Rigmor trækede i haven, da hun hørte en stemme kalde på hende fra gårdspladsen. Hun tørrede sveden af panden, gik ud til porten og så en fremmed kvinde stå der.
Hej, Rigmor! Jeg har noget på hjerte.
Hej. Kom endelig ind…
Rigmor bød kvinden indenfor, satte kedlen på komfuret og spekulerede på, hvad hun mon ville.
Jeg hedder Lise. Vi har aldrig mødt hinanden, men folk har fortalt mig, at du har en afdød mand og en søn, som hed Mikkel. Han er tre år gammel.
Rigmor så overrasket på Lise. Kvinden så ud som om hun kunne have været mor til et sådant barn.
Det er ikke min søn. Det er min nabo, Karines, dreng. Din mand kom ofte forbi, så jeg fik ham med mig i kælderen. Han er lige så rødhåret og slank som sin far, så en ekspertundersøgelse er overflødig.
Hvad vil du så have af mig? Min mand døde for nylig, jeg har ingen anelse om, hvem han har haft kontakt med
Så er Karine også gået bort Hun fik lungebetændelse, og nu er drengen en forældreløs.
Karine havde hverken far eller mor. Hun kom fra en lille landsby og arbejdede i en købmandsbutik.
Det er så trist for drengen, han skal i børnehjem
Jeg har selv to døtre, som jeg har med min nye mand. Skal du foreslå, at jeg tager barnet med? Det er da temmelig frækt at komme til en andens hustru og bede om at få et barn
Så er han jo din søn, så han er ikke helt fremmed. Drengen er sød og god, men ligger nu på hospitalet, hvor de forbereder papirer til ham
Lad mig være i fred med dine medlidenheder. Min mand har forladt mig med en ubestemt mængde børn, så skal jeg også tage sig af den her?
Se selv. Jeg vil blot advare dig.
Lise gik, og Rigmor hældte te i en kop og tænkte over, hvad hun lige havde hørt.
***
Hun mødte Jens lige efter dimittende. De fejrede med veninderne, og pludselig kom en gruppe fyre til.
Jens skilte sig ud med sit røde hår og de lille fregner, der duggede hans ansigt.
Han var munter, drilsk, læste digte og fortalte vittigheder. Til sidst foreslog han, at han ville vise hende hjem.
Snart var de ægtefolk.
De boede i den gamle bedstemors hus, som senere gik til Gud, og så stod huset til dem. Datteren Freja kom først, to år senere fulgte lillesøster Lise. Livet var beskedent, pengene var altid knappe.
En dag begyndte Jens at drikke. Rigmor kæmpede forgæves med den dårlige vane. Han kunne forsvinde i flere dage. På arbejdet blev han fyret, og Rigmor måtte arbejde på to steder.
Hun besluttede sig for at skilles.
Hun overvejede at flytte med pigerne til byen, hvor hendes enlige tante havde råbt på hende i årevis og kunne finde et job. Så gik hun videre med sit liv.
Men så ramte Jens, beruset, en bil. Det endte dødeligt.
Rigmor stod ved kisten og græd, mens pigerne også græd. Selv far var der i ånden
Og nu viste det sig, at han havde haft et barn ved siden af
Den ældste datter, Valentina, kom ind i stuen. Hun var høj, slank, med sin mors ansigt og sin fars røde lokker.
Mor, hvad kan vi spise? Vi skal i biografen med pigerne, men jeg er sulten! Hvorfor ser du så trist ud?
Jeg bearbejder den forfærdelige nyhed. Jeg har fået at vide, at din far har en søn på tre år med en anden kvinde. Moren er også død, så drengen er på vej til børnehjemmet. Jeg skulle tage ham med
Åh, det er virkelig noget! Hvem er moren? Kender du hende?
Nej. Hun er ikke fra her. Hendes navn er Katja, men jeg ved ikke efternavnet
Hvad vil du så gøre? Hvor er drengen? Har han ingen slægtninge?
Så vidt jeg ved, ingen. Han ligger på hospitalet, og de udarbejder papirer. Han er rød som sin far, en lille kopi af ham Jeg skal bare have kartofler med pølser.
Freja kastede sig over maden. Lise kom også, og satte sig ved bordet. Rigmor så på sine piger og smilede. Begge var røde som faren Genet er stærkt.
Næste dag sagde Freja:
Mor, vi gik på hospitalet med Lise for at se på broren. Han er sjov, lille og pudsig. Så meget lig mig, som et rødt solskin Han græder, vil have mor.
