Morgengry for Steffen
Godmorgen, lille sol! Karen trådte ud på altanen i sin nye lejlighed, strakte sig og klappede i hænderne som for at byde dagens første lys velkommen.
Himlen over åen blev langsomt lysere og tegnede løfter om en god dag, mens den tilbød håb om, at denne dag ville blive bedre end forrige, som bare gled bort i glemselens strøm. Netop dette håb holdt Karen oppe. Det lod hende tage livet dag for dag, som om hun langsomt genvandt retten til at eksistere i det store evige kredsløb.
Hun havde i lang tid ledt efter sin lejlighed, så længe, at ejendomsmægleren var begyndt at sukker opgivende over hendes ønsker.
Og hvad er det, du ikke bryder dig om ved denne lejlighed? spurgte han trægt. Højt til loftet, gode naboer, nyt badeværelse
Vinduerne vender mod nord. Jeg elsker sol.
Men den vi så sidst, havde vinduer mod syd.
Anden sal! mindede Karen om. Jeg sagde, ikke under sjette.
Ja ja Du ved godt, at det er nærmest umuligt at finde noget, der opfylder alle dine krav?
Der findes ikke noget umuligt. Kan man drømme, kan man også få det. Karen smilede venligt.
Om det var hendes stædighed eller mæglerens brændende ønske om at slippe af med hende, vides ikke men han fandt lejligheden til hende til sidst.
Nu er der noget, der passer dig! åndede han lettet ud i telefonen netop den dag, Karen havde lukket en god handel og besluttet at forkæle sig selv med et par wienerbrød fra sin yndlingscafé.
Er du sikker?
Loft, vinduer, køkken, naboer alt lige efter din smag. Men det bedste er slet ikke det.
Hvad så?
Kom selv og se!
Og det gjorde hun. Karen gik ud på altanen til sin måske kommende lejlighed og blev målløs.
Udsigten var som skabt til at få hende til at glemme alle andre muligheder.
Huset lå på en forhøjning. Fra altanen kunne Karen se både åen, byen og markerne på den anden side af Gudenåen. Man havde lyst til at slå armene ud og råbe, som da man var barn og løb ned ad bakke bange og begejstret på en gang, men tryg, for man vidste, at ens mor ved bakkens fod ville gribe én.
Der var ikke længere nogen til at gribe Karen. Hendes mor døde for omtrent et år siden. Næsten ti år havde hun kæmpet sig gennem efterveerne af en slem hjerneblødning.
Men disse år blev aldrig det mareridt, som så mange advarede om. Moren var der hele tiden og den omsorg, Karen kunne give, sammen med hjemmehjælpen og et hjemmearbejde, blev aldrig en byrde. Det var lidende at se moren langsomt svækkes, men at være sammen var alt, og Karen værdsatte hvert sekund.
Hun huskede sin mor ikke som svag, men som den klare, stærke kvinde, hun havde været. Hun huskede især den gang, de var sammen ved havet, hvor moren, ung og smuk, stod for enden af molen og lo før hun sprang i. Det var den eneste ferie, hvor de satte kursen mod vestkysten; moren havde besluttet, at alt det snot og hosten skulle kureres i saltvand.
Vi skal have dig ud i havet, det siger lægen også det er sundt, lød det.
Og hun sørgede for, at Karen fik nok af havvand og aldrig blev jaget op i modsætning til mødrene på stranden.
Fruen, din pige er helt blå af kulde!
Det skal hun være, svarede moren, mens hun lo og så Karen rulle rundt i bølgerne. Min lille delfin
Karen blev ikke engang snottet det år eller resten af skoleåret. Hun længtes længe efter den kyst, det blågrønne hav og boblerne i vandet, hvor krabber og tang råder. Når hun blev båret med af bølgerne, truede havet kærligt:
Forsigtig nu, min pige, du skal ikke tro, du kan vinde over mig.
Først som voksen forstod Karen, at denne styrke både barsk og mild mindede hende om moren. Moren vidste altid, hvornår hun skulle trøste, hvornår hun skulle vende ryggen til; ikke alle handlinger kunne og skulle godkendes, selv fra dem man elsker. Det havde Karen lært godt, og derfor havde hun lært at stå ved sine egne valg.
