var også noget. Derhjemme var det roligt, trygt, ikke stormfuldt, men det var også bedst i deres alder. Nogle misundte dem, og måske dem selv lidt.
Tak Gurli, fordi du holder ud med mig! hviskede Dennis, lagde sin store, varme hånd over hendes. Hun ville sige noget, han rystede på hovedet. Lad nu bare, Gurli
Vagn stod i den åbne dør og duftede til sneen. Ja, han gjorde det hele livet. Sneen har en duft. Eller er det bare det vasketøj, der hænger frossent på snoren? Lige meget! Noget havde ændret sig, noget værdifuldt var født i verden dette år ikke en dag var spildt. Den faldende sne var som et hvidt papir nu var det hans tur at skrive på det.
Så må jeg hellere smutte! Den gamle mand smilede, rejste sig, rettede manchetterne og lagde penge for kaffen på bordet. Han var rolig nu, rynkede ikke længere panden. Han havde ikke levet forgæves!
Den unge rejste sig også. Pludselig blev han bange, alt mod og selvsikkerhed smeltede væk som et barn der skal redde verden. Hvad nu hvis han fejlede?
Vær ikke bange, søn! sagde den gamle venligt. Gør det, der skal gøres, så kommer resten! Vi ses!
Vagn så, hvordan skikkelsen forsvandt i snefoget, akkurat som om den blev visket ud. Han gik endda ud for at kigge, men væk var han.
I morgen tager alle årets gamle kalender ned, vender minderne i hænderne, smiler. Det gamle år havde bragt meget, men hver eneste minut var en del af livet, et lille lys i skæbnens lyskæde. Uden det ingen fremtid. Alt hænger sammen, i rækkefølge: i går, i dag, i morgen. Derfor er det alt sammen værdifuldt. Tak blot for, at det skete…
Gennem højtalerne lød klokken fra Rådhuset. Folk rejste sig, krammede. Poul trykkede Lene helt tæt, kærtegnede hendes hår, kyssede hende. Af hende duftede det sødt og velkendt. Foran dem lå millioner øjeblikke, og dem ville de leve uden fortrydelse. Kun sådan!
Vagn snurrede rundt med nummeret fra den gæst, der var gået. Han havde lyst til at græde og le på samme tid, råbe, danse, alt på én gang. Det gode var begyndt!
På scenen stod den unge mand med det røde tørklæde. Nu skulle han lede dansen mange aftener endnu. Det skulle nok gå selvfølgelig skulle det!