Vi gav ham et æble og en appelsin. Han ligger i sin seng og strækker armene ud Sygeplejersken lod os lege lidt med ham. Mor lad os tage ham med. Han er vores lille bror.
Rigmor blev vred på datterne.
Sådan en idé! Far gik omkring, og nu skal jeg rydde op? Jeg har nok af mine egne bekymringer Det er let for jer at sige: Tag ham med.
Folk tager andres børn, men dette er vores, blod på blod! Han er uskyldig. Kender du ordsproget: Børn svarer ikke for deres forældre!
Hvor skal vi have plads til endnu en mund? Jeg arbejder som en galning, sælger grøntsager fra marken, snurrer så meget jeg kan, og nu vil du hænge ham om min hals?
Du skal på videregående i næste år, du har brug for penge, og Lise vokser, så vi har brug for alt muligt
Hvis du får anerkendelse som værge, findes der måske en støtteordning Mor, er du ikke ked af drengen? Faderen gjorde en dårlig gerning, men han er vores bror
Rigmor var rasende på både manden og døtrene. Hun havde fået idéen om at tage den fremmede dreng med sig.
Den følgende dag gik hun til hospitalet.
Goddag. Ved I, hvor drengen Mikkel, tre år, som skal sendes i børnehjemmet, er?
Sygeplejersken kiggede på hende strengt.
Hvem er du, frue? Hvad vil du?
Jeg vil bare se ham. Det er min mands barn fra en anden kvinde Så gik det sådan
Så se, og hvad så? I går i går, så jeres døtre lege med ham, selvom det ikke var tilladt, men jeg lod dem
Jeg kommer bare for at kigge et øjeblik, jeg tager ham ikke med
Sygeplejersken nikkede.
Rigmor åbnede døren og stivnede. En lille dreng, en kopi af Jens, lå i sengen og legede med klodser. Han så hende, smilte.
Tante Hvor er min mor?
Mor er ikke her, Mikkel
Jeg vil hjem
Han begyndte at græde. Rigmor mærkede sit hjerte knibe. Hun gik hen til ham og løftede ham op.
Fru, du må gå, men jeg vil lytte til hans gråd! Hvad laver du? Sæt ham straks tilbage i sengen! råbte sygeplejersken.
Mikkel, lad være med at græde
Rigmor kærtegnede hans hoved og tørrede tårerne.
Tag mig med Jeg er sulten, og jeg vil ikke være alene her
Okay, Mikkel Jeg lover, at jeg kommer tilbage. Græd ikke, okay?
På vej hjem gik Rigmor med fast beslutning om at tage drengen med. Al vrede forsvandt, da hun så den lille hjælpeløse dreng, så meget lig hendes egne piger.
***
Femten år gik.
Mikkel skulle nu flytte til byen for at gå på skole. Så er han vokset op Årene fløj afsted.
Ring, min dreng, og kom på besøg ofte Åh, mit hjerte gør ondt Tiderne er svære
Mor, alt kommer til at gå godt! Jeg vil ikke skuffe dig, jeg lover det! To år på teknisk skole går hurtigt, så er jeg færdig!
Derefter skal jeg arbejde, siger Lars, Min bedstefars ven, han betaler mig på værkstedet, og jeg bliver mekaniker. Du ved, at du får et diplom som mekaniker.
Min kære, Rigmor strøg let gennem hans røde, urolige lokker
Livets sti er som en smal skovsti, der nogle gange fører dig til de mest uventede steder.
Rigmor troede, at skæbnen havde kastet endnu en prøve, et nyt kors, en smerte fra sin mands utroskab.
Men i det torneagtige krat gemte der sig en sart spiren en dreng, der ikke skyldte noget, bortset fra at være født.
Nogle gange ser hjertet det, øjnene ikke opfatter.
Det så i Mikkel ikke en fremmed blodlinje, men en ensom sjæl, der længtes efter varme.
Det hørte ikke et råb om en andens barn, men en stille hvisken: Mor.
Og Rigmor, trods logik, frygt og træthed, rakte ud.
Årene har vist, at godhed er en gave, ikke et offer. Mikkel blev ikke et ekstra mund, men den, der bar vand fra brønden til at vande markerne, mens Rigmor slæbte sin spade.
Den, der fik søstrene til at le, når hverdagen var tung. Den, der voksede op og sagde: Tak, mor, og i de ord lå hele universet.