Karen, tænk dig nu om! Din mor bliver nok ikke rask igen. Du er ung, du har en karriere og dit eget liv! Der findes plejehjem, hvor hun kan få den bedste omsorg det er bedst for jer begge! insisterede tanterne, kede af, at Karen påtog sig så meget ansvar.
Men Karen diskuterede ikke. Hun sendte tanterne ud og brød kontakten, indtil de forstod mor skulle blive hjemme, og alt ville blive gjort, som det bedst lod sig gøre. Det betød ekstra freelanceopgaver og nætter uden søvn men Karen fortrød aldrig. Hun tog livet i bidder op, brygge kaffe, ud på altanen med koppen og mærke den brændende væske forberede én til dagen.
Fra altanen så hun ud på gården, den gamle poppel og naboernes garage. Hun drømte tit om, at moren ville blive frisk nok til, at de skulle flytte sammen i en større, lys lejlighed, valgt ud sammen og leve lykkeligt der. Det blev ikke sådan.
Karen måtte flytte alene, men hun vidste, det var rigtigt. At blive i den gamle lejlighed uden sin mor var utænkeligt.
Da hun pakkede kasserne, gennemgik hun billeder og mindedes, til tider leende, til tider grædende. Hun vred sig ikke over uretten man kunne hverken ændre eller få det tabte tilbage. Måske gjaldt det i stedet om at huske på det gode, man faktisk havde haft.
Det nye hjem bød hende velkommen med tomme, rungende rum, friskmalede vægge og støvede vindueskarme. Karen smøgede ærmerne op, vaskede gulv og smilede ad sine egne skæve sange. Hendes mor havde ofte moret sig over hendes umusikalitet.
Åh Karen, dine ører rivaliserer med bjørnens, lo moren.
Mor!
Det betyder ikke noget! Syng endelig, så længe du gør det fra hjertet!
Og Karen sang, hun grinede, hun lod sig ikke hæmme.
Selv i det nye hjem vågnede hun ved daggry hun kunne ikke lade være. Hun gik ud på altanen og tog morgenen ind.
I den første uge var hun alene. Byen vågnede langsomt, men Karen havde allerede drukket sin kaffe. Men en morgen, mens solen ramte hende, lød pludselig:
Godmorgen!
Hun tabte næsten koppen af chok, sprang, og så lo hun.
I lige måde!
Naboen havde en vis elegance. Han stod på sin egen altan, lige ved siden af Karen, med en tæt gråskægget manke og øjne, hvor livets erfaring lyste frem. Og han var ikke alene. På rækværket balancerede en kat med sort og hvid pels så selvsikkert, at man slet ikke kunne tro, den kunne falde.
Den kaffe dufter godt.
Han klappede sig i skægget og nød solen, ligesom Karenog katten.
Vil du have? sagde Karen, gik ud og hentede en ekstra kop.
Der blev nikket. De drak kaffe i stilhed, så solen stige over åen og hver tænkte sit.
Mange tak! sagde naboen. Og sådan begyndte en ny morgen-tradition.
Snart var hun ikke alene på altanen mere.
Han hed Steffen Mortensen. En ældre herre, tidligere læge, livslang motorcykelentusiast, der havde kørt Europa tynd bag forhjulet og som elskede to ting i livet: sin kat og selve livet.
Det eneste, jeg stadig ikke kan begribe, Karen, er livet selv. Nogle patienter ser ud til at have opgivet, men kæmper sig tilbage, så alle overraskes. Andre, raske med stærkt netværk, forlader os helt uden varsel Intet giver mening, selv om jeg prøver.
Tær det dig?
Vældig meget. For forstår du man ved, man har gjort sit men det føles stadig forkert.
Jeg ved det godt…
Karen løj ikke. Hun havde selv kæmpet for moren, set hvordan de bedste læger havde kæmpet, uden held. Hun huskede en tante, der sagde:
Din mor slipper, fordi hun ikke vil tynge dig mere. Hun elsker dig højere end noget andet, Karen!
