Kære dagbog,
I dag gik jeg igen gennem de gamle gader i **Aarhus**, næsten fire årtier efter jeg forlod byen. Alt virker mindre end jeg husker, men samtidig så velkendt. Jeg gik ned ad den samme allé, som jeg gik i som teenager, med de lave birketræer der langsomt får gult i efteråret.
Jeg satte mig på den samme bænk ved Søren Kierkegaards Plads, hvor jeg engang ventede på ham. På en helt almindelig tirsdagsmorgen så jeg ham pludselig avisen under armen og den karakteristiske lille skægstubbe, som han havde haft allerede som ung dreng. Vores blikke mødtes, og i et øjeblik stod tiden stille.
Det var bare den bænk, men den bragte ham frem som den fyr, der engang ikke dukkede op til den aftale, der skulle have ændret alt. Jeg var sytten, forelsket som aldrig før, og siden da har jeg aldrig ventet så længe på nogen.
Et par timer gik, så rejste jeg mig uden at sige et ord til nogen og jeg har aldrig hørt fra ham igen. Han sagde ingenting. Jeg troede, han havde glemt mig, at det kun havde været en lille hændelse for ham. Men da jeg så ind i hans øjne nu, så jeg, at han huskede.
Undskyld, at jeg ikke kom den gang, sagde han, før jeg overhovedet nåede at introducere mig selv. Du ville ikke tro det, men min mor blev indlagt på hospitalet. Der var ingen mobilnetværk, ingen mulighed for at give dig besked.
Vi faldt i snak om den sommer for længe siden, om hvordan livet har udviklet sig siden da. Han havde haft en kone, som gik bort for et par år siden, og to voksne børn. Jeg var skilt, med en voksen datter, der nu bor i udlandet. Ingen af os havde søgt denne samtale, men da den først begyndte, kunne vi ikke stoppe den.
I de følgende dage mødtes vi hver dag: kaffe på det samme lille kaffehus på Strøget, is ved rådhuset, gåture i Marselisborg Skov. Tilsyneladende intet, men jeg følte, at vi tog fat i noget, der blev brækket af tidens hårde hænder. Han var opmærksom, blid, spurgte til ting, som ingen længere spørger om. Og jeg jeg begyndte at smile igen, som jeg gjorde for så mange år siden.
Jeg fortalte min datter først efter en uge. Jeg ringede, og sagde: Jeg tror, jeg er forelsket igen. Først troede hun, jeg lavede sjov, men så spurgte hun: Men hvordan? Efter al den tid?
Jeg stod målløs. Hvordan kan man forklare noget, der bare sker? At et hjerte, selv efter mange livsrutscher, stadig kan banker lidt hurtigere?
Efter en måned i den gamlenye by begyndte jeg at overveje, om jeg ville blive. Jeg lejede en lille lejlighed på Nørrebro. Han tilbød at hjælpe med at indrette barrede flyttekasser, skiftede pærer, fortalte anekdoter fra sin ungdom. En aften blev han bare hængende til middag, og så til nattens ly forbliver han.
I dag er det tre måneder siden vores første møde. Tre måneder, der har mindet mig om, at livet ikke slutter, når børnene flytter ud, når ægtemanden går bort, eller når håret bliver gråt.
Er vi sammen? Ja, men uden store erklæringer. Vi tilbringer bare tid sammen. Nogle gange holder vi hinandens hænder, nogle gange er vi stille side om side. Det vigtigste er, at jeg ikke længere føler mig alene.
Og bænken? Den står stadig der. Når vi sidder på den, ler vi over, at det var værd at vente selv i tredive år.