De ord ramte så hårdt, at Karen nær var blevet uvenner med moren for første gang.
Mor! Du må ikke forlade mig! Jeg er egoist, ja men du er den eneste, jeg har!
Moren hørte nok bønnen i et stykke tid så det ud, som om hun prøvede. Men det var kun en illusion, og Steffens ord vækkede igen eftertanken hvor flygtigt alt dog er.
Du skal ikke hænge med mulen, Karen! Dit liv ligger for dig, så meget godt venter dig! Steffen aede katten, der trykkede sig ind til ham.
Og dig også!
Måske! Sommeren nærmer sig, da tager jeg til Vesterhavet. Jeg elsker havet, men kan ikke svømme! Det er lidt pinligt, men på lavt vand har jeg det godt folk griner, men jeg nyder det. Gode mennesker omkring mig og himlen over hovedet hvad mere vil man have?
Må jeg spørge hvorfor du…?
Er alene? Bare spørg, Karen. Jeg havde engang en familie
Hans ansigt forvandlede sig hurtigt frodige Dronningens Julemand blev til en alvorlig mand med erindring i blikket.
Jeg havde en kone vi kendte hinanden siden vi var børn, vores familier var naboer, altid tætte. Det lå næsten i kortene, at vi skulle være sammen resten af livet. Men sådan blev det ikke Vi blev gift i ti år, så gik hun fra mig.
Hvorfor?
Hun fandt en, hun elskede rigtigt.
Elskede hun dig ikke også rigtigt?
Jo, men på en anden måde. Det er vanskeligt med følelser, nogen gange. Vi forstod hinanden uden ord. Da hun fortalte det, accepterede jeg hendes valg.
Du lod hende gå?
Ja. Med det samme.
Modigt
Ikke modigt, Karen. Det var svaghed! Jeg burde have kæmpet, have sagt eller gjort noget. Men jeg lod hende gå.
Gik det ikke mellem hende og den nye?
Hvordan vidste du det? spurgte Steffen overrasket.
Jeg fornemmede det bare.
Du har ret. Det gik ikke. Alligevel opsøgte jeg hende ikke igen.
Hvorfor?
Hun var ikke en ting, man kan hente tilbage. Hun valgte sit.
Karen spurgte ikke mere. Hvad skulle hun nu sige? Stolthed, kærlighed, skuffelse alt viklet umuligt sammen. Virkelighedens knuder kan hverken løses eller hugges over.
Morgenkaffen blev med tiden mere end kaffe. Karen mærkede, at hun havde fået et menneske i sit liv, der virkelig bekymrede sig om hende.
Kald mig bare Steffen, Karen, som de andre. På arbejde er jeg Steffen Mortensen, men herhjemme er det godt med noget mere nede på jorden.
Det er aftalt! Men hvem passer katten, når du er væk?
Den kommer med! Han har egen styrthjelm det fik jeg fra vennerne. Jeg vidste ikke, det fandtes til katte!
Han er ikke bange?
Næh, jeg kører sikkert. Man haster jo ingen steder! Når sommeren kommer, skal du prøve en tur. Du skal mærke friheden.
Det glæder jeg mig til!
Karen glædede sig, som hun havde glædet sig til karussellerne i Tivoli med sin mor som barn. Det var sjældent de kunne tage afsted, moren arbejdede meget. Men når de endelig tog ud, så blev der ikke sparet på noget.
Mor, hvorfor skriger du sådan?! Karen holdt for ørerne, moren greb hende straks.
Hold fast! Du falder! grinede moren, og Karen lo bare.
Mor, kom nu, det er jo bare fysik! Hvis du er så bange, hvorfor gik du så med op?
Jeg blev bange for dig!
Du ville bare også prøve! Ikke sandt?
Jo, det også åh, hvad laver vi dog her?! moren skjulte øjnene, og Karen krammede hende.
Sommeren kom. Karen blev optaget af et stort projekt, sad oppe hele natten og glemte næsten kaffen, indtil daggryets solstråler ramte de høje træer udenfor. Nu var det Steffen, der bryggede kaffe til hende.
Derfor opdagede Karen noget var galt, den dag hun trådte ud på altanen og hverken så Steffen eller katten.
Hej, er der nogen hjemme?! råbte hun.
Ingen svarede.
Karen lænede sig ud og opdagede, at Steffens altandør var låst.
Underligt
Minuttet efter hamrede hun på hans dør, mens hun mærkede frygten stige havde livet igen tænkt sig at drive gæk med hende? Indenfor hylede katten, desperat, som den kaldte på hjælp.
Jeg kommer! hviskede Karen og ringede 112, før hun styrtede hjem efter den ekstranøgle, de for længst havde udvekslet bare for en sikkerheds skyld sammen med venlige ord og latter en forårsaften.
Man ved jo aldrig. Hvis vandrøret springer eller lignende her er min nøgle, Karen!
Og jeg din! Nemt og trygt, når man rejser meget.
Steffen lå på gulvet i gangen. Karen skubbede katten væk og faldt på knæ.
Jeg forstår!
Hun genkendte straks tegn på apopleksi.
Hvordan hun havde bebrejdet sig selv da hendes mor faldt syg! Bukket under for skyldfølelse, læst alt om sygdommen, men alligevel aldrig fundet den ro, hun søgte. Nu følte hun, at livet gav hende en ny chance endnu et forsøg på ikke at være alene.
Ambulancen var længe om at komme. Men lægen så forundret på den unge kvinde, der holdt katten tæt:
Hvordan vidste du, hvad du skulle gøre?
Min mor…
Det var nok, ingen flere spørgsmål.
Steffen kom sig på hospitalet. Ved hans side var både Karen og hende han havde opgivet at gense.
Vera sagde han. Ordene var knap forståelige, men de tilstedeværende fattede dem.
Karen gik stille ud, og hun vidste, at nu skulle det nok gå. Kærlighed heler ikke altid, men denne gang ville livet vise sig mildt.
Hele sommeren drak Karen morgenkaffe med Vera, mens Steffen sov, katten holdt om sig dag og nat, madskåle tæt ved sengen. Lykkelige igen.
I er sammen igen, Vera?
Ja takket være dig, Karen! Havde du ikke ringet og fundet mig, hvem ved…
Han er et godt menneske, Vera.
Det ved jeg.
Fire år skulle gå, før Karen løftede Steffens motorcykel ud af garagen og nikkede:
Skal vi køre?
Katten var ikke imponeret over at måtte dele pladsen, men protesterede ikke rigtigt. Karen spændte hjelmen på den, vinkede til Vera:
Vi er snart tilbage!
Vera smilede og tørrede en tåre væk, mens hun så på den lille vogn med deres sovende lille barnebarn.
Nå, din far er på arbejde, moren tager bedstefar på klinikken, og vi to skal ud at trille, ikke? Ud og se verden, min skat! Ja, lad os gå en turKaren trak vejret dybt, mens motorcyklen gled stille frem gennem byen. Solen lå lav og gylden over markerne, og åen snurrede som et løfte mod horisonten. Vinden legede med hendes hår under hjelmen, og kattens poter duppede blidt i det lille bur bagpå, som om den hilste på hver bakketop og alle de gamle popler, de passerede.
For første gang i mange år mærkede Karen, at mulighederne var åbne. Hun så barnets lille hånd strække sig op mod morgenlyset, mens Vera vinkede fra altanen. Bag dem lå minder og savn, men også kærlighed, der havde fundet nye veje fra mor til datter, fra venner til elskende, fra tab til genfundet glæde. Intet var glemt, men alt var forandret.
Da de nåede udsigten over Gudenåen, standsede hun motorcyklen og satte sig på bakken, katten spandt mod hendes skuldre, og hun pegede ud i landskabet.
Prøv at se, min ven. Verden er stor, og vi er kun i gang.
Hun lyttede til barnets latter, den spæde lyd af liv, der slog rod endnu en gang i hendes hjerte. Bag dem ventede kaffe, gamle historier og bløde hænder, der rakte ud fra døren, når dagen skulle begynde.
Karen smilede, strakte sig mod solen og lod sig fylde af alt det nære og sande. Hver dag et nyt morgengry og denne gang ville hun tage imod det hele.
